I Could Never Forget (JongKey)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 apr. 2013
  • Opdateret: 8 feb. 2014
  • Status: Færdig
Følg Key gennem hans teenageliv med mobning, usikkerhed, venskab og kærlighed.

Key har aldrig været en af de populærere. Lige siden han var helt lille, har han været en af dem med få venner. De andre drenge begynder at mobbe ham, fordi han er mere feminin end de fleste andre. Som han bliver ældre, begynder han selv at blive forvirret omkring sin seksualitet.

Udover den næsten daglige mobbning, går hans nuværende bedste ven, Taemin, gennem en hård tid, så Key bliver nødt til at være der for ham.

Sidst, men ikke mindst, er der savnet af den barndomsven, som han aldrig har glemt. Spørgsmålet er bare, om han kan klare presset, der bliver lagt på hans skuldre.

43Likes
692Kommentarer
12885Visninger
AA

10. 8. kapitel

April var hurtigt kommet, og Key havde kunnet konstatere, at det nu var omkring et år siden, Taemin var holdt op med at tale. Ikke et eneste ord havde forladt de læber i et år. Key undrede sig nogle gange over, hvor mærkelig tid egentlig var. På en måde føltes det, som om den sneglede sig af sted så langsomt, at det var helt ulideligt at leve. Men samtidig var det, som om den fløj af sted med lynets hast, så man ikke nåede at opfatte halvdelen af, hvad der skete.

For at være helt præcis, var det den 8. april lige netop den dag. Det eneste ord der løb gennem Keys tanker var patetisk.

Efter skolen var overstået, var han ikke gået hjem som normalt. Han var gået til byen, hvor han kendte en perfekt lille cafe. Her havde han bestilt en kop kakao – han brød sig virkelig ikke om kaffe – og et stykke kage. Normalt passede han utroligt meget på sin vægt, for han ville bevare sin perfekte krop, men dette var jo ikke bare en hvilken som helst dag.

Det var Jonghyuns fødselsdag. Han vidste ikke hvorfor, men selv efter alle de år, stod den detalje klart for ham. Han var heller ikke sikker på, hvorfor han havde valgt at gøre noget som helst ud af det. Jonghyun havde ikke været i hans liv – ikke fysisk, i hvert fald – i mange år, så hvorfor valgte han at gøre noget som helst for at fejre det? Det var patetisk.

Ikke desto mindre sad han nu i et af hjørnerne i den lille cafe. Hjørnet bestod af en væg og et vindue, der stødte op til hinanden. Han rørte langsomt i kakaoen, mens han stirrede ud af vinduet på de mange mennesker, der alle så ud til at have travlt. Han kunne godt lide at se på mennesker og prøve at gætte, hvordan deres liv og hverdag var.

Han kastede et blik ned på kagen. Han havde valgt at bestille Jonghyuns yndlings kage, for det var nemlig også en detalje, han huskede tydeligt.

Kibum slap sin mors hånd og ringede på døren til det store hus, som han efterhånden havde vænnet sig til. Der gik ikke lang tid, før en butler åbnede døren. Kibum bukkede pænt for ham, og butleren smilede til det søde barn.

”Skal jeg hente-” længere nåede han ikke, før Jonghyun kom stormende rundt om hjørnet.

”Bummie!” udbrød han med et kæmpe smil og fløj i armene på sin ven. Kibum smilede ligeså stort og krammede den nu 8-årige dreng tilbage.

”Tillykke, Dino,” svarede han med det samme.

”Dino?” kom en stemme bag Jonghyun, og Kibum så op på en voksen dame.

”Se umma, det her er Kibummie,” sagde Jonghyun strålende og tog Kibums hånd for at trække ham frem, så kvinden kunne se ham. Kibum så genert på hende uden helt at vide, hvad han skulle gøre. Han havde aldrig fået hilst på Jonghyuns forældre, for de var så sjældent hjemme, og når de endelig var, så brugte Jonghyun selvfølgelig den tid, han havde med dem.

”Hej, fru. Kim,” hilste han, og kvinden sendte et venligt smil til ham.

”Det er dejligt endelig at møde dig, Kibum,” sagde hun, og han svarede så høfligt tilbage, som han kunne. Inden hans egen mor havde sat ham af, havde hun husket ham på, at det var nogle meget vigtige mennesker, så han skulle opføre sig rigtig pænt over for dem.

Det var Jonghyuns fødselsdag, og begge hans forældre var kommet. Jonghyun havde været som en lille lykkelig hundehvalp, da han fandt ud af, at begge hans forældre ville være der, for til mange af de andre vigtige dage var ingen af dem der.

De endte inde i den fine spisestue, hvor Kibum ikke helt følte, at han passede ind. Der var Jonghyuns forældre og Jonghyuns nye barnepige, som han ikke havde snakket så meget med. På trods af deres venlighed, kunne Kibum ikke få sin mors ord ud af hovedet. De var vigtige. Kibum kunne sagtens se på dem, hvor rige de var.

Dog var alt tilbage ved det gamle, da kagen kom på bordet. Den var simpel, men Kibum vidste, at Jonghyun elskede jordbærkager. Det var også derfor, det netop var denne kage, der blev serveret. Jonghyun lyste med det samme endnu mere op, og Kibum følte sig endelig godt tilpas igen.

Kibum kendte Jonghyun så godt, og den ældre dreng fik ham til at føle sig tryg. Om det så var i situationer, hvor han krammede ham eller situationer, hvor drengen bare lyste op på den måde. Det fik Kibums smil til at følge hurtigt efter.

Der var otte lys i kagen, som Jonghyun skulle blæse ud. Drengen skulle til at puste, da Kibum stoppede ham.

”Jonghyun, du skal ønske noget først,” sagde han, og drengen lagde undrende hovedet på skrå. Om det var på grund af det med ønsket eller på grund af brugen af hans rigtige navn, var Kibum ikke klar over. Han havde bare ikke lyst til at kalde ham Dino, når drengens forældre var der.

Jonghyun kneb kort øjnene sammen. Så smilede han og blæste lysene ud.

”Hvad ønskede du?” spurgte Kibum nysgerrigt.

”Det må jeg ikke sige, for så går ønsket ikke i opfyldelse,” svarede Jonghyun drillende.

Han smilede svagt over mindet. Han havde aldrig fundet ud af, hvad Jonghyun faktisk havde ønsket til den fødselsdag, men det betød heller ikke så meget nu.

Han tog gaflen, der var blevet udleveret til kagen, og tog en lille bid. Han gav sig god tid til at smage, før han sank. Så tog han den næste bid og så en tår af kakaoen.

Han vendte endnu engang blikket mod ruden og så en flok drenge komme smilende og snakkede forbi. Key ønskede lidt, at han også havde venner. Han så lidt nærmere på drengene, og hans hjerte hoppede et slag over, da han så en af dem. Han lignede Jonghyun. Det gjorde han virkelig. Men Key skældte hurtigt sig selv ud for at tænke sådan.

Han savnede nok bare Jonghyun så meget, at det var ønsketænkning. Desuden var det så mange år siden, han sidst havde set Jonghyun, og han havde kun fået et kort glimt af den dreng, der var gået forbi, så det kunne umuligt være Keys savnede barndomsven. Det var i hvert fald, hvad Key blev enig med sig selv om, og den næste gang, han så ud ad vinduet, var gruppen væk.

Han rystede på hovedet over sig selv og vendte sin opmærksomhed tilbage på kagen. Hans drømme havde vist taget for meget overhånd.

*

Key lod sig dumpe ned på sin seng med et suk. Det var sommerferie, og han havde lige været sammen med Taemin. Det havde været det samme som altid – stilhed. Key kunne ikke engang få ham til at smile et rigtigt smil mere.

De havde sammen været på en café. Taemin brød sig ikke om for mange mennesker, men Key havde alligevel trukket ham med ud. Han kunne ikke bare lade Taemin bure sig selv inde på den måde. De var gået på kompromis og havde derfor valgt en lille café. Det var uden for husets fire vægge, men der var ikke alt for mange mennesker.

Key havde fanget sig selv i at tjekke en dreng ud. Det var ikke første gang, men det betød ikke, at han brød sig om det. Faktisk hadede han sig selv lidt for det. Han var allerede upopulær, så han behøvede slet ikke dette her oveni. Dog var han langsomt begyndt at indrømme over for sig selv, at det nok var virkeligheden, ligegyldigt hvor meget han selv var imod det.

Han havde nydt at have ferie, men den var desværre snart slut. Han var nervøs for at skulle starte i skole igen. Denne gang var der dog et enkelt, lille, spinkelt håb.

Det første trin af deres skolegang var overstået, og han skulle nu starte i high school. Den ville være større, og der ville komme en masse nye mennesker, som han ikke kendte. Hvis han var rigtig heldig, så ville mobningen stoppe. Måske ville han endda få nye venner og blive accepteret?

Kibum vidste, at det nok var alt for meget at håbe på, for nogle af hans gamle klassekammerater ville flytte med, men han kunne ikke lade være med at håbe. Han blev nødt til at se positivt på det.

Han så over på kalenderen, som hang på væggen. Han talte stadig ned til den dag, hvor han skulle starte. Selv her fra sengen, kunne han uden problemer se den runde cirkel om den frygtede dato og de sorte krydser, som nærmede sig med en farlig hastighed. Hvor var tiden dog blevet af?

Han vidste ikke, hvad han skulle lave, så han gik ned i stuen og tændte for Tv’et. Han zappede gennem de forskellige kanaler og fandt til sidst en musik kanal. Han så på, mens den musikvideo, der var i gang, blev færdig. Han kendte godt sangen, men det var ikke en af hans favoritter.

Det var den næste til gengæld. Så snart han hørte starttonerne, rejste han sig op fra sofaen og begyndte at danse. Han havde det talent, at når han havde set en koreografi en gang, kunne han den. Han holdt mest af at danse pigegruppernes danse, og denne sang var en af dem, han bedst kunne lide, så naturligvis havde han før perfektioneret trinene.

Da den var færdig, og den næste kom på, tog han også den med. Så dumpede han ned på sofaen igen og så med på de næste musikvideoer. Programmet blev afbrudt af reklamer, som han tålmodigt så. Først noget om parfume, så noget om den nyeste mobil, så en løbeskosreklame..

Key sukkede irriteret. Han hadede virkelig denne reklame. Han kendte selvfølgelig idolet, som fremviste skoene med så stor en selvsikkerhed, at det var til at brække sig over. Choi Minho.

Han var et Kpop idol. Han sang og dansede på scenen, fik roller i dramashows og var med i reklamer. Han udviste den der forfærdelige selvsikkerhed, og fik teenagepiger over hele verden til at falde for ham.

Key hadede ham. Den fyr havde alt, hvad man kunne drømme om, og alligevel var han så arrogant, som om han var bedre end alle andre mennesker. Som om han slet ikke tænkte på, at han ikke ville være noget som helst uden sine fans.

Key havde selv drømt lidt om at stå på en scene, men havde for længst skubbet den drøm til side. Han var ikke sikker på, hvad han gerne ville være i fremtiden, for lige nu var det svært nok for ham at holde sammen på sit nuværende liv.

Minho viste sine tænder i et smil på skærmen med skoene i hånden, og Key himlede med øjnene. Han vidste, at han nok var for fordomsfuld, men han brød sig bare slet ikke om Minhos attitude.

~*~

Jeg ved godt, at det går lidt hurtigt hen over handlingen lige nu, men det er bare for ikke at hænge fast i noget for længe ^^

I næste kapitel stater Key og Taemin i high school.. Nogen der glæder sig? ^^

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...