I Could Never Forget (JongKey)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 apr. 2013
  • Opdateret: 8 feb. 2014
  • Status: Færdig
Følg Key gennem hans teenageliv med mobning, usikkerhed, venskab og kærlighed.

Key har aldrig været en af de populærere. Lige siden han var helt lille, har han været en af dem med få venner. De andre drenge begynder at mobbe ham, fordi han er mere feminin end de fleste andre. Som han bliver ældre, begynder han selv at blive forvirret omkring sin seksualitet.

Udover den næsten daglige mobbning, går hans nuværende bedste ven, Taemin, gennem en hård tid, så Key bliver nødt til at være der for ham.

Sidst, men ikke mindst, er der savnet af den barndomsven, som han aldrig har glemt. Spørgsmålet er bare, om han kan klare presset, der bliver lagt på hans skuldre.

43Likes
692Kommentarer
13455Visninger
AA

61. 59. kapitel

Key lænene sig ind over bordet og lagde sit hoved på sine arme. Så lukkede han øjnene – bare for et øjeblik. Det var frikvarter, og Key var meget træt. Han var kommet hjem fra skole senere end normalt på grund af eftersidningen, hvor han var blevet sat til at rydde op i redskabsrummet i idrætssalen, og derefter var han blevet nødt til at holde sig oppe for at lave sin opgave færdig, så klokken var blevet rigtig mange, før han endelig kunne printe den ud og gå i seng.

Han hørte nogen komme tættere på, men han orkede ikke at se op. Det var alligevel sikkert bare Jonghyun. Dog blev han nødt til det, da han hørte en stemme, der bestemt ikke tilhørte hans hyung.

”Hvor er Minho oppa? Hvorfor er han ikke i skole?” spurgte den alt for lyse stemme, og Key så irriteret op på Yuri.

”Det skal du slet ikke blande dig i. Det vedkommer ikke dig,” svarede han, og hun så på ham med et surt udtryk.

”Undskyld for det jeg gjorde, okay? Jeg vil bare vide, hvad der foregår. Der kom billeder i går, hvor oppa gik ind på hospitalet, og jeg vil gerne vide, om der er noget alvorligt galt med ham,” sagde hun med en bedende tone, men Key kunne kun fnyse. Undskyld?

”Jeg kan ikke bruge dit undskyld til noget. Giv det til Taemin, hvis du vil prøve at gøre noget bedre,” svarede han tvært, og pigen foran ham sendte ham et surt blik.

”Jeg vil jo bare vide, om Minho er kommet til skade,” svarede hun, men Key ignorere hende. Pludselig dukkede Sekyung op fra et sted bag ham, og han stirrede overrasket på hende. Han vidste godt, at de var venner, så det undrede ham ikke, at hun var samme sted som Yuri, men han kunne ikke forstå, hvordan hun kunne have sneget sig ind på ham, uden han havde hørt noget som helst. Dog havde han jo været tæt på at falde i søvn, før de kom, så måske havde hans sanser bare været en smule svækket.

”Det er ligegyldigt, Yuri. Der kommer nok alligevel nyheder om det snart, selv hvis Key ikke gider fortælle dig noget,” sagde hun og sendte ham et nedladende blik. Key kunne egentlig ikke have været mere ligeglad – hendes meninger betød ikke noget for ham. Faktisk ville han bare gerne slippe for at høre på hendes irriterende stemme.

Endelig gik de, og Key kunne synke ned i den samme stilling, han havde været i, før de forstyrrede ham. Desværre gik der ikke ret lang tid, før klokken ringede. Han rejste sig op med et suk og lynede sin taske, men stoppede så op, idet noget gik op for ham.

Han havde da ikke åbnet sin taske, havde han? Kunne han have glemt at lukke den efter sidste time? Sådan noget plejede han ikke at gøre. Kunne han endnu engang skyde skylden på trætheden? Det måtte jo være den eneste løsning.

Efter den hændelse skyndte han sig til timen. Han skulle ikke nyde noget af at komme for sent efter det, der var sket dagen før. Han blev nødt til at vise sin ansvarlige side fra nu af for ikke at få flere problemer, end han allerede havde.

Timen gik langsomt, men Key tog alligevel pænt noter, som han burde. Han rakte også hånden op til spørgsmålene for at virke engageret. Da klokken endelig ringede ud, lynede han sin taske op og kiggede gennem tingene for at finde opgaven. Hans hjerte satte farten op, da han ikke fandt den der, hvor han havde placeret den i morges.

Han prøvede at få sig selv til at slappe af og kiggede så det hele igennem endnu engang. Så lidt hurtigere i en form for hysterisk panik. Han kunne mærke tårerne presse på, da han måtte konstatere, at den ikke var der. Han kunne ikke forstå det, for han var helt sikker på, at han havde lagt den i tasken. Så kom han til at tænke på frikvarteret og lagde to og to sammen. Det måtte være Sekyung. Der var ikke nogen andre muligheder.

Han lagde hovedet i hænderne. Dette her var lige en af de ting, der ikke måtte ske. Hvordan skulle han forklare dette? Det ville lyde som en meget dårlig undskyldning.

Han så op, da han hørte en tappen på sit bord. Hans blik blev mødt af hans lærer, der utålmodigt ventede på at få opgaven som aftalt.

”Du har den ikke med, har du?” spurgte hun, og han så ned i gulvet.

”Ser du.. Jeg havde den med, det havde jeg altså! Jeg sad og lavede den i går aftes som vi havde aftalt.. Men den blev taget,” svarede han og kunne selv høre, hvor desperate og latterlige ordene lød. Hans lærer så absolut ikke tilfreds ud.

”Du skal til at tage dig sammen, Kibum. Jeg ringer til dine forældre senere. Der vil komme konsekvenser, hvis den opgave ikke ligger på mit bord, før jeg møder i morgen tidlig,” sagde hun og forsvandt ud af lokalet, før Key kunne nå at sige noget til sit forsvar. Han lagde panden på bordet og sukkede. Han vidste, at hans forældre ville blive skuffede over ham, selvom det kun var sket denne ene gang. Han håbede virkelig, at de ville kunne forstå. De vidste, hvor meget Taemin betød for ham, og hvor hård hans weekend havde været.

Han mente, at de burde kunne forstå. Dette var den eneste gang, noget som dette var sket, og han havde en god undskyldning. Hans forældre plejede at forstå ham ret godt, så forhåbentlig ville der ikke blive for mange problemer.

*

Key og hans forældre sad samlet om middagsbordet, da telefonen ringede. Hans mave vred sig, idet hans mor rejste sig fra stolen for at tage den.

”Tak for mad,” sagde han til sin far, som så undrende ud. Han nåede at rejse sig op, før hans far talte.

”Er du sikker? Men du har jo ikke spist ret meget?” sagde han, og Key rystede på hovedet. Han kunne høre på sin mor, at han havde haft ret i sin tro om, at det var læreren, der kontaktede dem, præcis som hun havde sagt, hun ville.

”Nej, jeg har det ikke så godt,” svarede han derfor og flygtede op på sit værelse, hvor han smed sig på sin seng.

Der gik lang tid, før der skete noget. Han havde forventet, at hans mor ville komme op efter ham, så snart hun var færdig med samtalen, men det skete ikke. I steder gik der over 20 minutter, før der lød en banken på døren. Han mumlede et svagt ’kom ind’, og snart sad hun på hans sengekant.

”Det var en af dine lærere, Kibum,” sagde hun, og Key var ved at fnyse. Som om han ikke allerede vidste det.

”Hun udtrykte bekymring for dig. Hun sagde, at du har set rigtig skidt ud det sidste stykke tid, og at du ikke lavede dine ting,” sagde hun, og Key blev egentlig en smule overrasket. Han havde ikke forventet, at det ville være bekymring, hans lærer udviste. Han havde mere forventet, at hun ville være vred.

”Det er på grund af alt det med Taemin. Jeg var så bekymret, at jeg ikke fik lavet min opgave færdig. Jeg havde helt glemt den, indtil det øjeblik, hvor vi skulle aflevere den,” forklarede han med hovedet begravet i puden, så det knap nok var til at forstå, hvad han sagde.

”Men hvad med i dag? Hvorfor havde du ikke lavet den til i dag?” spurgte hun, og Key debatterede indvendigt med sig selv, om han skulle fortælle hende sandheden, eller om han skulle opdigte en mere troværdig løgn. Efter et øjebliks stilhed, endte han op med at tage den første løsning.

”Jeg havde lavet den. En pige ved navn Sekyung tog den fra mig,” svarede han, og han vidste – selv uden at se på hende – at hans mor var forvirret. Det ville han selv have været, hvis en eller anden gav ham denne forklaring.

”Tog den? Hvad mener du med det? Hvorfor skulle hun gøre det?” spurgte hans mor, og Key kunne, som han havde gættet, høre en tydelig forvirring i hendes stemme.

”Hun kan ikke lide mig.. Hvem prøver jeg at narre? Hun hader mig!” mumlede han endnu engang ned i sin pude, og hans mor strøg ham over håret.

”Hvorfor tror du, at hun gør det?” spurgte hun, og Key kunne ikke lade være med at lukke en latter ud, som ikke havde den mindste smule sjov i.

”Hun er forelsket i Jonghyun, og hun hader bøsser. Hun har aldrig kunnet lide mig. Nu hvor hun har gennemskuet mit forhold til ham, bryder hun sig bare endnu mindre om mig. Hun mener, at jeg har smittet ham med min sygdom. Hun hader mig for at have taget Jonghyun fra hende, selvom han aldrig var hendes i første omgang. Hun ville gøre alt for at få mig i problemer,” svarede han, og hans mors hånd stoppede sine beroligende bevægelser.

”Er du sikker på, at det er så slemt?” spurgte hun med en bekymret stemme, og han sukkede. Han ville ønske, at det virkelig ikke var så slemt, men der var jo ingen tvivl.

”Ja, umma. Hun har selv sagt det,” svarede han, og hans mor gispede lavt.

”Hvorfor har du ikke fortalt mig det noget før? Vi må jo gøre noget!” sagde hun, og Key kunne ikke lade være med at elske hende. Han var for gammel til at få hjælp af sine forældre på den måde, men det varmede alligevel om hjertet, at hun var villig til at gøre sådan noget for ham.

”Nej, jeg skal nok klare det selv mor. Jeg vil ikke finde mig i dette her mere. Men ellers tak,” svarede han og satte sig op for at give hende et smil og et kram. Han skulle nok klare dette.

~*~

 

Så.. her kommer Sekyung på banen igen. Det blev et lidt kort kapitel i dag, men til gengæld regner jeg med at smide det næste ud i løbet af ugen ^^

Til dem af jer, der ikke ved hvem Sekyung er, er hun en model, som Jonghyun datede (i virkeligheden) i 2011. Her er hun:


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...