I Could Never Forget (JongKey)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 apr. 2013
  • Opdateret: 8 feb. 2014
  • Status: Færdig
Følg Key gennem hans teenageliv med mobning, usikkerhed, venskab og kærlighed.

Key har aldrig været en af de populærere. Lige siden han var helt lille, har han været en af dem med få venner. De andre drenge begynder at mobbe ham, fordi han er mere feminin end de fleste andre. Som han bliver ældre, begynder han selv at blive forvirret omkring sin seksualitet.

Udover den næsten daglige mobbning, går hans nuværende bedste ven, Taemin, gennem en hård tid, så Key bliver nødt til at være der for ham.

Sidst, men ikke mindst, er der savnet af den barndomsven, som han aldrig har glemt. Spørgsmålet er bare, om han kan klare presset, der bliver lagt på hans skuldre.

43Likes
692Kommentarer
13207Visninger
AA

60. 58. kapitel

Da de ankom til hospitalet, fik de sig en glædelig overraskelse. Da Key åbnede døren til Taemins rum, så han Onew sidde på kanten af sengen, Minho i stolen ved siden af og ikke mindst Taemin, der sad op med åbne øjne.

Key fik tårer i øjnene ved synet. Han havde været så bange for, at han aldrig ville komme til at se den yngre dreng igen. Han havde aldrig troet, at man kunne være så glad af at høre lyden af bippene, der fulgte Taemins hjerterytme.

Taemin så stadig mere skrøbelig ud end nogensinde før – hvid som et lagen med blå-gennemsigtige rande under øjnene - men han var i live! Key kunne ikke have været lykkeligere.

De tre drenge så op, da han og Jonghyun trådte ind gennem døren. De havde alle forskellige reaktioner – Onew sendte dem begge et af sine varme, dejlige smil. Key var dog ret sikker på, at det mest var til ham, for Onew havde jo ingen idé om, hvem Jonghyun var. Minho så på dem med et træt smil. Key kunne nemt se, at han havde haft en af de værste dage og nætter nogensinde, men at han var lykkelig nu. Key vidste, at han måtte have haft det helt forfærdeligt.

Taemin så på ham med et skyldigt og udmattet blik. Key undrede sig først over, hvorfor drengen følte sig skyldig, men så kom han i tanke om, at Minho jo nok allerede havde forklaret, at det var Key, der fandt ham, liggende der på gulvet.

Han gav ikke drengen tid til at sige noget eller tænke videre over det. Han gik derover med lange, bestemte skridt, og lænede sig så over sengen, for at trække den skrøbelige krop ind i en meget forsigtig omfavnelse. Han gemte hovedet ved halsen og kunne straks mærke varmen, der nu heldigvis igen strømmede ud fra Taemins krop.

Han kunne ikke holde tårerne tilbage. Han havde været gennem en indvendig følelsesmæssig rutsjebanetur i løbet af de sidste par dage, og nu havde han endelig mulighed for at puste lettet ud. Taemins arme gled langsomt rundt om ham i et svagt kram, og Key kunne mærke den yngre dreng gemme sit hoved, præcis som Key selv havde gjort.

Han hørte døren lukke stille, så han regnede med, at de andre var gået ud for at give dem lidt fred. Der gik noget tid, før Key kunne tale gennem sine snøft.

”Hvordan kunne du gøre dette her, Minnie?” spurgte han uden at trække væk. Han kunne mærke den anden dreng begynde at ryste mod sig, så han strøg ham trøstende over ryggen. Det var ikke ment som en bebrejdende kommentar – han hadede bare virkelig, at Taemin var kommet så langt ud. Han hadede, at han ikke havde kunnet gøre noget. Han hadede, at Taemin ikke engang havde prøvet at snakke med ham, før han gjorde noget som dette her.

Alle følelserne kom bare ud nu, og han kunne ikke gøre noget for at stoppe dem. Det meste af fortvivlelsen og bekymringen gled nu ud i form af tårer, som gennemblødte Taemins hospitalskåbe.

”Jeg kunne ikke mere, Bummie. Alt faldt sammen og.. jeg vidste ikke.. hv-hvad jeg skulle g-gøre,” klemte hans ven ud med en stille og knækkende stemme. Keys hjerte gjorde ondt efter at have hørt det. Det burde aldrig have endt på denne måde.

”Hvorfor kom du ikke til mig? Jeg ville have gjort alt for at hjælpe dig,” hviskede han som svar, da han ikke stolede nok på sin stemme til at tale højt. En rysten gik gennem Taemin.

”Det ved jeg, Bummie. Jeg kunne bare ikke klare det mere,” svarede han, og Key snøftede en gang mere.

”Hvad var det præcist, der fik dig til at gøre det her mod dig selv?” spurgte Key og trak væk for at se den yngre dreng i øjnene. De begyndte straks at flakke, og Key bed sig i læben. Han var ret sikker på, at han havde haft ret i sin teori hele vejen i gennem, bare ved denne reaktion. Hvad hvis han havde gjort noget tidligere? Ville han så have kunnet forhindre det, der nu var sket?

”Du kan fortælle mig det, Taemin, lige meget hvad det er. Jeg elsker dig. Jeg vil altid elske dig, og jeg ville aldrig dømme dig. Jeg ønsker bare at vide alt nu. Jeg har altid ønsket det bedste for dig,” sagde han, og den yngre dreng fangede endelig hans blik. Key kunne se, hvor blanke Taemins øjne var af de tårer, den yngre dreng desperat prøvede at holde tilbage.

”Mener du virkelig det? Er du helt sikker på, at du vil fortsætte med at elske mig? At dit syn på mig ikke vil ændre sig?” spurgte han usikkert, og Key nikkede bestemt. Han mente det: han ville aldrig se på Taemin på en anden måde, lige meget hvad han havde været igennem. Hvorfor skulle han? Det var ikke Taemins skyld, at han havde været igennem ting som det. Hvis hans far havde slået ham, kunne Key endda relatere en smule, for han havde selv været igennem daglig bank. 

”Selvfølgelig, Minnie. Du er min bedste ven, og jeg ville ikke bytte dig for noget andet i verden,” svarede han, mens han fastholdt den yngre drengs blik.

Efter det løfte, kunne Key se blikket i dem ændre sig, og Key tabte kæben, da indrømmelsen endelig kom. Den han havde ventet på så længe.

”Min far har misbrugt mig fysisk, verbalt og seksuelt siden den ferie for flere år siden,” sagde han, mens hans blik flakkede væk. Key burde ikke have været overrasket på nogen måde, for han havde jo allerede gættet, at det var noget i den stil, men alligevel kunne han ikke helt holde lidt af overraskelsen væk. Han havde gættet det første – det gav mening med hensyn til Taemins pludselige berøringsangst, men han havde ikke forestillet sig, at manden havde taget det så vidt.

Han havde egentlig ikke talt ret meget med Taemins far, men alligevel kunne han ikke fatte, at noget som dette var sket. Han havde aldrig kunnet forstå, hvordan mennesker kunne behandle sine børn på den måde, og Taemin havde i starten talt meget positivt om sin far. Var det alt sammen begyndt på grund af Taemins mor?

”Åh, Taemin,” sukkede han lavt og trak sin ven ind i endnu et kram. Det var helt utroligt, hvor ung og sårbar Taemin pludselig virkede i en situation som denne.

”Hvad fik bægret til at flyde over på den måde?” spurgte han lavt ind i den yngre drengs hår, og han kunne mærke, hvordan tårer trængte gennem hans tøj. Han havde det dårligt over at få Taemin til at græde på den måde, men nu ville han have hele historien. Kun på den måde ville han kunne hjælpe og trøste i fremtiden.

”Minho kom hjem til mig og.. a-appa kom tidligt hjem. H-han så det hele og.. o-og så løb han. Jeg troede, at han hadede mig,” græd han med en lille stemme, og Key aede ham over håret.

”Shh, det er overstået. Det skal nok gå alt sammen. Minho elsker dig. Jeg elsker dig. Onew elsker dig,” sagde Key med en beroligende stemme, og Taemins gråd blev lidt mindre. Snart stoppede den helt, og Key trak sig lidt væk, kun for at konstatere, at Taemin var faldet i søvn. Han bebrejdede med det samme sig selv over at have udmattet Taemin endnu mere, end han var i forvejen.

Så puttede han den yngre dreng og betragtede ham lidt. Han så meget mere fredfyldt ud, når han sov. Key var glad for, at hjerterytmen var præcis, som den skulle være på apparatet i baggrunden, for ellers ville han havde ment, at drengen så for stille ud.

Han rakte frem og strøg tårerne væk. Så trak han dynen lidt længere op og forlod rummet, så Taemin kunne få et hvil.

De andre sad udenfor, og Key kunne tydeligt mærke, at stemningen var meget lysere i dag, end den havde været i går. Minho og Onew så begge trætte ud, men alligevel kunne Key næsten mærke lettelse strømme ud fra dem.

”Hvordan har han det?” spurgte Minho, så snart han fik øje på Key, og den ældre dreng satte sig ved siden af Onew, før han svarede.

”Jeg tror, at han har det fint. Han sover nu,” forklarede han, og de andre nikkede. Der var stilhed lidt, før han igen åbnede munden.

”Hvad har I tænkt jer at gøre med ham? Han kan ikke blive der,” spurgte han og fik med det samme et forvirret blik fra Jonghyun, som jo nok var den eneste, der ikke kendte til situationen endnu.

”Hvad mener du med det? Blive der?” mumlede han undrende, og Key sendte ham et ”jeg forklarer senere”-blik. Derefter vendte han sin opmærksomhed mod de to andre drenge, der delte et blik. Key var overrasket over, hvor hurtigt de så ud til at være blevet ret tætte. Men på den anden side – det var Onew, der var tale om. Alle kom godt ud af det med Onew.

”Han flytter hjem til mig,” svarede Onew så, og Key nikkede. Jonghyun så bare endnu mere forvirret ud.

”Er du sikker på, at du kan tage ham ind?” spurgte han bekymret, og Onew så ned i gulvet. Key fik det lidt dårligt over den reaktion. Det var ikke hans mening at såre den ældre dreng.

”Jeg elsker ham. Jeg vil gøre alt for, at han får det godt,” svarede han, og Key nikkede endnu engang. Det var ikke, fordi han ikke troede, at Onew kunne passe på Taemin, men han undrede sig stadig over, hvad der var sket, siden de ikke havde haft kontakt i så lang tid. Derfor var det hans næste spørgsmål.

”Men hvorfor har du ikke ringet?”

”Jeg prøvede, præcis som jeg havde lovet, men Taemins far – nej, den mand – tog telefonen dengang og sagde, at Taemin ikke ville tale med mig, fordi jeg havde svigtet ham,” sagde han, og Key kunne mærke et had blusse op i sig. Hvordan kunne han have gjort sådan mod sin søn? Alle vidste, hvor meget Taemin holdt af og så op til sin halvstorebror. Key kunne endda se, hvor slemt Onew havde det, selvom han slet ikke var skyld i det.

”Det er okay – du er her nu,” sagde han og krammede den ældre dreng. Normalt ville det have føltes underligt efter så lang tid, men ikke med Onew. Key havde selv set Onew som den storebror, han aldrig fik, så han havde et specielt bånd til ham. Key kunne høre, hvor meningsfuldt det var, da Onew takkede ham og krammede ham tilbage.

Efter de havde trukket væk fra hinanden, vendte Key sig mod Minho.

”Er du okay?” spurte han, og den yngre dreng så undrende på ham, som om han havde sagt det mest uventede i verden.

”Ja, nu hvor jeg ved, at Taemin kommer til at få det godt igen, skal alt nok gå,” svarede han, og Key nikkede. Han havde det lidt på samme måde.

”Du ser virkelig ikke anderledes på ham, gør du?” spurgte han så. Han havde selv sagt til Taemin, at dette ikke ville ændre noget, men han kunne jo i princippet ikke være helt sikker på Minhos mening om det hele.

”Selvfølgelig ikke. Jeg har ikke tænkt mig at lade noget som dette drive mig væk fra ham. Jeg var forfærdet, da jeg opdagede det, for det var ikke et syn, jeg havde forventet, men jeg er kommet til mine sanser nu. Dette kommer ikke til at ødelægge noget,” svarede han, og Key kunne mærke en tilfreds følelse bruse op i sig. Så havde han haft ret.

Meget af dagen gik på hospitalet. Resten af den gik for Keys vedkommende med at forklare alt, hvad der var sket, til sine forældre. Det var rart at blive holdt om og trøstet af dem, efter at have klaret det meste af dette selv. Nok var han på vej til at blive voksen, men det var stadig rart at have noget opbakning som dette en gang i mellem.

*

”I har fri. Læg jeres opgaver på mit skrivebrod, inden I går ud,” sagde deres lærer, og Key stivnende. Han kunne mærke en sugende fornemmelse i brystet. Han havde ikke sin opgave. Han havde ikke engang lavet den – han havde slet ikke haft tid til at tænke på den efter alt det, der var sket i løbet af weekenden.

Han blev siddende lidt, mens hans hjerne arbejdede på højtryk for at finde på, hvad han skulle sige. Han vidste, at hans lærer ikke ville bryde sig om det, for det var en meget vigtig opgave. Hvad ville der ske? Hvad ville der blive sagt til ham?

Han ventede til de andre var gået ud ad lokalet, før han gik op til kateteret med en undskyldende mine.

”Fru.. ser du.. j-jeg har ikke lavet opgaven,” forklarede han lavmælt og kunne straks mærke hendes skuffede og bebrejdende blik på sig. Det gjorde ondt, for han var ikke vant til at få det blik af voksne – hverken af lærerne eller sine forældre.

”Jeg havde forventet bedre af dig, Kibum,” sukkede hun, og Key kunne mærke en klump sætte sig i hans hals.

”Undskyld, fru,” mumlede han lavt, og hun var stille i et øjeblik. Et øjeblik, der føltes forfærdeligt. Han kunne ikke engang huske, hvornår han sidst havde været i denne situation, for han var altid påpasselig med sine lektier.

”Hvad er din undskyldning?” spurgte hun så, og Key så op og fangede hendes blik. Han kunne nemt se skuffelsen i hendes øjne, og han følte skammen fylde sig, selvom han virkelig ikke havde haft nogen mulighed for at fokusere på sin opgave efter sin oplevelse.

”Min ven prøvede at begå selvmord. Det var mig, der fandt ham. Jeg brugte min weekend på hospitalet,” svarede han kort, og hans lærer så ud til forstå hans situation meget bedre.

”Hvordan har din ven det nu?” spurgte hun så, og Key kunne ikke helt læse hendes ansigtsudtryk.

”Han er vågnet op. Lægerne nåede at redde ham,” svarede han, og hun nikkede.

”Jeg er glad for, at han har det bedre. Jeg forstår godt din situation, men jeg bliver nødt til at give dig en eftersidning. Der er ikke andet at gøre, Kibum. Jeg kan ikke forskelsbehandle,” forklarede hun, og han nikkede. Han forstod det godt – han havde det bestemt ikke godt med det, men han forstod det.

”Ja, fru. Skal jeg bare komme efter skole?” spurgte han, og hun nikkede.

”Husk din opgave til i morgen,” sagde hun, og han nikkede bekræftende, inden han gik ud ad døren.

~*~

GLÆDELIG JUL, ALLE SAMMEN!
Dette her er min julegave til jer, mine dejlige fans. Jeg håber, I får en rigtig god jul <3

Det er også min fødselsdagsgave til milo*** - tillykke med dagen ^^

Random video: JongKey på scenen. Bonus: Jonghyun er klædt ud som sexet julemand xD

 

 


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...