I Could Never Forget (JongKey)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 apr. 2013
  • Opdateret: 8 feb. 2014
  • Status: Færdig
Følg Key gennem hans teenageliv med mobning, usikkerhed, venskab og kærlighed.

Key har aldrig været en af de populærere. Lige siden han var helt lille, har han været en af dem med få venner. De andre drenge begynder at mobbe ham, fordi han er mere feminin end de fleste andre. Som han bliver ældre, begynder han selv at blive forvirret omkring sin seksualitet.

Udover den næsten daglige mobbning, går hans nuværende bedste ven, Taemin, gennem en hård tid, så Key bliver nødt til at være der for ham.

Sidst, men ikke mindst, er der savnet af den barndomsven, som han aldrig har glemt. Spørgsmålet er bare, om han kan klare presset, der bliver lagt på hans skuldre.

43Likes
692Kommentarer
12930Visninger
AA

8. 6. kapitel

Det var nu tirsdag morgen, og Key havde stadig ikke set skyggen af Taemin. Den yngre dreng var ikke dukket op dagen før, og Key var for alvor blevet bekymret. Han havde endnu engang haft lyst til at gå over til Taemins hus, men efter en ’varm velkomst’ af Elis gruppe og et ton lektier, havde det ikke rigtig været en mulighed. Desuden havde Taemins far aldrig været meget for uanmeldte besøg.

Derfor bankede hans hjerte af sted nu, idet han rundede hjørnet, så han kunne se skolen. Det sank, da Taemin ikke stod ved hoveddøren, som han plejede. Key var sikker på endnu en dag med ensomhed og bekymring. Han tog bedre fast i sin taske og gik gennem skolen for at nå til lokalet, som han skulle have sin første time i.

Han spærrede øjnene op, da han så sin bedste vens skikkelse på en stol allerbagerst i klasselokalet. Drengens arme og hoved hvilede på bordet.

”Minnie, er du okay?” spurgte han med det samme og kunne selv høre bekymringen i sin stemme. Han gik tættere på og undrede sig over, at Taemin ikke reagerede. Han prikkede drengen på skulderen, og Taemin fløj op fra stolen. Key blev forskrækket, for at sige det det mildt. Det hele blev kun værre, da han så sin vens ansigt. Et forfærdeligt gys gik gennem ham.

Taemin trak vejret hurtigt, og han havde armene beskyttende om sin egen krop. Han så ud, som om han ikke havde sovet i årevis, og han var blevet tyndere, uden tvivl. Han var sygeligt bleg. Det værste var dog øjnene. De brune, varme, glade øjne, som Key elskede så højt. De var døde. Som om der slet ikke fandtes en person inde bagved mere. Hvad var der sket? Key havde lyst til at løbe væk, men det kunne han ikke. Han kunne ikke lade Taemin i stikken nu, hvor den yngre dreng havde mest brug for ham.

”T-Taemin?” mumlede han og trådte et skridt tættere på. Endelig vistes der følelse i øjnene, men det var ikke positivt. Det var frygt. Key frøs på stedet, og han anede ikke, hvad han skulle gøre.

”Hvad er der dog sket, mens jeg var væk? Hvad er der sket med dig?” spurgte han, og Taemin vendte blikket mod gulvet. Key følte sig magtesløs. Han havde lyst til at ryste drengen, men han vidste, at det ville være det værste at gøre på nuværende tidspunkt.

”Vil du ikke godt fortælle mig, hvad der er sket, Taemin? Jeg vil gerne hjælpe,” sagde han lavt, men Taemin rystede bare på hovedet. Key rakte forsigtigt ud efter ham, men Taemin trak sig endnu engang hurtigt tilbage. Denne gang resulterede det i, at han faldt over noget og røg bagover. Idet han ramte gulvet, forlod et skrig hans læber. Key sprang forskrækket tilbage og så på sin ven med store øjne.

Drengen havde nu krøllet sig sammen til en kugle på gulvet, og hele hans krop rystede. Key var ikke engang sikker på, om det var af gråd eller skræk. Han forstod intet. Han kastede et blik på uret og bed sig uroligt i læben.

”Skal jeg hente en lærer, Taemin?” spurgte han usikkert, men drengen rystede endnu engang vildt på hovedet. Key vred sine hænder. Hvad skulle han gøre? Han blev nødt til at få Taemin ud derfra. Han kunne ikke lade nogen af deres klassekammerater se drengen på den måde. Efter Key havde fået ham væk, måtte han tage resten, som det kom.

”Minnie,” sagde han blødt, og drengen så endelig op. Key lagde sig ned på knæ foran Taemin og så den yngre dreng i øjnene.

”Minnie, vil du ikke godt følge med ud?” spurgte han lavt med en beroligende stemme. Kælenavnet så ud til at komme lidt igennem til drengen foran ham, så han sørgede for at bruge det.

Taemin rejste sig op med en grimasse af smerte, og Key fulgte med. Drengen humpede svagt, hvilket nok var på grund af faldet. Key så endnu engang på uret. Der var 20 minutters tid, før den første time startede, så der burde ikke være ret mange elever på gangene.

Taemin fulgte langsomt efter Key med sænket hoved. Den ældre dreng brød sin hjerne for at finde en løsning. De ville aldrig nå ud før elever begyndte at komme, hvis de fortsatte i dette tempo. Han så sig hurtigt om, og fik så Taemin med ind på et nærliggende toilet. Han klappede sædet ned i en af båsene, så Taemin kunne sætte sig. Drengen rystede stadig, og han havde ikke set op en eneste gang.

Key tog noget papir, fugtede det og gik så ind til Taemin igen. Han rakte langsomt fremad, og Taemin lod ham endelig gøre det.

Han duppede tårerne væk, og holdt kort det kølige papir over poserne under øjnene. Taemin begyndte langsomt at se lidt bedre ud, men der var nok ikke rigtig noget, der kunne gøre den store forskel i dette øjeblik.

”Vil du stadig ikke fortælle, hvad der er sket med dig?” spurgte han med bekymret stemme, og Taemin rystede igen på hovedet. Det gik op for Key, at Taemin faktisk ikke havde sagt et eneste ord.

”Jeg ville ønske, at jeg vidste, hvad der var galt,” mumlede han og strøg sin hånd over den yngre drengs kind. Taemin knep øjnene sammen, men reagerede ikke mere end det. Key kunne ikke lade være med at bebrejde sig selv. Hvis han ikke var taget med på ferien, så kunne han måske havde gjort noget. Der ville i hvert fald være større chance for, at han havde vidst, hvad der havde ødelagt Taemin på den måde.

Han trak sin mobil op ad lommen for at se på klokken. Deres timer var gået i gang for 10 minutter siden, så de burde kunne slippe ud nu.

”Lad os gå nu, Minnie,” sagde han, og Taemin fulgte efter uden at vise den mindste selvstændighed. Hovedet var igen bøjet mod jorden.

 Key var stadig meget i tvivl om, hvad han skulle gøre. Taemin så ud til at kunne falde om når som helst, så han kunne umuligt gå hjem selv. Skolebussen kørte ikke midt i skoletiden, så det var heller ikke en mulighed. Han kunne ikke rigtig ringe efter sin mor, for hun ville enten skælde ham ud for at pjække fra skole eller være alt for bekymret over Taemin. Han kunne heller ikke bære drengen hele vejen hjem. Hvilke andre muligheder var der?

Han blev prikket på skulderen og fløj med det samme rundt, idet han bad til, at det ikke var en lærer. For en gangs skyld var han heldig. Han rynkede hurtigt panden og så på drengen foran sig.

”Hvorfor er du ikke til time, Kai?” spurgte han, men Kais blik var fokuseret på Taemin.

”Hvad er der sket med ham?” spurgte han, og Key trak frustreret på skuldrende.

”Jeg ved det ikke, Taemin vil ikke fortælle mig det, men jeg bliver nødt til at få ham hjem på en eller anden måde,” svarede han, og Taemin så kort op. Key kunne straks se Kais øjne blive store. Han tænkte sikkert det samme, som Key først havde gjort.

”Jeg hjælper. Jeg kan bære ham,” sagde han og trådte hurtigt et par skridt mod Taemin, som med det samme bakkede væk. Key fik fat i Kais håndled og trak ham væk.

”Minnie? Er det okay hvis Kai bærer dig?” spurgte han og rakte ud efter Taemins hånd for blidt at stryge den. Han følte næsten, at han talte med et lille, skræmt barn, men han vidste ikke, hvad han ellers skulle gøre. Taemin så ud til at tøve lidt, så Key snakkede videre.

”Han gør dig ikke noget. Han bærer dig bare hjem,” sagde han, og Taemin rystede på hovedet.

”Må han ikke bære dig?” spurgte Key så, og Taemin nikkede en enkelt gang. Key blev forvirret og så over på Kai, som for at spørge om hjælp.

”Vil du ikke hjem, Taemin-ah?” spurgte den anden dreng så, og Taemin rystede på hovedet. Nu kendte de i det mindste til dét problem. Nu handlede det bare om, hvorfor Taemin nægtede at komme hjem.

”Så tager vi ham med hjem til mig,” besluttede Key, og Kai nikkede. Han smilede et forsigtigt smil til Taemin og bukkede sig så ned, så han kunne give drengen en piggy-back. Taemin kravlede tøvende op på hans ryg og gav endnu en smertefuld grimasse.

Derefter sneg de sig ud ad skolen. Der var stilhed et godt stykke ad vejen, og da Key så på Taemin næste gang, var drengen faldet i søvn.

”Har du virkelig ingen idé om, hvad der er sket med ham?” spurgte Kai, og Key rystede tøvende på hovedet. Det var ret tydeligt, at der var sket noget i løbet af ferien. Taemin havde været deprimeret før ferien, men det havde bestemt ikke været sådan her.

”Har han ikke sagt noget? Onew var flyttet, ikke? Måske har det noget med det at gøre?” spurgte han, og Key tænkte tilbage. Taemin havde sagt noget. Noget med hans far – men kunne det virkelig have noget med det at gøre?

”Jeg tror ikke, at det har noget med Onew at gøre. Har du snakket med Taemin i ferien?” spurgte han.

”Jeg ringede til ham om mandagen og spurgte, om han ikke havde lyst til at komme over eller noget, fordi han havde virket så nedtrykt de sidste uger, men han sagde, at han helst bare ville være lidt alene. Han virkede trist, men ikke sådan her. Jeg sagde til ham, at han bare kunne ringe. Jeg prøvede nogle dage efter, men han tog ikke sin mobil,” svarede Kai, og Key blev lidt irriteret.

Hvorfor havde Kai ikke gjort noget mere, da Taemin ikke svarede? Hvordan kunne han bare leve sit liv videre uden at bekymre sig? Dog ville Key ikke vrisse af ham nu, hvor han faktisk var i færd med at hjælpe dem. Han var trods alt bedre end Taemins andre ”venner”, som knap nok havde spurgt ham, om han var okay.

De drejede ind ad indkørslen til Keys hus, da Key svarede ham.

”Okay. Jeg vil prøve at få ham til at fortælle mig, hvad der er sket, når han vågner op igen.” Han låste døren op. Han havde det egentlig ikke så godt med at lade Kai komme ind på sit værelse, men det var det nemmeste, og han ønskede ikke at vække Taemin.

De gik op ad trappen og ind på værelset. Kai lagde Taemin på sengen og rettede sig så op for at strække ryggen.

”Tak fordi du gad hjælpe,” sagde Key, og Kai sendte ham et skævt smil.

”Taemin er også min ven, så jeg gjorde det gerne. Desuden vejer han ingenting, så det var ikke et problem. Jeg må hellere komme tilbage til skolen,” sagde han, og Key gik med ham ned ad trappen igen for at følge ham ud.

”Hvad vil du sige til lærerne?” spurgte han, og Kai smilede endnu engang.

”Jeg siger da bare, at du var syg, så jeg blev nødt til at følge dig hjem. Der er ikke nogen, der vil spørge efter Taemin, for han var også fraværende i går, så hans far har nok allerede ringet,” forklarede han, og Key nikkede anerkendende. De sagde farvel, og Key lukkede døren efter den yngre dreng.

Så vendte han tilbage til værelset, hvor Taemin sov på sengen. Key trak forsigtigt dynen fri og lagde den så over Taemin. Så satte han sig på sengekanten og strøg noget af Taemins hår væk fra drengens pande. Det var så uvirkeligt at se alles solstråle på den måde.

”Jeg skal nok blive hos dig, Taemin, selv hvis alle andre vender dig ryggen. Jeg skal nok prøve at gøre dig glad igen,” mumlede han lavt og rejste sig så fra sengen.

Han havde stadig nogle lektier, der skulle ordnes, så det kunne han passende tage sig af nu. Efter nogle timer, besluttede han sig for at gå ned til køkkenet, så han kunne lave noget suppe. Taemin så ikke ud til at have spist ordentlig, så det var på tide at få noget mad i ham.

Nogle gange følte han sig på en måde som en mor for Taemin. Han hadede at se den yngre dreng trist og han følte trang til at beskytte ham og tage sig af ham.

Da suppen var færdig, bar han den ovenpå. Han placerede den på natbordet og satte sig så hen ved sit skrivebord igen. Key havde næsten glemt, at Taemin lå bag ham, da han hørte bevægelse. Han vente sig om og lagde med det samme mærke til, hvordan Taemin kastede sig rundt i sengen.

Noget slap gennem drengens læber – det kunne have været ordet ’nej’, men det kunne lige så godt være et klynk, og Key var ved sengen på et splitsekund. Han rystede forsigtigt Taemins skulder og sidstnævnte fór op. Der løb endnu engang en tåre ned ad den ene blege kind. Så snart de fik øjenkontakt, var Taemin i Keys arme.

Det var første gang den dag, Taemin selv havde taget initiativ til fysisk kontakt, så Key var overrasket. Dog tænkte han ikke engang, før han straks gik i gang med at trøste drengen. Han var stadig ikke klar over, hvad der havde forårsaget det, eller hvordan han skulle gøre det hele bedre, men han kunne i det mindste trøste Taemin, når det var nødvendigt.

~*~

Hej igen~

Dette her er første kapitel (hvis man altså ikke regner prologen med) hvor der ikke er noget flashback, men syntes bare virkelig ikke, at det var nødvendigt her, hvor der er så meget angst og handling.

Smid gerne en lille kommentar - Det ville gøre mig glad :3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...