Uncover - [Larry Stylinson]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 apr. 2013
  • Opdateret: 18 jan. 2015
  • Status: Igang
Harry Edward Styles er med i Hall Cross' populæreste klikke. Han har et skønt liv, ingen problemer med pigerne, og ingen problemer med sine følelser for andre mennesker. Men en dag starter der en ny dreng på skolen ved navn, Louis William Tomlinson. Han skal starte i Harrys klasse, og Harry får til opgave at vise Louis rundt. De to drenge får hurtigt opbygget et solidt venskab, men når følelserne koger over, hvor meget tør de så satse på kærlighed? Kan ét enkelt kys forandre de to drenge?

63Likes
48Kommentarer
4889Visninger
AA

3. 2; First conversation.

Harry's synvinkel;

Mrs. Dekanovic havde givet mig opgaven kaldt. "Vis-Louis-Skolen," Jeg var ikke just tilfreds, da Louis så uinteresseret ud, og faktisk nærmest havde sagt med hans øjne "Du skal ikke følge mig rundt." Men også lige så meget fordi, Louis var utrolig akavet at sidde ved siden af. Han sagde ingenting, fortog sig ingenting- generelt var han bare meget stille.

Ja, det er hans første skoledag. Ja, det kan være hårdt. Men forfanden man, det hjælper jo ikke at være stille, også tro alle kommer over og er dine bedste venner. Undskyld, men er det hans forventninger? Forhåbentligt ikke.

Mit blik flakkede rundt på alle eleverne i klassen. Alle sad enten og tegnede ligegyldige ting i deres hæfter, eller også var de bare ukoncentreret. Mrs. Dekanovic snakkede om 2. Verdenskrig, og om hvordan Hitler og Stalin havde indgået fredsaftale. Den eneste der så ud til at være interesseret i var Christina Hastings. Klassen "kloge-Åge" 

Jeg sukkede en enkelt gang, og mærkede Louis kolde blik på mig. Jeg drejede mine øjne, og mødte hans krystal blå øjne. Hans øjne rystede en smule, han så ihvertfald ikke komfortabel ud. Jeg smilede skævt til ham, og hurtigt kiggede han ned i sit hæfte igen. Forsigtigt lagde jeg min varme hånd på hans skulder, og hviskede "Hey, dude. Rolig, jeg gør dig ingenting" jeg smilede beroligende, men det så ikke ud til at have en effekt på ham.

Louis rystede på hovedet, og blev ved med at se på mig. Et lille forsigtigt smil, dannede sig på hans perfekt farvede lyserøde læber. Han strammede sit greb om hans trøjeærme og så ned i sin bog igen. Som hans blik røg væk fra mig, fjernede jeg min hånd og kørte den igennem mine brune krøller.

Louis virkede som den type, der var stille og rolig. Det ville skabe sine fordele, hvis vi nåede det stadie hvor vi blev venner. Han virkede som en, der ville have evnen til at være blandt de populære. Statistisk set, har halvdelen af den her skolens populære mennesker, været stille og ikke høj i hatten. Men der var noget anderledes over Louis, der på en måde "tiltrak" mig. Ikke seksuelt eller lystende.. Men han virkede spændende, og til at være den ven, man kunne alting sammen med.. Sådan en ven savner jeg..

Det var vel bare mit førstehåndsindtryk af denne Louis. 

Jeg anede ikke hvad jeg skulle stille op med det her. Jeg følte mig vel bare malplaceret. Louis virker såmænd rar, men samtidigt virker han også uinteresseret i at få venskaber. Det er jo kun i en god mening, jeg prøver at tale til ham. Jeg vil på ingen områder skræmme ham! Han fortjener at få det godt på den her skole.

"Nå, uh, klokken blev mange! I næste time skal vi se film om 2. Verdenskrig! I må gerne gå til pause nu." Mrs. Dekanovic forlod klasselokalet, og alle eleverne rejste sig og forlod klasselokalet. 

"Styles, skal du med? Eller skal du blive hos den nye fyr?" Jeg drejede min opmærksomhed over på den gruppe af drenge, jeg plejer at hænge ud med i pauserne. Jeg nikkede og smilede. "Jeg skal vise Louis rundt. Vi ses måske i næste frikvarter?" De grinede svagt og gik deres vej. Jeg så ned på Louis, som så en smule overrasket ud. "Hvad så, prettyboy? Skal vi få dig vist rundt?" Jeg smilede til ham, og nikkede mod døren. 

.. Vent.. Kaldte jeg lige Louis for prettyboy? Det jo også bare typisk det. Rigtig flot gjort, Harry Styles. Nu tror han helt klart, du er til drenge. 

Louis' synsvinkel;

Jaaa... Jeg var måske en smule genert i første omgang, hvem ville ikke være det? At kun kende sig selv i en flok med fremmede mennesker, hvor de alle sammen kender hinanden ud og ind, var ikke lige min stil. Faktisk følte jeg mig dårligt tilpas, for hvis jeg ikke snart sagde noget, ville de sikkert bare regne med at jeg var en af de typer der overhovedet ikke siger noget og betragter mig derud fra som en nørd. Jeg ved det ikke er dårligt at være en nørd, folk gør det bare til noget dårligt, men samtidig ville jeg heller ikke ses som noget 'dårligt'. Bare tanken om min gamle skole gav mig en stærk kvalme, som jeg blev nød til at synke væk. 

Harry, ham drengen der senere på dagen ville vise mig rundt, kiggede på mig med et skævt smil, og jeg kunne tydeligt mærke hvordan mine kinder begyndte at blusse op. Jeg tror det havde noget at gøre med, at jeg ikke er så glad for opmærksomhed, og det har jeg heller aldrig nogensinde været. Jeg har altid holdt mig til min egen lille verden, for det var der jeg følte mig mest tryg. Men det der var mærkeligt var at han smilede til mig, det var ikke sådan nogen havde gjort til mig før, og det føltes rart. Som om jeg blev modtaget på en god måde. Et stød gik igennem mig da en eller anden lagde en hånd på min skulder, og jeg kiggede hurtigt op og mødte nogle dejlige grønne øjne... Grønne øjne, bare grønne. Hans berøring brændte sig igennem mit tøj, og det føltes pludselig som om at jeg ikke længere sad med nogen trøje på. Så tæt føltes hans hånd.

Han sagde et eller andet jeg ikke helt fik fat i, fordi læren råbte alt for højt til at man overhovedet kunne undgå andet. Jeg smilede bare til ham som svar på det jeg ikke hørte, også forlod hans hånd min skulder. Endelig. 

Læren havde jeg heller ikke fået det bedste indtryk af. Hun virkede som en type der manglede bare en smule kærlighed i livet, som om hun aldrig havde fået noget, og når hun ingen kærlighed havde fået, går hendes vrede selvfølgelig ud over hendes elever. Jeg kunne godt mærke at hun overhovedet ikke var spor glad i dag, om hun altid var sådan vidste jeg jo ikke.

Før jeg vidste af det, havde det ringet og jeg sad som et stort spørgsmålstegn, da jeg ikke helt vidste hvad jeg skulle stille op. Jeg kiggede rundt på de forskellige elever og så hvilke personer der blev holdt udenfor og sad tilbage i klassen, og hvilke personer der var de populære typer, som stod nede ved kantinen. Pigerne tjekkede drengene ud, drengene tjekkede brysterne ud. Sådan er tankerne altid på en hver normal, så hvorfor tænker jeg ikke sådan? Den tanke havde jeg tit haft, men måske var jeg bare ikke en af de der normale typer, men en der skiller sig ud. Jeg trak på skulderen, og pakkede mine bøger væk. 

Min opmærksomhed blev hurtigt rettet imod nogle drenge, der stod og snakkede. Jeg vidste ikke helt hvad de hed endnu, men de snakkede ihvertfald til Harry. "Jeg skal vise Louis rundt. Vi ses måske i næste frikvarter?" Hørte jeg Harry sige med et selv sikkert smil på læben, som kunne få alle pigernes opmærksomhed, og dåne over hans charme. De grinte bare og gik ud af døren. Jeg rystede på hovedet, og hørte Harry mumle et eller andet til mig, men jeg orkede ikke at høre efter, for nu havde jeg et nyt punkt at tænke på. At få rundvisningen overstået. Hm.

"Her er kemi-fysisk lokalet" Sagde Harry og pegede på en dør, hvor der stod Kemi-fysisk uden på. No shit, den havde jeg sgu ikke selv regnet ud. Jeg burde slet ikke være så negativ omkring alt det her. Jeg mener, de virker venlige alle sammen, typer som Harry, men jeg har bare svært ved at åbne op omkring alt det her. At tage det til mig uden at blive såret. Jeg ved ikke hvorfor jeg er så kold, og hvor jeg er sådan en nar overfor Harry, jeg burde smile lidt mere og spørge indtil ting, men min mund var lukket det meste af tiden. Kom nu Louis. Vær lidt åben. 

Vi gik videre ned af en gang overfor fysisk lokalet, og der lå nogle dele-rum, lærerværelset, biblioteket, og andre rum som jeg fik at vide ikke blev brugt i øjeblikket. Mit blik flakkede rundt i den brede gang, hvor der hang flere billeder af forskellige ting, det lignede noget eleverne havde lavet for sjov i ugen før sommerferien eller sådan noget, noget var i hvertfald kønnere end noget andet. Men det var en farverig skole for dørene til de forskellige rum var malet i hver sin farve, og der var ind imellem tegnet en bjælke i forskellige nuancer lodret ned af væggene. Mon det er en kreativ skole? Skal vi sommetider sidde i nogle af de ubrugelige rum, og tegne plakater som bliver hængt op rundt omkring? Ville alle virkelig gå med til det? Eller er--

"Du virker meget stille" Selvom han stod lige ved siden af mig, fik jeg stadig et chok. Han afbrød mine dybe tanker, og jeg blev pludselig revet tilbage til jorden. Jeg så forbavset op på drengen med det krøllede hår og grønne øjne. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige og det lignede han blev skræmt af mit udtryk, som om han havde sagt et eller andet forkert. Jeg rystede stille på hovedet, og kiggede ned på mine fødder. Mine kinder blev pludselig hede. 

"Så du er altså ikke stille?" Sagde han i et grin og skubbede blidt til mig så jeg gik et enkel skridt tilbage. Jeg så op på ham med et smil på læberne. Jeg kunne godt se det sjove i det. Jeg siger overhovedet ikke noget, og alligevel ryster jeg på hovedet til at jeg er stille. 

"Vi var vel alle sammen stille da vi startede i skole, jeg skal jo lige lære jer at kende" svarede jeg og smilte til Harry. Han lyste selv op i et endnu større smil, og svingede sin arm rundt om nakken på mig "Kom her bamsebjørn, så viser jeg dig det sidste i et hurtigt tempo" Han førte mig længere hen af gangen. Det gav et stød i mig af hans berøring, men så tænkte jeg heller ikke mere over det. 

•••

"Jeg forstår ikke rigtig hvad det her er?" Sagde jeg forvirret og tog fat i det lange stykke stof der hang ned fra væggen ved siden af geografi lokalet. Det var virkelig grimt, for at være ærlig. Jeg rynkede brynene, og så op og ned af det lange stof. Hvad skulle det forstille? 

"Det mener du helt seriøst ikke, vel Louis?" Harry gik op på siden af mig og så også op på det. Han skævede til det, og drejede sig så han så på mig. "Louis?" Jeg kiggede på ham, mens jeg stadig gned stoffet imellem mine fingre. Det føltes ubehageligt.

"Altså, det virker bekendt, men ellers ikke. Jeg kan ikke lige få helt fat på hvad den klat skal forstille" Og det kunne jeg virkelig ikke. Det lignede noget man havde lavet i første klasse, men måske er det bare meningen det skulle ligne det dér. 

"Det er Australien, og det burde ikke komme som et chok for dig, når geografi er lige ved siden af" Han pegede på døren, og krydsede sine arme over brystet. "Normalt vil jeg ikke tage det så tungt, at folk kommenterer lidt hårdt på nogle få billeder, men jeg har brugt rigtig lang tid på denne her med mine venner" sagde han og kiggede skarpt på mig. Jeg blev pludselig pinlig berørt, og slap stoffet. Jeg så undskyldende på ham, og skulle til at sige noget da han afbrød mig. "Men den er virkelig grim, det må jeg sku gi' dig" sagde han pludseligt, og begyndte at grine. 

"Din idiot" Sagde jeg i et grin, og skubbede blidt til ham. Jeg troede lige han skulle til at fortælle mig, at det var upassende at snakke sådan om tingene, og at han ikke ville snakke med mig mere, fordi jeg havde fornærmet noget han havde lavet. Men Harry er vist bare typen der ikke tog alting så bogstaveligt, og det er det, jeg rigtig godt kan lide ved ham. Afslappet og fjollet. 

"Undskyld Harry, men det ligner altså ikke helt Australien efter min mening, men godt gået. Jeg kunne sgu ikke have haft gjort det bedre" Sagde jeg i et smil, og Harry nikkede til mit svar.

"Jeg takker og bukker" også bukkede han foran mig. Jeg rullede med øjnene, og rystede smilende på hovedet. 

"Din charmetrold" Sagde jeg efter han smilte forventningsfuldt til mig. Han brød ud i et grin, og begyndte at gå baglæns hen imod kantinen. 

"Det må jeg sige Louis. Den har jeg sgu ikke hørt før" sagde han imens han blev mindre og mindre foran mig. "Kommer du? Hvis vi er hurtige, kan vi stadig nå at få lidt at spise" han klappede sine hænder sammen og pegede bagud. Jeg nikkede og løb op ved siden af ham. 

"Tak Harry" sagde jeg og mente det. Han har virkelig været venlig overfor mig, og det sætter jeg pris på. Måske kan det her udvikle sig til at rigtig godt venskab? Harry er en cool nok fyr, det må jeg sige.

"For hvad?" Spurgte han nysgerrigt, og kørte en hånd igennem sine krøllede lokker. 

"For en morsom rundvisning" svarede jeg og kiggede taknemmeligt op på ham. Det har virkelig været sjovt, og jeg har fået et endnu bedre indtryk af denne her Harry Styles. 

"Skulle det være en anden gang" Han smilte igen sit selvsikre smil, og forsvandt ind imellem folkemængden i kantinen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...