I Could Never Forget (JongKey)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 apr. 2013
  • Opdateret: 8 feb. 2014
  • Status: Færdig
Følg Key gennem hans teenageliv med mobning, usikkerhed, venskab og kærlighed.

Key har aldrig været en af de populærere. Lige siden han var helt lille, har han været en af dem med få venner. De andre drenge begynder at mobbe ham, fordi han er mere feminin end de fleste andre. Som han bliver ældre, begynder han selv at blive forvirret omkring sin seksualitet.

Udover den næsten daglige mobbning, går hans nuværende bedste ven, Taemin, gennem en hård tid, så Key bliver nødt til at være der for ham.

Sidst, men ikke mindst, er der savnet af den barndomsven, som han aldrig har glemt. Spørgsmålet er bare, om han kan klare presset, der bliver lagt på hans skuldre.

43Likes
692Kommentarer
12857Visninger
AA

67. 65. kapitel

”Hvor dobbeltmoralsk kan man være?” råbte Jonghyun vredt, idet han kylede sin telefon gennem lokalet. Key krøb sammen af forskrækkelse.

”Hvad sker der?” spurgte han, og Jonghyun satte sig på sengen.

”Mine forældre vil have mig hjem igen. De sagde, at de ’har tænkt over det og har besluttet sig for, at de godt vil støtte mig alligevel’. Det må virkelig være årets joke!” rasede han, og Key satte sig over til ham. Han kunne godt forestille sig, hvordan Jonghyun havde det.

De havde næsten skåret hånden af ham, da han sprag ud overfor dem, men så snart de så mennesker reagere positivt, var han straks tilbage på deres gode side. Hvis det havde været Key, ville han ikke engang føle sig som en person – mere som en ting, der kun var elsket, når han gjorde præcis, som der blev sagt.

Jonghyun sukkede og så ned i gulvet. Key lagde armene om ham, og den ældre dreng gengældte efter lidt tid krammet.

”Hvad skal jeg gøre, Bummie? Jeg har altid elsket og set op til mine forældre, men nu.. jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre. Skal jeg bare tage hjem, og lade som om dette aldrig er sket? Bare glemme det hele? Det tror jeg ikke, at jeg kan,” forklarede han, og Key tøvede et øjeblik. Hvad skulle han sige til Jonghyun? Hvad ville han selv have gjort i den situation? Han kunne knap nok forestille sig at være i den.

Normalt ville han nok efter et skænderi have sagt, at man skulle prøve at give dem en chance mere, men dette var jo ikke bare et normalt skænderi. Dette var decideret det sidste bånd, der brutalt var blevet revet over. Hvordan skulle man redde det? Derfor sagde han det eneste, han kunne komme på i øjeblikket.

”Du skal følge sit hjerte. Jeg ved ikke, om du kan tilgive dem og prøve igen, og jeg er ikke engang sikker på, at det vil blive godt igen, men hvis du ikke vil miste dine forældre helt, så er det nu, du skal slå til. Hvis du ikke har lyst til at miste kontakten med dem, synes jeg, at du skal tage en snak med dem omkring det hele. Der kunne være en chance for, at de virkelig har tænkt over det og faktisk mener, at de har indset, at det var en fejl at behandle dig sådan,” sagde han, selvom han knap nok selv troede på det.

Hvis de mente det, som han selv lige havde sagt, hvorfor havde de så ikke sagt det, før der begyndte at komme en positiv respons? Hvorfor havde de ikke kontaktet Jonghyun før og fortalt ham det? Key ønskede for Jonghyuns skyld, at han havde ret, men han var ikke sikker på, hvor stor chance der var for det.

”Du har nok ret. Det har bare ødelagt rigtigt meget, at de behandlede mig sådan. Jeg havde det, som om jeg bare var en arving – en pengemaskine – der havde fejlet, ikke deres egen søn af kød og blod. Det var jo ikke engang bare mig, det gik ud over. Det fortalte også præcis, hvordan de havde det med min søster. Jeg forstår slet ikke, hvordan nogen forældre kan være sådan over for sine børn. Jeg elsker dem – det gør jeg virkelig – men jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op. Jeg kan jo ikke bare blive ved med at følge deres ønsker. Måske accepterer de det her, men hvad så næste gang der sker noget, som de ikke lige bryder sig om? Er de så klar til at smide mig ud igen?” sagde han, og Key sukkede.

”Hvad så med dette her.. Fortæl dem, hvordan du har det. At du virkelig føler, at det her har været et stort brud. Derefter kan du vente og se, hvad der sker. Hvis de virkelig mener det, kan du tage det derfra. Hvis de ikke gør.. må du tage en endelig beslutning, om du vil kunne leve med det i længden eller ej,” foreslog Key, og Jonghyun nikkede. Det var nok det bedste, de kunne gøre nu.

*

Jonghyun havde gjort, som Key havde sagt, og Key var blevet en smule mere optimistisk. Så snart den ældre dreng havde taget kontakt, havde hans forældre straks været klar til at lytte, hvilket nok var første gang nogensinde.

Udover dette, havde de prøvet meget ihærdigt på at få Jonghyun til at acceptere deres undskyldning. Det, der dog virkelig havde overrasket Key var, at de havde fortalt Jonghyun, at de ville komme hjem, så de kunne spise en middag sammen. Alle samme. Inklusiv Key.

Det var stort nok, at de faktisk ville rydde deres travle skema, men at de også var villige til at spise med Key? Det måtte et eller andet sted betyde, at de virkelig mente det.

Han og Jonghyun havde talt om det og var kommet frem til, at Jonghyun burde give det en chance. Key havde ikke fortalt ham, hvad han skulle gøre, da den ældre dreng spurgte, for han mente ikke, at han havde nogen ret til at bestemme, hvordan Jonghyuns fremtid med sine forældre skulle være. Derfor havde det primært været Jonghyuns valg i sidste ende.

Key var på en måde glad over, at tingene så ud til at være i bedring. Selvom Jonghyun hårdnakket havde sagt, at båndet til hans forældre var væk efter det, der var sket, kunne Key alligevel se og mærke på ham, hvor meget de betød for ham. Key ville nok aldrig kunne forstå Jonghyuns forhold til sine forældre i første omgang, men han ville med glæde støtte op om hvad som helst, der gjorde Jonghyun lykkelig.

Det var derfor, de nu var på vej til Jonghyuns hus for første gang, siden de var flygtet derfra efter skænderiet. Key vred nervøst sine hænder.

Han vidste ikke, hvad der ventede ham. Han var på en måde lidt bange for, at det ville ende rigtig skidt igen. Han havde selvfølgelig tænkt sig at opføre sig så eksemplarisk som overhovedet muligt, men hvad nu hvis de ombestemte sig, når de så ham igen? Hvad hvis han i virkeligheden slet ikke var god nok?

Han vidste, at Jonghyun også var nervøs og at han tydeligvis ikke havde det ret godt med situationen. Faktisk havde han slet ikke haft mod på at forlade Keys hus, da det var blevet tid til at gå, så Key var blevet nødt til at bruge en del tid på at prøve at forsikre ham om, at det nok skulle gå fint. Det havde været en smule svært at virke overbevisende, når han ikke selv var helt sikker på, hvordan det ville komme til at gå.

Bilen standsede snart – alt for hurtigt efter Keys mening – foran det store og overdådige hus. Key tog en dyb indånding og steg så ud. Ikke længe efter stod Jonghyun ved hans side.

”Klar?” spurgte den ældre dreng med en svagt rystende stemme, og Key tog hans hånd af ren refleks for at give ham noget komfort.

”Klar,” svarede han, og den lavere dreng sendte ham et lille smil, idet han gav Keys hånd et klem. Så gik de sammen til døren, og Jonghyun ringede på. Der gik ikke mange sekunder, før den blev åbnet af en af de ældre tjenestepiger. Hun smilede stort ved synet af dem.

”Jonghyun, du er endelig tilbage! Det er så godt at se dig igen!” udbrød hun begejstret, og Jonghyun sendte hende et stort, ægte smil. Key kunne ikke holde sit eget smil væk. Det var godt at se Jonghyun smile sådan igen. Det var i hvert fald tydeligt at se, at han havde savnet de ansatte, hvilket jo egentlig ikke var så underligt, da det var dem, han var vokset op med.

”Det er også godt at se dig!” svarede han og gav hende et kort kram. Så fortsatte han sætningen, idet han trak væk, ”hvor er mine forældre?”

”De venter allerede på jer inde i den store spisestue,” sagde hun, og Jonghyun nikkede som svar. Så greb han Keys hånd endnu engang og begyndte at trække ham med mod spisestuen.

”Er du sikker på, at det er en god ide? Er det ikke lidt at udfordre skæbnen?” spurgte Key, men Jonghyun rystede bare på hovedet.

”De sagde, at de ville acceptere det. Det her vil fungere som en prøve. Hvis de ikke kan klare, at jeg holder din hånd, så mener de det ikke rigtigt,” svarede han. Key kunne godt se, hvad den ældre dreng mente med det, men han syntes stadig ikke, at det var den bedste måde at prøve at slutte fred på, så han sagde ikke noget.

Så snart de åbnede døren, rejste Jonghyuns mor sig op og kom over mod ham. Hun stoppede ikke engang op ved synet af deres sammenfoldede hænder, men fløj i stedet til Jonghyun og trak ham ind i et kram. Key var ret sikker på, at han ikke var den eneste, der var mere end overrasket over den pludselige handling. Jonghyun så ikke engang helt ud til at vide, hvordan han skulle reagere. Til sidst endte han dog med at gengælde krammet.

”Jeg er så ked af det, Jonghyun. Det var aldrig min mening, at det skulle gå sådan her. Jeg er så glad for, at du er tilbage!” udbrød hun, og Key måbede. Hvad skete der lige? Hvorfor den store omvending? Han så over på Jonghyuns far, der mut sad ved bordet, og situationen gav pludselig mere mening for ham.

Det var tydeligvis ikke Jonghyuns mor, der havde haft noget mod deres forhold. Key var ret sikker på, at det var hende, der endelig havde arbejdet nok mod op til at have overtalt Jonghyuns far til denne middag, fordi hun savnede sin søn. Det overraskede Key en smule, for hun virkede ellers ikke rigtig, som om hun stod særlig meget op mod sin mand.

På en måde gjorde det ham bedre tilpas, for så var der i det mindste ikke to voksne at kæmpe med. Manden ved bordet så dog stadig ikke videre glad eller villig ud til at få situationen løst.

Jonghyun svarede ikke noget, men Key vidste, at han havde savnet sin mor rigtig meget. Han kunne nemt se, hvor fredfyldt den ældre dreng pludselig så ud.

Da kvinden trak sig væk, smilede drengen til hende, og hun sendte et meget moderligt smil tilbage. Key lagde hovedet let på skrå. Tidligere havde han slet ikke kunnet forestille sig hende smile på den måde, men måske burde han ikke være så forudindtaget.

Efter de havde sat sig til bords, kom maden ind. De sad i stilhed i noget tid, hvor det lod til, at ingen rigtig havde mod på at bryde isen. Til sidst rømmede Jonghyuns mor sig.

”Jeg håber, at I nyder maden. Specielt dig, Kibum. Jeg håber virkelig, at vi kan glemme de tidligere hændelser og fokusere på fremtiden. Jeg ved godt, at vi alle kom lidt skævt ind på hinanden sidste gang, men vi er enige om, at vi ønsker at lægge det bag os, ikke også?” endte hun op med at spørge og så over på Jonghyuns far, som bare nikkede. Det var ikke ret svært at se, at han ikke var særlig glad for ideen. Key gættede på, at han var blevet tvunget til at opføre sig pænt, for han var der i hvert fald ikke frivilligt.

”Maden smager himmelsk. Jeg er enig, jeg håber også på, at vi kan lægge dette bag os og få en ny start,” svarede han så høfligt, som han kunne. Han ville gerne give det bedste indtryk muligt, for så var der en chance for, at de faktisk ville kunne lide ham på et tidspunkt. Det var stilhed lidt igen, før kvinden endnu engang prøvede at starte et samtaleemne op.

”Hvor er det sjovt, at I har mødt hinanden igen. Jeg havde slet ikke forventet at få Kibum at se igen, efter han flyttede med sin familie,” sagde hun, og Key nikkede. Det var dog Jonghyun, der tog ordet.

”Men her er han alligevel,” sagde han uden at se op, og hans mor sukkede. Key var åbenbart ikke den eneste, der havde kunnet høre den svage fjendtlighed i hans tonefald. Key synes på en måde, at Jonghyun var lidt svær at finde ud af, men på den anden side var det forståeligt, at han var i en følelsesmæssig konflikt.

”Og det er jeg rigtig glad for. Jeg har ikke set ham, siden han var lille, og han er jo vokset op til at blive en nydelig ung mand,” svarede hun, og Key kunne ikke lade være med at beundre hende en smule for hendes fortsatte forsøg på at rode bod på det hele. Key kunne mærke et stort skift i stemningen, da Jonghyun lagde sit bestik med en lavmælt klirren og alvorligt så op på sine forældre. Der blev hurtigt helt stille, mens de alle ventede på at høre, hvad han havde at sige.

”Er I helt ærlige, når I siger, at I virkelig vil accepterer min seksualitet og mit forhold til Kibum?”

Jonghyuns mor så på sin mand for et øjeblik og vendte sig så tilbage mod sin søn med et ærligt og mindst lige så alvorligt blik. Endnu engang havde Key det, som om han slet ikke burde være der; som om han var havnet et forkert sted.

”Ingen af os er begejstrede for det, Jonghyun,” svarede hun, og Key kunne se, at Jonghyun skulle til at sige noget hårdt tilbage. Dog nåede hun at tale videre, før han kunne afbryde hende.

”Men – for der er et men – jeg har indset, at hvis vi vil beholde dig, bliver vi nødt til at acceptere dig, som du er. Din far og jeg har ikke været helt været enige om, hvordan vi skulle tackle denne situation, men jeg ved godt, hvad jeg vil gøre. Jeg elsker dig, og jeg har ikke lyst til at se dig forsvinde helt ud af mit liv, for jeg er trods alt stadig din mor. Jeg har indset, hvor meget han betyder for dig, så jeg har ikke tænkt mig at få dig til at forlade ham,” forklarede hun, og Key kunne mærke en lettelse fylde sig. Den var dog forholdsvis kortvarig, da Jonghyuns far straks rejste sig og gik ud ad rummet. Endnu et suk hørtes fra Jonghyuns mor.

”Som jeg sagde, var vi ikke helt enige om beslutningen. Jeg er sikker på, at han nok skal bløde lidt op omkring det med tiden, men lige nu er han ikke så glad for min beslutning,” forklarede hun, og Jonghyun nikkede.

”Betyder det, at jeg kan flytte ind igen? Og at Kibum må komme på besøg?” spurgte han, og Jonghyuns mor nikkede.

”Selvfølgelig kan du godt komme hjem igen. Med hensyn til Kibum.. Han må godt komme på besøg, men I skal nok holde kæresteriet på et minimum, når din far er i nærheden,” sagde hun, og de nikkede begge. Key var glad for, at det hele var blevet meget bedre nu.

Der gik ikke ret lang tid efter det, før de besluttede sig for at tage hjem. Eller hjem til Key, måtte man hellere sige. Jonghyun havde besluttet at sove en sidste nat hos Key, for så at flytte tilbage med sine ting dagen efter. Key smilede over den taknemmelighed, han kunne se Jonghyun vise gennem det kram, han gav sin mor, før de gik ud ad hoveddøren.

”Jeg er så glad for, at vi tog herhen,” sagde Jonghyun, da de sad i bilen, som var ved at trille ud på vejen. Key nikkede for at vise sin enighed.

”Jeg er glad for, at du endelig kan smile igen,” svarede han og som var det på kommando, bredte der sig et stort smil på Jonghyuns ansigt.

”Jeg elsker dig, Kibum,” sagde den ældre dreng og lænede sig ind for at give ham et langt og kærlighedsfyldt kys.

~*~

Så blev det lørdag igen :3

Som I kan se, er alt ved at falde på plads nu ^^

I dag får I denne video~

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...