I Could Never Forget (JongKey)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 apr. 2013
  • Opdateret: 8 feb. 2014
  • Status: Færdig
Følg Key gennem hans teenageliv med mobning, usikkerhed, venskab og kærlighed.

Key har aldrig været en af de populærere. Lige siden han var helt lille, har han været en af dem med få venner. De andre drenge begynder at mobbe ham, fordi han er mere feminin end de fleste andre. Som han bliver ældre, begynder han selv at blive forvirret omkring sin seksualitet.

Udover den næsten daglige mobbning, går hans nuværende bedste ven, Taemin, gennem en hård tid, så Key bliver nødt til at være der for ham.

Sidst, men ikke mindst, er der savnet af den barndomsven, som han aldrig har glemt. Spørgsmålet er bare, om han kan klare presset, der bliver lagt på hans skuldre.

43Likes
692Kommentarer
13076Visninger
AA

63. 61. kapitel

”Savner du også Taemin?” spurgte Key tøvende, og den yngre dreng nikkede. Det var pause, og Jonghyun var ikke dukket op endnu, så Key sad alene med Minho. Det var her, det gik op for ham, at han aldrig rigtig havde været alene med idolet, så han anede ikke, hvad de skulle snakke om, hvilket gjorde stemningen utroligt akavet.

Der var gået et par uger siden den nat med Jonghyun. De havde aftalt, at de ville sætte deres ”plan” i værk, næste gang hans forældre kom hjem. Key glædede sig lidt, men han var mest af alt nervøs. Han vidste godt, at Jonghyun havde meget mere grund til at være urolig, men Key kunne ikke selv lade være med at være bekymret for, hvad der ville ske.

”Du ser ham stadig i weekenderne, gør du ikke?” spurgte han, selvom hans tanker nu var drejet over på noget helt andet.

”Jo, men det er bare ikke helt det samme,” svarede den anden dreng med sin dybe stemme, og Key nikkede. Han var enig – det var ikke det samme. Alligevel var han glad for den ændring der var sket, for Taemin virkede, som om han var i bedring. Når Key snakkede med ham over telefonen, lød han gladere og tættere på den gamle Taemin.

”Han savner også dig,” sagde han, og Minho sendte ham et smil. I det samme satte Jonghyun sig ned ved siden af ham, og Key pustede lettet ud. Så var der i det mindste ikke mere akavet samtale for i dag.

De spiste deres mad i stilhed, indtil Jonghyun tog initiativet og brød den.

”Min far ringede i går. Han og mor kommer hjem i morgen tidlig,” sagde han uden at se op. Key vidste, at det var en besked til ham, selvom det lød som en ganske normal kommentar.

”Det er da en god nyhed,” svarede Minho intetanende, og Jonghyun nikkede. Key vidste dog, at Jonghyun var skrækslagen indvendig. Hvem ville ikke være det i denne situation? Selv Key havde været bange for at fortælle sine forældre det, og de havde ellers altid været utroligt forstående. Det var ikke helt, hvad man kunne sige om Jonghyuns forældre.

”Jah, det er skønt,” svarede han til Minho og vendte sig så mod Key, ”tager du med hjem til mig i dag, Kibum?” spurgte han, og Key lagde hurtigt mærke til det bedende blik.

”Selvfølgelig, jeg skal ikke noget alligevel,” svarede han med et forsikrende blik.

”Hvad foregår der? Der er et eller andet, I ikke har fortalt mig om,” sagde Minho pludselig, og de to ældre drenge delte et blik. Key havde ærlig talt ikke regnet med, at Minho ville forstå, at der foregik noget usædvanligt, for han havde ikke den store menneskelige indføling, så spørgsmålet overraskede ham faktisk lidt.

”Det behøver du ikke at bekymre dig om,” svarede Key for at slippe for at svare. Han vidste ikke, om Jonghyun ville have Minho til at vide, hvad der foregik, så han tænkte, at det var bedre bare at tie stille med det.

”Stoler I ikke på mig?” spurgte han, og Key så på Jonghyun. Det måtte være hans beslutning, om Minho skulle vide det. Jonghyun sukkede og begyndte så at snakke.

”Vi har tænkt os at fortælle mine forældre det hele. Både at jeg er bøsse, og at jeg er sammen med Key,” svarede han så lavt, at der ikke var nogen, der kunne høre det. Minho fik store øjne, og det så ud, som om han ikke anede, hvad han skulle sige.

”Wow.. det er en meget stor beslutning.. det kunne ødelægge alt,” sagde han endelig, og Key himlede med øjnene. Var det virkelig det klogeste, han kunne finde på?

”Tror du ikke, at vi ved det, pabo?” vrissede han gennem sammenbidte tænder. Han kunne ikke gøre for det; han langede automatisk ud, når Minho sagde ting som dette.

”Det er jo ikke dig, det går ud over, Key,” svarede Minho hårdt, og Key sænkede blikket. Det vidste han jo godt. Det ville berøre dem begge, men det var jo ikke Key, der var i fare for det værste. Det var Jonghyun. Han fortrød at have sagt det, men han kunne jo ikke bare trække det tilbage.

”Det er okay, Key,” sagde Jonghyun lavt og strøg hurtigt over hans hånd med fingerspidserne under bordet, før han vendte sig mod Minho.

”Jeg ved godt, hvilken risiko jeg går ind til. Men du må også kunne forstå, hvordan det er. Du har selv været igennem det her med Taemin,” sagde han, og Minho nikkede kort. Key havde ikke lyst til at sige noget – hvad skulle han også sige? Minhos kommentar havde fået ham til at forstå, hvor heldig han selv havde været. Han vidste ikke, hvordan det var at fortælle det til forældre som Jonghyuns eller Minhos.

Hvad hvis Jonghyuns forældre reagerede på samme måde, som Kris’ forældre havde reageret? Hvad hvis de hadede ham for at være, hvad han var? Key vidste, at Kris aldrig var kommet på talefod med sine forældre igen. Hvad hvis det også gik sådan med Jonghyun?

”Jeg ved godt, hvad du mener. Jeg siger bare, at du måske skulle tænke over det en ekstra gang,” svarede Minho alvorligt.

”Jeg har tænkt det grundigt igennem. Vi har været sammen i lang tid, og tiden er ved at løbe ud,” sagde Jonghyun, mindst lige så alvorligt. Key var glad over, at Jonghyun var villig til at gøre dette her for ham, men det vaskede alligevel ikke den kolde følelse af uro væk. Dog var der ikke rigtig nogen vej tilbage nu; alt var aftalt.

*

”Er du helt sikker på, at du vil gøre dette her?” spurgte Key den aften, da de lå sammen i Jonghyuns seng. Klokken var ikke ret mange – omkring 9, ville Key skyde på – men de var begge bekymrede, så de havde valgt bare at smide sig på sengen efter aftensmaden. Der havde været stilhed i lang tid, før det var blevet for meget for Key, og han derfor var blevet nødt til at bryde den.

Jonghyun, som ellers havde ligget på ryggen med blikket rettet mod loftet, trillede om på siden og mødte Keys blik.

”Jeg er bange, det vil jeg ikke engang lyve om, men det er noget, jeg bliver nødt til at gøre,” svarede han, og Key fik en smule ondt i maven.

”Du behøver ikke at gøre det her for mig, Jonghyun,” svarede han, og Jonghyun sendte ham et frustreret blik.

”Du forstår det ikke, Kibum. Det her er ikke for dig – ikke kun for dig, i hvert fald. Det er også for mig selv og vores forhold. Jeg vil aldrig nogensinde kunne blive lykkelig med en pige – om jeg så må vælge hende selv, eller om mine forældre gør det for mig, fordi de finder hende egnet. Jeg vil aldrig nogensinde kunne blive lykkelig med nogen anden. Mit liv ville ikke være værd at leve uden dig. Jeg har ikke kunnet bestemme noget som helst i mit liv – jeg har altid skullet følge deres regler. Jeg har opgivet min drøm om at blive musiker. Jeg har opgivet nogensinde at få en rigtig familie - sådan en som du har. Jeg har aldrig taget beslutningerne i mit liv. Det er på tide, at jeg kæmper for det, der betyder allermest for mig,” sagde han med en stemme, der var tyk af følelser. Gennem sin tale, havde han holdt øjenkontakten, hvilke bare fik det til at virke endnu mere følelsesladet og intimt.

Key kunne mærke tårer komme frem i sine øjne. Han vidste, at Jonghyun havde ofret meget for at føje sine forældre, så det betød utroligt meget for ham, at drengen var så opsat på at gøre dette.

”Jeg elsker dig, Jonghyun,” svarede han, ude af stand til at kunne sige andet. De så på hinanden et øjeblik, før deres læber mødtes i et kys. Key var ikke sikker på, hvem der havde taget initiativet, men der gik ikke ret lang tid, før kysset udviklede sig.

Snart lå begge deres bluser på gulvet, og Keys bukser fløj direkte efter. Key smed hovedet tilbage mod puden, idet Jonghyun kyssede ned ad hans hals, og Key lod et støn glide ud gennem sine læber. Jonghyun bevægede sig ned ad hans krop, det sidste stykke tøj blev flået af og Jonghyuns mund blev hurtigt beskæftiget.

Ingen af dem ænsede, at døren var blevet åbnet, før lys strømmede ind fra gangen og en overrasket og forfærdet lyd hørtes gennem lokalet. De to drenge på sengen sprang fra hinanden og vendte deres opmærksomhed mod døråbningen.

Begges øjne blev store, da de så de to mennesker, hvis øjne var rettet mod dem. Det bestyrtede og skræmte blik i kvindens øjne og det rasende blik i mandens.

Jonghyuns forældre.

~*~

Det var ikke meningen at opdatere nu, men bedre sent end aldrig, right? >.<
Okay, her efterlader jeg jer med en cliffhanger - please don't kill me!

*Giver sødt billede af JongKey i håb om, at I tilgiver mig*


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...