I Could Never Forget (JongKey)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 apr. 2013
  • Opdateret: 8 feb. 2014
  • Status: Færdig
Følg Key gennem hans teenageliv med mobning, usikkerhed, venskab og kærlighed.

Key har aldrig været en af de populærere. Lige siden han var helt lille, har han været en af dem med få venner. De andre drenge begynder at mobbe ham, fordi han er mere feminin end de fleste andre. Som han bliver ældre, begynder han selv at blive forvirret omkring sin seksualitet.

Udover den næsten daglige mobbning, går hans nuværende bedste ven, Taemin, gennem en hård tid, så Key bliver nødt til at være der for ham.

Sidst, men ikke mindst, er der savnet af den barndomsven, som han aldrig har glemt. Spørgsmålet er bare, om han kan klare presset, der bliver lagt på hans skuldre.

43Likes
692Kommentarer
12923Visninger
AA

58. 56. kapitel

Key lagde hovedet i hænderne. Hvert eneste sekund føltes som flere timer, og det var ærlig talt nogle af de værste minutter i hans liv. Han kunne ikke lade være med at tænke alle de tanker, som han burde holde ude af sit hoved lige nu. Hans krop var træt og føltes svag, og han havde ikke lyst til at græde mere lige nu. Alligevel begyndte tårerne endnu engang at trille, mens alle de uvelkomne tanker fyldte hans hoved.

Da Minho dukkede op tyve minutters tid efter opkaldet, rystede Keys krop endnu engang voldsomt. Key havde ikke engang hørt den yngre dreng, før han talte.

 ”Hvad er der sket?” Key så kort op og handlede så uden at tænke. Før han vidste af det, var han i Minhos favn, mens den yngre dreng akavet prøvede at trøste ham. Selvom Key aldrig ville have gjort sådan noget normalt, var det rart endelig at have et velkendt ansigt at støtte sig til. Bare tanken om, at han ikke var alene mere, beroligede ham en smule. Men det forhindrede ikke, at han brød sammen endnu engang. Han havde slet ikke lyst til at snakke om det, han lige havde oplevet.

Det tog lang tid, før han endelig kunne begynde at fortælle, hvad der var sket. Han havde problemer med at finde de rigtige ord, men til gengæld var hans stemme forholdsvis rolig.

”Jeg gik over til Taemin efter skole, som jeg havde sagt, jeg ville. Jeg bankede på, men han svarede ikke. Jeg prøvede at tage i døren, og den var åben, hvilket undrede mig lidt, da han ellers altid låser den. Jeg havde på fornemmelsen, at der var noget galt, så jeg gik derind.

Det er ret lang tid siden, jeg sidst var hjemme hos ham, og huset havde ændret sig lidt, men jeg kunne sagtens finde rundt. Jeg gik først ind på Taemins værelse, men der var han ikke. Jeg ledte efter ham alle andre steder, men jeg fandt ham først til sidst,” svarede han og stoppede op for at lade et hulk ud. Nu nåede han til den rigtig svære part, så det blev endnu sværere at tale videre. Det trøstede ham dog lidt, at Minho trak ham tættere ind til sig. Han ville hellere være i Jonghyuns favn, men dette her var så meget bedre end at være alene.

”Jeg åbnede døren til badeværelset og.. Minho, der var så meget b-blod..” fortsatte han så og begyndte at stamme og hakke til sidst. Han kunne mærke, hvordan Minho næsten holdt op med at trække vejret, og hvordan hans hjerte satte farten op.

”H-han havde en kniv i hånden, og hans arme var snittet op. Han så død ud og.. blodet..”  Key kunne ikke sige mere, idet gråden tog over. Han kunne mærke, at Minho blev helt stiv. Han vidste, at den yngre dreng var forfærdet over fortællingen. Han var også ret sikker på, at Minho vidste, at han selv var skyld i det.

”Hvad skete der så?” spurgte idolet, og selvom Key virkelig ikke havde lyst til at sige mere, gjorde han det alligevel på grund af den fortvivlede tone i Minhos stemme.

”Jeg ringede med det samme efter ambulancen, og de kom hurtigt. Jeg fandt denne her ved siden af ham,” forklarede han og rakte den lille seddel til den anden dreng. Han tænkte kort over, hvor fantastisk det egentlig var, at den ikke var smurt ind i blod.

Efter at have set Minhos reaktion, fortrød Key lidt at have givet ham den. Han kunne se, hvordan den yngre drengs krop begyndte at ryste lige så kraftigt, som hans egen havde gjort tidligere, og hvordan han så ud til at gå i stykker. Han stirrede bare på ordene.

Først nu lagde Key mærke til kvinden bag Minho. Key regnede med, at hun var hans mor, for de lignede hinanden ret meget. Hun lagde en forsigtig hånd på Minhos skulder og han så op på hende. Key tabte underkæben, da han så tårerne i den yngre drengs øjne. Han havde aldrig regnet med at se Minho græde. Han havde regnet med, at Minho slet ikke var i stand til at udtrykke sine følelser, men inden han vidste af det, var drengen i sin mors arme, grædende som et lille barn.

Key kunne selv mærke tårerne vælde op ved det syn. Minho elskede virkelig Taemin, det indså han nu. Endnu engang kunne han ikke lade være med at tænke over, hvad der mon ville ske, hvis Taemin aldrig vågnede op igen. Hvad skulle han og Minho gøre? Han var ret sikker på, at det var dem, der tog det hårdest.

Han følte sig underligt ensom og malplaceret sammen med de to, så han skrev en besked til Jonghyun. Han ville have ringet, men han stolede ikke på, at hans stemme ville holde, så han tog den overkommelige løsning.

Der gik ikke lang tid, før Jonghyun var hos ham med sin varme og beskyttende favn. Endelig faldt der en lille smule ro over Key. Han følte sig altid mere afslappet, når han var i nærheden af Jonghyun på denne måde; sådan havde det altid været.

Han tænkte kort over, at den ældre dreng måtte have smidt alt, hvad han havde i hænderne, for at komme over til hospitalet så hurtigt efter beskeden. Da Key så nærmere på ham, kunne han nemt se, at alt dette også gik Jonghyun på, selvom drengen ellers ikke var ret tæt på Taemin. De havde dog snakket sammen en del gange, og de kunne næsten ikke undgå at blive venner, når Taemin var så tæt på både Key og Minho.

Da Minho trak væk fra sin mor, så han ikke overrasket ud over at se Jonghyun sidde der.

Midt i al postyret kom Key til at tænke på noget. Han vidste ikke, hvorfor tanken lige pludselig meldte sig, men efter den først var kommet, kunne han ikke glemme den igen. Hvad ville Onew gøre, hvis han vidste det her? Han havde elsket Taemin så højt, så hvordan ville han reagere på noget som dette?

Efter tanken havde kørt rundt i hovedet på ham i lang tid, besluttede han sig for at gøre noget. Han vidste, at det ville være underligt at kontakte Onew efter al den tid, men han kunne ikke lade være med at tænke, at det var den bedste løsning. Desuden ville det være godt for Taemin at vågne op til en person, der elskede ham. Hvis han altså vågnede. Key rystede på hovedet over den sidste tanke.

Han tog sin mobil frem og gik på nettet. Han måtte da kunne finde Onews nummer et eller andet sted. Key ledte i løbet af den næste time, og Jonghyun så tavst med.

”Hvem er Lee Jinki?” spurgte han lavt, efter Key havde gjort utallige forsøg. Key sukkede.

”Det er Taemins halvbror. De har ikke set hinanden i meget lang tid, men jeg har bare en underlig fornemmelse af, at det her vil være det rigtige at gøre, så jeg bliver nødt til at finde hans nummer,” svarede han, og Jonghyun nikkede forstående.

”Hvis du har en fornemmelse af, at det er den rigtige løsning, så har du nok ret. Du plejer altid at have ret omkring sådan noget,” sagde han og så ud til at tænke lidt. Så kom han med et forslag til, hvor Key kunne finde nummeret, og den yngre dreng lyste op. Han havde ærlig talt været ved at give op, men det her var faktisk en god mulighed.

”Fandt det!” udbrød han med en dæmpet stemme, så han ikke forstyrrede nogen. Det var ikke engang højt nok til, at Minho kunne høre det. Jonghyun sendte ham et lille smil, og Key sendte et træt et tilbage. Dette var nok den eneste gode ting, der var sket i dag.

”Jeg ringer med det samme,” sagde han og rejste sig for at gå et andet sted hen, for endnu engang ikke at forstyrre nogen. Han endte med at stille sig helt udenfor. Det var koldt, men luften var dejligt opfriskende. Så trykkede han nummeret ind og ringede op, idet han bad til, at Onew ville tage den. Den ringede fire gange, før den blev taget.

”Hej, det er Jinki. Hvem snakker jeg med?” spurgte den åh-så-velkendte stemme, og Key kunne ikke lade være med at smile lidt på trods af situationen. Det var virkelig rart at høre den dybe, men alligevel fløjlsbløde, stemme igen.

”Hej, Onew. Det er Key. Kan du huske mig?” spurgte han, og han kunne høre Onew gispe gennem røret.

”Key? Er det virkelig dig? Selvfølgelig kan jeg huske dig! Hvordan fandt du mit nummer? Nej, endnu vigtigere, hvorfor ringer du?” Spørgsmålene væltede ind på en gang, og Key havde svært ved at følge med. Han var egentlig lidt overrasket over reaktionen. Hvorfor virkede Onew så lykkelig over at høre fra ham, når det ellers havde været ham, der brød forbindelsen dengang? Der var et eller andet, der ikke helt passede sammen. Det havde Key dog ikke tid til at bekymre sig om nu.

”Jeg ringer på grund af Taemin,” svarede han, og Onew blev med det samme tavs for et øjeblik.

”Hvad er der sket? Er det noget alvorligt?” spurgte han så med en stemme, der havde mistet al glæden. Nu var den bare fyldt med forfærdelse og bekymring. Key kunne næsten føle Onews uro gennem telefonen.

”Han er på hospitalet. Han prøvede at begå selvmord tidligere i dag og.. jeg fandt ham,” svarede Key med en klump i halsen. I det mindste begyndte han ikke at græde denne gang. Det var et fremskridt.

”Selvmord?! Taeminnie? Hvad er der dog sket?!” udbrød manden gennem røret, som om han ikke kunne tro sine egne ører. Key kunne godt forstå ham. Hvis nogen havde fortalt ham, at den dreng, Taemin havde været, dengang Onew var inde i billedet, ville prøve at begå selvmord inden for de næste år, ville han ikke have kunnet tro på det. Det virkede slet ikke som noget, den lille strålende dreng kunne finde på. Tingene havde ændret sig så meget fra den gang.

”Det er en rigtig lang historie. Jeg tænkte bare, at det ville være rart for dig at vide dette, så jeg har brugt en del tid på at finde dit nummer. Jeg er også sikker på, at Taemin vil blive lykkelig over at se dig hvis – nej, når – han vågner op,” svarede Key og kunne have slået sig selv over den fejl. Han ville ikke tænke sådan. Han måtte ikke tænke sådan.

Der var stilhed i noget tid, og Key var næsten bange for, at Onew havde lagt på. Så kunne han pludselig høre et fortvivlet suk.

”Jeg er glad for, at du ringede Key.. det betyder rigtig meget for mig. Men vil Taemin overhovedet have lyst til at se mig?” spurgte han, og Key rynkede panden. Hvorfor skulle Taemin ikke have lyst til at se Onew igen? Selvfølgelig havde han været knust over at være blevet svigtet, men Key var ret sikker på, at Taemin ville elske at se sin halvbror igen.

”Selvfølgelig. Han elsker dig,” svarede han, og Onew lavede en underlig lyd gennem telefonen. Key identificerede den hurtigt som gråd. Han så op mod himlen og blinkede mange gange i træk for at holde sine egne tårer væk. Han havde grædt nok, han havde ikke lyst til at græde mere i dag. Efter lidt tid talte Onew igen.

”Jeg tager af sted med det samme. På den måde kan jeg være der i morgen tidlig.” Key lyttede overrasket til beslutningen.

”Du behøver ikke at køre nu! Det bliver snart mørkt. Det er farligt at køre, hvis du er træt,” udbrød han med det samme, og Onew kom med noget, der lå midt mellem et hulk og et grin.

”Samme gamle belærende Kibum – du aner ikke hvor skønt det er at høre din stemme igen,” svarede han med en anelse humor i stemmen, men blev så alvorlig, idet han fortsatte, ”jeg har ikke tænkt mig at vente et sekund mere. Hvis Taemin vil have mig der, er jeg nødt til at være der. Jeg var kommet alligevel efter dit opkald. Jeg har savnet ham så meget. Jeg anede ikke, at det stod til på denne måde, for så var jeg kommet tilbage for lang tid siden. Jeg bliver nødt til at være der for ham. Jeg elsker ham stadig mere end nogen anden,” svarede han med en stemme, der var tyk af følelser.

Key vidste ærlig talt ikke, hvad han skulle svare. Når Onew talte på denne måde, lød det næsten, som om det var Taemin, der havde valgt ham fra og ikke omvendt. Key blev mere og mere overbevist om, at der var sket en eller anden form for misforståelse mellem dem dengang, for dette virkede ikke rigtigt. Han havde dog ikke den store lyst til at lege detektiv lige nu, for han var træt og følte sig egentlig bare udtømt for energi.

”Så du insisterer på at tage af sted nu?” spurgte han. Han var på en måde ret glad for, at Onew ikke svigtede Taemin nu. Og Key, for den sags skyld. Onew var lidt ældre, og han havde altid været god til at berolige ham og få ham til at tænke mere positivt, så det var lige, hvad han havde brug for nu.

”Ja,” lød svaret, og Key nikkede kort, før han huskede, at Onew ikke kunne se det.

”Okay, så ses vi i morgen. Jeg lover at svare på dine spørgsmål på et andet tidspunkt,” sagde han, og Onew svarede med et farvel.

~*~

Så kom Onew ind i billedet igen~ Har I savnet ham? ^^

Jeg synes denne video er ret kær, så den får I i dag:

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...