I Could Never Forget (JongKey)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 apr. 2013
  • Opdateret: 8 feb. 2014
  • Status: Færdig
Følg Key gennem hans teenageliv med mobning, usikkerhed, venskab og kærlighed.

Key har aldrig været en af de populærere. Lige siden han var helt lille, har han været en af dem med få venner. De andre drenge begynder at mobbe ham, fordi han er mere feminin end de fleste andre. Som han bliver ældre, begynder han selv at blive forvirret omkring sin seksualitet.

Udover den næsten daglige mobbning, går hans nuværende bedste ven, Taemin, gennem en hård tid, så Key bliver nødt til at være der for ham.

Sidst, men ikke mindst, er der savnet af den barndomsven, som han aldrig har glemt. Spørgsmålet er bare, om han kan klare presset, der bliver lagt på hans skuldre.

43Likes
692Kommentarer
12912Visninger
AA

59. 57. kapitel

Efter opkaldet gik Key tilbage til de andre. Minho sad og stirrede tomt ud i luften. Key havde aldrig set nogen se så forfærdelig ud – ikke engang ham selv i øjeblikket. Det var på en måde interessant at se den yngre dreng reagere på denne måde.

Minhos mor sad på stolen ved siden af og ventede med ham. Key kunne ikke helt forstå, hvad hun lavede her efter alt det, der var sket med Yuri, men det var langt fra det rigtige tidspunkt at spørge om sådan noget.

Jonghyun sad på den stol, hvor Key havde efterladt ham. Dog havde han nu noget mad i hånden, som Key regnede med, at han lige havde været nede og købe i cafeteriet. Da Key satte sig, rakte den ældre dreng ham det.

”Du skal spise noget. Det har du brug for,” sagde han lavt og forsigtigt, men Key rystede på hovedet.

”Giv det til Minho. Jeg tror ikke, jeg kan spise noget nu uden at kaste det op igen,” svarede han, og Jonghyun sukkede.

”Du skal spise. Bare en lille bitte smule,” prøvede han at overtale, og Key tog til sidst imod det. Han stirrede lidt på det, før han prøvede en lille bid. Det vendte sig i hans mave, men han var i stand til stille og roligt at spise lidt mere.

”Du gør det rigtig godt, Bummie. Bare fortsæt. Jeg regner med, at du fik fat i ham, siden du var væk i så lang tid,” sagde han, og Key nikkede som svar.

”Hvordan gik det?” spurgte Jonghyun tøvende, og Key prøvede at undertrykke kvalmen, inden han svarede.

”Det gik godt. Han virkede selvfølgelig meget forfærdet. Han sagde, at han allerede ville køre nu, så han kan være her i morgen tidlig,” svarede han, og Jonghyun så overrasket ud.

”Virkelig? Men det er jo allerede sent,” svarede han, og Key nikkede endnu engang.

”Han var ikke til at rokke,” sagde han med et suk og klemte endnu en minibid ned. Det var hårdt at synke, så han besluttede sig for, at det var nok nu. Derfor gav han Jonghyun maden tilbage.

”Han må virkelig elske ham, hvis han gør sådan noget, efter ikke at have set ham i flere år,” sagde den ældre dreng tænksomt, og Key var glad for, at Jonghyun ikke tvang ham til at spise mere. Han svarede ikke, for de vidste begge, at Jonghyun havde ret. Onews broderlige kærlighed var tydeligvis ikke forsvundet.

Der gik ikke ret lang tid efter deres meget stille samtale, før en læge kom ud af Taemins rum. Minho fløj med det samme op, mens Key udmattet blev siddende. Dog var han lige så opmærksom på lægens ord, som Minho var.

”Hvordan har han det?” spurgte den høje dreng utålmodigt, og lægen så på ham med et trist blik. Keys hjerte stoppede næsten. Hvorfor så han sådan ud? Han måtte ikke se sådan på Minho!

”Han har mistet forfærdelig meget blod. Vi har gjort, hvad vi kunne, og han trækker vejret, men kun lige. Vi kan ikke sige noget som helst med sikkerhed lige nu. Det vil vise sig i løbet af det næste døgn, om han overlever,” svarede lægen, men Key blev ikke mindre nervøs. Han var selvfølgelig glad for, at Taemin i det mindste var i live, men de ville stadig ikke garantere, at den yngre dreng vågnede. Det fik en underlig følelse frem, som om et eller andet langsomt spændte sig sammen om hans hjerte og klemte til. Jonghyun tog hans hånd og gav den et forsigtigt klem.

”Må jeg se ham?” spurgte Minho med en åndeløs stemme, og Key rettede endnu engang blikket mod lægen.

”Det er kun tilladt for et familiemedlem at komme ind på nuværende tidspunkt,” svarede han, og Key kunne nemt høre det bitre suk, der forlod Minho. Han kunne også se en snert af desperation i Minhos holdning, og bekymringen var også meget tydelig.

”Der er ikke nogen af hans familiemedlemmer her,” svarede han stædigt, selvom han så ud, som om han kunne synke sammen hvert øjeblik, det skulle være. Key kunne se, at lægen så over på Minhos mor, som om han forventede, at hun ville afbryde. Det gjorde hun dog ikke.

”Sådan er reglerne. Ingen venner,” svarede lægen strengt, og Key vidste, at det gjorde ondt at få den kommentar i hovedet. Han havde det selv dårligt med ikke at kunne fortælle nogen om hans og Jonghyuns forhold, så hvordan måtte det føles ikke at kunne se sin elskede, fordi de bare var ”venner”?

”Hans far kommer ikke, og jeg er den person, der er tættest på ham,” argumenterede den yngre dreng videre, og Key kunne ikke undertrykke det lille smil, der trak i hans ene mundvig. Han havde aldrig mødt en, der kæmpede så meget for at opnå det, han ville.

”Hør, bare fordi du er kendt, giver det ikke særregler her,” sagde lægen trodsigt, og Key kunne nemt se, hvordan Minho pustede sig op. Han ville nok have reageret på samme måde, så han kunne egentlig ikke rigtig bebrejde ham det.

”Særregler?” spurgte drengen faretruende, og Key besluttede sig for, at det var på tide, at han trådte ind, før der startede et større skænderi.

”Du kan ligeså godt lade ham komme ind. De er tættere på hinanden, end du tror, og han har ikke tænkt sig at give op, før han er derinde. Desuden kommer der først en af Taemins familiemedlemmer i morgen,” sagde han med et suk. Lægen så på ham med et overvejende blik i et lille stykke tid. Så trådte han endelig tøvende til side, og Minho forsvandt ind gennem døren på et sekund. Key sank endnu mere ned i stolen. Han ville lyve, hvis han sagde, at han ikke havde haft lyst til at være selvvisk og gå derind selv, for han var selv ved at dø for at se Taemin, men han vidste, at Minho havde mere brug for det.

Der gik ikke lang tid, før Key blev hentet ind på et kontor af en læge, som straks gik i gang med at stille ham spørgsmål.

”Hvilken relation har du til ham?” spurgte den mandlige læge, og Key var ikke lang tid om at svare.

”Vi har været bedste venner i mange år,” sagde han med en lav stemme, der kunne gå i stykker hvert øjeblik, det skulle være.

”Hvad lavede du på selvmordstedet det givne tidspunkt?” spurgte lægen, og Key svarede sandfærdigt.

”Taemin har haft det dårligt i lang tid, men det har været endnu værre det sidste stykke tid. Han kom ikke i skole i dag, og han ville ikke svare på mine beskeder eller besvare mine opkald, så jeg valgte at tage hjem til ham for at se, om han var okay. Da jeg kom hjem til ham, var hoveddøren ulåst, hvilket den normalt aldrig er, for Taemin er meget påpasselig med sikkerhed. Jeg var meget bekymret for ham.. så.. jeg..” Key måtte stoppe op og tage en dyb indånding, før han kunne fortsætte.

Selvom det havde føltes som flere år, var det trods alt kun nogle timer siden, han havde stået i situationen. Nok havde han altid været stærk, men dette var for hurtigt. Han var ikke klar til at tale om det endnu.

”Jeg blev nødt til at tjekke op på ham,” åndede han ud, og lægen nikkede, mens han skrev noget ned på papiret foran sig.

”Har du nogen ide om, hvad grunden kunne være?” spurgte han, og Keys hjerne gik ned. Ja, han kunne sagtens tænke over grunde. Hvis hans teorier var rigtige, havde Taemins far en rolle i det og desuden var det jo tydeligt, at det var Minho, det havde fået bægeret til at flyde over. Dog kunne han af en eller anden grund ikke få sig selv til at sige noget. Han var for træt til overhovedet at tænke på, hvordan han skulle forklare noget af det. Derfor rystede han bare fortvivlet på hovedet, og lægen sendte ham et bekymret blik.

”Så tror jeg, at vi stopper for i dag. Kan du sende din ven ind?” spurgte han, og Key nikkede, før han rejste sig op og gik ud ad lokalet. Da han kom ud til Jonghyun, så den ældre dreng også på ham med et bekymret blik, men dette hjalp Key til at slappe lidt mere af, i modsætning til lægens blik.

”Han vil også snakke med dig, hyung,” sagde Key lavt, og Jonghyun nikkede. Efter han var gået, satte Key sig ned og trak benene til sig. Han ænsede knap nok Minhos mor. Dog kunne han ikke helt lade være med at lægge mærke til det medlidende blik, hun sendte ham.

Der gik ikke ret lang tid, før Jonghyun kom ud igen, men det føltes som meget længere for Key. I det hele taget føltes det, som om hele denne dag havde gået i slowmotion, så smerten blev så langtrukken som muligt.

”Kom, Kibummie. Nu får vi dig hjem, så du kan få sovet,” sagde Jonghyun og rakte sin hånd til ham. Key så kort på den og rejste sig så op på svage, rystende ben uden at tage den. Det var ikke, fordi han ikke havde lyst til at tage den – det var noget, han virkelig ønskede, han kunne gøre – men han vidste, at det var en dårlig ide, når de var i offentligheden. Selv i denne tilstand, var han klar nok i hovedet til at tænke over denne konsekvens. Han vidste, hvor hurtigt rygter kunne opstå og spredes, og han kunne ikke sætte Jonghyuns ry på spil. Ikke når han vidste, hvor vigtigt det var for Jonghyun og hans familie.

Derfor prøvede han at klare sig selv. Dog blev Jonghyun alligevel nødt til at gribe Key, inden han faldt. Den yngre dreng var svimmel, og hans ben kunne ikke bære ham ordentlig, måtte han hurtigt indse.

”Det er nok, Kibum. Alt andet er lige meget nu,” sagde Jonghyun lavt og skovlede ham op i sine arme. Key ville protestere, men han var for træt. Han hørte Jonghyun sige farvel til Minhos mor og hendes svar. Så faldt han i søvn til den blide vuggen af Jonghyuns gang.

*

Han vågnede op, da han kunne mærke Jonghyuns varme trække sig væk og som en ren refleks, greb han fat i Jonghyuns ærme.

”Det er okay, Bummie. Læg dig ned og sov. Du har brug for det,” hviskede den ældre dreng lavt og strøg ham over håret.

”Vil du ikke nok blive? Jeg har ikke lyst til at være alene,” klynkede Key gennem det næsten ikke-eksisterende lys på hans værelse. Jonghyun så ud til at tænke et øjeblik og nikkede så til sidst.

Han trak sin jakke og skoene af og kravlede så ind under dynen. Snart kunne Key mærke de trygge arme lægge sig om ham, og han puttede sig ind i favnen.

”Jeg har forklaret dine forældre det hele, så det behøver du ikke at tænke på,” hviskede Jonghyun ind i hans øre, og Key nikkede taknemmeligt med næsen boret ind I den ældre drengs bryst.

”Du må gerne græde. Det er okay, jeg er her for dig,” sagde han så, og Key nikkede endnu engang. Han ville have troet, at han var helt tømt for tårer efter i dag, men alligevel vendte de tilbage. Mens han græd, hviskede Jonghyun søde ting til ham og strøg ham beroligende over håret.

Da han endelig holdt op med at græde, talte Jonghyun endnu engang til ham.

”Prøv at falde i søvn,” sagde han, og Key panikkede en smule.

”Du må ikke gå, bliv hos mig! Også når jeg er faldet i søvn,” udbrød han lavmælt. Han slappede en smule af, da han kunne mærke Jonghyun nikke.

”Vil du synge noget for mig?” spurgte han så svagt, en anelse pinligt berørt over sig selv. Han elskede bare, når Jonghyun sang, for det beroligede ham altid.

”Hvilken sang skal det være?” spurgte den ældre dreng tilbage.

”Det er lige meget. Bare vær sød at synge et eller andet,” svarede han, og der var stilhed lidt. Så blandede Jonghyuns stille stemme sig med mørket. Key kunne mærke, at han langsomt faldt i søvn. Det sidste han lage mærke til, var Jonghyuns bløde stemme og varme favn.

*

Da han vågnede op dagen efter, lå han der bare lidt med lukkede øjne. Han kunne stadig mærke Jonghyuns arme om sig, så hans kæreste havde altså holdt sit løfte og var blevet. Han kunne også skimte solen gennem sine øjenlåg, så gardinet måtte være trukket fra.

Så kunne han mærke Jonghyun placere et blidt kys på hans pande, hvilket han nød til fulde. Noget andet han kunne mærke var, at han havde det bedre i dag, efter han havde fået noget søvn. Han følte sig ikke helt så knust og udmattet. ’Gad vide hvad klokken er?’ tænkte han sløvt, før han endelig åbnede øjnene.

Hans blik blev straks mødt af Jonghyuns dejlige brune øjne.

”Godmorgen, Bummie. Eller skulle jeg sige god eftermiddag?” sagde den ældre dreng, og Key famlede forvirret efter sin mobil. Da han tændte den, tabte han kæben. Klokken var allerede halv to om eftermiddagen, præcis som Jonghyun havde hentydet til. Hvordan kunne den være blevet så mange? Hvordan kunne han have sovet så længe? Jonghyun snakkede dog videre, før han kunne nå at sige noget.

”Det er okay, du trængte virkelig til det efter i går. Jeg var oppe tidligere for lige at snakke lidt med dine forældre, inden de tog på arbejde, men ellers er jeg blevet hos dig,” forklarede han, og Key nikkede svagt. Så kom han i tanke om noget.

”Hvad med skolen?” han kunne ikke lade være med at føle sig en smule panisk. Det var meget sjældent, han ikke dukkede op til sine timer.  Den ældre dreng fnøs bare ad ham.

”Hverken du eller Minho er i stand til at være i skole nu, og jeg kunne ikke bare efterlade dig alene, når jeg ved, hvor meget alt dette her har påvirket dig,” svarede han, og Key nikkede kort. Jonghyun havde ret, han ville ikke være i stand til at sidde i skolen nu, og desuden ville han slet ikke have kunnet slæbe sig selv ud af sengen tidligt i morges.

”Du har ret. Kan vi tage over på hospitalet nu?” spurgte Key, og Jonghyun nikkede.

”Ja, men jeg foreslår, at vi tager et bad først og får spist noget morgenmad,” svarede Jonghyun, og Key kunne mærke sine kinder blusse op.

”Sammen?” spurgte han, og Jonghyun så først lidt overrumplet ud. Så genvandt han sin sædvanlige attitude.

”Det kan vi da godt, hvis du vil, Bummie~ Dine forældre er ikke hjemme,” svarede han, og Key rødmede endnu mere. I det mindste var der noget, der stadig var, som det plejede at være.

~*~

Så er der ikke lang tid til jul - og jeg har endelig fået ferie~ Det betyder, at der vil komme et ekstra kapitel i løbet af ugen ^^
Til jer, der ikke har set den endnu; SHINee's skønne nye musik video ^^
 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...