I Could Never Forget (JongKey)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 apr. 2013
  • Opdateret: 8 feb. 2014
  • Status: Færdig
Følg Key gennem hans teenageliv med mobning, usikkerhed, venskab og kærlighed.

Key har aldrig været en af de populærere. Lige siden han var helt lille, har han været en af dem med få venner. De andre drenge begynder at mobbe ham, fordi han er mere feminin end de fleste andre. Som han bliver ældre, begynder han selv at blive forvirret omkring sin seksualitet.

Udover den næsten daglige mobbning, går hans nuværende bedste ven, Taemin, gennem en hård tid, så Key bliver nødt til at være der for ham.

Sidst, men ikke mindst, er der savnet af den barndomsven, som han aldrig har glemt. Spørgsmålet er bare, om han kan klare presset, der bliver lagt på hans skuldre.

43Likes
692Kommentarer
12889Visninger
AA

57. 55. kapitel

Den næste dag var Key blevet mere rolig. Selvfølgelig var han stadig ude af sig selv over det, Baekhyun havde fortalt, men han tog det lidt roligere og mere rationelt.

De var endnu engang til dansetimen, og Taemin var ikke engang dukket op i dag. Key måtte med et tungt hjerte indse, at den yngre dreng nok slet ikke havde tænkt sig at komme i dag.

Timen sneglede sig af sted, og Key iagttog Minho, præcis som han havde gjort de forrige dage. Han var helt sikker på, at der var sket et eller andet rigtig slemt, for Minho havde aldrig set så rædselsfuld ud. Han havde store poser under øjnene, som om han ikke havde sovet i dagevis, og hans ansigtsudtryk var helt forkert. Næsten som om han havde set noget, han aldrig burde have set. Key kunne ikke lade være med at være en smule vred igen, men i dag var der noget, der stoppede ham fra at føle som dagen før. Måske var det følelserne i drengens ansigt, eller måske var det de blikke, han konstant kastede over på døren. Havde han taget kontakt til Taemin? Hvorfor skulle han ellers se sådan ud?

Da timen sluttede, stoppede han igen Minho fra at gå ud i omklædningsrummet.

”Har du tænkt dig at tjekke op på ham eller noget?” Idet han stillede dette spørgsmål, kunne han ikke lade være med at håbe. Han ønskede inderligt, at tingene ville komme i orden mellem de to drenge. Men Minho forholdt sig tavs med et besværet og beklagede udtryk i ansigtet. Key kunne ikke stoppe sig selv fra at sukke, mens han sænkede blikket mod gulvet.

”Så gør jeg det. Jeg ved, at Taemin har mere brug for dig, men når du ikke vil gøre noget, gør jeg det. Jeg har trods alt kendt ham i længst tid,” sagde han og gik over mod døren. Det var egentlig mere en konstatering for ham selv, end det var en kommentar til Minho, for det var ikke noget, han havde haft planer om tidligere.

Han skiftede hurtigt tøj uden at tage et bad først. De andre drenge var tydeligvis ikke klar til, at en som ham badede i samme rum som dem, og desuden havde han egentlig ikke rigtig tid nu, hvis han skulle nå bussen til Taemins hus.

Han smed træningstøjet ned i tasken og skyndte sig ud til stoppestedet. Der gik ikke lang tid, før bussen holdt der, og han kunne stige på. Turen var ikke ret lang, så det var heller ikke videre tidskrævende.

Snart stod han udenfor det lille, gamle hus. Det var meget lang tid siden, han sidst havde været her, måtte han konkludere, idet han gik mod døren. For at være helt ærlig, var han en smule bange for, hvad der nu ville ske. Ville Taemin overhovedet snakke med ham? Ville han blive smidt ud?

Han tog en dyb indånding, før han ringede på døren. Han ventede lidt, men der kom intet svar. Han prøvede at banke på i stedet, men han kunne stadig ikke høre noget tegn på liv derindefra. Han trak sin mobil op og ringede til den yngre dreng. Det hjalp ikke, da den ikke blev taget. Key fik en dårlig fornemmelse i maven – der var noget, der ikke virkede rigtigt. Der var ikke risiko for, at Taemin slet ikke var hjemme, var der?

Han tog i døren, og den gik op. Hans hjerte satte farten op. Taemin lod aldrig døren stå ulåst. Aldrig. Om han så var hjemme eller ej. Det første Key lagde mærke til, da han gik ind, var, at Taemins sko stod der. Han måtte altså være her. Det næste han fik øje på, var den smadrede vase på entrégulvet. Hans mave vendte sig.

Han var ikke mange sekunder om at åbne den nærmeste dør – den til Taemins værelse. Drengen var der ikke, så derfor skyndte han sig videre til døren overfor, som førte ind til køkkenet. Opvasken stod der, tydeligvis urørt, og der var intet syn af Taemin. Key kunne mærke en underlig sugende fornemmelse begynde at brede sig i maven.

Han fortsatte videre til det lille værelse, der tjente som kontor og Taemins fars værelse. Tomt. I bliver nødt til at gøre noget, ellers.. gør han noget dumt. Baekhyuns ord kørte gennem hans hoved, mens panikken vældede op i ham. Hvad skulle han gøre? Han kunne knap nok tænke klart, da han så, at drengen heller ikke var i den lille stue. Det betød, at der kun var et rum tilbage. En eneste mulighed.

Keys hænder rystede, da han lagde hånden på dørhåndtaget til badeværelse. Hvad hvis Taemin heller ikke var der? Hvad skulle han så gøre? Han pressede det langsomt ned og tog en dyb indånding, inden han åbnede døren.

Det halvkvalte skrig rev sig op gennem halsen og slap ud gennem hans læber, før han nåede at tænke noget. Han havde endelig fundet Taemin. Midt på badeværelsesgulvet, dækket i blod. Key smed sig ned på knæ ved siden af sin yngre ven. Han kunne allerede mærke tårerne brænde i sine øjenkroge, og hans mave slog en underlig kolbøtte. Han havde det, som om han skulle kaste op. 

”Taemin! Sv-svar mig!” skreg han, idet tårerne begyndte at trille ned ad hans kinder. Han ruskede den yngre dreng, men der var ingen reaktion. Hvor lang tid var der gået? Trak Taemin vejret? Han mærkede efter for en puls og fandt en, men den var alt for svag og langsom.  Måske, bare måske, var det ikke for sent? Han anede ikke, hvad han skulle gøre, men i en choktilstand fik han flået sin mobil til sig og ringet efter en ambulance. Et hulk vred sig fri, idet han ventede på, at telefonen blev taget.

”Hvad kan jeg hj..” endnu et hulk afbrød damens sætning, og han gik i gang med at forklare så hurtigt som muligt, samtidig med at han rev sin bluse af og stramt bandt den om Taemins arme, så det i det mindste stoppede en smule for blodstilførslen.

”Selvmordsforsøg – der er blod over alt. Kom hurtigt,” sagde han med en overraskende fast stemme, og damen bad om adressen. Han tænkte ikke engang, før han svarede. Han fik hurtigt at vide, at ambulancen var på vej. Han fik oplysninger om, hvad han kunne gøre, før ambulancen ankom, men det var bare de ting, han allerede havde sørget for, så det hjalp ham ikke ret meget.

Damen lagde på med besked om, at ambulancen snart ville komme. Efter det brød Key helt sammen. Det gjorde ondt i brystet og halsen at trække vejret, og hans øjne sved af tårer. Han havde gjort, hvad han kunne, men var det godt nok? Hvad hvis det var for sent? Hvad hvis Taemin aldrig vågnede igen? Flere halvkvalte hulk tvang sig vej frem, og lyden fyldte badeværelset på en uhyggelig måde.

”Taeminnie.. Taeminnie.. Hvad skal jeg gøre? Hvad skal jeg gøre?” Han kunne selv høre hysteriet i sin stemme, men han kunne ikke længere holde den under kontrol. Han kunne se, hvordan farven langsomt forsvandt fra den yngre drengs ansigt, og Key kunne ikke stoppe sig selv fra at gribe den ene iskolde hånd.

Han mærkede et stykke papir i hånden og trak det forsigtigt ud. Det var pænt sammenfoldet, så han foldede det ud for at kunne læse, hvad der stod på det.

Selvom du hader mig, er du stadig min verden lidt endnu.

Endnu en smerte skar sig vej gennem Keys bryst, og denne gang var det ikke på grund af den manglende luft. Han var ikke et øjebliks i tvivl om, hvem beskeden var til. Han knyttede den hånd, der ikke knugede om Taemins. Hvordan kunne det være kommet så vidt? Hvordan kunne hans Taeminnie være nået til det punkt, hvor han lå på gulvet med en kniv i hånden, armene snittet op og et ønske om at dø?

”Pabo! Hv-hvordan.. hvordan kunne d-du gøre dette her?” Ordene tvang sig vej ud gennem hans tørre læber, som kun tårerne prøvede at fugte. Hvor blev de dumme ambulancefolk af? Hvorfor var de her ikke endnu? 

Det føltes som en evighed, før ambulancen endelig dukkede op. På dette tidspunkt havde han stadig ikke fået den mindste smule styr på sine tårer, sin vejrtrækning eller sit hjerte, der bankede hurtigt og gjorde ondt. Tværtimod var det kun blevet værre, som minutterne gik. Han kunne ikke lade være med at forestille sig de værste scenarier, hvor Taemin måske aldrig ville vågne op.

Så snart han hørte døren blive åbnet, kom der en masse mennesker ind på det lille badeværelse, men Key havde svært ved at fokusere. En af dem rev Key væk fra den yngre dreng, og selvom Key vidste, at de blev nødt til at tage ham med sig, kæmpede han imod deres greb. Han havde ikke lyst til at se Taemin på den hvide bårer, i ambulancen eller i en hvid hospitalsseng, der på trods af dens renhed havde mere farve end Taemin selv, for det gjorde bare det hele mere virkeligt og forfærdeligt.

Da de bar Taemin væk, rejste Key sig hurtigt op for at følge dem. Det sortnede øjeblikkeligt for hans øjne, og hele hans krop rystede kraftigt. Først nu lagde han mærke til den forfærdelige lugt af blod. To af sygeplejerskerne, som var blevet tilbage for at tage sig af ham, nåede lige at gribe ham, før han dejsede om på gulvet.

Han blev sat på toilettet og fik besked om, at han skulle ånde i en pose. Han gjorde, som de sagde, og prøvede at få styr på sin vejrtrækning. Han havde ikke før haft et panikanfald, men dette her havde sendt ham i en form for chok. Hvordan kunne det være kommet så vidt?

Ligegyldigt hvad han gjorde, havde han stadig problemer med at trække vejret, og tårerne og hulkene gjorde det kun værre. Han kunne svagt høre, at der blev sagt noget om at prøve at tage dybe indåndinger og om at tænke på noget, der gjorde ham glad.

Han prøvede at gøre, hvad der blev sagt. Han drejede sine tanker over på Jonghyun, selvom det var svært. Han kunne langsomt mærke sine lunger begynde at tage imod noget af den ilt, han trak ind. Da hans vejrtrækning kun var let besværet, kunne han mærke den ene sygeplejerske tørre hans tårer væk.

”Du gjorde det rigtig godt. Du tænkte klart og handlede hurtigt. Du har været en stor hjælp,” sagde hun lavmælt, og Key tog en rystende vejrtrækning, før han åbnende munden for at sige noget.

”V-vil.. han være o-okay?” spurgte han og kunne selv høre, hvor ødelagt hans stemme lød. Sygeplejersken sukkede og så på den mandlige sygeplejerske ved siden af sig. Key hadede det blik. Han måtte gøre alt for at holde sin vejrtræning under kontrol.

”De vil gøre alt for at redde ham. Vil du med ind på hospitalet, eller skal vi køre dig hjem?” spurgte hun så, og Key tog en hurtig beslutning.

”Jeg vil med der ind. Jeg vil vide, hvad der kommer til at ske,” svarede han. Han havde ikke lyst til at sidde på hospitalet, for det ville bare knuse ham endnu mere, men han måtte være der for Taemin til det sidste. Hvordan kunne Taemin tro, at der ikke var nogen, der elskede ham? Hvordan kunne han handle på denne måde, kun på grund af Minho?

Turen ind til hospitalet var meget stille. Det eneste, man kunne høre, var Key, som stadig snøftede, selv om hans vejrtrækning endelig var blevet normal, og han kunne tænke en smule mere klart. Det havde hjulpet ham lidt at komme ud i den friske luft, i stedet for at være i det indelukkede, blodlugtende badeværelse.

Da de nåede hospitalet, førte kvinden ham hen til et rum, hvor døren var lukket.

”Der er stole her, hvor du kan vente. Det kommer nok til at tage lidt tid. Hvis du bliver sulten eller andet, er cafeteriet nedenunder, ” forklarede hun med en venlig og professionel stemme, og fortsatte derefter med et spørgsmål, der lød mere personligt og bekymret, ”er du sikker på, at du er okay?” Key tog en rystende vejrtrækning, før han svarede.

”Ja, det skal nok gå,” svarede han stille, og kvinden nikkede kort.

”Hvis du føler dig utilpas, kan du bare tage fat i en af lægerne,” svarede hun, og han nikkede taknemmeligt til hende. Så sank han udmattet ned på en af plastikstolene. Hun trak noget op ad lommen og rakte det til ham.

”Denne her lå på gulvet, er det din?” spurgte hun, og Key genkendte hurtigt Taemins hvide mobil. Han rystede kort på hovedet.

”Nej, der er.. T-Taemins. Jeg skal nok tage den,” svarede han og tog den. Den var nok faldet ud af drengens lomme eller noget. Key havde svært ved overhovedet at tænke over den scene, han lige havde spillet med i. Det var som et af hans værste mareridt. Så snart sygeplejersken var gået, trak han sine ben op og knugede dem ind til sig. Han rystede stadig. En ting han pludselig lagde mærke til var, at han stadig havde sedlen knuget i sin hånd. Han havde ingen ide om, hvordan han havde formået at holde fast i den.

Skulle han kontakte drengen, der havde forårsaget det hele? Normalt ville han ikke have gjort det under nogen omstændigheder, men tanken om Minhos ansigtsudtryk tidligere og sedlen i Taemins hånd, fik ham overbevist om, at de to drenge havde brug for hinanden. Desuden var han ikke sikker på, at han ville kunne sidde her alene. Han havde brug for en – bare en eller anden – til at holde sig med selskab, ellers ville han blive sindssyg.

Derfor tog han Taemins mobil op og fandt Minhos nummer. Han tørrede sine kinder, før han ringede op, men det hjalp ikke noget. Snøftene fortsatte alligevel. Han skulle ikke vente længe, før hans opkald blev besvaret.

 ”Minho..” klynkede han, så snart der kom det velkendte klik.

”Hvorfor ringer du fra Taemins mobil?” Det var nemt at høre, at Minho var både overrasket, en anelse på vagt og, ikke mindst, ret bekymret.

”D-du bliver nødt til at komme til hospitalet. D-det er T-Taemin.” Bare at sige den sætning fik tårerne til at vælde op på ny. Han kunne høre et bump og derefter en smækkende dør. Så blev der stilhed. Key fandt faktisk en smule komfort i at vide, at Minho var på vej.

~*~

Så her kom det længe ventede (og frygtede) kapitel. Fortæl mig gerne, hvad I synes om det! ^^
Jeg fandt denne her video for nogle dage siden og tænkte, at den er ret kær. Derfor får I den i dag~

 

 

Udover det, har EXO haft et comeback med en sang, som der også er video til. Jeg synes selv, at den er rigtig sød. Hvis der er nogle, der er interesserede, er den koreanske version her:
 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...