I Could Never Forget (JongKey)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 apr. 2013
  • Opdateret: 8 feb. 2014
  • Status: Færdig
Følg Key gennem hans teenageliv med mobning, usikkerhed, venskab og kærlighed.

Key har aldrig været en af de populærere. Lige siden han var helt lille, har han været en af dem med få venner. De andre drenge begynder at mobbe ham, fordi han er mere feminin end de fleste andre. Som han bliver ældre, begynder han selv at blive forvirret omkring sin seksualitet.

Udover den næsten daglige mobbning, går hans nuværende bedste ven, Taemin, gennem en hård tid, så Key bliver nødt til at være der for ham.

Sidst, men ikke mindst, er der savnet af den barndomsven, som han aldrig har glemt. Spørgsmålet er bare, om han kan klare presset, der bliver lagt på hans skuldre.

43Likes
692Kommentarer
12886Visninger
AA

56. 54. kapitel

På trods af Keys plan, nåede han aldrig at få fat i Taemin, før den yngre dreng var forsvundet ud af døren. Han gik hurtigt ind i omklædningsrummet, men der var intet spor af ham, så han måtte være smuttet så hurtigt, som overhovedet muligt. Key kunne godt tænke sig at vide, hvad der var sket, men han ville ikke presse Taemin for meget.

Derfor tog han hjem og begyndte på den store opgave i stedet. Hen ad eftermiddagen ringede han endnu engang til Taemin, men opkaldet blev ikke taget.

Da det blev aften, ringede telefonen, og Key var ikke mange sekunder om at tage den. Selvom han havde sagt til sig selv, at det ikke var så alvorligt, distraherede det ham alligevel fra at rette sit fulde fokus mod den dumme opgave.

”Det er Key,” sagde han, uden så meget som at se på nummerviseren først.

”Det er Jonghyun,” blev der svaret, og Key sank sammen. Han var ret sikker på, at han aldrig havde været så skuffet over at høre Jonghyuns stemme.

”Hej,” svarede han fladt. Det var ikke, fordi han ikke gad tale med Jonghyun, men det var bare ikke den person, han helst ville have hørt fra lige nu.

”Jeg tænkte på, om vi skulle lave noget sammen i morgen efter skole? Så kan vi også få dine tanker lidt væk fra det, der foregår,” svarede Jonghyun, og Key kunne ikke lade være med at elske ham. På en eller anden måde vidste den ældre dreng bare altid lige præcis, hvad der skulle til for at opmuntre ham. Desværre kunne han ikke sige ja til forslaget denne gang.

”Jeg ville rigtig gerne, men det kan jeg desværre ikke. Jeg har en stor opgave for, som jeg bliver nødt til at have lavet færdig til næste uge,” sagde han, og han kunne høre Jonghyun sukke.

”Det var ærgerligt. Vil du have mig til at komme over og hjælpe med opgaven?” spurgte han, og Key overvejede det et øjeblik.

”Nej, det er okay. Vi ville alligevel ikke få lavet noget, hvis du var her,” svarede han, og Jonghyun gav han hurtigt ret.

”Okay, men så må vi jo vente og se, hvad der sker. Du ringer bare, hvis der er noget, du har brug for at snakke om, ikke?” sagde den ældre dreng, og Key kunne ikke holde et lille smil fra sine læber. Han var rigtig glad for, at Jonghyun altid var der så meget for ham, ligegyldigt hvilken situation det handlede om.

”Tak, Jjong. Vi ses,” svarede han, og hans kæreste svarede tilbage med et ”vi ses,” før han lagde på.

Resten af aftenen gik med at bekymre sig og skrive opgave på samme tid. Han vidste, at det slet ikke blev så godt, som det ellers normalt ville være blevet, men det var der ikke rigtig noget at gøre ved.

*

Det var nu tredje dag, Taemin undgik og ignorerede alle, og Key havde fået nok. Han hadede, at de var kommet til dette punkt, og det frustrerede ham grænseløst, at Minho ikke engang prøvede at gøre noget ved det, for det var jo tydeligvis ham, der havde gjort et eller andet galt. Key havde bare ikke rigtig lyst til at blande sig for meget, for han vidste, at Taemin ikke brød sig om det, når han blev alt for overpylrende.

I dette frikvarter havde Key ikke engang gidet sidde sammen med idolet. Han fandt sig derfor i stedet siddende sammen med Jonghyun, Baekhyun og Chanyeol.

Chanyeol og Jonghyun jokede rundt som normalt, men Key kunne sagtens fornemme de blikke, Jonghyun sendte ham fra tid til anden. Baekhyun virkede ret stille, men det var jo ikke rigtig en nyhed.

Da de var nået halvvejs gennem måltidet, var der dog noget, der overraskede ham. Baekhyun havde for første gang sagt noget.

”Kan vi lige tale sammen under fire øjne, Key?” spurgte han, og Key rettede et forundret blik mod ham. Det tog ham dog ikke lang tid at sige ja, for hvis Baekhyun spurgte om sådan noget, måtte det være vigtigt.

Derfor rejste de sig op sammen, og Key sagde et hurtigt, ”vi ses” til Jonghyun, før han fulgte Baekhyun til et tomt klasselokale. Efter døren var lukket bag dem, vendte den anden dreng sig mod ham.

”Jeg så Taemin tidligere i dag. Hvad er der galt med ham?” spurgte han, og Key blev endnu mere overrasket og forvirret. Hvorfor ville han tale om det?

”Jeg er ikke helt sikker. Der er sket et eller andet mellem Minho og ham, men han vil ikke engang tale med mig, og Minho fortæller jo ikke noget,” svarede han tøvende. Han var ikke bange for at hentyde de to yngre drenges forhold over for Baekhyun, for han var nok den sidste person, der ville fortælle det videre.

”Han har det forfærdeligt. I bliver nødt til at gøre noget, ellers.. gør han noget dumt,” sagde den lavere dreng, og Key tabte underkæben. Mente han, hvad Key troede, han mente?

”Hvordan kan du vide det? Hvad betyder det for dig?” spurgte han så, bange for at drage forhastede konklusioner. Desuden var det jo ikke sikkert, at Baekhyun havde ret. Ja, Taemin var langt nede nu, men han havde haft det værre før, havde han ikke? Det med Minho kunne ikke have ramt ham så hårdt, vel? Baekhyun så ud til at overveje noget, før han talte igen.

”Jeg har selv været der. Jeg har selv været i gennem det, han går igennem. Jeg ved, hvordan det føles, og jeg har ikke lyst til at se andre mennesker have det sådan. Det eneste, der fik mig til at tænke over det hele en ekstra gang, var Chanyeol. Hvis Chanyeol ikke var der mere..” Baekhyun lod sætningen være uafsluttet, men det var ikke svært at regne ud, hvordan den skulle have endt.

Key vidste ikke, hvad han skulle svare. Baekhyun var ikke typen til at åbne op om ting, det havde Key nemt kunne se, så at høre alt dette var en overraskelse, for at sige det mildt. Desuden var han blevet endnu mere bekymret for Taemin. Hvis Baekhyun virkelig havde ret, så blev de nødt til at gøre noget. Han følte sig overvældet af situationen.

”Er du sikker?” spurgte han, og Baekhyun nikkede uden at tøve. Key kunne mærke tårerne komme frem i øjenkrogene. Hvad skulle han gøre?

”Jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre. Taemin nægter at snakke med mig,” svarede han fortvivlet, og Baekhyun sukkede.

”Du kan ikke gøre noget. Det er Minho, der skal tage sig sammen. Få ham til at tage kontakt til Taemin eller noget. Det er bare et råd,” sagde den anden dreng stille, før han vendte om og gik. Key skulle til at følge ham, men stoppede op i sidste øjeblik. Baekhyun virkede ikke ligefrem til at ville have selskab.

Så snart døren var lukket i med et lille ”klik”, sank Key ned på gulvet. Han havde ingen ide om, hvad han skulle gøre. Var Minho virkelig den eneste mulighed? Ligegyldigt hvor meget han ønskede det, kunne han jo ikke tvinge Minho til at gøre noget.

Han trak sin mobil op af lommen og så lidt på den, mens han overvejede mulighederne. Til sidst fandt han Taemin under kontakter og ringede endnu engang op. Den ringede en del gange, før den gik over på telefonsvareren. Key sukkede og låste skærmen, før han lagde mobilen ned i sin lomme.

Klokken ringede, så han rejste sig op for at gå til time. Taemin var der ikke endnu, da han kom derind, men Minho stod allerede ovre i hjørnet. Key overvejede kort at sige noget til ham, men han nåede det ikke, før timen gik i gang.

Snart kom Taemin også ind ad døren, og Key kunne uden problemer se, at han ikke havde det godt. Deres lærer gad ikke engang skælde ham ud for at være kommet for sent. Key så over på Minho, som så ud, som om han var i dybe tanker. Key kunne se ham lave en del fejl, men han så ikke på Taemin en eneste gang. Han så ikke ud, som om han overhovedet interesserede sig for den yngre dreng.

Det gjorde Key vred. Hvordan kunne idolet bare være sådan, når Taemin havde det så slemt? Jonghyun ville aldrig have behandlet ham, sin kæreste, på den måde.

Key kogte mere og mere op under timen. Han vidste, at det var en dårlig ide, og at han virkelig burde få styr på sit temperament, men det var bare svært, efter hvad Baekhyun havde fortalt ham.

Så snart timen var slut, strøg Taemin ud af rummet så hurtigt, at man knap nok lagde mærke til det. Key prøvede ikke engang at følge efter ham, for han vidste, at det var et tabt løb. Derfor greb han i stedet fat i Minho. Han kunne bare ikke klare dette her mere, der måtte ske noget.

”Hvad har du gjort ved ham?” snerrede han, og Minho så faktisk en anelse skræmt ud, idet han trådte et skridt tilbage.

”Jeg har ikke gjort noget, arasseo? Key, vær sød at give slip, jeg har virkelig ikke tid lige nu,” svarede idolet og kastede et blik over på døren. Key kunne mærke vreden boble endnu mere op. Ikke tid lige nu? Hvordan kunne han overhovedet få sig selv til at sige sådan?

”Jeg ved, at det er dig, Minho! Fortæl mig, hvad der er sket!” sagde han derfor faretruende. Han hævede ikke stemmen, for der var helst ikke nogen udenfor, der skulle høre dem, men han havde bare mest af alt lyst til at råbe af den høje dreng.

Minho kneb øjnene sammen, som om han opgav alt. Han så dog ikke ud til at ville give Key det svar, han ønskede. Det eneste, den ældre dreng kunne tænke over i det øjeblik var, at han måtte få noget til at ske, så de kunne få Taemin glad igen. Han vidste, at han ikke handlede rationelt, men han kunne ikke styre sine handlinger længere.

Key skubbede Minho mod væggen, og den større dreng åbnede overrasket øjnene. Key kunne se, at den anden dreng ikke havde forventet, at han havde så mange kræfter, men det betød ikke så meget lige nu.

”Forstår du slet ikke noget, Choi Minho?” hvæsede han og kunne nu mære tårerne komme frem. Han havde ikke lyst til at fremstå som svag – det havde altid været noget, han hadede – men han kunne ikke stoppe med at tale nu. Han blev nødt til at prøve at få banket en eller anden form for skyldfølelse ind i Minho. Han gav ikke engang den anden dreng tid til at sige noget, før han selv talte videre.

”Taemin er min bedste ven, og han nægter at snakke med mig. Han ser forfærdelig ud, og han ignorerer mig fuldstændig! Hvad har du gjort ved ham? Jeg forlanger at få det at vide!” Både hans indre og hans øjenkroge brændte, og han hadede det.

”Key, du bliver nødt til at slappe af..” Keys hjerne og krop reagerede af sig selv. Der var ikke engang et øjebliks tøven, idet han svang sin hånd og gav den yngre dreng en syngende lussing, før han overhovedet nåede at afslutte sin sætning. Minho tog et skarpt sug luft ind, før han reagerede hurtigere, end Key havde forventet, han kunne.

Key befandt sig nu mellem væggen og Minho, præcis som han selv havde holdt Minho før. Minho så på ham med et brændende blik, og Key skulle måske have været bange, men det var han ikke. Han stirrede bare trodsigt tilbage på den højere dreng med et hadefuldt blik.

”Det der, gør du aldrig igen,” snerrede Minho så endelig og gav slip, for så at forsvinde ud ad rummet uden at have givet Key nogle af de svar, han gerne ville have. Idet Key lod sig selv synke ned på gulvet, håbede han bare på, at han i det mindste havde fået den anden dreng til at tænke over tingene.

Da han prøvede at trække sin mobil op ad lommen, lagde han mærke til, hvor meget hans hænder rystede. Han havde ikke lagt mærke til det tidligere, men nu var det tydeligt.

Han fik endelig telefonen op og kørte ned gennem kontakterne, indtil han nåede den person, han ville have fat i. Han tøvede ikke et øjeblik, før han ringede op, for han vidste, at han blev nødt til at finde en måde at slappe lidt af på. Der gik kun et øjeblik, før den blev taget. Han gik i gang med at tale med en træt stemme, som rystede en anelse.

”Det er Key. Har du mulighed for at være sammen nu, Jjong?”

~*~

Så kom kapitlet ind~ I morgen er det 1. december og 1. søndag i advent. Skal I lave noget specielt? Jeg glæder mig rigtig meget til ferien i år, det bliver skønt ^^

Næste kapitel - kan læserene af "Talk to me!" huske, hvad der sker i det?

Jeg ved godt, at det ikke har noget med SHINee at gøre, men jeg bliver bare nødt til at dele denne med jer. EXO kommer med et minialbum her i december, som hedder "Miracle of December"
I dag blev en audio version offentliggjort, så her er den~

Først synges der på koreansk og så skifter det til kinesisk i teaseren. Hvad synes I? ^^

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...