I Could Never Forget (JongKey)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 apr. 2013
  • Opdateret: 8 feb. 2014
  • Status: Færdig
Følg Key gennem hans teenageliv med mobning, usikkerhed, venskab og kærlighed.

Key har aldrig været en af de populærere. Lige siden han var helt lille, har han været en af dem med få venner. De andre drenge begynder at mobbe ham, fordi han er mere feminin end de fleste andre. Som han bliver ældre, begynder han selv at blive forvirret omkring sin seksualitet.

Udover den næsten daglige mobbning, går hans nuværende bedste ven, Taemin, gennem en hård tid, så Key bliver nødt til at være der for ham.

Sidst, men ikke mindst, er der savnet af den barndomsven, som han aldrig har glemt. Spørgsmålet er bare, om han kan klare presset, der bliver lagt på hans skuldre.

43Likes
692Kommentarer
12930Visninger
AA

9. 7. kapitel

Som ugerne gik og blev til måneder, var der ikke rigtig noget, der ændrede sig. Key blev stadig mobbet, og som tiden gik, blev det kun værre. Elis gruppe blev ledere og Key følte, at han aldrig havde et fristed.

Der var heller ikke rigtig nogle ændringer i Taemins opførsel, og han havde ikke sagt et ord siden den dag. Det pinte Key, for han vidste stadig ikke, hvad han skulle stille op med den yngre dreng. Han havde virkelig prøvet at få Taemin til at tale eller i det mindste fortælle, hvad der foregik, men ingen af hans forsøg havde været en succes.  

De så ikke hinanden ret meget uden for skoletiden mere. Faktisk havde Taemin bare lukket sig fuldstændig inde i sig selv, og Key havde kun kunnet se på, mens den yngre drengs flok af ”venner” vendte ham ryggen, da de fandt ud af, at han var blevet ”underlig”. Key hadede dem for det. Han forstod slet ikke, hvordan man overhovedet kunne få sig selv til at gøre sådan noget.

Den eneste anden person, der blev ved Taemins side i længere tid, var Kai, der sammen med Key havde prøvet at få Taemin til at lyse lidt op igen. Han og Key var endda blevet tættere af denne grund.

Til sidst havde selv Kai dog sagt stop, så den eneste person, Key havde at støtte sig til med hensyn til Taemin, var forsvundet. Det var sket langsomt – Key havde næsten ikke engang lagt mærke til det, før Kai var ude af billedet.

På en måde kunne han ikke helt bebrejde drengen. Key havde selv været gennem utallige lange enetaler og akavede stilheder, når han løb tør for taleemner. Han havde selv været ved at gå ned under presset, men han havde ikke tænkt sig at give op. Kim Kibum gav aldrig op. Ikke udadtil, i hvert fald.

Taemin havde været i en form for depression siden dengang, men det var sjældent, han rigtig brød sammen over for Key. Det var Key på en måde glad for, for han hadede virkelig stunder som det. Han hadede den måde, Taemin så så sårbar ud, og den måde, Key blev nødt til at lege puslespil med alle de bittesmå, knuste dele. Den solsikke, Taemin engang havde været, var helt væk. Key håbede stadig, at han på et tidspunkt ville kunne nå ind og finde en rest af solstrålen, som han kunne få til at lyse igen, men han begyndte at tvivle.

Taemin havde også tigget Key om at lære ham at lave mad. Key havde til at starte med været meget overrasket. Det var ikke, fordi han ikke gerne ville lære sin yngre ven det, men han kunne ikke forstå, hvorfor Taemin pludselig havde haft lysten til at lære det. Alligevel havde han selvfølgelig sagt ja, og drengen havde været lærenem, så det havde ikke været så svært.

Onew havde ikke taget nogen form for kontakt, hvilket bare var endnu en dårlig ting. Key kunne mærke på Taemin, at han efterhånden havde mistet alt håb.

En anden ting, der ikke havde ændret sig, var de mange tanker om Jonghyun. Han tænkte også nogle gange på, at Taemin og Jonghyun ikke rigtig havde nogen fællestræk mere, efter Taemin havde ændret sig så meget.

Når han tænkte tilbage, havde der kun været ganske få gange, hvor Jonghyun havde været rigtig ked af det.

Kibum og Jonghyun sad tæt sammen på græsset ude i skolens have i et af frikvartererne. Dette var ikke i sig selv usædvanligt, men det var Jonghyuns omvendte smil til gengæld. Kibum studerede de surmulende læber og de blanke øjne med bekymring.

”Hvad er der galt, Dino?” spurgte han lavt og lænede sig lidt længere over mod den ældre dreng.

”Jeg vil ikke snakke om det,” svarede Jonghyun og stak underlæben frem. Kibum blev endnu mere nysgerrig, men også mere bekymret.

”Vil du ikke nok fortælle mig det, hyung?” spurgte han og bukkede sig endnu længere frem og lidt ned, så han kunne se Jonghyuns ansigt og samtidig sende ham en aegyo. Men al nuttethed forsvandt, da han så sin hyungs øjne.

”H-hyung? Græder du?” spurgte han tøvende, og Jonghyun rystede stædigt på hovedet.

”Nej,” svarede han med det samme, men Kibum vidste, at det var løgn, for han havde selv set en tåre. Han rakte frem og tog den anden drengs hånd.

”Hvad er der sket, Dino?” spurgte han, og Jonghyun så endelig op. Kibum var ikke helt sikker på, hvad han skulle gøre, for Jonghyun var altid glad, så han vidste ikke, hvordan han skulle muntre ham op.

”Mina fortalte os i går, at hun ikke skal være hos os mere,” svarede drengen foran ham, og Kibum blev med det samme ked af det.

”Hvorfor det?” spurgte han, og Jonghyun tørrede tårerne væk.

”Hun sagde, at hun har fundet en mand, som hun elsker. Hun sagde, at han bor langt væk, og at hun ikke kunne blive ved mig mere. Hun sagde, at hun også ville komme til at savne mig rigtig meget,” forklarede drengen, med en masse ’hun sagde’ og endnu flere tårer. Kibum tænkte lidt.

”Hvordan kan hun bare gå på den måde? Elsker hun ikke også dig?” spurgte Key uforstående, og Jonghyun nikkede.

”Det spurgte jeg også om, men hun smilede bare. Første blev jeg sur på hende, men så krammede hun mig og fortalte noget,” svarede han, og Kibum blev igen nysgerrig.

”Hvad fortalte hun?” spurgte han og ventede spændt på et svar.

”Hun sagde, at hun også elsker mig rigtig meget, men at hun elsker den der mand på en anden måde. Jeg spurgte hvordan, og hun tænkte sig om. Ved du, hvad hun sagde?” spurgte Jonghyun, og Kibum rystede hurtigt på hovedet.

”Hun sagde, at hun elsker ham på den måde, at hun gerne vil gifte sig med ham. Jeg spurgte, hvordan hun kunne vide det. Hun lagde hånden her,” sagde han og lagde sin egen lille hånd over sit hjerte, for derefter at snakke videre, ”og sagde, at hun vidste det, fordi hendes hjerte bankede hurtigere, hver gang hun så ham. Hun fortalte, at hun gerne ville bruge al sin tid med ham, og at hun aldrig kunne lade være med at smile, når han var hos hende,” sagde han og så i et øjeblik forvirret ud. Kibum ventede på, at Jonghyun snakkede videre.

”Først troede jeg, at jeg forstod, hvad hun mente, for jeg bliver også glad, når jeg ser mor og far. Men så blev jeg forvirret, for jeg vil jo ikke gifte mig med dem. Så tænkte jeg på dig, Bummie, for du er min bedste ven, og du får mig altid til at smile, og jeg vil gerne være sammen med dig rigtig tit,” sagde han, og Kibum lagde hovedet på skrå.

”Hvad mener du?  Du kan jo ikke gifte dig med mig? Vi er begge to drenge,” svarede han nysgerrigt, og Jonghyuns surmulen vendte tilbage.

”Det ved jeg da godt! Men du er min bedste ven, og jeg vil gerne være sammen med dig for evigt,” svarede han, og Kibum tog ordene ind. Han havde det på samme måde. Han havde heller ikke lyst til at miste sin bedste ven.

”Så må vi bare være bedste venner for evigt,” svarede han til sidst, og Jonghyun lyste lidt op.

Det var et af de minder, der stod meget klart af en eller anden grund. På trods af, at Jonghyun havde været ked af at miste Mina, var han alligevel blevet glad igen efter noget tid. Key kunne godt forstå, hvorfor Jonghyun havde været såret dengang, for han havde jo kun været en lille dreng, der mistede det, der kom tættest på at være ’mor’ i hans hverdag. Men han havde heller ikke problemer med at forstå Mina, efter han var blevet ældre. Nogle gange ønskede han selv, på trods af sin unge alder, at finde en, der kunne elske ham, og som han kunne elske tilbage.

Resten af skoleåret var gået sådan uden ændring. De havde haft deres sommerferie, hvor Key havde været alene det meste af tiden. Den eneste ven, han havde, var Taemin, og den yngre dreng var som sagt ikke lige til at få fat i uden for skolen. De havde mødtes et par gange, og Key havde sikret sig, at drengen havde det okay.

Han forventede ikke, at Taemin ville blive sig selv igen, men han håbede i det mindste på, at den yngre dreng formående at klare sig selv. Key var bekymret for, om han fik spist og sovet nok. Han var også bekymret for, om der var nogen risiko for, at Taemin fik det endnu værre, hvis det overhovedet var muligt. Han havde som sagt stadig ikke fået historien ud af den yngre dreng.

De var startet igen, denne gang i 8. klasse. Det sidste år inden de begge skulle videre til high school. Dog havde Key ikke regnet med, at der ville ske noget nyt, bare fordi det var et nyt skoleår. Hvorfor skulle noget ændre sig af den grund?

Som tiden gik, var der dog én ændring. Ikke med hensyn til menneskerne omkring ham, men om ham selv. For første gang efter de to års mobning, begyndte han selv at stille spørgsmålstegn ved sin seksualitet.

Han havde stadig, i en alder af 15, aldrig været interesseret i en pige. Når andre drenge snakkede om piger, følte han sig underligt malplaceret. Han kunne på ingen måde se det spændende i deres lange hår og de runde former.

Han kunne dog ikke helt få sig selv til at tage den anden mulighed i betragtning. Han var allerede udstødt nok, så han havde bestemt ikke brug for også at være til drenge.

Det var derfor, han tvang sig selv til at tænke på piger. Han tvang sig selv til at deltage i de andre drenges snak, når han endelig blev hevet med ind. Han tvang sig selv til at vende det blinde øje til tegnene.

For at holde sine egne problemer på afstand, dykkede han ind i Taemins i stedet. Han prøvede at analysere den yngre drengs reaktioner og prøvede sig frem med forskellige søgeord på nettet for at kunne finde en grund.  Han fandt bare ikke rigtig nogen resultater.

Det var nu midt i marts, og der var ikke lang tid tilbage af det første trin af deres uddannelse. Key havde lige sagt farvel til Taemin og gik med hurtige skridt mod busstoppestedet. Han sukkede, da han så de velkendte skikkelser stå og vente på ham.

Han besluttede sig for at prøve at komme forbi dem uden for mange problemer. Det mente de andre dog åbenbart ikke, han skulle, for han kunne hurtigt mærke en hånd gribe fat i sit håndled.

”Nej, jeg er ikke bøsse,” svarede han som en refleks, og Eli grinede hånligt.

”Sjovt, jeg havde slet ikke tænkt mig at bringe det emne op nu, men hvis du meget gerne vil diskutere det, så kan vi da godt..” længere nåede han ikke, før Key afbrød ham.

”Hvad vil I mig?” spurgte han uden egentlig at have den mindste lyst til at kende svaret.

”Ser du, Kibum,” startede han, og Key skar tænder over navnet, ”vi vil have de noter, du skrev i klassen.”

Key så med det samme op med store øjne.

”Hvad? Mine noter? I kan da ikke bare tage mine noter!” svarede han, halvt vredt, halvt overrasket.

”Åh jo, det kan vi, og det vil vi. Der er ikke lang tid til eksamenerne, så vi skal have dine noter,” svarede Eli fast, og Key kunne mærke endnu mere vrede boble op i sig.

”Hvis I vil klare jer godt i eksamenerne, så må I selv tage jeres noter. Jeg skal bruge mine,” svarede han irritereret, og Eli sendte ham et koldt blik.

”Giv mig dine noter eller det bliver værst for dig selv,” sagde han truende, og Key blev faktisk lidt bange. Ikke at han ville vise det eller endda indrømme det over for nogen, men Eli kunne være frygtindgydende, når han ville være det.

”Jeg vil ikke give dig dem,” svarede han stædigt, og Eli fik et farligt blik i øjnene. Han kom tættere på, og Key kunne mærke frygten fylde sin mave som en betonklods. Eli plejede ikke at være så slem. Han plejede ikke at udstråle det, han gjorde nu.

”Hey, Key hyung? Kommer du?” blev der råbt bag ham, og han spærrede øjnene op. Han snurrede rundt på stedet, og så Kai stå og smile skævt. Han var ikke klar over, hvorfor den anden dreng hjalp ham, men han forspildte ikke sin chance.

Han hørte en lav kommentar, der mistænkeligt lød som noget med en ny kæreste, men han lukkede af for det. Inden længe var han ved siden af Kai, og de begyndte at gå sammen.

”Du burde ikke lade dem gøre det. Det vil kun blive værre med tiden,” sagde Kai lavt uden at kaste et eneste blik på Key. Key sukkede indvendigt. Han vidste udmærket godt, at det i hvert fald ikke bare ville blive bedre.

”Det kan du jo sagtens sige. Du er en af de populære,” mumlede han, og Kai trak på skuldrene.

”Pas bedre på fremover,” svarede han bare. Så kastede han et blik over skulderen og begyndte så at gå en anden vej end Key skulle. Key undrede sig over den korte samtale efter så lang tid uden kontakt, men han var stadig glad for Kais hjælp. Den anden havde virkelig reddet ham på et hængende hår.

Key nåede hjem i sikkerhed og kunne med et suk krydse endnu en dag af på kalenderen, som viste de resterende skoledage før high school.

~*~

OMG, har I set SHINee's nye musikvideo og hørt albummet?
Jeg synes det er lidt synd, at der er så mange der hater, bare fordi Jonghyun ikke er med i videon. Selvfølgelig er der tomt uden vores puppysaurus og det havde været perfekt hvis han også var der, men personligt elsker jeg den alligevel! SHINee har arbejdet hårdt for vores skyld, så vi burde være glade og støtte op om dem~

Sorry, havde bare brug for at sige det ^^ Hvad synes I om videoen og selve albummet? :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...