I Could Never Forget (JongKey)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 apr. 2013
  • Opdateret: 8 feb. 2014
  • Status: Færdig
Følg Key gennem hans teenageliv med mobning, usikkerhed, venskab og kærlighed.

Key har aldrig været en af de populærere. Lige siden han var helt lille, har han været en af dem med få venner. De andre drenge begynder at mobbe ham, fordi han er mere feminin end de fleste andre. Som han bliver ældre, begynder han selv at blive forvirret omkring sin seksualitet.

Udover den næsten daglige mobbning, går hans nuværende bedste ven, Taemin, gennem en hård tid, så Key bliver nødt til at være der for ham.

Sidst, men ikke mindst, er der savnet af den barndomsven, som han aldrig har glemt. Spørgsmålet er bare, om han kan klare presset, der bliver lagt på hans skuldre.

43Likes
692Kommentarer
12917Visninger
AA

68. Epilog: 2,5 år efter

 

2,5 år efter

 

”Bip.. bip.. bip..” Key ventede utålmodigt med sin mobil presset mod øret. Hans øjne fløj nervøst til uret på væggen over døren.

”Argh, kom nu, Jjong! Tag din telefon,” mumlede han irriteret og trippede lidt rundt. Hvis Jonghyun ikke snart dukkede op, ville de komme for sent, hvilket der ikke kunne være tale om! Han kom med en utilfreds lyd, da han endnu engang bare fik fat i telefonsvareren.

Der gik ikke ret lang tid, før han prøvede endnu engang. Han blev nødt til at komme igennem til Jonghyun, lige meget hvor meget det så krævede. Denne gang blev den taget, og Key følte sig med det samme en smule mere lettet.

”Hvor bliver du af? Du skulle have været her for et kvarter siden! Forestillingen starter om..” han tjekkede kort uret endnu engang, før han så talte videre, ”syv minutter,” afsluttede han sin sætning. Hvis Jonghyun ikke var her om syv minutter, ville han ikke tage ansvar for sine handlinger.

Rolig, Bummie, jeg er der om et par minutter,” svarede den ældre mand, og Key sukkede endnu engang. I det mindste ville hans kæreste ikke aflyse denne gang. Key vidste godt, at han havde fået rigtig travlt, efter han var blevet en del af sine forældres firma, men det betød ikke, at Key ikke savnede ham nogle gange. Desuden var dette stort, så han ville rigtig gerne have Jonghyun med, og hans kæreste også lovet at være der.

”Okay, så ses vi om lidt,” svarede Key, og de lagde på. Der gik ganske rigtigt ikke ret lang tid, før Jonghyun trådte ind ad døren til teateret.

”Endelig!” sagde Key og greb den ældre drengs hånd for så at trække ham med ind i salen. Der var allerede blevet mørkt blandt tilskuerrækkerne, så Key vidste, at de skulle skynde sig at finde deres pladser.

Da de endelig sad klar, kunne Key se det beskidte blik, Minho sendte ham. Måske havde det ikke været den smarteste ide at sætte sig ved siden af idolet, men det var for sent at skifte pladser nu.

”Hvorfor tog det dig så lang tid at nå frem?” hviskede han til Jonghyun, mens han sørgede for at holde sin stemme så lav, at den ikke irriterede nogle af menneskerne, der sad i nærheden.

”Mødet trak ud, for de kunne ikke blive enige om noget som helst. Til sidste måtte jeg afslutte det, selvom de stadig sad og argumenterede. Jeg er ked af det, Bummie. Det var ikke min mening at komme så sent,” svarede den ældre dreng lige så lavt, og Key nikkede. Selvfølgelig forstod han det godt. Hvad for en kæreste ville han være, hvis han ikke kunne forstå det? Han ville have svaret, men i det samme skete der noget på scenen.

”Velkommen til årets dansekonkurrence for junior dansehold! Vi vil som altid have 10 deltagende danseskoler, som vil kæmpe den hårde kamp om førstepræmien! Byd velkommen til årets første hold!” sagde manden på scenen, som skulle være deres vært i dag. Key klappede høfligt sammen med de andre, selvom han vidste, at det hold han heppede på ikke ville komme på, før 9 hold allerede havde optrådt.

Der var sket meget i løbet af de sidste to års tid. Jonghyun var som sagt blevet medejer af firmaet, efter han var gået ud ad skolen, og samtidig var han i gang med at tage en officiel lederuddannelse. På trods af den travle hverdag, gik han og Keys forhold stadig rigtig godt. De var nu flyttet sammen i et mellemstort hus, så de i det mindste så hinanden hver dag. Jonghyuns mor havde helt accepteret Key nu, og de havde endda fundet ud af, at de havde nogle ting til fælles. Jonghyuns far var stadig ikke ret glad for ham, men de kunne være i rum sammen, og han blev mere og mere accepterende med tiden.

Han havde også endelig fortalt Jonghyun alt om sin fortid. Alt om den hårde tid med modning, som han havde gået i gennem stort set alene. Det havde bestemt ikke været nemt at snakke om det igen, men han havde ment, at Jonghyun fortjente at vide det. Desuden havde den ældre dreng støttet og trøstet ham gennem historien, hvilket kun havde gjort dem endnu tættere. 

Taemin var blevet en helt anden person, end han havde været under misbruget. Faktisk mindede han igen rigtig meget om den Taemin, Key først havde mødt, bare i en mere voksen og vis udgave. Det havde været den helt rigtige beslutning at sende ham over for at bo hos Onew. De havde også fået et meget stærkere bånd som brødre, hvilket bare gjorde det hele meget bedre.

Efter den yngre dreng – den yngste i deres flok – var gået ud af skolen, var han blevet tilbudt et job som danselærer, hvilket han med glæde havde sagt ja til. Det gav ikke super godt, men det var heller ikke nødvendigt med Minhos indtjening.

Det var også grunden til, at alle var samlet i dag. De skulle se Taemin og hans danseholds første deltagelse i en konkurrence. Normalt ville Key ikke regne med, at et hold ville kunne vinde den allerførste gang, de stillede op, men det var noget andet med Taemin. Han var sindssygt dygtig til at danse, og han var god til at lære fra sig, havde Key kunnet konstatere, da han havde overværet et par af lektionerne. Børnene elskede ham og de elskede tydeligvis også hans undervisning, hvilket skabte et meget stærkt hold med teamworket helt i top.

Taemins og Minhos forhold var også blevet endnu stærkere, og de to drenge havde planlagt snart at flytte sammen. Minhos fans havde accepteret Minhos seksualitet og havde også lært at elske hans og Taemins forhold. En anden god ting der var sket for Minho var, at hans chauffør var vågnet op fra sin koma. Key kunne stadig huske, hvor lykkelige både Minho og Taemin havde været.

Og Key selv? Efter han selv var gået ud af skolen, havde han prøvet at søge ind som elev på en designeruddannelse, men var blevet afvist. Det havde slået ham ret hårdt – ikke fordi han blev afvist, men fordi han var ret sikker på, at han var blevet afvist alene af den grund, at han var bøsse. De havde virket ret positive, da de så hans design, men så snart nogle havde genkendt ham som Jonghyuns kæreste, var deres interesse faldet gevaldigt.

Det havde dog ikke taget modet fra ham. Efterfølgende havde han søgt ind et andet sted, hvor han heller ikke var kommet ind. Han havde stadig ikke givet op – han ville aldrig give op, lige meget hvad der skete. Hans design var specielt, men han var helt sikker på, at det kunne slå igennem, så snart han først fik mulighed for at vise det frem.

I mellemtiden havde han haft nogle mindre jobs, men hans fokus var stadig på design. Der var gået næsten et år efter skolen, før der endelig var sket noget.

Det havde været en normal dag, da han havde mødt en mand, som var interesseret i hans stil. Key havde senere fundet ud af, at han, Yoshihito, var japansk fotograf, og ønskede Key som sin model. Key vidste, at han ikke levede op til de koreanske smukheds-standarter, men denne mand havde ønsket noget specielt og unikt, så han havde med det samme kastet sin interesse på Key.

Det havde ikke været, hvad Key rigtig gerne ville, men det havde alligevel været et godt tilbud. Manden havde været ligeglad med, om han havde erfaring inden for modellering og hans seksualitet havde heller ikke spillet en rolle. Han havde også fundet ud af, at deres stil passede meget godt sammen, hvilket kun var positivt, når de arbejdede sammen. Selvom de kun havde et platonisk forhold til hinanden, følte Key, at Yoshihito forstod ham på en måde, som hans venner og Jonghyun ikke helt havde gjort.

Kollektionen var blevet et stort hit, så de havde fortsat med at samarbejde. De var i øjeblikket i gang med den tredje kollektion, hvor Key havde fået lov til at være med til at designe nogle af outfittene, hvilket han elskede.  Det føltes fantastisk endelig at kunne kreere, som han altid havde ønsket.

Alt i alt gik det rigtig godt. Han havde drømmejobbet, han havde nogle gode venner (selvom han og Minho nok aldrig ville blive de bedste venner), og han havde den perfekte kæreste. Kunne livet være bedre?

Danseshowet fortsatte, og det blev snart Taemin og hans holds tur. Key blev næsten blæst væk, da han så, hvor gode de alle var blevet. Han havde godt nok overværet nogle af deres træningstimer, men det var utroligt, hvor meget de havde rykket på det seneste. Han blev kun endnu mere sikker på, at de måtte have en rigtig stor chance for at vinde det hele. Det ønskede han virkelig, for det fortjente de uden tvivl. Noget af det allerbedste var at se deres store smil. Man kunne virkelig se, at de alle elskede, hvad de lavede.

Holdet bukkede for det jublende publikum, da de var færdige. Key kunne glad og stolt konstatere, at de havde fået det største bifald ind til videre. Det var klart en positiv ting, da de jo var det sidste hold. Selvom Key virkelig håbede på, at Taemin ville vinde, måtte han alligevel indrømme, at de andre deltagere også havde gjort det rigtig godt.

Da Taemins hold gik ned af scenen, kunne man nemt mærke, at alle blev mere opstemte og spændte. Da dommerne begyndte at stemme, og værten endnu engang indtog scenen, kunne Key ikke lade være med at blive en smule nervøs på Taemins vegne på trods af hans ellers meget skråsikre holdning.

”Det har været noget af et brag i aften, synes I ikke?” spurgte han, og publikum råbte op med et ja. Snart blev svarene givet til ham i en kuvert, og han tog imod dem med et stort smil. Roen faldt over salen, idet han åbnede den.

”3. pladsen går til Kim Hyunas gruppe,” råbte han, og den såkaldte Hyuna gik op på scenen med sit hold. De så alle meget glade ud. Key mindedes kort, at de havde været nummer 4. Dog havde han ikke tid til at hænge fast i det, for 2. og 1. pladsen manglede jo stadig. Han kunne mærke sit hjerte sætte farten op. Han håbede virkelig for Taemins skyld. Hans yngre ven havde kæmpet så hårdt for dette, så han fortjente det virkelig.

”2. pladsen går til.. Lee Kiseops hold!” råbte han så, og Key pustede ud. Han troede lige i et kort sekund, at det var Taemin, værten skulle til at råbe op. Nu gjaldt det. Nu var det virkelig nu. Han kunne ikke lade være med at blive endnu mere nervøs, hvilket fik ham til at gribe fat i det, der var nærmest – hvilket tilfældigvis var Minhos hånd. Det gjorde ham dog ikke så meget lige nu. Desuden virkede det bare mere rigtigt at gribe Minhos hånd end Jonghyuns i denne situation, for det var jo Minho, der også havde et specielt bånd til Taemin. Han klemte spændt til om hånden, og han turde næsten vædde på, at Minho så irriteret på ham i det øjeblik.

Stemningen var nået sit højeste punkt, idet de to grupper stod side og side på scenen med henholdsvis 2. og 3. præmien. Han trak hurtigt vejret ind, da værten begyndte at tale igen.

”Og endelig, vores 1. plads går til..” Key kunne mærke sit hjerte banke derudaf i løbet af den uendelig lange pause. Han vidste, at Minho havde det på samme måde, for pludselig klemte den yngre dreng hans hånd tilbage. Det var egentlig ret rart, at han ikke var den eneste. Endelig åbnede værten munden igen.

”Lee Taemins hold. Tillykke!” blev der råbt, og der skete flere ting på en gang. Minhos hånd rev sig fri, publikum brød ud i et kæmpe bifald, og Key jublede lykkeligt, mens han fløj op fra sit sæde og ind i Jonghyuns arme. Hans hyung krammede ham ind til sig med et stort smil.

”Han vandt!” skrålede Key, og Jonghyun lo sin dejlige latter.

”Selvfølgelig gjorde han det!” svarede han, og Key trak væk fra ham for at sende ham et kæmpe smil. Så vendte han sig mod scenen og kunne ikke lade være med at blive endnu gladere, da han så Minho og Taemin i et lykkeligt kram. Han så over på Onew, som stod ved siden af dem. Han smilede et smil, der viste, hvor meget han holdt af sin lillebror, og hvor stolt han var over ham lige nu.

Taemin fik overrakt sit trofæ og han rakte det stolt op i luften. Key kunne nemt se, på trods af afstanden, hvor glad hans hold også var. Da mennesker begyndte at forlade rummet, tog Key Jonghyuns hånd og trak ham med ned til scenen, som Taemin og de unge teenagere var kommet ned fra.

De stod alle i et gruppekram, og Key kunne mærke glæden boble op ved synet af varmen blandt dem og de glade ansigter.

De samledes alle – han, Taemin, Jonghyun, Minho og Onew. Key så kort rundt på dem alle og betragtede de smukke smil på alles ansigter. Hvem skulle nogensinde have troet, at alt ville ende sådan? Hvem ville have troet, at fem meget forskellige personer som dem ville ende op sammen på denne måde? Hvem ville nogensinde have gættet på, at de alle fik deres egen lykkelige slutning?

Det måtte være skæbnen, besluttede Key sig for. På trods af alt det, de havde været igennem, var alt godt nu. De havde ikke været alene – de havde været sammen om at hjælpe hinanden. Præcis som en stor familie. 

A family consisting of five shining young men; Lee Taemin, Choi Minho, Kim Kibum, Kim Jonghyun and Lee Jinki.

~*~

Denne histories sidste forfatternote.

Så blev "I Could Never Forget" endelig færdig. Jeg vil ikke lyve: På en måde er jeg glad over, at den er slut og at jeg kan komme videre, men på den anden side har den jo været min baby i over et halvt år, så det er hårdt at sige farvel og starte en ny historie op - det er det jo altid ^^

Jeg vil bare sige, at jeg har været - og er stadig - utrolig taknemmelig over alle kommentarerne, favoriseringerne og jeres likes. Det har alt sammen virket som motivation til at få mig til at fortsætte, selv når jeg sad i en hård skriveblokade.

I betyder alle sammen rigtig meget for mig :)

Da jeg har haft den færdiggjort i noget til nu og derfor så småt er ved at komme over den skriveblokade jeg fik efterfølgende, har jeg allerede en ny idé i tankerne. Den er dog ikke helt færdigudviklet endnu og der ligger stadig en masse tid i "I Could Never Forget" med hensyn til retning og så videre, så der kommer til at gå noget tid, før den kommer ud. 

Hvis I er interesserede, kan I dog eventuelt blive fan af mig så I får notifikationer eller holde godt øje med min profil - der vil jeg skrive en mumble om den på et senere tidspunkt.

Endnu engang: Mange tak for alt ^^

Og sidst men ikke mindst; Our shining boys~


Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...