I Could Never Forget (JongKey)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 apr. 2013
  • Opdateret: 8 feb. 2014
  • Status: Færdig
Følg Key gennem hans teenageliv med mobning, usikkerhed, venskab og kærlighed.

Key har aldrig været en af de populærere. Lige siden han var helt lille, har han været en af dem med få venner. De andre drenge begynder at mobbe ham, fordi han er mere feminin end de fleste andre. Som han bliver ældre, begynder han selv at blive forvirret omkring sin seksualitet.

Udover den næsten daglige mobbning, går hans nuværende bedste ven, Taemin, gennem en hård tid, så Key bliver nødt til at være der for ham.

Sidst, men ikke mindst, er der savnet af den barndomsven, som han aldrig har glemt. Spørgsmålet er bare, om han kan klare presset, der bliver lagt på hans skuldre.

43Likes
692Kommentarer
13198Visninger
AA

64. 62. kapitel

Key kunne mærke frygten vælde op i sig, idet han hurtigt rev dynen hen over sig, så den i det mindste dækkede hans nedre regioner. Han så over på Jonghyun, der havde mistet al farve i ansigtet.

”Få noget tøj på og kom ned i stuen. Nu,” sagde hans far med en stemme, der virkede faretruende rolig. Så smækkede døren bag dem, og Jonghyun sank sammen på madrassen.

”Fuck, fuck, fuck,” mumlede han ind i dynen, og Key var i tvivl om, hvad han skulle gøre. Han endte med at kravle hen til den ældre dreng og trække ham ind i et kram.

”Det skal nok gå alt sammen,” hviskede han, men det hidsede bare Jonghyun endnu mere op.

”Nej, det kommer ikke til at fucking gå, Kibum! Så du dem ikke? Begge to.. de..” Jonghyun afsluttede ikke sin sætning. Han havde startet ud med at lyde vred, men i slutningen lød han mere knust, end Key nogensinde havde hørt før. Han anede virkelig ikke, hvad han skulle stille op. Han vidste, at de blev nødt til at gå der ned snart, men han kunne ikke slette deres blikke fra sin hjerne, så det var nok det sidste, han havde lyst til lige nu.

Jonghyun trak skarpt vejret ind og trak sig så væk fra omfavnelsen. Han tørrede hidsigt øjnene og rejste sig op for at finde sin bluse på gulvet. Key bøjede hovedet og smed dynen, idet han gjorde det samme.

Det gjorde ondt indeni, da han hørte Jonghyun snøfte. Det skulle ikke være sket sådan her. Hans forældre skulle slet ikke have været hjemme før klokken 11 den næste morgen. Hvorfor var de her allerede nu?

Han trak sit tøj på så hurtigt som muligt og rettede det, så han så en smule mere præsentabel ud, selvom det egentlig ikke ville gøre den store forskel nu. Så så han hen på Jonghyun, der så ud, som om han var ved at gå i panik. Key gik over til ham og gav ham et kram mere, for det var det eneste, der føltes naturligt i det øjeblik. Det virkede også til at få den ældre dreng til at slappe lidt af.

”Jeg lover at være der for dig lige meget, hvad der sker,” sagde han, og Jonghyun nikkede, idet han tog en dyb indånding for at berolige sig selv. Så greb Key hans hånd og trak ham med ud ad døren og videre ned ad trappen. Ingen af dem var helt sikre på, hvad der ville møde dem, men de vidste, at det ikke ville være positivt. Så meget havde de fundet ud af.

Lige inden de skulle til at gå ind ad døren til stuen, slap Key den anden drengs hånd. Det ville helt sikkert ikke hjælpe deres situation at gå ind på den måde. Jonghyun så ud til at ville gribe den igen, men ombestemte sig så og tog i stedet fat i dørhåndtaget.

De gik ind i den store og rigt udsmykkede stue, hvor Jonghyuns forældre sad i stive positioner i sofaen.  Drengene gik sammen over til den modstående sofa og satte sig ned. Key kunne mærke ubehaget krybe ind under huden på ham, men han havde ikke tænkt sig at forlade Jonghyuns side på noget tidspunkt. Det var Jonghyuns far, der tog ordet først.

”Fortæl mig, at dette er en fase, du går igennem. Eller en form for teenageoprør,” sagde han med en stemme, der ikke viste nogen form for følelser. Jonghyun så kort over på Key, før han åbnede munden.

”Det er det ikke, far. Jeg el..” begyndte han, men han fik ikke lov til at afslutte sin sætning.

”Sig ikke det ord! Jeg vil ikke høre det fra din mund om ham!” svarede manden med et koldt blik, og Key kunne se, hvordan Jonghyuns blik gled ned til gulvet. Han tænkte kort over, hvad der ville ske, hvis Jonghyun ikke var stærk nok til at stå imod og sige fra. Men han hurtigt væk fra de tanker.

”Jeg er ligeglad med, om du vil høre det eller ej. Jeg elsker ham, og jeg har ikke tænkt mig at lade jer tage ham fra mig,” svarede han med en bestemt tone og så endnu engang op på sin far. Key følte sig utilpas over det blik, Jonghyuns far sendte ham.

”Det kan der ikke være tale om. Det tillader vi ikke, Kim Jonghyun!” svarede han tilbage med en kold og lidt hævet stemme. Key krøb lidt sammen på sofaen – han kunne tælle det antal gange, han havde mødt Jonghyuns forældre, på en hånd, så dette her var noget af en oplevelse – på den negative måde.

”Tillader? I tillader mig ikke at være lykkelig? Jeg er 18, så I kan ikke bestemme over mig mere!” svarede Jonghyun, som nu også havde hævet stemmen. Key så over på Jonghyuns mor, som også så ud til at være usikker over situationen. Hendes blik fløj mellem sin søn og sin mand, og Key kunne nemt se hendes indre konflikt.

”Du skal ikke være en skændsel for familien, som din søster var! Det er allerede bestemt, hvem du skal giftes med – det kan ikke laves om!” svarede Jonghyuns far, og Key så på Jonghyun med store øjne. Drengen så rasende ud – men også såret.

”En skændsel? En skændsel?! Hvordan kan du sige sådan om din egen datter? Hun giftede sig bare med den mand, hun elsker! Hun har ikke gjort noget galt! Og det har jeg heller ikke. Jeg nægter at give afkald på den person, der gør mit liv værd at leve!” råbte han og rejste sig op. Jonghyuns far gjorde det samme, og Key kunne se, hvordan de begge pustede sig op.

Han så endnu engang over på moderen og blev overrasket, da hans blik mødte hendes. Hun så på ham med et forlegent blik, som om hun var pinligt berørt over det, der skete. Key kunne ikke helt fortænke hende i det, for som berømt person var hun jo vant til at have styr på alle reaktioner, så pressen ikke kunne starte nogen dårlige rygter. Denne situation måtte være som at miste al kontrol. Han var ikke helt sikker på, om hun tog sin mands parti, eller om hun faktisk mente, at Jonghyun havde en smule ret. Han vendte blikket væk, da skænderiet fortsatte.

”Du ved, hvad der vil ske! Der var rigelig omtale den gang med din søster, vi har ikke brug for endnu en skandale. Vil du virkelig ødelægge alt, hvad vi har kæmpet så hårdt for? Få ham ud af mit hus – og jeg vil aldrig se ham her igen! Du har ikke tilladelse til at se ham fra nu af!” råbte hans far, og Key brød en lille smule sammen indeni. Hvad ville Jonghyun gøre nu? Det var præcis denne situation, den ældre dreng havde været så bange for.

”Kæmpet så hårdt for?” Jonghyun fnøs, før han fortsatte, ”ja, I har kæmpet så hårdt, at I aldrig har haft tid til jeres børn! Hvis han går, gør jeg det også!” skreg han tilbage og greb Keys hånd for at trække ham over mod døren.

”Du kommer tilbage, og det er lige nu!” råbte manden bag dem, men Jonghyun standsede ikke. Key kunne ikke gøre andet end at følge med. Da den ældre dreng åbnede døren, var han ikke lang tid om at fortsætte ned ad gangen uden at svare sin far. Key var dog lidt mere opmærksom og lagde derfor mærke til den unge kvinde – en af de nyere tjenestepiger – der gemte sig i skyggerne. Det kunne umuligt være godt.

Han havde dog ikke nogen mulighed for at fortælle det, for det var slet ikke det rigtige tidspunkt. De var snart uden foran det store hus, men Jonghyun gav ikke slip på hans hånd. I stedet fortsatte de ned ad gaden, og Key turde ikke rigtig spørge om, hvor de var på vej hen. Det var ved at blive mørkt, så det var kun skinnet fra gadelygterne, der lyste vej for dem.

Det viste sig snart, hvor de havde været på vej hen, da Jonghyun drejede ind på en legeplads. Key kunne ikke lade være med at se rundt i overvældelse. Han kendte stedet, men han havde ikke været der i årevis. Ikke siden dengang, hvor Jonghyun og han havde været venner som børn og havde tilbragt utallige timer her. Det bragte en masse minder tilbage, som han ellers helt havde glemt.

De satte sig op på det nedslidte klatrestativ og Jonghyun krøllede sig sammen. Key lagde beskyttende og trøstende armene om ham, og der gik ikke lang tid, før den ældre dreng rystede over hele kroppen. Key kunne ikke gøre andet end at hviske stille ord til ham.

”Jonghyun?” kaldte Kibum over legepladsen og fik så øje på Jonghyun, der sad på toppen af klatrestativet et stykke væk. Key gik derover og kunne hurtigt se, at der var noget galt. Normalt ville Jonghyun sidde på kanten og se ned på ham med et drillende blik, fordi Kibum ikke turde kravle op på stativet, men ikke i dag. I dag sad den ældre dreng lænet op ad gelænderet og Kibum kunne se, at han græd.

”Jonghyun, vil du ikke godt komme ned?” spurgte den lille dreng bekymret, men Jonghyun rystede bare på hovedet. Key vidste ikke, hvorfor hans hyung græd. De havde aftalt at være sammen i dag, så Kibum var taget med ham hjem. De havde leget, indtil telefonen ringede og Jonghyun var løbet ud for at tage den.

Kibum havde fulgt efter og havde kunnet se Jonghyuns ansigtsudtryk skifte. Først havde han strålet, da han hørte, hvem det var. Så var smilet faldet i takt med det, personen havde sagt. Kibum havde ikke vidst, hvad han skulle gøre, da den ældre dreng var begyndt at græde. Så havde han smækket røret på og løbet. Kibum havde skyndt sig efter ham, men han havde ikke kunnet følge med.

Han havde råbt efter ham, men det havde ikke nyttet noget. Det første sted, han havde ledt, var legepladsen, for der var de næsten altid. Det var her, han med det samme havde fundet sin ven.

”N-nej, jeg vil ej!” svarede Jonghyun gennem et snøft, og Kibum surmulede en smule. Hvad skulle han så gøre? Han ville gerne trøste Jonghyun, men hvordan skulle han gøre det, når Jonghyun ikke ville komme ned?

”Kom nu, Dino!” svarede han, men den anden dreng rystede bare på hovedet. Kibum så op ad stigen og tog så en beslutning. Han greb fat og begyndte at kravle op. Han kunne virkelig ikke lide det, for det føltes, som om han var meget langt – alt for langt - væk fra jorden, men det var den eneste løsning. Et trin, to trin.. tre trin..

Jonghyun holdt op med at græde, da han så Kibum dukke op over kanten af klatrestativet. Kibum havde altid været bange for højder, så han havde aldrig turdet klatre op på stativet, selvom det ikke var ret højt – eller Jonghyun sagde i hvert fald, at det ikke var ret højt. For Kibum føltes det meget farligt.

”Hvad l-laver d-du?” snøftede Jonghyun overrasket, og Kibum så surt på ham, idet han endelig var kommet helt op. Dog fik han ikke trådt ordentlig på det sidste trin, og var derfor ved at falde ned med et hvin. Jonghyun nåede dog lige at gribe fat i ham, så han kunne få fodfæstet igen og kravle helt op. Nu var det Kibum, der græd i stedet.

”P-pabo! Det var din skyld!” klynkede han med hjertet bankende i brystet. Han døde næsten!

”Shh, Bimmie, det var ikke med vilje! Det var ikke meningen at få dig herop!” svarede Jonghyun, der helt havde glemt sine egne tårer. Så krammede han den anden, og Kibum holdt hurtigt op med at græde igen.

”Hvorfor e-er du ked af det?” spurgte han med en surmulen, og Jonghyun så ud til at blive ked af det igen.

”Far kommer ikke hjem til min fødselsdag alligevel. Han havde lovet at være der, men nu kommer han ikke alligevel,” snøftede den lille dreng, og Kibum så trist på ham. Han vidste, hvor meget hans hyung havde glædet sig til at se sin far igen, så han var også klar over, at han var ked af det nu. Han lagde armene om den anden og glemte helt alt om sin højdeskræk.

”Jeg er her! Jeg vil altid være her for dig! Jeg vil fejre alle dine fødselsdage med dig,” sagde han, og Jonghyun krammede ham tilbage.

”Virkelig, Kibummie? Lover du, at du ikke bliver ligesom mine forældre?” spurgte han, og Kibum nikkede hurtigt.

”Selvfølgelig, hyung! Jeg ville aldrig gøre sådan, jeg har altid tid til dig,” svarede han og blev overrasket ved kysset på kinden.

”Hvorfor gjorde du det?” spurgte han og tørrede sin kind. Jonghyun så på ham med et uskyldigt og overrasket blik.

”Hvad er der galt med det? Jeg så en af personerne i Minas dramashow kysse en på kinden, fordi han var glad for hendes hjælp,” svarede han, og Kibum tøvede lidt.

”Det er kun noget drenge og piger gør sammen,” svarede han, for det havde han nemlig på et tidspunkt hørt fra to store drenge, der havde snakket om, hvor ulækkert det var, når to drenge kyssede hinanden og lavede andre ting sammen - hvad det så end betød.

”Men du betyder mere for mig, end pigerne gør. De er bare irriterende. Dem har jeg ikke lyst til at kysse,” svarede Jonghyun, og Kibum kunne mærke sine kinder blive varme. Han vidste dog ikke helt hvorfor.

”Okay, men du må kun gøre det, når der ikke er nogen, der kigger,” svarede han så. Han vidste, at det var forkert, for det havde han kunnet høre på de to drenges stemme, men han kunne bare ikke selv se, hvorfor det var forkert, og han havde ikke lyst til at forbyde Jonghyun at gøre det.

”Okay! Kom, nu går vi hjem,” sagde den anden dreng, sprang ned fra klatrestativet og begyndte at gå hen over legepladen. Kibum skulle til at følge efter, men fandt hurtigt ud af, hvor højt han egentlig var oppe. Jonghyun stoppede op, da han indså, at Kibum ikke var fulgt efter.

”Kommer du, Kibummie?” spurgte han, og Kibum rystede på hovedet.

”Jeg tør ikke,” svarede han lavt og så ud over kanten, for derefter hurtigt at trække sig tilbage fra den igen. Han skulle ikke nyde noget af at falde ned derfra.

”Så hjælper jeg dig,” svarede Jonghyun og svag sig ubesværet op endnu engang. Kibum beundrede, at han bare kunne gøre sådan.

”Vi kan bare rutsje ned, kom,” sagde han og greb Kibums hånd for at føre ham over til rutsjebanen for enden af stativet, som var en af vejene ned.

”Sæt dig, Bummie,” sagde Jonghyun, og Kibum gjorde, som der blev sagt.

”Du må ikke skubbe mig ned!” udbrød han, da han kunne mærke Jonghyuns hænder på sin ryg. Jonghyun sukkede.

”Fint, det skal jeg nok lade være med. Hvordan vil du så komme ned?” spurgte han, og Kibum svarede hurtigt.

”Sæt dig ned bag ved mig.” Jonghyun gjorde, som Kibum ville have, og snart kunne den yngre dreng mærke armene omkring sig. Uden han vidste af det, satte Jonghyun fra, og de gled ned ad rutsjebanen. Da de var kommet ned, gik det op for Kibum, at det slet ikke havde været så slemt, som han havde frygtet, det ville være.

”Tak, Dino. Jeg var slet ikke bange på grund af dig!”

”Shh, Jjong. Du skal ikke være bange. Jeg vil altid være her hos dig, lige meget hvad,” hviskede Key stille, mens de gamle minder kørte som en film for hans øjne.

~*~

Så.. Her kom det næste kapitel. Var det, som I havde forventet? Værre?

Har I hørt Taemins OST til dramaet "Prime Minister and I"? Hvis ikke, er den her med lyrics:

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...