That's your child | One direction

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 apr. 2013
  • Opdateret: 17 apr. 2013
  • Status: Igang
Hvis du fandt ud af at du havde et barn, men at det var fem år efter barnets fødsel, hvad ville du så gøre?. Det samme spørgsmål stiller Den 21 årige Aubrey Anderson sig selv. Et par år før var hun sammen med den verdenskendte Louis Tomlinson. Et par måneder efter noget af en nat, med masser af følelser og trivslen, finder den kun 15 årige teenager ud af at hun var gravid, og hun har dsv. opdaget det for sent, der var ikke mulighed for en abort.
Fem år senere har Aubreys datter et helt specielt ønske til hendes fødselsdag, nemlig at møde sin far. Skal Aubrey gøre det?, skal hun finde Louis og fortælle at han har en datter?. Bliver det bedre af at Aubrey en dag støder ind Louises bedste ven, og hun får muligheden for at få Hopes ønske opfyldt. Hvad tror du der sker: Vil Aubrey fortælle nyheden til Louis og ikke mindst resten af verden. Hvad hvis der sker noget mellem hende og en af dem. Eller værst af alt, at nyheden bliver fortalt ud til den forkerte. (Coveret er lavet af Litoria<3)

36Likes
32Kommentarer
2048Visninger
AA

3. Run away (Fem år efter)

 

2. Run away (Fem år efter)

 

 Aubreys synsvinkel: 

"Mor det min fødselsdag, det min fødselsdag!". To fingrede blev placeret på mine øjne og skilte øjelågene ad, så en smuk lille brunette kom til syne. Hendes smil var stort og nåede helt op til hendes krystal blå øjne. Den løse fortand lod hun dingle foran mit ansigt og jeg kunne ikke lade være med at grine.  "Skat hvad laver du, mor prøver lige at sove!" Grinede jeg og hendes smil blev endnu større. Hun klappede hårdt i hænderne og hoppede ivrigt op og ned. "Det min fødselsdag mor!, det min fødselsdag!" Råbte hun direkte ind i ansigtet på mig, så en spytklat ramte min mund. Jeg truttede munden og tørrede spyttet væk, hvor lækkert. 

"Nej skat, det er først på lørdag, det har jeg sagt til dig, jeg ved godt du glæder dig, men du må vente lidt endnu!".  Det var næsten helt sørgeligt at se hendes store spændte smil, forsvinde. Jeg nussede hendes ryg og hun satte sig på mit skød. Men så lyste hendes øjne op igen og hun lagde sine arme om halsen på mig.  "Jeg har faktisk et ønske mor, ja til min 5 års fødselsdag!".  Jeg nikkede nysgerrigt. "Nå ... Og hvad er så det skat!?". Hun rettede sig op på mit skød og kiggede mig dybt ind i øjnene. Jeg fjernede hendes lange hår væk fra hendes ansigt. Hun smilede genert og kiggede ned, imens hun let krøb sig sammen.

  "At ar .. omme .. il .. ødsels .. ag.." Svarede hun stille, så jeg ikke rigtig kunne få hendes ord til at danne en sætning, inde i mit hoved.  "Hvad sagde du?" Spurgte jeg og løftede hendes hage op mod mit ansigt. Hun tog en dyb vejrtrækning og smilede skævt. "At far kommer til min fødselsdag!". Jeg spærrede øjnene op, men prøvede selvfølgelig bare at grine, men stoppede da hun kiggede alvorligt på mig.  "Altså min rigtige far, please mor?!" Sagde hun bedene og folede hænderne op foran mit ansigt. Hun mente det sgu, hun ville møde sin rigtige far ... Louis. Ham der skred da cirka en uge før jeg fandt ud af at jeg ventede Hope. Selvfølgelig fandt han bare på en dum undskyldning, som jeg ikke troede en skid på. Nu var han en del af One direction, verdenskendt, alle piger elskede ham, jaer de skulle bare vendte til de virkelig lærte ham at kende. Han vidste jo egentlig ikke en gang at Hope var hans datter. Det hele er min skyld, hun blev 5 på lørdag, og hendes far vidste ingengang at hun eksisterede. Hvad skulle jeg gøre, det var hendes største ønske og jeg ville jo gøre alt for hende. Ja godt nok var det et chok at jeg skulle have hende, jeg husker det faktisk stadig tydeligt. 

 

Jeg havde haft det dårligt i et stykke tid, jeg havde prøvet alt og til sidst endte jeg med at gå til lægen. Hun sagde disse ord: "Har du været sammen med nogen, altså du ved?", det første der slog mig var selvfølgelig Louis, ja jeg havde været sammen med ham, uden egentlig rigtig at have lyst. Jeg nikkede stille på hovedet. Hun bedte mig om at tage en graviditetsprøve, så jeg traf toilettet, satte mig ned og begyndte så. Efter lidt tid fik jeg et syn, jeg aldrig nogensinde havde forestillet mig jeg skulle få, før om et par år. Prøven var positiv, den var fucking positiv ... pis!. Jeg brød sammen og vidste ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv. Jeg valgte først at fortælle min mor om det, et par uger efter, det kom selvfølgelig som et chok for hende, men hun valgte at støtte mig. Og Louis, ja .. jeg fik vidst aldrig rigtig fortalt ham det.  

Men jeg elsker hope, det gjorde jeg allerede den dag jeg så hende ligge i mine arme, for første gang. Men problemet var bare at jeg aldrig fik fortalt Louis om det, måske var det på tide. Men hvad ville omverden dog sige?, ville jeg ødelægge hans liv fuldstændig?, eller ville han blive overlykkelig?, ja der var mange spørgsmål og der var kun én måde at få det afvide på, ved nemlig at fortælle drengen det. Men var jeg klar?, det spørgsmål havde jeg sgu stillet mig selv mange gange og det var altid blevet til at jeg gjorde det alligevel, men den her skulle jeg lige tygge lidt på.  "Øm jamen skat han .. han .. bor jo langt væk?". Hendes øjne gjorde det klart at hun var skuffet og de begyndte langsomt, at fylde sig op med vand. Jeg trak hende ind til mig og krammende hende.

  "Nej mor ..!" Sagde hun og gik ud af mit greb. Hun slæbte fødderne over mod lænestolen og lagde sig med ryggen til mig.  Jeg sukkede kort og rejste mig op. Det gjorde ondt i hjertet at se man knuste sin datters store drøm, men jeg kunne stadig nå og samle stumperne op.  "Skat hør her je .."

"Nej mor!" Afbrød hun mig og lagde armene over kors. "Vil du med ud og handle til fødselsdagen?" Spurgte jeg, i et håb om at kunne muntre hende op, men hun trak bare på skuldrene. "Så kan vi købe en is til dig og du må vælge kagen!", jeg begyndte langsomt at kilde hende og hun grinede stille, men prøvede samtidig at få mine hænder væk. Jeg prøvede at få øjenkontakt med hende og da vores øjne mødtes smilede hun og som jeg ellers havde håbet på, nikkede hun stille.

"Okay så!" Svarede hun og rejste sig op, for derefter at løbe mod sine sko. Det lignede heldigvis hun totalt havde glemt alt om Louis igen. Jeg gav hende sin pink jakke og sine pinke clocs på, for ja .. hun elskede jo pink. Bagefter tog jeg også mit overtøj på. Jeg gik lidt rundt og slukkede lyset i lejligheden imens Hope arbejdede med at få sine vanter på. Jeg fik fat i hopes ene hånd og nøglen i den anden.  "Skal vi gå skat?" Spurgte jeg hende, som havde hendes fingre halvvejs ind i munden. Hun gav kort efter et lille hop og smilte. "Ja!" Svarede hun og løb ud af døren som jeg låste, efter jeg trådte ud af den.  Vi gik ud af opgangen og over mod bilen. Jeg åbnede døren for den lille dame og hun trådte fint ind i min store bil. Jeg spændte hende godt fast til sædet for derefter, at gå ind af fordøren og sætte mig bag rettet. Nu var vi ellers klar til en lille køretur.  

"Så er vi her skat!" Mumlede jeg og prøvede at trække i håndbremsen, den havde jeg altid haft problemer med. Jeg vendte hovedet om mod Hope, men til min store overraskelse sov hun, så langt var der da heller ikke til indkøbscenteret, men hun var sikkert bare træt. Jeg nussede hendes lille knæ, der var beklædt med lilla strømpebukser. Hun åbnede stille øjnene og kiggede rundt. "Hej mulle!" Sagde jeg med en blød rolig stemme, der fik hende til at smile. "Skal vi gå ind og købe ind?". Det tog hende lidt tid at svare, men det var jo klart, hun skulle jo lige vågne. "Skal vi?" Spurgte jeg igen og hun nikkede langsomt. "Mm ..!".  

Jeg spændte min sele af, tog min taske og trådte ud af bilen. Jeg åbnede bildøren ind til Hope, og svingede mig halvt over hende, for at kunne få klikket selen op.  "Så skat ... kom!", med sædets hjælp hoppede hun ud af bilen, jeg fik dog lige hurtigt fat i hendes overarm, så hun ikke slog hovedet ned i asfalten. Hun vendte hovedet mod mig og smilte. Jeg slap hendes arm og hun begyndte pludselig, at løbe tværs over pakeringspladsen, hvilket egentlig gjorde mig urolig. "Nej Hope vendt lige på mor!" Råbte jeg efter hende, men hun hørte selvfølgelig ikke. Bilen fik jeg hurtigt låst og løb så efter Hope. Hun begyndte at grine højlydt da jeg var tæt på hende og løb så hurtigere, ungen var sgu næsten hurtigere end mig.  

Jeg fik heldigvis lige fat i hende inden hun løb over vejen, til indkøbscenteret. Jeg tog mig let til brystet og åndede lettet op. Jeg satte mig på hug foran hende og vendte hendes hoved mod mig. "Du må altså aldrig løbe fra mig Hope og slet ikke på en parkeringsplads!" Sagde jeg, måske en lille smule for hårdt, for hun kiggede hurtigt ned i jorden, for hurtigt at lægge sine arme om min hals. "Undskyld søde søde mor!" Svarede hun sødt og kiggede mig ind i øjnene. Puh .. de øjne, de mindede for meget om Louis´s, jeg synes personligt selv det var lidt irriterende, men så var det jo godt at resten af hende, mindede mest om mig. Jeg smilede og gav hende et kys på kinden. Hun tog min hånd og vi gik ind mod indkøbscenteret.   

En halv time efter:

"Hvad så med den her mor?" Spurgte hun igen og holdte endnu en barbie dukke op foran mig. Jeg smilede skævt, men rystede på hovedet. Hun sukkede kort og stampede i gulvet. Jeg ville sige noget til hende, men jeg havde lidt travlt med noget andet. Det var næsten umuligt at se hvad der stod på den indkøbsseddel, jeg måtte have været beruset da jeg skrev den, for det lignede bare små krudseduller.  

Indkøbsseddel: Æig, Kokoa, Daj, SaFTevAnð, Juse, Kæje  

Jeg klaskede en flad hånd på min pande. Jeg havde jo bedt Hope om at skrive den, men havde glemt at hun jo ikke kunne stave. Jeg havde glemt alt om hvad jeg skulle købe, til den skide  fødselsdag, nu blev jeg bare mere stresset. Og det blev ikke bedre af at Hope kom løbende og greb fat om mit ben, så jeg tabte sedlen. "Hope ... Skat ikke nu!". Hun kiggede uskyldigt op på mig og pegede over mod legetøjet. Jeg rystede kort på hovedet og fjernede hende fra mit ben. "Nej skat ikke mere legetøj!" Svarede jeg bestemt, men det var hun ikke enig i. "Nej mor ikke det!", hun pegede igen over mod legetøjet, hvad var det hun ville.  "Hvad er det du vil vise mig?" Spurgte jeg igen, det var efterhånden begyndt at irritere mig en smule.  

"Mor, er det ikke Hyrra ... Fra 'ne sensation?" spurgte hun og kiggede op på mig. Men hvem var Hyrra og hvad var 'ne sensation?. Jeg prøvede at sætte mig ned på hug, for måske at se det fra hendes synsvinkel.  "Hvem Hyrra?" Spurgte jeg og hun vendte sit ansigt mod mig. Hun skød øjenbrynene længere op i panden, som jeg var totalt blank. Hun rejste sig op og sukkede, hun begyndte at løbe hen mod legetøjet. Men hun løb længere end det og pludselig var hun pist væk, toltalt gone. "Hope? ... Skat hvor er du?" Halvråbte jeg imens jeg lignede en forvirret høne, i et hønsebur.   

Efter at have gået butikken rundt flere gange, var jeg begyndt at blive urolig igen. Hun var ingen steder at se og selvom jeg havde kaldt på hende flere gange, var hun stadig ikke kommet frem. Jeg støttede mig op af en hylde, da en lille lys stemme lød bag mig. Jeg vendte mig om og der kom Hope løbende mod mig, med åbnede arme.  "Hej skat!, hvor var du henne?" Sagde jeg, lettet over jeg havde fundet hende ... igen. "Sammen med Hyrra fra 'ne sensation!" Svarede hun totalt stolt , i et grinene tonefald og pegede over mod en fyr med pjusket hår. Han kom gående mod os og han blev mere og mere tydelig. Jeg spærrede øjnene op, nu var det klart og tydeligt hvad Hope mente, det var løgn, fucking løgn.

------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Nå ja jeg (Kitty K) besluttede mig for at spørge Anna, om hun havde lyst til at prøve at arbejde sammen, med mig. Det ville hun gerne, så vi besluttede os for at lave en movella sammen, vi havde begge et par ideer, og det endte med at vi fik publiceret en ny movella. Nummer 3 kapitel ligger allerede og venter, men vi ville lige vente med at publicere det, til vi finder ud om det er en movella for folk. 

Nå men hvad tror i der sker. Hvem tror i det er der kommer gående mod dem, falder de i snak, og hvis de gør hvad falder de i snak om?, måske noget om Louis?. 

Ps. Dette kapitel er kun blevet  rettet igennem en gang, men det var meget hurtigt, så bær lige over med stave og komma - fejl, hvis der er det tak :-).

Feedback ville være dejligt, bare det er noget vi kan bruge til noget. Og det vil være fedt hvis i satte på favoritliste, eller likede, hvis det er noget for jer indtil videre. Og skriv selvfølgelig også hvad i synes om den og hvis i gerne vil have mere :-).

XoXo Anna K og Kitty K

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...