I Could Never Forget (JongKey)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 apr. 2013
  • Opdateret: 8 feb. 2014
  • Status: Færdig
Følg Key gennem hans teenageliv med mobning, usikkerhed, venskab og kærlighed.

Key har aldrig været en af de populærere. Lige siden han var helt lille, har han været en af dem med få venner. De andre drenge begynder at mobbe ham, fordi han er mere feminin end de fleste andre. Som han bliver ældre, begynder han selv at blive forvirret omkring sin seksualitet.

Udover den næsten daglige mobbning, går hans nuværende bedste ven, Taemin, gennem en hård tid, så Key bliver nødt til at være der for ham.

Sidst, men ikke mindst, er der savnet af den barndomsven, som han aldrig har glemt. Spørgsmålet er bare, om han kan klare presset, der bliver lagt på hans skuldre.

43Likes
692Kommentarer
12924Visninger
AA

54. 52. kapitel

Det var blevet mandag, og Key sad til engelsk endnu engang. Der var kun 10 minutter tilbage af undervisningen, så Key undrede sig ikke, da deres lærer tog stakken med de rettede test og så ud over klassen.

”Det meste ser jo meget fornuftigt ud,” sagde hun kort, før hun begyndte at dele dem rundt. Key var egentlig ikke ret interesseret, for han fik altid gode karakterer i engelsk. Det var det fag, han var allerbedst til, så han behøvede ikke engang at anstrenge sig ret meget for at komme op som en af de bedste i klassen.

Idet læreren smækkede hans test ned på hans bord med en alvorlig mine, blev han dog bekymret. Hendes ord hjalp ikke på det;

”Bliv efter timen, Kibum. Jeg skal tale med dig,” sagde hun med en streng stemme, og han rynkede panden. Så så han ned på sit papir og fik store øjne, da der var fejl ved samtlige opgaver.

Han kiggede dem igennem og kunne kun konstatere, at de alle var forkerte. Problemet var bare, at han var 110% sikker på, at dette ikke var hans svar. Han ville aldrig have sat krydserne så forkert. Hvordan var det gået til?

Han så op på navnet. Der stod ganske rigtigt Kim Kibum, som der skulle, men skriften lignede ikke hans. Tæt på, men han kunne selv se, at den ikke var helt magen til hans egen. Han slog op på sidste side og så det fede ”rang 9”. Han kunne mærke tårerne svide i sine øjenkroge og hans hjerte begyndte at banke hurtigere. Hvordan kunne det være sket? Det burde jo ikke være muligt!

De andre elever begyndte at gå ud ad lokalet, men Key kunne ikke engang hæve sit blik. Han følte sig knust, for han havde ikke råd til at få en så lav karakter i et fag, hvor han havde regnet med at få det bedste. Han rejste sig først, da alle var væk. Så gik han op til kateteret med bøjet hoved.

”Hvad gik der galt? Du er min bedste elev, hvordan kunne dette ske?” spurgte læreren med en streng tone, men Key syntes næsten, at han kunne spore noget bekymring. Endelig så han op på hende.

”Jeg ved det ikke.. j-jeg.. det er ikke mine svar,” prøvede han at forklare, men lærerens ansigt blev kun koldt.

”Du kommer ingen vegne ved at lyve, Kibum,” sagde hun, og Key bukkede hovedet igen, idet tårerne endnu engang truede. Hvad hvis han dumpede? Hvad ville hans forældre ikke sige? Hvad skulle han gøre?

”Undskyld,” svarede han lavt, selvom han vidste, at han ikke havde løjet. Hvorfor skulle han lyve? Han ville aldrig have besvaret en test så dårligt. Hans lærer sukkede.

”Fordi du normalt laver dine ting til perfektion, vil jeg lade dig tage testen om. Men lad det ikke gentage sig!” sagde hun, og Key så håbefuldt op. Da han så, at hun mente det, lavede han hurtigt flere dybe buk.

”Mange tak! Jeg vil ikke skuffe dig!” sagde han taknemmeligt og så sin lærer sende ham et lille smil. Han var reddet!

Efter at have takket læreren igen og aftalt en tid, hvor han kunne tage testen om, samlede han sine ting og skyndte sig ud ad klasseværelset. Han var glad for, at han måtte tage testen om, for ellers var det hele virkelig faldet sammen, men han var stadig forfærdet over, hvad der var sket.

Han tænkte tilbage på der, hvor de lavede testen, og hvad der var sket bagefter. Han havde skrevet sit navn, udfyldt sine svar, ventet på at alle blev færdige, rakt den videre til.. Sekyung. Han stoppede brat op, da han huskede denne detalje. Kunne hun have været skyld i det, der var sket?

Faktisk var spørgsmålet mere; kunne det være andre end hende? Og hvad motiv skulle en af de andre have, for at gøre sådan noget? For slet ikke at tale om, at det måtte have været besværligt.

Hvordan havde Sekyung gjort det, hvis det var sådan, det var gået til? Hun havde siddet ved siden af ham og derfor været personen, der modtog stakken efter ham, men hvordan?

Den eneste løsning han kunne finde på var, at hun måtte have svaret forkert på sin egen test med vilje og så skrevet hans navn. Men hvor var hans egen så blevet af? Kunne hun virkelig have nået at slette hans navn fra hans oprindelige opgave og indsætte sit eget? Så måtte hun havde handlet meget hurtigt.

Han brød sig virkelig mindre og mindre om hende for hver dag, der gik. Hvordan kunne hun overhovedet tillade sig at være sur på ham, bare fordi han var sammen med Jonghyun? Og hvad havde frembragt denne reaktion? Hun havde været ret strid på det sidste, men dette var meget værre end alt andet.

Hans første tanke var, at det var blevet værre efter han havde været i seng med Jonghyun, men hvordan skulle hun vide noget om det? Det havde hun ikke den mindste chance for at have fundet ud af, havde hun?

*

Det var blevet juleaften, og han sad sammen med Jonghyun, Taemin og Minho i stuen. De havde besluttet at fejre aftenen sammen, da Jonghyuns og Minhos familier ikke var hjemme, og Taemin alligevel ikke skulle holde noget med sin far. Key var faktisk ikke helt sikker på, hvordan Taemin havde fået lov til at være væk på denne dag, for hans far var normalt ret streng, men han ville helst ikke spørge ind til det. Key havde selv fået lov af sine forældre efter at have spurgt dem pænt. De havde sagt, at det var i orden, så længe han bare fejrede nytår med dem.

Der var ikke sket så meget på det sidste. Sekyung havde ikke gjort mere, selvom han havde lagt mærke til hendes sure ansigtsudtryk, da hun fandt ud af, at hans karakterer var lige så perfekte som altid. Han var blevet mere og mere sikker på, at det var hende, der var synderen.

Jonghyuns og hans forhold kørte på skinner. Det var virkelig bare perfekt. Taemin og Minho klarede det vidst også ret godt sammen.

En ting der dog havde ændret sig, var Taemins hår. Det var nu blondt og omkransede hans ansigt som en glorie. Det fik virkelig den unge dreng til at se bedre ud, end han havde gjort i meget lang tid. Når man så det sammen med det bløde smil, som nu dukkede op oftere og oftere, lignede han næsten den gamle Taemin.

Key var ikke den eneste, der så meget på Taemin efter forvandlingen. Minho stirrede mindst lige så meget, selvom det endda var ham, der havde betalt for turen hos frisøren. Key havde lagt mærke til det drømmende og beundre blik i hans øjne, som han egentlig syntes, var ret sødt.

De sad i øjeblikket rundt om juletræet og var klar til at pakke de sidste gaver ud. Key havde fået penge som gave af Minho, hvilket også var, hvad han havde givet tilbage. De var endnu ikke tætte nok til at finde på personlige gaver til hinanden.

Key havde heller ikke været helt sikker på, hvad han skulle give Jonghyun. Det var ikke, fordi de ikke var tætte nok, han havde bare været i tvivl om, hvad der ville være den perfekte gave.

Han var endt med at købe et par øreringe formet som en nøgle. Det var måske ikke den mest originale ide, men han havde været helt sikker på, at de ville klæde den ældre dreng, så han havde taget chancen. Jonghyun var også blevet glad for dem, så det havde været et godt valg.

Jonghyun havde givet ham en halskæde – lidt ligesom den, Key havde givet ham dengang. Den var af hvidguld og havde en lille rund medaljon hængende. Da han åbnede medaljonen, sad der to billeder inden i. På det ene sad 2 små drenge med armene om hinanden – dem, da de var små. Det andet billede var taget, efter de havde mødt hinanden igen og var blevet et par. Key havde næsten glemt, at de havde taget det billede, men han huskede det tydeligt, så snart han så det. Gaven havde virkelig rørt ham, og han var helt sikker på, at det nok var en af de bedste gaver nogensinde.

 De eneste, der manglede at udveksle gaver nu, var Taemin og Minho. Key var faktisk ret spændt på at se, hvad de ville give hinanden. Han havde allerede spurgt ind til Taemins gave til Minho, men den yngre dreng havde været meget hemmelighedsfuld.

Han så nysgerrigt til, da Minho rakte sin pakke til Taemin. Key kunne se det overraskede blik. Taemin havde allerede fortalt ham, at Minho havde givet ham frisørtiden i julegave, så han var sikker på, at den blonde dreng undrede sig over, hvorfor han også fik en gave nu.

Key ventede spændt, mens Taemin tog sig god tid til at pakke den ud. Han havde ikke før været så forsigtig med pakker, men det meste af hans personlighed havde som sagt ændret sig, da han holdt op med at tale. Key kunne se, at drengens øjne blev store, da han så indholdet af pakken, så han lænende sig nysgerrigt frem, men papiret dækkede stadig for det fra hans vinkel.

”Wah, det kan jeg da ikke bare tage imod! Gå tilbage med den og få dine penge tilbage,” udbrød han og skubbede gaven over til idolet. Minho skubbede den dog bare hurtigt tilbage. Keys nysgerrighed voksede.

”Det er en gave, Taemin. Jeg har ikke tænkt mig at give den tilbage. Det er din nu,” svarede Minho så med et smil. Key lagde hovedet på skrå. Hvad var det mon?

”Men hyuuung.. Det er alt for mange penge! Du betalte endda også for turen hos frisøren,” klagede Taemin og skubbede endnu engang gaven tilbage mod Minho. Key sukkede. Hvis Minho insisterede på at give Taemin noget dyrt i gave, hvorfor accepterede han det så ikke bare? Minho havde jo pengene til det.

”Jeg har alligevel smidt kvitteringen væk,” sagde Minho, og Key kunne tydeligt se på ham, at det var løgn. Gaven kom endelig ind for hans synsvinkel, og han så lidt på den med en overrasket mine. Det var en splinterny hvid mobil. Han forstod godt, hvorfor Minho havde tænkt over den ide, for Taemins nuværende mobil var ret gammel og skrammet. Den nye så virkelig dyr ud, men det lavede ikke om på, at Key syntes, at Taemin skulle tage imod den.

”Tag den nu bare, Minnie,” sagde han til sidst og kunne ikke lade være med at himle med øjnene. Taemin skulede kort til ham, men han sendte bare et udfordrende blik tilbage.

”Jeg har sagt til dig, at du ikke skal kalde mig det,” sagde Taemin så, men Key trak bare på skuldrene. Han var ret ligeglad med, om Taemin blev genert over kælenavnet, bare fordi Minho også var der.

”Jeg har kaldt dig det, siden vi mødtes. Jeg har ikke tænkt mig at ændre det, bare fordi din kæreste sidder ved siden af,” sagde han tvært, og vrængede næsten ordet ’kæreste’ ud. Hvorfor skulle Minho overhovedet ændre små normale ting som dette?

Da Taemin rakte tunge af ham og så vendte sin opmærksomhed mod på pakken, kunne Key ikke lade være med at se overrasket på den yngre dreng. Det var meget, meget lang tid siden, han havde gjort noget som helst, der kunne betegnes som flabet, så dette kom meget bag på ham.

Key kunne dog ikke være sur på ham. Det var på en måde rart at se, hvor meget af den gamle Taemin, der langsomt vendte tilbage. Desuden ville ingen kunne modstå det blik, der dukkede op på drengens ansigt, idet han forsigtigt tog mobilen op af æsken. Han strålede, og han holdt den, som om den var den mest dyrebare og skrøbelige ting i verden.

Key så over på Jonghyun, der også havde et smil på læberne, mens han betragtede deres maknae. Da han mærkede Keys blik, fangede han det med sit eget og sendte et lidt større smil. Key tænkte endnu engang på, hvor heldig han egentlig var at have en så fantastisk kæreste som Jonghyun.

”Er den virkelig min?” hørte han den unge dreng spørge med en meget blød og lykkelig stemme og så igen derover. Det var ikke et spørgsmål til nogen speciel person, så ingen svarede. Key nåede lige at se Minhos søde smil over den yngre dreng.

 ”Jeg har også en gave til Minho hyung, men den er ikke noget i forhold til det, du gav mig,” sagde Taemin genert, da han endelig trak sig væk fra sin egen nye gave og hev en pakke til sig, for derefter at række den over til Minho. Key puttede sig bare ind til Jonghyun. Det var lang tid siden, han havde kunnet slappe så meget af. Han kunne mærke sin kæreste begynde at gnide afslappende cirkler på hans arm.

Minho gik i gang med at pakke ud og trak til sidst en tynd sort bog ud. Da Key så lidt nærmere på den, kunne han se, at det var et nodehæfte.

Minho åbnede den og stoppede op ved noget, der stod på den allerførste side. Et rørt smil dukkede op på hans ansigt, og Key rynkede panden. Hvad stod der? Der gik ret lang tid, før Minho gjorde noget, og han kunne se, Taemin blive mere og mere utilpas og genert.

”Det var nok en dum ide. Jeg skull..” begyndte den yngre dreng at sige, men nåede aldrig at afslutte sin sætning, da Minho trak ham ind i et kys. Key så sit snit til at kigge i hæftet og læse det, Taemin havde skrevet.

Nu hvor du også kan spille guitar, tænkte jeg at du ville blive glad for den her.

Så kan du altid skrive din inspiration ned. Måske kunne det blive dit næste store hit?

Du har en kæmpe plads i mit hjerte, og det vil jeg aldrig have, at du glemmer.

Din Taemin – for evigt.                                     

Key kunne ikke lade være med at smile over den ret dybe besked. Det viste virkelig, hvor meget Taemin egentlig var vokset og modnet på det sidste.

Så snart han sad ved Jonghyun igen, rømmede han sig, for at få de to drenge til at trække sig væk fra hinanden. Han lagde mærke til Minhos irriterede blik, men han var ligeglad. Han var dog glad for, at Minho ikke sagde noget, for det ville have ødelagt stemningen lidt.

”Jeg elsker den, Tae,” sagde idolet så med en kærlig stemme, og Key kunne se, hvordan Taemin rødmede. Minho kyssede den rødmende kind, og Key kunne ikke helt stoppe sit smil. På en måde var de ret søde sammen.

Der gik ikke ret lang tid, før det var tid til at gå i seng. Jonghyun og han skulle overnatte hos Minho, så det var blevet aftalt, at de delte gæsteværelset, mens Taemin sov sammen med Minho. Key havde det ikke helt godt med det arrangement, men der var ikke rigtig andre muligheder.

Key havde taget Jonghyuns hånd og skulle til at trække ham med ind i rummet, da de blev stoppet af Minho.

”Før I går derind, skal I vide, at I to ikke skal lave noget som helst sammen i mit hus,” sagde han alvorligt, og Key kunne høre den truende undertone. Han var ved at fnyse. Minho skulle i hvert fald ikke snakke sådan til ham.

”Det er ikke dit hus. Dine forældre ejer det,” svarede han derfor flabet, og Minho sendte ham et flammende blik, der nok skulle have skræmt ham, hvilket det slet ikke gjorde. Han spillede dog med på den alligevel.

”Fint. Jeg vidste, at vi skulle have taget hjem til dig i stedet for, Jjong,” sagde han med en mørk stemme og trak så den ældre dreng ind gennem døren.

Så snart de lå i sengen sammen, kunne Key ikke dy sig længere.

”Klar på at have det lidt sjovt, Jjong? Vi skal bare være stille.”

~*~
 

Så fik jeg endelig opdateret! Jeg ved godt, at det er senere end jeg plejer, men har ret travlt i denne her weekend, så der var ikke tid til det i morges :/

Her er det næste kapitel dog, håber I kunne lide det.

Har I hørt, at SHINee vandt "artist of the year"? De har virkelig fortjent det! De græd alle, da det holdt tale, og EXO var de første til at kramme dem og ønske dem tillykke. Jeg elsker bare, når mine to yndlingsgrupper er så søde ved hinanden~


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...