I Could Never Forget (JongKey)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 apr. 2013
  • Opdateret: 8 feb. 2014
  • Status: Færdig
Følg Key gennem hans teenageliv med mobning, usikkerhed, venskab og kærlighed.

Key har aldrig været en af de populærere. Lige siden han var helt lille, har han været en af dem med få venner. De andre drenge begynder at mobbe ham, fordi han er mere feminin end de fleste andre. Som han bliver ældre, begynder han selv at blive forvirret omkring sin seksualitet.

Udover den næsten daglige mobbning, går hans nuværende bedste ven, Taemin, gennem en hård tid, så Key bliver nødt til at være der for ham.

Sidst, men ikke mindst, er der savnet af den barndomsven, som han aldrig har glemt. Spørgsmålet er bare, om han kan klare presset, der bliver lagt på hans skuldre.

43Likes
692Kommentarer
12993Visninger
AA

11. 9. kapitel

Key tog en dyb indånding, før han steg ud af bilen. Han svang tasken over sin skulder og så på bygningen foran sig vel vidende, at alt kunne ændre sig fra det øjeblik. Det kunne blive værre, men det kunne også blive bedre.

Det første år i high school ventede ham, og han var meget nervøs. Han så på drengen ved sin side, som havde øjnene klistret til jorden.

”Skal vi gå ind?” spurgte Key tøvende, og Taemin nikkede. De begav sig hen til hovedindgangen. Rundt omkring sad og stod andre elever i snak med hinanden. Key kendte nogen af dem, men der var også rigtig mange nye personer. Hans håb blomstrede lidt mere. Måske ville han virkelig kunne lægge mobberiet bag sig.

Han og Taemin bevægede sig ind i den store sal, hvor alle skolens elever, nye som gamle, skulle mødes den første skoledag efter sommerferien.

Der stod allerede mange, selvom der også havde været en del udenfor. Key og Taemin stillede sig sammen ved en af væggene, hvor der ikke stod så mange endnu.

”Tror du, at high school bliver bedre?” spurgte han så lavt, at kun Taemin kunne høre det. Sidstnævnte dreng trak på skuldrene og så rundt. Key vendte også blikket mod menneskemængden. Han kunne se en lille gruppe mennesker, som han nemt kunne kende fra den gamle skole, stå sammen. Der var også et par nye, som sikkert var samme årgang.

Udover det kunne han se en gruppe, der sad og snakkede pænt sammen i et hjørne. De var uden tvivl ældre end ham, og hvis han ikke tog meget fejl, skulle de nok til at starte deres sidste år.

Så fik han øje på Eli, der også stod sammen med nogle andre. De var alle ældre, men han var ikke sikker på, hvor meget ældre de var. De så ikke videre interesseret ud i det, Eli sagde, men man vidste aldrig, hvad der kunne ske.

Key besluttede sig for, at han ikke brød sig om dem. Der var en høj blond fyr, som så ret godt ud efter Keys mening, selvom han nægtede at indrømme det. Der var også to lavere fyre. Sehun stod lidt bag Eli og så ikke rigtig ud til at føle sig hjemme blandt dem.

Et par drenge kom gående forbi ham, og han så kort på dem. Den ene var høj og havde krøllet hår, men det var dog ikke det, der virkelig fangede Keys opmærksomhed. Det var den anden dreng. Han så meget lav ud ved siden af den anden fyr, og Key var endnu engang næsten sikker på, at det lignede Jonghyun.

Dog havde han kun set drengen i et øjeblik, så han var slet ikke sikker. Hvad skulle Jonghyun også lave her? Det var nok bare en, der lignede så meget, at det fik Key til at håbe uden grund.

Lige meget, hvor meget Key prøvede at overbevise sig selv om, at det var en fuldstændig latterlig tanke, kunne han alligevel ikke lade være med at følge drengen med øjnene. Han nærstuderede det mørke hår og nakken, som nu var det eneste han kunne se.

Key var i tvivl om, hvad han gerne ville have til at ske. På den ene side ville han gerne have drengen til at vende sig om, så han kunne se ansigtet, men på den anden side, havde han ikke lyst til at blive skuffet, når han fandt ud af, at det kun havde været håbefuld tænkning.

De to drenge standsede op, og Key holdt vejret, idet de drejede rundt, så de stod over for hinanden i stedet. De grinede sammen over noget, en af dem havde sagt, og en tredje dreng kom også til. Men Key var alt for optaget af den anden drengs profil til rigtigt at lægge mærke til den nytilkomnes udseende.

Key kunne stadig ikke beslutte sig. Næsen kunne godt have tilhørt Jonghyun, men det kunne ligeså godt være ønsketænkning.

Han blev revet ud af sine tanker, da klokken ringede, og eleverne begyndte at strømme ind. Han mistede de tre drenge af syne og sukkede lavt for sig selv. Han vendte sit blik mod Taemin, der så lidt rundt på de mange mennesker. Key vidste, at han ikke brød sig om store menneskemængder, der var presset sammen på denne måde, men der var jo ikke rigtig andet at gøre end at blive ved væggen.

Der blev hurtigt ro, og rektoren gik op på den lille sceneagtige ting, så alle kunne se ham.

”Endnu et år skal nu starte, og det er tid til at sige velkommen til nye og gamle elever..” sagde han, og Key begyndte igen at se rundt i lokalet. Han burde nok fokusere på rektoren, men han kunne bare ikke få sig selv til at rette al sin opmærksomhed mod ham og den lange tale.

Han blev overrasket, da han så drengen stå ret tæt på sammen med de to venner. Vend dig om, fløj hurtigt gennem Keys tanker, men drengen fulgte selvfølgelig ikke den lydløse ordre.

”.. Vi regner med, at I alle gør intet mindre end jeres bedste..” hørte Key løst, men havde stadig ikke fokus på talen. Han var alligevel klar over, hvad der ville blive sagt. Det var altid den samme smøre; Gør alt hvad I kan, gør skolen stolt. Ting som de havde fået at vide, lige siden de først startede i skole.

Han blev prikket på skulderen og vendte hovedet mod Taemin. Den yngre dreng så undrende på ham og kastede så et blik i den retning, som Key havde kigget i det meste af tiden. Key bed forsigtigt i sin underlæbe og gjorde så tegn til, at han ville fortælle Taemin om det senere. Den anden dreng nikkede kort og så op mod rektoren, som han burde.

Resten af tiden gik, og de blev sendt til deres nye klasser. Key havde desværre ikke haft en eneste chance for at se drengens ansigt, så han var stadig ikke sikker på noget. Han lagde tankerne væk, idet timen gik i gang. Det var vigtigt, at han fulgte med, så han kunne få gode karakterer. Han havde klaret sig okay til eksamenerne, men der var stadig plads til forbedring. 

Taemin var også fuldt fokuseret på sine noter. Efter det, der var sket, var han også begyndt at gå meget op i sit skolearbejde. Så vidt Key vidste, var hans karakterer steget mærkbart, og han var næsten fristet til at tro, at Taemin var en af de allerbedste i klassen.

Timerne fløj af sted, og snart var det spisefrikvarter. Key havde hurtigt fundet ud af, at selvom de havde flyttet skole, havde sværhedsgraderne på opgaverne ikke ændret sig så meget. De havde til gengæld fået nogle flere valgmuligheder med hensyn til fagene. For eksempel kunne han få dans i stedet for idræt, hvilket han var ret tilfreds med.

Taemin og han havde ikke haft den sidste time sammen, så han var på vej til kantinen alene. Han havde ikke rigtig snakket med nogen endnu, så han kunne bare endnu engang konstatere, at han var virkelig elendig til at få nye venner.

Han kom ind i det overfyldte rum og så rundt, ligesom han havde gjort i hallen i morges. Der var 3 mennesker, han prøvede at finde.

Eli var den første. Det var efterhånden blevet en vane at se efter ham først, for ikke at blive udsat for noget. Han var der heldigvis ikke. Den næste person var Taemin. Han fik øje på drengen ved et tomt bord så langt væk fra de andre som muligt. Key vidste, at han nok ikke ville komme til at snakke med andre mennesker, hvis han først satte sig derhen, men han havde ikke rigtig andre valg.

Han banede sig vej til køen for at få sin mad. Det tog noget tid med højlydt snak og skubben at få maden, men da han endelig havde fået den, gik han ned til pladsen ved siden af Taemin.

Herefter så han rundt i rummet efter den tredje person. Drengen. Key fik hurtigt øje på ham ved det, man nok ville kalde ’de populæres bord’. Han havde desværre siden til igen. Der sad også nogle piger, som så ret snobbede ud. Den blonde dreng fra tidligere sad der også med en arm om en af pigerne. Det undrede egentlig ikke Key, for han så som sagt godt ud.

Key kunne igen mærke Taemin prikke hans skulder for at få hans opmærksomhed, så han vendte blikket mod den yngre dreng. Taemin trak sin mobil op og skrev hurtigt noget på den.

Efter drengen var stoppet med at tale, var skrift blevet deres måde at kommunikere på. Der gik ikke lang tid, før Taemin rakte ham den skrammede mobil.

Nu kigger du på ham igen, hyung. Hvad er der med ham?

Key bed sig kort i læben og kastede et enkelt blik i retning af det bord, hvor drengen sad. Så svarede han Taemin.

”Det lyder nok latterligt, men jeg synes, han ligner Jonghyun. Jeg har ikke set hans ansigt rigtigt endnu og det er sikkert bare mig, der tager fejl,” sagde han lavt, og Taemin fik store øjne. Key var sikker på, at hvis Taemin virkelig havde snakket, vil han sige ’Omo! Virkelig?’. Key savnede hans glade stemme. Mon han nogensinde fik den at høre igen?

”Jeg er jo ikke sikker på, at det er ham, Minnie. Det kunne ligeså godt være en tilfældig dreng, der bare minder mig om Dino,” sagde han hurtigt, og Taemin begyndte at skrive noget mere.

Hvis det er ham, så snak med ham.

Key så først på teksten og så op på Taemin.

”Det kan jeg da ikke bare?! Han kan jo nok ikke engang huske mig, og han er populær nu. Jeg kan ikke bare snakke med ham,” svarede han uden at tøve. Han mente det virkelig. Han havde ingen planer om at snakke med drengen, selv hvis han var Jonghyun. Key havde ikke lyst til at være til grin overfor alle. Det var nok at have været til grin over for Elis gruppe alle de gange. Drengen ville nok ikke engang snakke med en taber som ham.

Han vendte blikket mod sin bakke, da han kunne mærke tårerne presse på for at slippe løs på grund af hans tanker. Han nægtede at græde. Han skulle være stærk.

Taemin strøg ham forsigtigt over ryggen, hvilket undrede den ældre dreng lidt. Taemin var næsten aldrig den første til at indlede kropskontakt.  

Han smilede et lille smil til sin ven og begyndte så på sin mad. Den smagte overraskende godt, når man tog i betragtning, at det var kantinemad.

”Skal du ikke spise noget, Minnie?” spurgte han, og Taemin rystede på hovedet. Han sukkede lavt, men opgav alligevel at få Taemin til at spise. Han kunne ikke tvinge den yngre dreng, hvis han ikke ville.

Der var stilhed i et stykke tid, hvor Key prøvede at finde på et samtaleemne. Han så endnu engang op, og mødte denne gang et par brune øjne. Det var, som om alt gik i stå, selv hans hjerte. Lydene omkring dem forsvandt. Øjnene. De øjne..

Der var ingen tvivl længere.

Det var Jonghyun.

~*~

Så efterlader jeg jer lige med en cliffhanger :3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...