my story {1D} PAUSE!!

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 apr. 2013
  • Opdateret: 2 sep. 2013
  • Status: Igang
Ida
pigen der som 17 årig får af vide at hun har 1 bror og 4 søstre mere.
Pigen som tager alle de sejre hun kan med hjem.
Pigen der er i en stald 24/7.
Pigen der sakker bagud i skolen
Pigen med den fantastiske stemme
Pigen der mistede sin pony til døden.
Pigen som er blevet mobbet siden folkeskolen.
Pigen der er lillesøster til Louis Tomlinson.
Pigen der har taget verden med storm?

Der er mange sider af 'Ida' også sider som hun ikke selv kendte til...
Som 17 årig for hun afvide at hun er lillesøster til en verdenskendt bandmedlem.
Tingene bliver vendt på hovedet og skjulte talenter bliver set.
Men hvad nu vis man allerede har et talent, et talent som man brænder for, et talent som man ligger på verdensranglisten på?
Tja så må man tage nogle valg, svære valg.

8Likes
4Kommentarer
932Visninger
AA

5. don´t lose hope

jeg følte alt inde i mig var blevet revet ud og tampet godt og grundigt på.

"har der været en dyrelæge ved ham?" spurgte jeg og kunne mærke mine kinder blive våde.

"hun er på vej!" hulkede Anne

"okay, Anne græder du?" spurgte jeg stille

"undskyld, undskyld, undskyld" græd hun videre

"hvad undskylder du for?"

"Jumper er jo mit ansvar i mens du er væk, så jeg føler at det er min skyld" hulkede hun

"Anne lyt det er for alt i verden ikke din skyld, du kan ikke gøre for at Jumper bliver syg" jeg græd lige så meget som Anne, men jeg trak altid vejret helt ned i maven, så man ikke kunne høre det så godt på min stemme.

"det ved jeg godt, men alligevel... nå men dyrelægen kommer nu ringer når hun er gået"

"okay, ved ikke om jeg får lov til at tage hjem men jeg vil gerne hjem hurtigst mugligt"

"nej Ida, bliv i London jeg skal nok klare den" Anne´s stemme blev pludselig meget bestemt.

"men..."  startede jeg men Anne afbrød.

"ikke noget men... du bliver i London og jeg tager mig af Jumper, ses"

dyt dyt dyt. lød det fra min telefon hvilket kun kunne betyde at Anne havde lagt på.

jeg var helt tom inden i, forvirret satte jeg mig ned på min seng.

Jumper havde aldrig været syg han havde altid været i top form, men nu ja. nu var han alvorligt syg. 

Han var min bedste ven gennem alt. i syntes nok det lyder tosset at have en hest som bedsteven, men jeg havde ligesom ikke andre ind ham.

"hvaa...  skal du ikke have noget....oh.. hvad sker der?" Niall stoppede hurtigt sig selv da han så mit ansigt.

"tjaa. min pony er lige pludselig blevet alvorligt syg og ja... jeg kan ikke komme hjem... eller jo jeg kan godt komme hjem, men de siger at jeg skal blive"

"oh.. det kan jeg godt se er et stort problem..." kom det stille fra Niall og satte sig på sengen vedsiden af mig.

"ja... der er bare ikke så meget at gøre end at vente" sagde jeg stille.

jeg følte mere og mere sorg, jo længere tid der gik.

vi sad lidt i tavshed og tænkte.

"men vil du ikke med ind og have noget mad?" kom det stille fra Niall.

"jeg har ikke lyst" mumlede jeg stille men højt nok til at Niall kunne høre det.

"men vil du ikke med ind aligevel?"

"tjoo.. okay" mumlede jeg men  fortrød straks drengene havde set mig græde en gang før og de skulle ikke se mig gøre det igen.

"eller nej jeg bliver bare her" endte jeg med at sige.

"sikker?"

"helt sikker"

"okay så, men lov mig at du får noget at spise i dag, jeg magter ikke at skulle bøvle med spiseforstyrrelser" sagde han bestemt.

jeg nikkede stille som svar og Niall forlod rummet.

døren blev smækket og kun lyden af drengene var tilbage.

jeg hørte nogle sige mit navn og jeg spisede øre.

"hvorfor kommer hun ikke ud?" sagde en bekymret stemme som jeg ikke lige kunne kende.

"hun er lidt ked af det, noget med en syg pony" sagde en stemme som kun kunne tilhøre Niall.

"jeg går ind og taler med hende" stemmen tilhørte højst sandt synligt Louis, da det ville være en smule mærkeligt vis en af de andre drenge skulle komme ind for at trøste mig.

kort efter gik døren til mit værelse op og ind af døren kom Louis som forventet.

jeg gad ærlig talt ikke tale med ham lige nu, men jeg følte ikke rigtigt at jeg kunne nå at stikke af.

"hey søde hvad sker der?" Louis gik langsomt ind på værelset og satte sig på sengen.

"Jumper er syg og jeg må ikke komme hjem til ham" forklarede jeg hurtigt.

"selvfølgelig må du komme hjem" sagde Louis.

"ja for dig, men ikke for dem der hjemme de syntes at jeg skal blive og få så meget ud af turen som muglig" mumlede jeg

"nåår på den måde, men vil du ikke med ind til de andre?"

"nej.... ikke rigtigt" mumlede jeg.

"kom nuuu" Louis så bedende på mig.

"Louis jeg har ikke lyst!" sagde jeg bestemt.

"nå så må jeg jp bære dig der ind"

"hvorfor spurgte du mig vis du alligevel ville tvinge mig"

Louis ignorerede bare mit spørgsmål og tog fat rundt om mit liv og tog mig op så jeg lå over hans skulder.

"LOUIS! SET MIG NED NU!" skreg jeg

"hm... lad mig tænke over det... nej" svarede han flabet.

jeg sparkede ud med mine ben for at komme fri, men jeg var ikke stærk nok.

Louis gik ud i gangen og over mod stuen.

"SÆT MIG NU FORHELVEDT NED!" råbte jeg.

"hov hov ikke bande" sagde Louis drillende.

"søde rare lækre Louis er du sød at sætte mig ned" prøvede jeg.

Louis begyndte at grine, men satte mig ikke ned.

"nu har jeg prøvet at være sød og det virkede ikke så... LOUIS DIN KLAMME IDIOT SÆT MIG SÅ NED" Louis grinede bare mere af mig den tard.

da vi kom ind i stuen begyndte de andre drenge selvfølgelig også at grine af mig.

"god røv Ida" grinede Harry.

"tak jeg er også meget stolt" sagde jeg sarkastisk.

drengene grinede bare mere.

pludselig fik jeg en lys idé, mit hoved var jo i Louis røv højde så uden besvær fik jeg Louis bukser revet ned så hans fine boxers med hjerter kom til syne. hævn muhahahaha.

de andre trillede rundt på gulvet af grin mens Louis stod og....... rødmede.... hahahahaha.

"Ida din spasser" mumlede Louis flovt.

"det kaldes hævn vil du sætte mig ned nu"

Louis gjorder som jeg bad om og fik trukket sine bukser op.

"Ida vis jeg var dig ville jeg løbe nu" grinede Niall og med et var jeg fløget væk min kondi var i orden og jeg var ikke ligefrem langsom. jeg løb ud i gangen og forsatte hen til Harry´s værelse vor jeg løb ind og gemte mig. dum som min kære bror nu er løb han bare videre og jeg løb mod stuen igen hvor de andre drenge stadig sad og grinte undtagen Zayn som så lidt mut ud hans problem ikke mit.

jeg løb om bag sofaen, men Louis havde opdaget mig, så hurtigt fangede Louis mig og begyndte at kilde mig.

men... jeg er ikke kilden muhaha så jeg lå bare og så dumt på Louis som blev ved med at prøve at kilde mig.

"drop det Lou jeg er ikke kilden" sagde jeg.

"nå men, snart er du våd" grinede Louis og trak mig op på hans skulder igen.

"LOUIS DIN IDIOT SET MIG NED NU!" skreg jeg.

"næææ... ikke lige...." han blev afbrudt af min mobil som begyndte at ringe.

"sæt mig ned Louis det er vigtigt"

Louis gjorder som jeg sagde og jeg fløj hen til min mobil, okay jeg fløj ikke men løb bare hurtigt det kunne ellers være sejt. Ida det første flyvende menneske.

jeg fik hurtigt trykket besvar og tog mobilen op til øret.

"hallo" mumlede jeg

"hej det er Anne. Dyrelægen er lige gået hun mener ikke der er noget at gøre da Jumper er blevet ramt af en slags kræft i mavesækken." Anne´s stemme var grødet og uklar, men det hun sagde var alligevel tydeligt.

"dyrelægen skal have din underskrift på at hun må aflive den, da hun syntes det er syndt for ham at lide" forsatte hun.

tårene trillede ned af mine kinder jeg ville ikke miste Jumper han var min bedste ven.

"er der slet ikke noget at gøre?" spurgte jeg helt græde færdigt.

"nej. kun aflivning"

"jeg skriver min underskrift på et papir og sender det med posten" mumlede jeg.

jeg var helt tom for glæde kun tristhed var i min krop jeg ville ikke hjem, jeg ville ikke se Jumper for jeg ville ikke kunne holde til at se ham lide. det burde være mig der led.

"du må også gerne komme hjem" hiksede Anne.

"jeg har ikke lyst" mumlede jeg.

"okay vi ses snart igen" mumlede Anne.

"vi ses" sagde jeg og lagde røret på.

i lang tid stod jeg bare og kiggede ned på min mobil.

jeg kunne ikke fatte det min bedste ven gennem 2 år skulle dø.

"hva så.." Louis stemme afbrød mine tanker.

"ja han har fået kræft i mavesækken og den eneste udvej er at aflive ham" mumlede jeg

"det er jeg ked af at høre" sagde Louis og trak mig ind i et kram.

vi stod længe sådan en tryghed som kun Louis kunne give mig kom.

"jeg vil gerne betale en ny pony til dig" sagde Louis bestemt.

"jeg vil ikke have nogle ny jeg vil slet ikke ride mere" mumlede jeg.

Louis trak sig overraksket tilbage.

"det kan du ikke mene Ida.. du har kæmpet så meget på det her brugt al din fritid på at ride og være  stalden... du har vundet DM to gange NM en gang og kvalificeret dig til EM du kan og må ikke give op bare fordi der kommer noget i vejen. du er en fantastik pige Ida og du har et talent for at ride og det må du ikke glemme" sagde Louis bestemt.

jeg vidste ikke rigtigt. jeg ville ikke forsætte uden Jumper, men på de anden side så kunne jeg ikke give op jeg ville bevise at jeg kunne.

nu hvor jeg sammenlignede det med hinanden kunne jeg godt se hvad jeg helts ville.

_______________________________________________________________________________________________________________

undskyld for den lange vente til men jeg var meget utilfreds med kapitlet så jeg slettede det hele og begyndte forfra + så har jeg lige været på lejr tur med min klasse et sted ude på lang tynd skids mark uden nogen form for internet. (eller der var en lille smule 3G vis man kravlede op i et højt træ) + så har jeg et ridestævne lige om hjørnet jeg skal træne op til. men nu er det kommet jeg håber i kan lide det. 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...