I Could Never Forget (JongKey)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 apr. 2013
  • Opdateret: 8 feb. 2014
  • Status: Færdig
Følg Key gennem hans teenageliv med mobning, usikkerhed, venskab og kærlighed.

Key har aldrig været en af de populærere. Lige siden han var helt lille, har han været en af dem med få venner. De andre drenge begynder at mobbe ham, fordi han er mere feminin end de fleste andre. Som han bliver ældre, begynder han selv at blive forvirret omkring sin seksualitet.

Udover den næsten daglige mobbning, går hans nuværende bedste ven, Taemin, gennem en hård tid, så Key bliver nødt til at være der for ham.

Sidst, men ikke mindst, er der savnet af den barndomsven, som han aldrig har glemt. Spørgsmålet er bare, om han kan klare presset, der bliver lagt på hans skuldre.

43Likes
692Kommentarer
12886Visninger
AA

66. 64. kapitel

”Argh, jeg hader det her!” udbrød Jonghyun, idet han smed sig på Keys seng med hovedet først ned i puden. Key sukkede lavt og satte sig over til ham for at stryge ham langs ryggen.

”Det skal nok blive okay. Alt skal nok falde på plads,” svarede han, selvom han ikke var helt sikker på, om han selv troede på det. Så fik han en ide og fandt sin mobil frem. Han var ikke lang tid om at gå ind på internettet og ind på en af hjemmesiderne med nyheder. En af de første artikler var om Jonghyun, så den klikkede han bare ind på. Så scrollede han ned til kommentarerne.

”Er oppa virkelig bøsse? :’(”

”Hvor er beviserne? Jeg vil se beviser, før jeg tror på noget!”

”Den dreng, der har gjort det her mod ham skal dø!”

”Slap af, piger! Jonghyun må gøre, hvad han vil. Vi burde støtte ham, så længe han er glad..”

”Aww, endelig er min største drøm gået i opfyldelse!! Asdfghjklgfsgds <3”

”De er ikke alle sammen negative. Der er også mange, der støtter op om det,” sagde han, og Jonghyun satte sig brat op.

”Er der virkelig det? Lad mig se!” svarede den ældre dreng og hev mobilen ud af Keys hånd, så han selv kunne læse gennem kommentarerne. Han så ud til at blive lidt gladere, da han så, hvor mange der egentlig var på hans side. Selvfølgelig var der alle de grimme kommentarer, som de vidste, de ikke kunne komme uden om, men det var meget positivt, at de andre kommentarer også fandtes. Det betød, at der måske kunne være en chance for, at de kunne blive accepteret.

Resten af dagen gik meget bedre. Humøret var blevet løftet lidt, og selvom det stadig ikke var super godt, var det meget nemmere for Key at få Jonghyun til at tænke på noget andet. De blev inde, for det ville være alt for risikabelt at gå ud på nuværende tidspunkt. Det forhindrede dem dog ikke i at lave noget sammen.

Først havde de ordnet lektierne, og så havde de haft fri til at sætte en film på. Key havde lavet noget til dem, som de kunne spise samtidig. Efterfølgende havde de puttet, som de ellers ikke havde haft tid eller overskud til i noget tid. Det havde været virkelig rart bare at ligge sammen med armene om hinanden, mens de stille talte om alt andet end Jonghyuns familie og hans berømmelse. Det havde i det hele taget været en god dag.

*

Tiden gik meget langsomt efter dette. Rygterne døde ikke, som man ellers ville have forventet, og paparazzierne stoppede ikke deres forfølgelse. Key vidste godt, at det var en meget stor ting, at en kendt dreng var bøsse, for det var jo trods alt ikke rigtig noget, man have set så meget til før, men han kunne bare ikke forstå, hvorfor de blev ved og ved på den måde. Det var ved at drive ham til vanvid. Det var ved at drive dem alle til vanvid!

Han kunne også mærke på Jonghyun, at han fik kortere og kortere lunte med hensyn til deres dumme spørgsmål, der bare blev ved med at gentage sig selv om og om igen.

Jonghyun var stadig ikke flyttet hjem. Hans forældre havde prøvet at komme i kontakt med ham for at ”tale ham til fornuft”, men Jonghyun nægtede at lytte.

I dag var den første dag, de havde bevæget sig uden for sammen. De havde valgt at tage over til parken, for der var normalt ikke så mange mennesker. Det betød, at de havde en chance for at slippe for alle de nysgerrige blikke.

Dog gik der ikke ret lang tid, før et par journalister dukkede op. Key vidste ikke engang, hvordan de kunne vide, hvor Jonghyun var døgnet rundt. Det virkede næsten, som om de havde radarer til at finde ham, når de mente, at der skete noget.

”Hvad gør vi?” hviskede Key, idet han fulgte journalisterne, der var på vej over mod dem, med øjnene. Han havde egentlig mest lyst til bare at have en stille og rolig dag med Jonghyun, men det så ud til, at den allerede var ødelagt.

”Det jeg burde have gjort for lang tid siden,” svarede den ældre dreng bestemt, og Key så undrende på ham. Hvad mente han med det? Hvad burde han have gjort for lang tid siden? Hans tanker blev stoppet, da Jonghyun åbnede munden.

”Vil I endelig lade mig være, hvis I får sandheden?” sagde han højt, og Key vendte sig om for at se, at de fremmede var kommet helt tæt på. Panikken vældede op i ham efter at have forstået præcis, hvad den ældre dreng lige havde sagt. Mente han det virkelig seriøst? Hvordan kunne han overhovedet overveje at fortælle sandheden?! De andre mennesker, der var rundt omkring dem, vendte nysgerrigt blikket mod dem.

Journalisterne så straks ud, som om de havde været heldige nok til at finde en guldmine. Jonghyun vendte ikke engang blikket væk fra dem, idet han talte videre med en ro i stemmen, som Key slet ikke vidste, hvor kom fra.

”For at svare på et af jeres spørgsmål: ja, jeg er bøsse, og jeg er ligeglad med, hvad I tænker om mig. Ved I hvorfor? Fordi jeg endelig er lykkelig. Jeg har endelig fundet ud af, hvem jeg virkelig er og fra nu af, vil jeg ikke være bange for at vise det. Jeg vil være alle evigt taknemmelig, hvis I accepterer mig som jeg er, men der er ingen andre end mig, der kommer til at styre mit liv fremover,” svarede han, og journalisterne tog billeder, filmede og skrev ned. Jonghyun lod dem dog ikke stille spørgsmål, før han fortsatte.

”For at besvare et af de andre spørgsmål; ja, jeg har en kæreste på nuværende tidspunkt,” sagde han, og gruppen af mennesker, der hurtigt havde samlet sig om dem, gispede. Key kunne ikke tro sine egne ører. Gjorde hans hyung virkelig dette? Hvorfor?

Han kunne se en af mødrene fra parken dække for sit barns ører, for derefter at trække den lille dreng væk. Var det denne behandling, de kunne forvente fremover?

”Han er den mest fantastiske person, jeg nogensinde har mødt, og jeg aner ikke, hvad jeg skulle gøre uden ham. Vi mødte allerede hinanden, da vi var små, og vi blev hurtigt venner. Vi var de bedste venner gennem flere år, men så flyttede han, og jeg mistede ham. Der gik flere år, før han kom tilbage igen - det var nogle af de værste år i mit liv. Jeg kunne ikke tro mine egne øjne, den dag jeg endelig så ham igen,” han holdt en kort pause, mens han så over flokken – både journalister og mennesker, der havde valgt at tilbringe sin dag i parken, præcis som dem – før han så fortsatte endnu engang.

”Der gik lang tid, før vi begyndte at tale sammen igen, og der gik endnu længere tid, før vi endelig tog mod til os og indrømmede vore følelser for hinanden. Vi har været gennem utrolig mange forfærdelige ting efterfølgende, men det var ikke noget, vi ikke havde forventet. Jeg havde ikke forventet, at mine forældre ville forstå, eller at den pige, som har været forelsket i mig i årevis, ville elske det, da hun fandt ud af det,” forklarede han, og journalisterne nikkede ivrigt for at få ham til at tale videre.

”Vi vidste begge, at det ville blive hårdt, og vi er begge klar over risikoen ved det, jeg gør nu. Jeg vil bare inderligt bede mennesker om at prøve at forstå os. Har I prøvet at være forelsket? Ved I, hvordan det føles, når ens hjerte banker hurtigere, så snart I ser den specielle person? Det er præcis det samme for os. Nok er vi begge to drenge, men vi er som jer. Forelskede,” endte han, og Key havde svært ved at tyde alles ansigtsudtryk. Nogle af dem så ud, som om de afskyede ideen, men andre så rørte ud. Der var også dem, der bare virkede nysgerrige og interesserede i, hvordan alt ville ende.

”Hvem er så denne person?” spurgte en af journalisterne, mens mandens blik fløj over på Key. Key følte sig pludselig meget udsat, men han vidste, at det var nu, det skulle ske. Jonghyun havde gjort det ultimative for ham, så nu måtte han stå ved det og være stolt af det.

”Selvom I nok allerede har gættet hvem det er, vil jeg alligevel gerne introducere ham officielt,” svarede han og tog Keys hånd for at flette deres fingre sammen. De så kort på hinanden, og Jonghyun sendte ham et kærligt smil. Key kunne ikke lade være med at smile tilbage, og straks kunne han høre de mange klik og flash fra kameraerne.  Samtidig faldt den indvendige ro endelig over ham; det var sådan her, det skulle være. Lige meget hvad de andre så tænkte om dem. De brød øjenkontakten og så begge ud på flokken.

”Dette er Kim Kibum, den dreng jeg elsker og aldrig vil forlade. Han er min verden,” sagde Jonghyun fast og der var stilhed lidt, hvor man kun kunne høre journalisterne. Så skete der noget, Key aldrig havde forstillet sig.

En af personerne begyndte at klappe. Derefter fulgte et par stykker efter, og snart var der flere, der havde fulgt trop, end der var personer, der nægtede at deltage. Key kunne ikke stoppe smilet fra at komme frem. Han kunne knap nok tro, at disse mennesker faktisk støttede dem. Det var en fantastisk oplevelse.

*

”Jjong, det er tid til at stå op nu,” sagde han lavt og lod en finger glide ned langs Jonghyuns rygrad. Den ældre dreng gryntede svagt, men viste ellers ikke nogen tegn på at have hørt ham. Key smilede lidt over, hvor sød han egentlig så ud.

”Hyuuung,” sagde han en anelse højere, men hvinede så højlydt, da Jonghyun greb ham, pressede ham tilbage mod madrassen og lagde sig oven på ham.

”Shhh, Bummie, det er sovetid,” mumlede den ældre dreng sløvt, og Key kom med en kort latter.

”Du maser mig, pabo,” sagde han stakåndet og måtte konstatere, at Jonghyun vejede ret meget, når han var halvsovende og derfor ikke gjorde det mindste for at holde sin vægt oppe.

”Hvorfor er du så streng?” spurgte han træt, og Key fnøs.

”Klokken er lidt over syv, Jonghyun. Hvis du ikke står op lige nu, så kommer vi for sent i skole. Det har du ikke lyst til, har du?” spurgte han drillende, men den anden gryntede bare irriteret endnu engang.

”Kan vi ikke bare blive hjemme i dag? Jeg har ikke lyst til at se alles reaktioner på det, der skete i går. Nyheden er sikkert allerede overalt,” svarede han, stadig med lukkede øjne. Key sukkede. Han havde det egentlig på samme måde, men han havde ikke tænkt sig at pjække, og han ville heller ikke lade Jonghyun gøre det, så han kunne ikke rigtig gøre andet end at prøve at få den ældre dreng til at stå op.

”Vi bliver nødt til det, hyung,” svarede han, og Jonghyun sukkede.

”Fint. Giv mig et kys og så lover jeg at stå op,” svarede han og åbnede endelig øjnene. Key bukkede sig ned og gav Jonghyun et hurtigt kys på munden, men den ældre dreng grinede bare.

”Kalder du dét et kys, Kibummie? Jeg ved, du kan gøre det bedre,” sagde han, og Key himlede med øjnene. De havde ikke tid til at begynde på noget nu, for så ville de komme for sent. Alligevel bøjede han sig endnu engang ned, og deres læber mødtes. De bevægede sig lidt mod hinanden, før Key forsigtigt nippede i den andens underlæbe. Han fik straks adgang, og deres tunger mødtes i en varm dans.

Key trak væk, da han næsten ikke havde mere luft tilbage. Han placerede et lille kys mere på de bløde og inviterende læber og trak sig så endelig helt væk.

”Nu har du fået, hvad du ville, så nu skal du holde din del af aftalen,” sagde han, og Jonghyun nikkede. Så rejste han sig endelig op og begyndte at finde noget rent tøj.

Key havde allerede skiftet, så han nød bare synet af sin halvnøgne kæreste. Pludselig opdagede han, hvor meget klokken egentlig var blevet og fløj op. Så skyndte de sig at blive færdige, og de nåede kun lige bussen på et hængende hår.

På vejen til skolen kunne Key nemt høre de andre passagerer hviske om dem. Dog forstummede det næsten for ham, da Jonghyun tog hans hånd i skjul for de irriterende blikke. Desuden havde Key prøvet meget værre ting end dette, så det var ikke så slemt, som det nok var for Jonghyun.

Den første, der mødte dem, da de trådte gennem skolens døre, var Chanyeol, som straks krammede dem begge.

”Du gjorde det endelig! Jeg er så stolt af dig,” udbrød han til Jonghyun, som bare smilede til sin ven. Key smilede over den høje drengs glæde. Det var rart at vide, at der i det mindste var en, der virkelig støttede deres forhold.

I baggrunden kunne han se Baekhyun, der smilede til dem. Key og han var blevet en smule tættere, efter Baekhyun havde hjulpet ham dengang med Taemin. Key havde dog stadig ikke helt forstået hans og Chanyeols forhold til hinanden. Det virkede ikke helt, som om de var kærester, men på den anden side virkede de som noget, der var meget mere end venner.

Det meste af dagen var ret usædvanlig. Alle de andre elever havde forskellige holdninger og reaktioner til nyhederne. Nogle af dem spurgte ind til, om det virkelig var rigtigt, mens andre holdt sig på afstand. Nogle af pigerne opførte sig mærkeligt efter Keys mening – de fnisede, når han og Jonghyun gik forbi, og de hviskede til hinanden, men det virkede ikke negativt.

Det var faktisk primært drengene, der var et problem. Nogle af dem så ud til ikke at ville blande sig, men der var andre, som ikke var helt så fredsommelige. Nogle sendte blikke af afsky og ubehag, mens få andre havde råbt noget efter dem. Men det var meget bedre end dengang, hvor Key selv sprang ud, så han tog det ikke så tungt. Det kunne have været værre. Meget værre.

Den populære gruppe var ikke ret positive over det. De have alle været af den type, der sendte Jonghyun blikke. Key var ikke sikker på, hvad der ville ske. Jonghyun havde været i den gruppe gennem hele sin high school tid, og han havde altid været elsket, så spørgsmålet var bare, om de ville smide ham ud, fordi det var et skridt for meget, eller om de ville lade ham blive der på grund af vane.

Key havde også endelig fået læst en af artiklerne, som havde været overraskende positiv. Den havde beskrevet dem som et par, der vil gå gennem ild og vand for at beholde hinanden. Den havde virket mere som fiktion end som en artikel, men det gjorde ikke så meget, for det var kun til deres fordel. Han var ret sikker på, at den romantiske tekst og billedet i artiklen havde hjulpet pigernes fnisen godt på vej.

Alt i alt var det gået meget bedre, end han turde håbe på.

~*~

Så lakker det jo så småt mod enden. Snøft..

Nå, men her er endnu et kapitel ^^

Til billedet: Dangerously close. Just saying~ ^^


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...