I Could Never Forget (JongKey)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 apr. 2013
  • Opdateret: 8 feb. 2014
  • Status: Færdig
Følg Key gennem hans teenageliv med mobning, usikkerhed, venskab og kærlighed.

Key har aldrig været en af de populærere. Lige siden han var helt lille, har han været en af dem med få venner. De andre drenge begynder at mobbe ham, fordi han er mere feminin end de fleste andre. Som han bliver ældre, begynder han selv at blive forvirret omkring sin seksualitet.

Udover den næsten daglige mobbning, går hans nuværende bedste ven, Taemin, gennem en hård tid, så Key bliver nødt til at være der for ham.

Sidst, men ikke mindst, er der savnet af den barndomsven, som han aldrig har glemt. Spørgsmålet er bare, om han kan klare presset, der bliver lagt på hans skuldre.

43Likes
692Kommentarer
12919Visninger
AA

65. 63. kapitel

Der var gået to dage siden skænderiet mellem Jonghyun og hans forældre, og Jonghyun var stadig ikke taget hjem. Key havde forklaret sine forældre situationen, og de havde inviteret Jonghyun til at blive så længe, det blev nødvendigt. Key var glad for, at hans forældre gad og havde mulighed for at være så fleksible. 

Det var morgen, og Jonghyun var ikke stået op endnu. Da det var weekend, havde Key bare ladet ham sove, og var derfor listet ud af værelset så stille som muligt.

Da han kom ned i køkkenet, blev han mødt af et par alvorlige miner på sine forældres ansigter. Han frygtede det værste, idet han satte sig ned.

”Jeg synes, at du skal tage et kig på dette her,” sagde hans mor og skubbede dagens avis over mod ham. Han tog den op, men behøvede ikke engang at bladre i den, før han vidste, hvad hun talte om.

Breaking News: den mørke side af Kim-familien; Kim Jonghyun er homoseksuel!

Keys kæbe faldt. Hvordan kunne de..? Så hurtigt? Han gik straks i gang med at læse artiklen, og en urolig følelse lagde sig i hans mave. Han forstod ikke helt, hvordan det var kommet ud til offentligheden. Dog gik alt op for ham, da specielle sætninger sprang ham i øjnene.

.. Anonymt øjenvidne fortæller om hedt skænderi bag de lukkede døre..

.. Jonghyun blev senere set på gaden med en dreng..

.. Vil det blive enden på familieglansbilledet?..

Key smækkede avisen ned på bordet. Det måtte have været den tjenestepige, der lurede ved døren under skænderiet. Der kunne ikke være andre forklaringer. Men havde ansatte sådan et sted ikke tavshedspligt? Hun havde da ikke ret til at gå direkte til pressen med de ting, der skete, havde hun? Var det ikke meningen, at det skulle blive bag lukkede døre?

Han var vred over, at noget som dette kunne være sket. Det ville kun gøre det hele sværere for Jonghyun, hvilket også ville gøre mere ondt på Key. Han hadede at se sin kæreste på denne måde, og dette ville kun gøre alt værre. Han sukkede og så op, da han hørte døren gå.

Han var ikke helt sikker på hvorfor, men han gemte straks avisen, så Jonghyun ikke skulle se den. Den ældre dreng kom klatøjet hen til bordet og satte sig ned ved det.

”Hvordan har du det?” spurgte Key, og Jonghyun trak på skuldrene. Det var egentlig også lige meget, for Key vidste godt, at han havde det elendigt.

Hans mor satte snart mad på bordet, og hans far tog endelig del i samtalen.

”Har dine forældre slet ikke taget kontakt til dig?” spurgte han med blikket rettet mod Jonghyun. Key kunne se bekymringen i sin fars øjne, hvilket han blev lidt glad over. Han kunne godt lide, at hans forældre bare tog Jonghyun til sig i en situation som denne og så behandlede ham som deres eget barn. Det havde altid været vigtigt for ham, at hans familie og kæreste kunne lide hinanden.

”Jo, min far har ringet her til morgen, men jeg vågnede ikke op til at tage den, og jeg har ikke tænkt mig at ringe tilbage. Han vil sikkert bare råbe lidt mere af mig,” svarede han slukøret, og Key fandt hans hånd under bordet for at give den et beroligende og trøstende klem. Som for endnu engang at sige, at han ville være der lige meget, hvad der skete.

Han fangede sin mors blik, der tydeligt sagde, at hun mente, at han burde fortælle Jonghyun om artiklen. De havde en lydløs diskussion gennem blikket, før Key sukkede i overgivelse.

”Jjong, der er noget, jeg må fortælle dig om,” sagde han, og den ældre dreng så op med et spørgende blik.

Key trak avisen frem og skubbede den over mod Jonghyun, der straks fik et mørkere ansigtsudtryk. Han tog den og skimmede hurtigt artiklen. Key kunne se, at Jonghyun ikke virkede overrasket, men kun så ud til at blive i endnu dårligere humør.

”Så var det derfor, han ringede,” sagde han træt og stille, som om alt luft var lukket ud af ballonen. Key vekslede blikke med sine forældre, mens alle prøvede at finde på noget at sige til drengen.

”Det skal nok gå, Jonghyun. Det er jeg sikker på,” sagde hans mor endelig. Jonghyun hang med hovedet.

”Tak, fru Kim,” svarede han, men Key kunne tydeligt høre på ham, at han ikke troede den mindste smule på hendes ord. Der var stilhed lidt, før Jonghyuns mobil endnu engang ringede. Jonghyun afviste bare opkaldet og slukkede den så, så hans forældre ikke ville kunne komme i kontakt med ham igen.

”Jeg bliver nok nødt til snart at tage hjem. Jeg havde slet ikke noget med, da jeg kom her,” sagde han monotont, som om han var død indvendigt. En underlig smerte skød gennem Keys bryst. Han hadede virkelig at se og høre Jonghyun sådan.

”Du har nok ret,” svarede Key lavt, selvom han ikke havde lyst til at lade Jonghyun tage hjem. Hvordan ville den ældre drengs forældre reagere, hvis han bare kom hjem uden at have snakket med dem overhovedet? Faktisk var det utroligt, at de stadig var hjemme, for normalt kunne de ikke blive der ret lang tid ad gangen.

”Jeg gør det senere i dag. Hvis jeg venter til i aften, kan det være, at de allerede er taget af sted,” sagde han så, og Key nikkede. Det virkede som en god ide.

*

Jonghyun havde gjort, som han havde sagt, han ville, men hans forældre havde stadig været der. Han og hans far var kommet op i endnu et skænderi, og Jonghyun var vendt tilbage med en taske, hvor de vigtigste ting var i. Key havde slet ikke noget imod at have Jonghyun mere eller mindre boende, så det var ikke et problem som sådan. Han var bare bange for, om Jonghyuns sidste bånd til sine forældre ville blive brudt og ødelagt for altid efter dette her.

Efterfølgende havde den ældre dreng ringet til sin søster. Key havde ikke villet overhøre noget af samtalen, men han havde kunnet høre en lille del af den alligevel. Det var tydeligt, hvor bekymret Jonghyun var, men hans søster havde overraskende nok virket, som om hun var på hans side og bare ville have ham til at være lykkelig, koste hvad det vil. Så vidt Key havde kunnet forstå, havde hun opfordret Jonghyun til at kæmpe videre.

Det havde livet både Jonghyun og Key lidt op. Det var rart at vide for dem begge, at der i det mindste var en af Jonghyuns familiemedlemmer, der bakkede ham op.

Den aften – efter Jonghyun var faldet i søvn – ringede Key til Taemin. Han vidste godt, at det var sent,l og at de begge skulle i skole dagen efter, men han blev bare nødt til at snakke med sin bedste ven. De havde ikke talt sammen siden alt dette skete, og Key havde virkelig brug for at få snakket ud omkring det.

”Bummie, er du klar over, hvad klokken er?” var det første Taemins silkebløde stemme sagde, og Key sukkede.

”Det ved jeg godt, Minnie, men jeg har virkelig brug for at snakke. Er det okay? Har du tid?” spurgte han og Taemin virkede hurtigt mere vågen.

”Selvfølgelig, jeg skal bare være lidt stille, så jeg ikke vækker Onew i rummet ved siden af. Hvad sker der?” spurgte han straks, og Key så en sidste gang på Jonghyun, før han gik ud af sit værelse og stille lukkede døren bag sig, så han heller ikke vækkede ham.

”Fortæl mig ikke, at du slet ikke har set nogen former for nyheder i dag,” svarede Key, og Taemin virkede overrasket.

”Nyheder? Jeg har faktisk ikke rigtig været i nærheden af nyhederne i dag. Hvad er der sket? Det må være stort, hvis det er kommet i nyhederne. Det har ikke noget med Minho at gøre, har det?” spurgte han bekymret. Key himlede med øjnene og rystede på hovedet, selvom han vidste, at Taemin ikke kunne se det.

”Nej, det har intet med Minho at gøre. Det er Jonghyun. Han fortalte sine forældre om os, og de reagerede rigtig slemt. En af tjenestepigerne overhørte det hele, så hun er gået til pressen med det. Nu står det overalt, og Jonghyun er knust,” svarede han, og hans yngre ven kom med en medlidende lyd.

Seriøst? Var du der, siden du ved, hvordan hans forældre reagerede?” spurgte han med en stemme, der tydeligvis knap nok kunne tro, hvad han hørte.

”Jeg var der og ja, jeg mener det. Jeg aner ikke, hvordan det kunne gå så vidt. Man skulle tro, at hans forældre elskede ham nok til at kunne respektere ham, som han er. Jeg forstår heller ikke, hvordan tjenestepigen kunne finde på det. Ja, selvfølgelig er der penge i at komme med en så stor nyhed, men Jonghyun har altid behandlet sine ansatte med respekt, så hvordan kunne hun forråde familien på den måde?” spurgte han, selvom han godt var klar over, at Taemin havde lige så lille en chance for at komme med det rigtige svar, som han selv havde.

Jeg ved det ikke. Hun spænder jo egentlig bare ben for sig selv, for hvis Jonghyuns forældre opdager, at det var hende, der lækkede nyheden, vil de nok ikke blive for glade,” svarede den yngre dreng. Key kunne ikke være mere enig; hun måtte virkelig have glemt alt om de efterfølgende konsekvenser. 

”Du har nok ret. Jeg ved bare ikke helt, hvad jeg skal gøre med Jjong. Han er mere eller mindre flyttet ind herhjemme, og han har stort set ikke været i kontakt med sine forældre. Det er ikke rart at se ham på den måde uden at have nogen ide om, hvad jeg kan gøre for at muntre ham lidt op,” forklarede han, og der var en kort pause, før Taemin svarede.

Jeg tror bare, at du skal få ham til at føle sig velkommen, mens dette står på. Prøv også at gå lidt ud sammen, så du får hans tanker væk fra det. Jeg ved ikke helt, hvad du skal gøre, for Minho og jeg har jo ikke været i den situation. Der er ikke nogen, der har fundet ud af vores forhold endnu bortset fra Yuri, der trak sig tilbage efter Minho sagde noget til hende. Hun har ikke generet os siden,” svarede han, og Key sukkede kort. Taemins råd var vel det bedste han kunne få fat i. Der var bare en ting, der stoppede for det.

”Men hvad med pressen? Hvis vi går ud herfra, ser nogle af journalisterne os måske, og så bryder helvede løs,” svarede han, og Taemin holdt endnu en kort tænkepause. Key kunne godt forstå ham, for han ville heller ikke helt have vidst, hvad han skulle have sagt til sin ven i denne situation.

Jeg ved det ikke, Bummie,” svarede han til sidst, og Key sukkede endnu en gang. Så måtte han altså selv finde ud af, hvad han skulle gøre.

”Tak for hjælpen alligevel, Minnie. Du må hellere komme i seng,” svarede han, og de sagde hurtigt godnat til hinanden, før de lagde på. Så krøb Key tilbage i seng og krøb tæt ind til Jonghyun. Der gik dog lang tid, før han faldt i søvn.

*

Den næste dag var, som han havde forudset, et helvede. De havde valgt ikke at følges til skole, hvilket havde været en rigtig god ide. På skolen havde et par rapportere stået klar med deres store kameraer og mange spørgsmål. Key havde set, hvordan Jonghyun havde ignoreret dem og bare sat kurs mod skolen. Han havde også lagt mærke til journalisternes ihærdige forsøg på at få det svar, de ønskede, så de kunne skrive en artikel med bid i.

Han havde ventet lidt og var så gået ind på skolen lidt efter den ældre dreng, så det ikke virkede for mistænkeligt. De havde dog ikke givet op.

Selv da de nåede til frikvarteret, havde Jonghyun skrevet til ham, at det ikke var en god ide at mødes, så Key satte sig alene udenfor. Det var ikke noget, han ikke var vant til, så det gjorde ham egentlig ikke så meget. Dog blev han en smule urolig, da en mand kom nærmere.

”Har du et par minutter at snakke med mig i?” spurgte han, og Key nikkede tøvende. Han kunne ikke så godt sige, at han ikke havde tid, når han sad her muttersalene. Manden smilede og satte sig ned overfor ham.

”Kender du Kim Jonghyun?” spurgte han, og Key sukkede indvendigt. Det var altså en journalist, der prøvede at få oplysninger ud af ham. Det burde han virkelig have gættet. Spørgsmålet var bare, hvorfor manden havde valgt at snakke med ham ud af alle personer. Hvem valgte den ensomme elev, der sad alene udenfor i frikvarteret? Det gav ingen mening.

”Jeg ved, hvem han er,” svarede Key efter omhyggeligt at have valgt sine ord. Det var ikke løgn, men han havde ikke lyst til at gå mere i dybden med dette. Hans ord skulle helst ikke skabe rygter om ham og Jonghyun.

”Er du ikke Kim Kibum?” spurgte han, og Key nikkede langsomt. Nu begyndte det at blive mærkeligt. Hvor kendte manden hans navn fra? Derfor var det netop dette, han spurgte om.

”Jeg har snakket lidt med nogle af de andre elever, og de fortalte mig, at vores kære Jonghyun stort set kun bruger tid sammen med dig, Choi Minho og et par andre,” svarede han, og Key fnøs for at skjule sit ubehag ved situationen.

”Og hvad så? Har Jonghyun ikke lov til at have venner? Har de fleste mennesker ikke venner, som de tilbringer tid med?” spurgte han uden at se væk fra manden. Det var vigtigt, at han ikke gav den mindste smule af sandheden væk.

”Så du siger, at du ikke er mere end det? At du kun er hans ven?” spurgte manden pågående, og Key så irriteret på ham.

”For det første sidder jeg herude for at spise min mad i fred, hvilket betyder, at jeg gerne vil have madro. For det andet har jeg egentlig ikke pligt til at fortælle dig noget som helst – om det så er om mig, Jonghyun eller en helt tredje person. For det tredje synes jeg, at I går alt for meget op i dette her. Hvem var det, der fortalte jer, at Jonghyun ikke er til piger? Hvem siger, at personen overhovedet taler sandt? I kan ikke bygge alt på et par rygter,” sagde han roligt med en bestemt tone, og journalisten trak sig endelig lidt tilbage.

”Så du siger altså, at Kim Jonghyun ikke er bøsse,” svarede han dog alligevel, og Key himlede med øjnene. Forstod han virkede ikke et vift med en vognstang?

”Som jeg lige gjorde klart, vil jeg ikke udtale mig om noget og da slet ikke noget, der ikke handler om mig,” svarede han med et fast blik. Journalisten så utilfreds ud, men rejste sig alligevel.

”Okay så. Det var rart at tale med dig, Kibum,” svarede han, selvom de begge vidste, at den hilsen var noget af det mest falske, der fandtes.

”I lige måde,” svarede Key, og manden gik endelig. Så pustede drengen en rystende vejrtræning ud. Han havde været så nervøs for at sige noget forkert, men han mente selv, at det var gået okay.

~*~

Here we go again~

Har I hørt, at SHINee vandt 3 priser til "28th Golden Disk Awards"?
Desuden modtog EXO en Daesang (største pris) for deres album~ Jeg er så stolt af mine bias grupper <3 ^^



 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...