Uncover - [Larry Stylinson]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 apr. 2013
  • Opdateret: 18 jan. 2015
  • Status: Igang
Harry Edward Styles er med i Hall Cross' populæreste klikke. Han har et skønt liv, ingen problemer med pigerne, og ingen problemer med sine følelser for andre mennesker. Men en dag starter der en ny dreng på skolen ved navn, Louis William Tomlinson. Han skal starte i Harrys klasse, og Harry får til opgave at vise Louis rundt. De to drenge får hurtigt opbygget et solidt venskab, men når følelserne koger over, hvor meget tør de så satse på kærlighed? Kan ét enkelt kys forandre de to drenge?

63Likes
48Kommentarer
4887Visninger
AA

5. 4; The project.

Harrys synsvinkel;

"Now that I know what I’m without, you can't just leave me. Breathe into me and make me real. Bring me to life." Sangen spillede højt ud af mine højtaler, mens jeg farede rundt for, at rydde mit værelse op. Jeg har aldrig stresset, når jeg har skullet rydde op- tværtimod, jeg nyder det faktisk. Jeg havde det allerbedst, når mine omgivelser var rene. Jeg var måske også lidt af en perfektionist, når det kommer til rengøring og hygiejne. Det har altid været min hemmelighed. Tanken om, hvor hurtigt folk ville hade- og dømme mig, hvis de fandt ud af, hvilken perfektionist jeg er... Tanken dræbte mig nærmest indeni. Derfor, havde jeg altid holdt det for mig selv.

Jeg gik nedenunder, og smed karkluden ned i bunken med vasketøj. Jeg strakte mig udmattet, og gabte en smule. Klokken var 15:30, og Louis ville være her 16:00. 30 minutter. Hvad fanden skal jeg fortage mig i 30 minutter? Hverken min mor, eller min søster, Gemma, var hjemme. Hvilket var en fordel til, når Louis kom.

Bare hans navn gav mig en underlig følelse i maven. Som om, der var tusinde af sommerfugle. Men hvorfor? Hvorfor var han så underlig speciel? Han er min biologi-makker. Min fucking biologi-makker. Ikke en bolleven, eller en, der skulle forstille, at komme rendende ind i mit liv, og lege tornado med mine følelser. Det her er ikke nogen leg, det skam alvor! Hvad er der ved det, han ikke helt forstår?

Jeg sukkede frustreret, og trampede nærmest ovenpå. Jeg så irriteret ned af mig selv, og afgjorde, mit tøj var fuldstændig uacceptabelt. Hurtig smed jeg alt mit tøj, og rodede rundt i mit klædeskab. Til sidst fandt jeg et par almindelig sorte tætsiddende bukser, og en grå sweater. Jeg rodede mine krøller til, så de sad nogenlunde godt igen. Hvorfor gør jeg det her? Det bare Louis. Og Louis er en dreng. Hvilket er det køn, jeg ikke tænder på. Det var i hvert fald det, jeg prøver, at overbevise mig selv om i øjeblikket.

Jeg så på mig selv i spejlet, og betragtede mig selv. Var jeg virkelig homoseksuel? Men.. Jeg havde aldrig følt mig tiltrukket af nogen drenge, aldrig nogensinde.. Så skulle det lige være Louis. Jeg havde aldrig haft sex med en dreng før, det har kun været med tilfældige piger, på en aften. Sex er vel sex? Drenge eller pige, dreng eller dreng, pige eller pige. Vi er alle mennesker, jeg ser ingen forskel. Vi kan alle elske hinanden, kærlighed er lige. Om du er sort, eller hvid. Tyk, eller tynd. Verdenen er så diskriminerende og fyldt med dømmende mennesker. Så klamt.

Jeg sukkede stille, og så væk fra spejlbilledet. Var det forkert, at få følelser for en, så hurtigt? Det bare... Hans smil kan lysne et helt rum op, hans stemme er så rolig og fyldt af venlighed. Han er så smuk, at det gør ondt.. Så fantastisk, at det er fuldstændig forkert. Men det er så påvirkende, på så mange forkerte områder. Fandens tage teenage-hormoner og dens fucking forpulede forvirrende forelskelse! Jeg vil så meget hellere være en ged. Det virker ikke som et liv, der er særlig svært at leve.

Jeg fandt mine biologi bøger frem, og lagde min Macbook på sengen sammen med bøgerne. Det blev spredt ud på min seng, og jeg lod det bare ligge. Jeg havde ingen overskydende energi. Alt den forvirring og reflektering om latterlige følelser, havde drænet alt min energi. Det var så mystisk, men det var vel bare endnu engang de forpulede lorte teenage-hormoner der har parringstid i øjeblikket. Halleluja man.

Set på den lyse side, ingen kommer til, at dø som jomfru. Vores følelser knepper os hver dag.

Det ringede på døren nedenunder, hurtigt sprang mit hjerte på højtryk. Louis. Han var her. Hele min krop panikkede, og jeg hyperventilerede en lille smule. Med tunge skridt trådte jeg nedenunder, og låste døren op. Jeg trak døren bagud, og så ham. Den brune søde, Louis. Han stod med nogle bøger under armen, og smilte. "Hej Harry! " Udbrød han glad. Jeg smilede skævt til ham, og lukkede døren helt op. Han trådte indenfor, og så sig lidt omkring.

"Her, lad mig.." Jeg tog bøgerne for ham, og stillede dem ud på køkkenbordet. Louis tog sit overtøj af, og hængte sin jakke på knagen, og stillede hans sko et ligegyldigt sted. Han trådte ind i køkkenet til mig, og studerede nøje rummet. "I bor virkelig pænt! " Smilede han. Jeg mumlede et lille tak, og så skjult på ham. "Min søster, og min mor, er ikke hjemme.. " Informerede jeg Louis om. Han vendte sin opmærksomhed mod mig, og nikkede smilende. "Hvad med din far? " - "Mine forældre er skilt.. Jeg har ikke kontakt med min far længere.. " Louis blev en smule flov, og undskyldte.

Ligegyldigt trak jeg på skuldrene. "Samme her, mine er også skilt.. " Jeg så op på ham, og smilte undskyldende, "Det jeg virkelig ked af, Louis.. " Han trak på skuldrene, og smilede bare.

Jeg trak ham med ovenpå til mit værelse. "Er du lidt af en perfektionist? " Han kørte sin finger over reolen, og fandt ingen støv på hans finger, hvilket han fandt rimelig komisk. Jeg trak lidt på skuldrene, og sukkede. "Det er jeg vel... Det er en sygdom, I guess.." Han grinede bare, og kørte sin hånd let over min røde kind. Han lod sine fingeraftryk brænde på min kind, og studerede mit værelse igen.
"Evanescene? Er det ikke mere et pigeband? " Nikkede han med hovedet mod min højtaler. Hurtigt pillede jeg min mobil fra, og blev endnu mere flov. "Du skal ikke være flov, jeg lytter selv til dem. Hvilken er din yndlings? Min er nok Bring Me To Life. " Jeg smilede skævt, "Samme, og så My Immortal.. "

Hvad fanden har du gang i? Nu tror han helt sikkert, du er til dit eget køn, Harry.

Louis smilede stort, og nikkede ivrigt. "Den er også god! En smule sørgelig, men god! " Jeg så overraskende op på en smilende Louis, hvilket smittede af på mig. Gud, hvor er han fantastisk. Jeg grinede let, og sat mig over på min seng. "Du kan bare sætte dig, så kan vi gå i gang " Louis nikkede, og satte sig på sengen, hvor vi "tilfældigvis" endte med, at sidde en smule tæt.

"Før vi går i gang.. Så vil jeg virkelig gerne vide mere om dig, Harry. Du er virkelig en spændende person, som jeg bare ikke rigtig kan blive klog på. " Louis klukkede en smule over hans sidste sætning. "Så spændende er jeg heller ikke " Hørte jeg mig selv sige, og så på Louis. "Men, jeg hedder rigtig Harold, men jeg foretrækker Harry. Jeg har en storesøster, som hedder Gemma, hun er 21. Jeg kommer fra Holmes Chapel, i Cheshire, men da min far skred, flyttede vi hertil. Jeg var omkring 4 år gammel. Jeg vil virkelig gerne være advokat, eller.. Sanger.. " Mumlede jeg til sidst. Louis så overraskende på mig, "Sanger? Kan du synge? " Jeg trak på skuldrene, og så på ham. Han smilede stort, og puffede mig blidt på skulderen "Syng for mig! " Min kinder blev røde, og jeg nikkede så bare stille.

Jeg tog en dyb indånding, og så ned på min biologi bog. "I'm so tired of being here. Suppressed by all my childish fears. And if you have to leave, I wish that you would just leave. 'Cause your presence still lingers here, and it won't leave me alone. "

Jeg sang stille, og nynnede melodien i hovedet. Jeg tog en dyb indånding, og sang forsigtigt videre. "These wounds won't seem to heal, this pain is just too real. There's just too much that time cannot erase. " Jeg afsluttede sætningen, og så op på Louis igen. Hans mund var åben, hurtigt trak han igen på smilebåndet. "Wow, Harry, du har virkelig et talent! " Han smilede stort, og klappede mig på skulderen. Jeg smilede taknemmelig, "Aw, tusind tak, din lille charmør!"

Louis' synsvinkel;

Jeg havde aldrig nogensinde været så nervøs over at skulle mødes med nogen før. Mit hjerte sad helt oppe i halsen, og jeg var bange for at det ville kvæle mig på et eller anden uventet tidspunkt. Det gjorde også ondt på en måde. Jeg fik kvalme og mine håndflader blev svedige, og jeg vidste bare ikke hvorfor. Jeg vidste ikke hvorfor jeg fik de her bizarre. Var det symptomer for en sygdom eller hvad? For jeg følte mig heller ikke helt på toppen.

Jeg havde heller ikke vidst hvad jeg skulle sige, da jeg ville træde ind af døren. Men på en måde, kom det bare som tiden gik. Sætninger jeg havde tænkt passede ind på de perfekte tidspunkter. Jeg tror endda jeg stoppede med at tænke på et tidspunkt. 

Harry er en fin fyr. Ja, fin. Jeg tror ikke jeg ville kunne se ham, som min kæreste eller noget. Men på en måde har jeg heller ikke lyst til at se mig som hans kæreste. Jeg føler ikke selv at jeg ville komme til at passe ind i hans system. Han har alt hvad han behøver, hvorfor så vælger mig? Han kan få enhver pige han vil have, og det får mig altid til at føle mig så forbandet dum. Jeg er altid så mega irriteret på mig selv, når jeg kommer til den tanke. 'Han kan få enhver pige han vil have' Så hvad vil han med dig Louis? Drop det nu bare. 

Men jeg vidste også at jeg ikke ville kunne kontrollere mig selv. Jeg ville ikke have kræfter til at bekæmpe, hvis vi pludselig endte alt for tæt på hinanden. Mine lyster ville tage overhånd, men bliver vel bare nød til at tage mig sammen. Forhelvede Louis, styr dine egoistiske tanker, nar.

"Aw, tusind tak, din lille charmør!" Jeg var blevet fuldstændig væk i hans sangstemme. Den var simpelhen så dejlig at høre på. Jeg følte mig også flov over bare at have spurgt ham sådan. Tænk hvis han havde sagt nej? Tænk hvis han syntes jeg var en fuldstændig skudt i hovedet eller noget. Tag dig nu sammen! Harry afbrød heldigvis den akavede stilhed vi befandt os i.

"Nå, skal vi se at komme i gang?" Han havde det største smil plantet på sine utrolige dejlige læber. 

***

"Drop det, Louis" Udbrød Harry, da jeg begyndte at diktere for tredje gang. Han kastede sig ned fra sengen, så han landede på gulvet. Det så egentlig ret sødt ud, men også rimelig klodset. 

"Jeg gider ikke. Jeg gider ikke. Jeg gider ikke. Jeg gider ikke. Jeg gider ikke" Sagde Harry gentagende gange. Jeg kastede biologi bogen ned på hans mave, så han begyndte at grynte. 

"Hey!" Råbte han og så op på mig. Jeg begyndte at grine hysterisk, for det så virkelig sjovt ud at han fik den der biologi bogen næsten lige i ansigtet. 

"Der skal ikke grines!" Råbte Harry og sprang op i sengen. Jeg kunne mærke at tårerne de væltede op i øjnene på mig og jeg kunne næsten ikke få vejret. Det var egentlig ikke fordi jeg skulle få noget sjovt ud af det, det var bare hans ansigt i øjeblikket, og det var det der fik mig til at grine hysterisk. 

"Hvis du ikke stopper lige nu, kilder jeg dig" Sagde Harry med et smil på læben. Jeg lå på ryggen i sengen, og han stod lænet ind over mig. Min nakke var presset op af væggen, og jeg holdte mine arme oppe i forsvarsposition. Jeg bed mig selv i læben, og prøvede på at holde mit grin inde, så jeg ikke ville få min straf. Jeg hadet at blive kildet, det er noget af det værste jeg ved. Lige siden jeg var helt lille, har folk rendt rundt og kildet mig, like what the fuck? Jeg ved ikke engang hvorfor det var så sjovt, det var det bare.

"Louis, du var advaret" Sagde Harry med det største smil på læben. Jeg skubbede og prøvede på at få ham ned af sengen, men det gjorde ondt at forsøge at rykke sig, på grund af de kramper i mavemusklerne. Han sprang over mig, og før jeg vidste af det var hans hænder over alt på min krop. Dirty thoughts.

"S-Stop" Fik jeg kun lige stammet frem. Jeg kunne næsten ikke få vejret, og det gjorde det ikke bedre ved at han bare blev ved med at kilde mig. Han havde det der snøret smil over læberne og det irriterede mig helt vildt. Jeg rullede rundt, og prøvede på at hive ud efter ham, men de fleste gange mislykkedes det. Jeg fik dog fat i ham på et tidspunkt, da jeg greb ud efter hans overarme, så han ikke kunne komme ind til min mave længere. Da jeg fik ham til at stoppe, smilte han endnu større.

"Det var ikke sjovt" Sagde jeg med en seriøs stemme. Han vendte bare det vide ud af øjnene, og rullede om på siden så han lå ved siden af mig. 

"Det lød ellers som om du fandt det meget morsomt" Sagde han. Gud, hvor var han bare irriterende. Jeg havde sådan en lyst til bare at stikke ham en flad. På en god måde. Jeg har ikke tænkt mig, at gøre ham noget ondt. Jeg siger bare nogle ting, jeg ikke mener engang imellem. 

"Klaphat" Hviskede jeg. Han grinte, men det var ikke et af hans rigtige grin. Det lød i hvert fald ikke sådan.

Der var stilhed i nogle minutter hvor vi bare lå der i hans seng og tænkte over tingene. Hvilke ting? Det vidste jeg egentlig ikke. Jeg havde aldrig følt sådan her før. Jeg havde aldrig nogensinde følt så mange følelser på samme tid. Jeg havde lyst til at græde, men jeg havde også lyst til at rejse mig op og begynde at hoppe. Jeg hadede at jeg følte de her ting. Jeg hadet, at jeg ikke bare kunne være ligesom før, uden at føle noget som helst. Jeg ved ikke om det er på grund af Harry, eller fordi jeg er blevet ældre eller noget. Jeg har altid fundet pige tiltrækkende, og det håber jeg også, at jeg vil gøre fremover. Jeg håber at det bare er mine hormoner der fucker med mig, for jeg har virkelig ikke lyst til at føle sådan her. Specielt ikke over for en dreng. Især ikke over for en top charmerende heteroseksuelle Harry Styles. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...