Uncover - [Larry Stylinson]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 apr. 2013
  • Opdateret: 18 jan. 2015
  • Status: Igang
Harry Edward Styles er med i Hall Cross' populæreste klikke. Han har et skønt liv, ingen problemer med pigerne, og ingen problemer med sine følelser for andre mennesker. Men en dag starter der en ny dreng på skolen ved navn, Louis William Tomlinson. Han skal starte i Harrys klasse, og Harry får til opgave at vise Louis rundt. De to drenge får hurtigt opbygget et solidt venskab, men når følelserne koger over, hvor meget tør de så satse på kærlighed? Kan ét enkelt kys forandre de to drenge?

63Likes
48Kommentarer
4887Visninger
AA

4. 3; Niall James Horan.

Louis' synsvinkel:

"Mit navn er Niall Horan, jeg har set dig vandre rundt her på skolen i nogle dage nu, og jeg ved ikke helt hvem du er. Du er måske ny?" sagde en stemme ved siden af mig. Jeg lukkede skabet efter at have taget mine bøger ud, og kiggede imod stemmen. Ved siden af mig stod der en lyshåret dreng med skinnende blå øjne. Han havde nogle lysegrå bukser på, og en sort hættetrøje, sådan noget tøj man kunne gå rundt i der hjemme på en afslapningsdag. 

Jeg kiggede fra den ene side til den anden side, for at se om han snakkede til en anden ny elev, men jeg var den eneste i nærheden, så det kunne nok kun være mig. Jeg kiggede på ham og sendte ham et genert smil, for jeg var seriøst ikke vant til så meget opmærksomhed. Jeg fik i hvert fald ingen opmærksomhed på min gamle skole, så det her var sådan helt nyt for mig.

"Louis Tomlinson, ny elev" svarede jeg, og prøvede på at sende ham et selv sikkert smil, men jeg tror mere det blev til en grimasse på grund af min nervøsitet. Niall nikkede, og kiggede så rundt på gangen. Vi stod lidt i stilhed til Niall afbrød den. 

"Hvad synes du så om skolen?" spurgte han smilende, og det smittede selvfølgelig af på mig. Typisk. Jeg træk på skulderen, og så mig omkring. 

"Indtil videre, bedre end min gamle i hvert fald. Folk er venlige her" Jeg smilte til ham og han nikkede. 

"Jeg er også selv ret glad for at være her, dejlige mennesker. Jeg har sgu fået mange venner her" Han smilte lykkeligt til mig. Hans blå øjne skinnede nu endnu mere af glæde, og de blev dejlig runde og store som et lille barn der skulle til, at have sin fødselsdagsgave. "Nå men, hvad skal du have nu?" spurgte Niall nysgerrigt, og kiggede ned på mine bøger. 

"Historie først, og fysisk i de næste timer" Jeg kiggede lige mine bøger en ekstra gang, for at se om jeg nu havde husket det hele. Det havde jeg, heldigvis.

"Cool! Jeg har også fysisk i de næste timer, så ses vi jo!" udbrød han højt, og klappede mig på skulderen før han forsvandt med sine bøger, og gik den anden vej end jeg skulle. 

•••

Jeg prøvede alt hvad jeg kunne for at koncentere mig i fysiktimerne, da det aldrig rigtig havde været min styrke, og jeg ved jeg skal op i det til eksamen, så jeg måtte til at tage mig sammen. Det var bare ikke så let med Niall ved min side. Faktisk var det min største udfordring. Jeg havde aldrig oplevet nogen så utålmodig som ham. Han kunne ikke andet end at sidde og prikke mig i siden, snakke til mig når det var mest vigtigt, at høre om de forskellige skaller og ladninger, men Niall syntes det var sjovest at forstyrre mig. Det var en smule irriterende, men jeg sagde jo heller ikke så meget til det. Jeg er egentlig ret dårlig til at bede ham om at holde kæft, eller generelt bare bede folk om at holde kæft. Så jeg svarede så kort som muligt, og skrev notater ned. Jeg var dog lykkelig over da vi var færdige med de timer, at jeg nu ikke behøvede at både høre på læreren og Niall. 

"Hvor mange søskende har du så?" spurgte Niall, og begyndte at proppe hans bøger ind i hans skab. Han proppede bøgerne ind, som om det bare var papir der kunne foldes. Han skar dog også en grimasse, da han begyndte at bruge flere kræfter på at få dem ind. Jeg observerende ham, og havde en lille frygt om at et eller andet ville flyve ud og ramme mig i hovedet.

"Jeg har 4 søskende. Alle sammen piger, men det er fedt nok" sagde jeg uden at fjerne blikket fra en presset Niall. Til sidst fik han dog skabet lukket, og smilte til mig. Jeg puttede selv mine bøger stille og roligt ind, ud at bruge så meget tid på at lukke skabet. 

"4 søskende? Det lyder alligevel voldsomt. Så dine forældre har haft travlt?" sagde han og begyndte at grine af hans egen joke. Jeg rullede øjnene af ham, og lod som om jeg ikke hørte det, selvom den faktisk var okay. 

"Ja ja. Hvad med dig?" spurgte jeg, og vi gik sammen hen til kantinen for at sætte os ned, og lære hinanden bedre at kende.

"Jeg har 1 storebror. Greg hedder han" sagde Niall, og åbnede døren ind til kantinen. Jeg nikkede til hans svar. 

Vi gik hen til et tilfældig bord i stilhed, og satte os ned foran hinanden. Jeg vidste ikke rigtig hvad jeg skulle sige noget, men det vidste Niall åbenbart. 

"Er dine forældre så skilt?" spurgte Niall. Jeg nikkede bare.

"Også her. Jeg synes mange forældre bliver skilt lige i øjeblikket. Altså det er som om de bare vil lave nogen unger, også er det ligesom det. Jeg forstår det ikke rigtig" svarede Niall, og undrede sig over sit eget spørgsmål. Jeg grinte lidt af hans indskydelse, og han gav mig et venligt smil. Det er jo faktisk rigtig, men sådan er det jo. 

"Nå, hvem har vi så her" sagde en stemme bag mig. Jeg kiggede mig over skulderen, og så selveste Harry Styles sidde på bordet bagved os, og sendte det charmende smil. Jeg tog mig selv i at dåne over så sødt et smil han havde, og begyndte at bande af mig selv, for det var altså bare for mærkeligt at tænke sådan. 

"Hey Harry! Har du mødt Louis?" spurgte Niall, og så hen på Harry som nu var gået hen til vores bord med en stol trukket efter sig. Han satte sig for bordenden med stolelænet i mellem sine ben. 

"Selvfølgelig, jeg har da ikke lavet andet end at vise den prettyboy rundt hele ugen" sagde han grinende, og gav Niall en high-five. En overdrivelse, der er ikke engang gået en uge. Jeg rullede bare med øjnene, men jeg vidste godt inderst inde, at jeg var lige ved at rødme over at han havde kaldt mig prettyboy, igen. Der var stilhed i nogle få sekunder til Harry afbrød den. 

"Så Louis. Har du tænkt dig at falde til her, eller smutter du videre på din lange rejse om at finde den perfekte skole?" spurgte Harry, og kiggede mig i øjnene med et fjollet smil over læberne. Jeg trak på skulderen. 

"Jeg regner med at blive her. Det er faktisk ret dejligt at være på en skole, hvor man ikke bliver dømt som sådan" svarede jeg, og så selvsikkert tilbage på Harry. Jeg lagde først mærke til nu, at vi begge sad lænet lille smule ind over bordet mens vi snakkede. Harry nikkede, og kiggede hen på Niall som sad med sin mobil i hånden. 

"Jeg har godt hørt, at de fleste skoler her i området har et dårligt ry om mobning, eventuelt cyber mobning og andre former for det, men vi er så heldig at på denne her skole har folk det bare fedt og kan finde ud af at snakke sammen uden at holde en udenfor" sagde Harry, og gav mig et eller smil efter han havde snakket. Jeg nikkede af hans svar da han havde fuldstændig ret. Jeg havde ikke rigtig hørt noget dårligt om denne her skole, ellers havde jeg nok aldrig rigtig valgt den.

Klokken ringede lige efter en ny stilhed skulle til at lægge sig over os, og jeg skyndte mig nu hen til min sidste time på min første skoledag.

Harrys synsvinkel

"Som da Hitler afbrød venskabsaftalen med Rusland." Og sådan kværnede vores historielærer Mr. Gordon om 2. verdenskrig.

Historie har aldrig rigtig været mit yndlingsfag. Jeg blev i hvert fald heller ikke mega begejstret, da jeg trak det til eksamen- og så lige præcis 2. verdenskrig. Og jeg vil så igen ærligt indrømme, jeg blev død skuffet og ærgret, da jeg fandt ud af Louis skulle op i fransk- da jeg selvfølgelig valgte det fag fra.

"Hr. Styles følger du med, eller dagdrømmer du?"  Jeg blev revet ud af mine tanker, og lod alt min opmærksomhed vende sig op på Mr. Gordon. Det gik egenligt først op for mig nu, at der var en spørgerunde i gang om dagens kapitel.

"Selvfølgelig ikke, sir. Jeg fik vist ikke helt fat i spørgsmålet?" Mr. Gordon sukkede opgivende, og rystede en enkelt gang på hovedet. "Hvad hed den franske fæstning?"

Fransk. Frankrig. Franskbrød. Hvad fanden kan man finde på, at kalde sådan en fæstning?

"Erm.. Fran..sk..brød?"  10 + here we go!

"Er dit seriøse svar, virkelig franskbrød?" Jeg trak lidt på skuldrene, og nikkede sukkende. Mr. Gordon så ikke just begejstret ud, og så udover klassen. "Er der nogen der kan fortælle Hr. Styles, hvad fæstningen faktisk hed?" Men ikke en lyd var til høre.

Han så over på mig igen, og lagde kort sin hånd på min skulder. "Maginot linjen, Hr. Styles. Husk på det, når du skal op til eksamen. Bare så du ikke siger franskbrød igen." Klokken ringede, og det var min befrielse! Mr. Gordon råbte nogle ord om noget lektie, som jeg ikke fik fat i. Perfekt, det skal jo nok time perfekt for mig.

Jeg gik ud på gangen, og hen mod mit skab for at stille mine bøger ind. Jeg sukkede en enkelt gang, da der på mit skema stod biologi. Mit absolutte hadefag.

Jeg havde en underlig træng til, at gå ud og lede efter Louis. Jeg kan ikke forklare den underlige følelse, jeg bærer rundt på indeni, men det er bare som om min krop skriger efter kontakt med ham. De blå øjne, og hans søde lyse stemme. Han var så snakkesalig, og så alligevel ikke, hvilket er forklarligt. Det er bare som om, han har markeret sig hos mig. Som om, det er meningen jeg skal gå rundt og være ukoncentreret på grund af ham. Følelsen er alligevel uforklarlig rar, da jeg aldrig nogensinde har følt sådan før.

Jeg rystede opgivende på hovedet, og tog min biologibog ud og klappede skabet sammen igen. Jeg klamrede nærmest bogen ind til mig, og gik stille mod biologilokalet. Stadig med Louis i tankerne. Årh, jeg lyder sgu da som en forvirret tøs der har fået følelser for en forkert person.

Men i den sammenhæng, så vil det da også være forkert hvis jeg fik følelser for Louis, ikke? Svaret er: Meget forkert.

***

Timen sneglede langsomt afsted, og jeg aner ikke hvor man kruseduller jeg havde lavet i mit hæfte. Mindst 25, og der var kun gået 5-10 minutter af denne time. Men hvor spændende er fotosyntese og skovens liv, lige? Knap så spændene, når det var det man lærte i 4-5 klasse.

Det bankede på døren, og hele klassens opmærksomhed pegede mod døren, på nær min opmærksomhed. Det der med at tegne kruseduller, var blevet en fantastisk tidsfordriv, hahah.

"Kom ind?" Blev der råbt. Næstefter gik døren op, og hele klassen fokuserede stadig. Uden mig.

"U-undskyld jeg kommer for sent, men jeg kunne.. Erm.. Ikke finde klasseværelset." Men der kom min opmærksomhed. Selveste Louis Tomlinson skulle have biologi. Og nu blev biologi lige pludselig 50 gange bedre!

"Det går denne gang, men kun fordi du stadig er ny elev, Hr. Tomlinson. Du kan sidde ved siden af Harry." Ms. Kenzie hader når hendes elever kommer for sent. Taget i betragtning af, hun altid kommer mere eller mindre 10-15 minutter for sent. Rimelig dobbeltmoralsk, men nå.

Louis så hen på mig, og smilede helt. Gud, hvor har drengen dog et bedårende smil. Han satte sig ned ved siden af mig, og skævede lidt til min samling af kruseduller. Jeg følte mig en smule malplaceret, da hans øjne nærmest udstrålede hans indre tanker. Jeg skubbede forsigtigt lidt til mit hæfte, og rødmede svagt.

Ms. Kenzie fablede videre, og Louis fulgte meget inaktivt med. Jeg studerede hans ansigt en smule. Jeg rystede mine tanker væk. Hvor kommer alt det her fra? Han er bare en almindelig dreng, der lige er flyttet til for nogle dage siden. Hvorfor er jeg begyndt, at opføre mig så mærkeligt? Det jo for fanden ikke normalt man, jeg er ikke til drenge. Jeg er 150 procent heteroseksuel.

"Jeg har valgt, I skal to og to, lave et valgfrit projekt. I skal arbejde sammen med jeres sidemakker, og I har frit valg, som sagt, med valg med et emne, bare det omhandler biologi. I får 3 uger. Jeg udleverer et ark til jer, som en skabelon til, hvordan I skal opstille tingene og så videre." 

Jeg kiggede til venstre for mig, lige præcis der hvor Louis sad. Min makker vil være Louis. Jeg smilede lidt til ham, og han lo svagt af mig. Han tog i mod arket, og placerede det på midten af bordet, så vi begge kunne læse. Da vi begge havde læst færdigt, havde jeg allerede en idé.

"Hvad med mennesket følelser?" Fløj det ud af vores munde, hvilket resulterede i vi begge grinte. "Jamen, så er vi jo enige." Tilføjede Louis grinende. Jeg nikke ivrigt, og skrev det på papiret. Timen sluttede, og alle i klassen rejste sig.

"Hey, vi kan jo bare skrives ved om hvornår og hvor, vi skal starte og sådan?" Louis nikkede, og smilte hans bedårende smil. Jeg rev et hjørne af mit hæfte, og skrev mit nummer på sedlen. Jeg rakte det frem til Louis, og han tog forsigtigt i mod det. "Du skriver bare. Vi ses, prettyboy" Jeg klappede ham en enkelt gang på skuldren, og forsvandt ud af klasseværelset.

Med det største smil på læberne.

•••

Undskyld ventetiden, virkelig! Rikke (tredjeperson snak ftw!) har haft travlt med håndbold, og en masse familieproblemer. Anne har haft arbejde, og skole og så en masse andre diverse ting.

Men ja. Shit happens.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...