I Could Never Forget (JongKey)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 apr. 2013
  • Opdateret: 8 feb. 2014
  • Status: Færdig
Følg Key gennem hans teenageliv med mobning, usikkerhed, venskab og kærlighed.

Key har aldrig været en af de populærere. Lige siden han var helt lille, har han været en af dem med få venner. De andre drenge begynder at mobbe ham, fordi han er mere feminin end de fleste andre. Som han bliver ældre, begynder han selv at blive forvirret omkring sin seksualitet.

Udover den næsten daglige mobbning, går hans nuværende bedste ven, Taemin, gennem en hård tid, så Key bliver nødt til at være der for ham.

Sidst, men ikke mindst, er der savnet af den barndomsven, som han aldrig har glemt. Spørgsmålet er bare, om han kan klare presset, der bliver lagt på hans skuldre.

43Likes
692Kommentarer
13203Visninger
AA

62. 60. kapitel

Det var frikvarter endnu engang, og han var på udkig efter en ganske bestemt person. Nu skulle han lære hende en ting eller to.

Han havde mødt tidligt den morgen for at aflevere opgaven i tide, så nu behøvede han ikke at tænke mere på den. Han havde ladet Jonghyun sidde sammen med Minho, som endelig var vendt tilbage i dag. Key kunne godt forstå, at den yngre dreng havde brugt dagene sammen med Taemin på hospitalet, men det kunne jo ikke blive ved med at være sådan, så han var glad for, at idolet var vendt tilbage.

Han nåede endelig døren til cafeteriet. Så snart han åbnede den, fik han øje på hende ved de populæres bord – præcis hvor han havde forventet, hun ville være.

Han marcherede over mod hende med lange skridt.

”Jeg vil gerne tale med dig under fire øjne, Sekyung,” sagde han, og pigen slog håret over sin skulder, før hun vendte et trodsigt blik mod ham. Dog mistede hun lidt af selvsikkerheden, da hun så hans flammede blik.

Key lagde mærke til, hvordan hun sendte et usikkert blik til sine veninder, og hvordan de nikkede til hende.

”Okay, men kun fordi jeg ikke har bedre ting at spilde min tid på,” sagde hun, men virkede slet ikke så selvsikker, som hun prøvede at se ud. Key kunne ikke lade være med at fryde sig lidt indvendigt over hendes pludselige tøven.

Han kunne mærke alles øjne på dem, idet de gik gennem cafeteriet, men han var ligeglad. Han førte hende hele vejen udenfor, hvor han var sikker på, at de ikke ville blive overhørt.

”Det var dig, der tog min opgave,” sagde han, så snart han var sikker på, at de var uden for alles hørevidde. Han vendte sig mod hende med et udfordrende blik, men hun stirrede bare tilbage i trodsighed.

”Og hvad, hvis det var?” spurgte hun, og Key gjorde alt for at holde sin overraskelse usynlig. Hvordan kunne hun indrømme det så nemt? Var hun dum?

”Hvad giver dig ret til at gøre sådan noget?” spurgte han med let sammenknebne øjne, og hun fnøs over ham. Key kunne mærke vreden boble op inde i sig.

”Jeg afskyer dig, Kibum,” svarede hun, men hun lod ham ikke svare, før hun talte videre, ”jeg har aldrig kunne udstå dig. Du fortjener ikke engang at leve. Jonghyun var min, længe før du kom ind i billedet.”

Denne gang var det Keys tur til at grine af hende.

”Du forstår det virkelig ikke, gør du? Han var aldrig din. Tror du virkelig, at han ville have taget mig, hvis han havde været din? Hans hjerte har altid tilhørt mig. Det har aldrig været dit,” svarede han, og han kunne se forskellige følelser dukke op i hendes øjne. Der var vrede, men der var også sorg.

”Du tager fejl. Du aner ikke, hvordan han var, før du kom her. Vi var ikke lagt fra at være et par, og han behandlede mig fantastisk. Hvis bare du ikke havde brudt ind, ville alt have set helt anderledes ud! Du aner ikke, hvor tætte vi var,” svarede hun, og Key vidste, hvad hun hentydede til. Han ville dog ikke lade det slå ham ud. Han vidste, at han havde været Jonghyuns første gang, så lige meget, hvad Sekyung prøvede at bilde ham ind, havde han ikke tænkt sig at lytte.

”Jeg ved at du lyver. Jonghyun har aldrig haft følelser for dig,” svarede han, og hun sendte ham et udfordrende blik.

”Du aner ikke hvad du snakker om, Kibum,” vrængede hun, og talte endnu engang videre, ”hvad får dig overhovedet til at tro, at han virkelig elsker dig? I har ingen chance for at fortsætte med at være sammen. Jonghyun har et firma at overtage. Han skal giftes med en smuk og rig kvinde, der kan give ham børn. Børn, som selv kan overtage firmaet engang. Forstår du slet ikke, at der ikke er plads til dig nogen steder i dette? Du kan ikke blive gift med ham, og du kan ikke give ham børn. Du har ingen værdi for Kim-familien. De kan slet ikke bruge dig til noget. Tror du for alvor, at Jonghyun ville elske en ubrugelig person som dig?” sagde hun og hev efter vejret efter den lange, vrede tale.

Key ville aldrig indrømme det til nogen, men det gjorde ondt. Han vidste, at Jonghyun virkelig elskede ham, men han var også klar over, at Sekyung havde lidt ret. Han kunne ikke føde arvinger, og de ville aldrig kunne blive gift, for det var ikke tilladt – eller velset – i Korea. Bøssepar var forkerte og ulækre.

Mennesker ville formentlig begynde at se ned på Kim-firmaet, hvis de fandt ud af, at Jonghyun var til drenge. At han var unormal. Key havde hele tiden været klar over dette, men han havde altid skubbet det om i de mørke kroge af sin hjerne, så han ikke behøvede at tænke over det i dagligdagen.

”Jeg synes, at du burde tie stille nu, Sekyung, for du ved ikke noget om vores situation,” blev der sagt, men det var ikke fra Keys mund. De drejede begge rundt, for at se Jonghyun stå der. Key så på ham med et overrasket blik. Var den ældre dreng fulgt efter ham?

”Jeg har jo ret, oppa. Der er intet, du kan gøre,” svarede hun, men hun virkede slet ikke så sikker mere. Hun havde tydeligvis heller ikke forventet, at Jonghyun ville dukke op.

”Jeg har været meget tålmodig med dig, men jeg kan ikke klare dette her mere, Sekyung. Hvis du virkelig elsker mig, så hold dig væk fra Key. Og vær sød at lade være med at sprede nogen former for rygter,” sagde han, og Key kunne se hendes ansigtsudtryk ændre sig igen. Han kunne ikke bestemme sig for, om hun virkede undskyldende, ked af det, vred, nedværdiget eller en blanding af alle sammen, for hun var utrolig svær at læse.

”Hvorfor gør du dette her, oppa?” spurgte hun og så direkte på Jonghyun. Key blev en anelse skræmt, da der pludselig vældede tårer op i hendes øjne, men det så ikke ud til at røre hans hyung.

”Det tror jeg godt, du ved,” svarede han med en ærlig stemme. Hun så et øjeblik på ham, sendte Key endnu et ulæseligt blik og vendte så om på hælen for at løbe mod skolen.

”Hun kommer ikke til at blande sig mere i dit liv fra nu af,” sagde den ældre dreng og sendte ham et lille smil. Key kunne mærke en glæde fylde sig. Han vidste, at Jonghyun ikke brød sig om at behandle mennesker dårligt, men han var bare glad over, at Jonghyun virkelig mente deres forhold alvorligt.

”Er du sikker?” spurgte han, og Jonghyun nikkede.

”Hun ved, at hun har tabt. Normalt er hun ikke så slem – hun er anderledes, når du er involveret. Jeg er ret sikker på, at hun ikke ville sætte sig selv længere ned, end hun allerede er,” svarede han, og Key var tavs i øjeblik. Han var ikke helt sikker på, hvordan han skulle svare på det.

”Hvorfor gør du i virkeligheden det her?” spurgte han derfor i stedet, ligesom Sekyung havde gjort. Han vidste hvorfor, men han havde brug for at høre det. Jonghyun sendte ham et smil og trak ham ind til sig i et kram.

”Fordi jeg elsker dig, Bummie,” sagde han lavt ind i Keys øre, og den yngre dreng kunne endelig smile.

”Jeg elsker også dig, hyung,” svarede Key lavt tilbage. Det var sådan her, det skulle være. Når de stod sådan, kunne han næsten glemme alt om de problemer, han vidste, der ville komme.

*

Månederne gik langsomt efter dette. Taemin var blevet udskrevet fra hospitalet en uge efter selvmordsforsøget og var derefter flyttet hjem til Onew. Det betød, at de ikke kunne se ham ret meget, hvilket fik hverdagen til at føles trist på en måde.

Politiet var taget direkte til Taemins fars hus efter at have fået hele fortællingen fra Taemin og Minho, men manden var forsvundet på det tidspunkt. Det havde været tydeligt, at han havde taget sine vigtigste ejendele og draget af sted. De havde ledt efter ham i et par måneder, før de fandt ham. Efterfølgende var han blevet stillet for retten og røget i fængsel, præcis som han fortjente. Key havde været der så meget for Taemin gennem processen, som han overhovedet kunne på trods af afstanden.

Han ville lyve, hvis han sagde, at hans hverdag ikke føltes anderledes og tom. Sekyung havde holdt sig væk, Taemin var der ikke længere, og der var ikke den store udvikling i hans og Jonghyuns forhold. Ikke at det sidste var en decideret dårlig ting, for han elskede Jonghyun mere end nogen anden, men han havde bare stadig ikke glemt Sekyungs ord, og det skræmte ham egentlig stadig.

Desuden ønskede han mere og mere, at de kunne vise deres forhold til resten af verden. Han hadede, at deres følelser skulle holdes som en hemmelighed. Han vidste, at tankerne var selviske, men han kunne ikke gøre for det. Det var derfor, han blev meget overrasket, da Jonghyun bragte emnet op en aften.

”Jeg elsker dig. Det ved du godt, ikke Kibum?” spurgte den ældre dreng og lod langsomt fingeren glide ned langs Keys nøgne rygrad. Key, der havde været tæt på at falde i søvn oven på nattens aktiviteter, så op på sin kæreste med et undrende blik.

”Selvfølgelig, Jjong. Hvorfor siger du pludselig det?” spurgte han med en træt stemme, og Jonghyun sukkede.

”Jeg ville så gerne fortælle mine forældre om dig. Om os. Men jeg er bange, Bummie,” hviskede han lavt, og Keys hjerte satte farten op. De havde ikke haft denne samtale før, og Key undrede sig lidt over, hvad der havde sat den i gang.

”Hvad får dig til at sige dette her, Jonghyun?” spurgte han lavt, mens en uro begyndte at vokse inden i ham.

”De er begyndt at spørge efter en forlovet, og jeg ved ærligtalt ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg vil bruge resten af mit liv med dig, Kibum. Ingen andre. Men hvad, hvis de kommer til at hade mig? Hvad hvis de ikke kan acceptere, at det er dig – og kun dig – jeg vil have?” spurgte han, og Keys hjerte sprang et slag over. Dele resten af deres liv? Det var en fantastisk tanke, men Jonghyuns forældre ødelagde glæden.

”Hvad vil du gerne, Jjong? Lige meget hvad vil jeg hjælpe dig med din beslutning,” svarede han, og Jonghyun gemte hovedet ved det sted, hvor Keys hals mødte hans skulder. Key lagde sine arme om den ældre dreng i en beskyttende omfavnelse.

”Jeg ved det ikke, Bummie. Jeg har bare ikke lyst til at skulle vælge mellem dem og dig. Hvad hvis de får mig til at vælge?” spurgte han med en ret rolig stemme. Key vidste dog, at den anden græd, for han kunne mærke de varme tårer på sin hud.

”Så..” Key tog en dyb, rystende indånding, før han fortsatte, ”så følger du dit hjerte. Hvad end det siger.” Det gjorde ondt at sige det. Han havde ikke lyst til miste Jonghyun. Hvis han mistede Jonghyun, ville hele hans liv falde sammen. Han kunne selv mærke tårerne begynde at falde, selvom han prøvede at holde dem inde. Han vidste, at det ikke var fair, at han ville have Jonghyun til at vælge ham over sine forældre, hvis de kom i den situation, men han kunne ikke lade være med at ønske alligevel. Tanken om at miste ham gjorde bare for ondt til overhovedet at tænke den som en mulighed.

”Vil du hjælpe mig med at fortælle dem det, Bummie? Vil du være der med mig og støtte mig?” spurgte den ældre dreng lavt, og Key nikkede.

”Selvfølgelig vil jeg det, Jjong. Du er min verden. Jeg ville gøre alt for dig,” svarede han og kunne mærke Jonghyuns greb om sig strammes lidt. Det var svært for dem begge, det vidste han udmærket godt.

”Du betyder så meget for mig, Kibum. Hvis jeg kunne gifte mig med dig, havde jeg gjort det,” svarede Jonghyun, og Key strammede også sit favntag. Det fik ham til at føle sig mere tryg, når de holdt hinanden på denne måde. Det var som en livline – som om alt ville gå tabt, hvis han gav slip.

”Tro mig, hyung, jeg har det på samme måde,” svarede han med en følelsesladet stemme.

”Vi gør det sammen, næste gang mine forældre er hjemme. Så må det briste eller bære,” erklærede den ældre dreng til sidst med en beslutsom, men alligevel urolig, stemme. Key gav ham et ekstra klem og et kys på panden. 

Resten af natten gik med små, hviskede løfter, klamren sig til hinanden og tårer fra begges sider.

~*~

Så fik vi endelig afsluttet problemerne med Sekyung. Nu lakker det jo langsomt mod enden, men der er lige en enkel ting, der skal ordnes først: Jonghyuns forældre.

Billede: JongKey ^^


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...