I Could Never Forget (JongKey)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 apr. 2013
  • Opdateret: 8 feb. 2014
  • Status: Færdig
Følg Key gennem hans teenageliv med mobning, usikkerhed, venskab og kærlighed.

Key har aldrig været en af de populærere. Lige siden han var helt lille, har han været en af dem med få venner. De andre drenge begynder at mobbe ham, fordi han er mere feminin end de fleste andre. Som han bliver ældre, begynder han selv at blive forvirret omkring sin seksualitet.

Udover den næsten daglige mobbning, går hans nuværende bedste ven, Taemin, gennem en hård tid, så Key bliver nødt til at være der for ham.

Sidst, men ikke mindst, er der savnet af den barndomsven, som han aldrig har glemt. Spørgsmålet er bare, om han kan klare presset, der bliver lagt på hans skuldre.

43Likes
692Kommentarer
12863Visninger
AA

52. 50. kapitel

Det tog ham ikke lang tid at fylde flaskerne og komme tilbage. Han satte sig ned på Jonghyuns skød igen og de varme arme vendte tilbage om ham. Minho satte sig ned til Taemin på gulvet, så han også kunne lægge en arm om den yngre dreng.

”Jeg starter,” sagde Key, og da der ikke var nogen indvendinger, snakkede han hurtigt videre. Han havde allerede tænkt over, hvad han ville sige.

”Jeg har aldrig været min kæreste utro,” sagde han og rettede blikket mod Minho. Den var specielt møntet på ham, hvilket de alle vidste.

”Det tæller jo ikke! Min mor satte mig sammen med hende, jeg ville ikke selv,” forsvarede Minho sig selv, men Key gad ikke høre hans dårlige undskyldninger.

”Du kyssede hende,” svarede han bestemt, og Minho sukkede irriteret.

Hun kyssede mig. Men fint, så drikker jeg,” svarede ham surt og tog en tår af flasken. Key så på ham med et triumferende blik. Han vidste, at hvis Minho ikke selv følte sig en smule skyldig, ville han ikke have drukket. Det gjorde ham glad, at Minho i det mindste havde dårlig samvittighed. Han kunne se idolet tænke sig godt om, før han kom med sin.

 ”Jeg har aldrig været i seng med nogen.” Key kunne mærke lettelsen fylde sig. Det var ikke, fordi han helt troede på, at Taemin og Minho havde haft sex endnu, men han havde alligevel ikke helt kunnet lade være med at tænke, at det kunne have været sket, uden Taemin havde fortalt ham noget.

”Så I har ikke gjort det endnu? Det var virkelig en lettelse,” kunne han derfor ikke lade være med at udbryde. Han kunne med det samme se på Minho, at den yngre dreng tydeligvis syntes, at det var et ekstremt dumt spørgsmål, men det tog han sig ikke videre af.

Så kom han til at tænke på, at han jo burde drikke af sin egen flaske nu. Han så på Jonghyun og fangede hans blik. Så hævnede de sammen hver deres flaske og tog en tår, så vandet sank en streg. Han kunne se Minhos overraskede blik og Taemins røde kinder.

Key var ikke helt sikker på, hvorfor Taemin reagerede på den måde, for han plejede ikke at være så genert over sådan nogle ting. Han kom frem til, at det måtte være, fordi Minho sad lige ved siden af. Key var selv ret ligeglad med, om Minho kendte til det eller ej, for han skammede sig ikke over det på nogen måde.

Legen fortsatte og Key gjorde alt for at få Minho til at tabe. Jonghyun var heldigvis på hans side, så der gik ikke ret lang tid, før Minho havde drukket al vandet i sin flaske. De havde alle fået noget mere at vide om hinanden, og Key havde besluttet sig for, at Minho måske ikke var helt så slem alligevel. Om han nogensinde ville kunne lide ham fuldt ud, vidste han ikke, men de var i hvert fald på vej til at blive en slags venner.

Snart blev det tid til at tage hjem for Taemins vedkommende. Han havde fået lov til at blive lidt længere end normalt, men nu kunne de ikke trække den længere. Det havde været hyggeligere, end Key havde forventet, men han var alligevel glad for endelig at kunne være alene med Jonghyun.

De rejste sig alle op – Taemin og Minho for begge at tage hjem, og Key og Jonghyun for at følge dem ud.

”Minho, hvis du har lyst, ville vi ikke have noget imod, at du blev,” sagde Key, da de stod i døren. Han havde egentlig kun sagt det, fordi det var på sin plads at være høflig, så han blev derfor glad, da situationen så op til at gå op for Minho.

”Nej, jeg tror, at det er på tide at tage hjem nu. Men det har været hyggeligt,” svarede den høje dreng, og Key sendte ham et smil, der nok viste mere taknemmelighed, end det burde.

”Ja, det har det. Det må vi virkelig gøre igen engang. Kom godt hjem,” sagde han og lukkede døren. Han vidste, at han nok var en smule uvenlig, men han havde virkelig lyst til bare at være alene med sin kæreste nu.

”Du kunne godt behandle ham lidt bedre, Bummie. Han er slet ikke så slem, når man først lærer ham at kende,” sagde Jonghyun lavt, men trak alligevel Key ind til sig i en kærlig omfavnelse. Key lagde hovedet ind ved Jonghyuns hals, hvor han placerede et blidt kys.

”Du har ret, Jjong, det burde jeg nok,” svarede han lavt med et tilfredst suk. Han følte sig altid så afslappet i Jonghyuns arme.

De trak væk fra hinanden, og Key greb den ældre drengs hånd. Da de skulle til at gå op ad trappen, stoppede hans mor dem ved at kalde.

”Spiser Jonghyun med?” spurgte hun, og Key så på sin hyung for at få et svar. Han regnede med, at han skulle spise med, men det kunne jo være, at Jonghyun havde en anden aftale i dag.

”Ja tak, det vil jeg gerne,” svarede den ældre dreng med et smil, og Keys mor nikkede. Så fulgtes de op på værelset. Jonghyun smed sig på sengen og Key kravlede ind til ham.

”Hvorfor er du så overbeskyttede over for Taemin? Han er jo ikke så meget yngre end os,” spurgte han, og Key sukkede. Hvordan skulle han forklare det?

”Han var den gladeste og mest uskyldige dreng, da jeg mødte ham. Du kan virkelig ikke forestille dig, hvordan han var før i tiden. Han var den eneste, der virkelig tog imod mig, dengang jeg kom tilbage til Korea, så han betyder rigtig meget for mig. At se ham på denne måde gør virkelig ondt. Han virker så sårbar i forhold til, hvordan han var, før alt dette her gik i gang. Jeg har ikke lyst til, at nogen sårer ham. Han har det svært nok i forvejen,” svarede han endelig, og Jonghyun nikkede langsomt som svar.

”Jeg tror bare, at Taemin kan klare sig selv. Han er ikke en lille dreng,” sagde han forsigtigt, som om han var bange for, at Key skulle blive vred på ham over det. Den yngre dreng sukkede dog bare.

”Du har ret, men jeg kan bare ikke lade være med at have det, som om jeg bliver nødt til at beskytte ham. Han har kun mig,” forklarede han, og Jonghyun nikkede igen.

”Jeg kan godt forstå dig, selvom jeg ikke kender til hele Taemins situation,” sagde han, og Key sendte ham et lille smil. Han var rigtig glad for, at Jonghyun kunne forstå ham, selvom han stort set ikke kendte til noget af baggrundshistorien. Selv Key kendte jo ikke med sikkerhed det hele; Taemin havde aldrig fortalt ham, hvad der skete dengang. Der var stilhed i noget tid, før en af dem talte igen.

”Kommer du nogensinde til at fortælle mig hele din historie, Kibum?” spurgte den ældre dreng. Key overvejede sit svar grundigt, før han sagde noget.

”Det er bare et ret hårdt emne for mig at tale om. Desuden ved du jo allerede en stor del af historien,” svarede han, og Jonghyun sukkede. Key kunne mærke den andens fingre blidt stryge ham over ryggen, som om han prøvede at trøste ham. Key lagde hovedet tættere ind til Jonghyuns bryst.

”Jeg ved det, Bummie. Jeg kunne bare godt tænke mig at have lidt mere indsigt i, hvad det helt præcist er, du har været igennem,” sagde han lavt, og Key nikkede som svar. Han overvejede kort, om han skulle fortælle hele historien, men besluttede sig hurtigt for, at det var for tidligt.

Desuden anede han ikke, hvordan han skulle få alt det med Kris forklaret. Hvordan fortalte man, at en af hans nuværende tætte venner tidligere havde været tæt på at voldtage ham? Han var sikker på, at det ville få en meget kraftig reaktion fra Jonghyun.

”Snart, Jjong. Jeg lover, at jeg nok snart skal fortælle dig om det,” sagde han, og Jonghyun svarede ved at trække ham tættere ind til sig og give ham et forsigtigt kys på panden. Key elskede virkelig, når Jonghyun var beskyttende omkring ham på denne måde. Det føltes så trygt og sikkert.

*

Det var allerede blevet torsdag, og Key sad i et af klasselokalerne. I dag skulle de lave en test i engelsk, og selvom der stadig var et kvarter tilbage, var Key allerede færdig. Det havde været ret let for ham, så han gav sig til at se rundt i rummet i stedet for.

De fleste andre sad stadig bøjet over deres opgaver. Han lod sit blik vandre til Sekyung og betragtede hende i et øjeblik. Han sad ved siden af hende, så det var ikke svært at kaste diskrete blikke uden at blive opdaget.

Hendes lange hår hang som et silkegardin ned over hendes ene skulder, og hun så koncentreret ud. Hvis hun havde været en sød pige, samtidig med at have det kønne ansigt, var Key næsten sikker på, at Jonghyun ville have valgt hende, frem for ham. Selv som situationen var som nu, kunne han ikke forstå, hvorfor den ældre dreng foretrak en dreng som ham i stedet for en pige som hende.

”Tiden er gået. Saml testerne,” sagde deres lærer pludseligt, og eleverne enten sukkede over ikke at have nået det hele eller smilede over at være blevet færdige. Bunken, der startede bagerst i lokalet, nåede snart til Key. Han lagde sin egen test øverst og rakte den så videre til Sekyung. Så rejste han sig og begyndte at pakke sammen.

Efter at være kommet ud af klasselokalet, satte han kurs mod musiklokalet, hvor han vidste, at Jonghyun ville vente på ham, som de havde aftalt.

Taemin og Minho tilbragte nu ret meget tid sammen, så Key kunne koncentrere sig fuldstændig om Jonghyun.

Selvom de havde været sammen i noget tid nu, blev deres forhold kun bedre og bedre. Det eneste sted, Key virkelig følte sig tilpas, var i Jonghyuns nærvær, og hver gang de var sammen føltes det, som om alt var i orden.

Han ønskede lidt, at de kunne være mere åbne om deres forhold, så de ikke skulle snige sig rundt i al hemmelighed, men det var bare ikke en mulighed. Han vidste nu, hvordan det hele hang sammen, og han havde ikke lyst til at sætte deres forhold eller Jonghyuns ry på spil ved at foreslå eller udføre sit ønske.

Han nåede til lokalet og lukkede døren efter sig, idet han trådte ind. Jonghyun sad der allerede med en guitar, som Key ikke havde set før, i hånden. Drengen så op, da han hørte klikket fra døren, og sendte Key et stort smil.

”Et specielt ønske?” spurgte han, mens han gav guitaren et forsigtigt klap, og Key så ubeslutsomt på ham. På en måde kunne han virkelig godt tænke sig at høre Jonghyun spille igen, men på den anden side ville han også gerne snakke med ham.

”Har du en ide? Jeg vil hellere have dig til at vælge,” svarede Key så og satte sig på en stol overfor. Jonghyun tænkte lidt og begyndte så at spille en glad melodi, som Key ikke kendte. Denne gang sang han ikke, men lod tonerne tale i stedet. Key kunne ikke lade være med at smile stort.

”Hvad var det for en?” spurgte han, da Jonghyun havde afsluttet melodien.

”Det var noget, jeg fandt på i sidste uge,” svarede drengen med et glimt i øjet, og Key vidste straks, at det var efter deres nat sammen. Han rødmede svagt, men kunne alligevel ikke lade være med at glæde sig over, at det havde gjort Jonghyun lige så lykkelig, som det havde gjort Key.

”Det lyder godt,” svarede han endelig, og Jonghyun sendte ham et skævt smil.

”Så godt, at du vil gentage forrige weekends aktivitet?” spurgte han og trak sig hurtigt væk, idet Keys hånd fløj ud for at slå ham halvhjertet. Dog kunne han ikke holde sit eget smil væk, da han svarede et ”måske” med en drillende tone. Der var stilhed et øjeblik, før Key igen sagde noget.

”Skal du egentlig noget i weekenden?” spurgte han, og Jonghyun lyste op. Key lagde hovedet på skrå over reaktionen og ventede på, at Jonghyun forklarede.

”Jeg havde helt glemt at fortælle dig det! Mor og far kommer hjem i denne her weekend! Det er ret lang tid siden, de var her sidst, så det bliver rigtig godt at se dem igen,” sagde han, og Key lyste selv op i et smil. Han kunne godt lide at se Jonghyun så glad. Godt nok ville han ikke selv få noget tid med Jonghyun på grund af dette, men det gjorde ham slet ikke noget. Han var bare glad for, at Jonghyun endelig skulle se sine forældre igen.

”Hvor er det godt at høre!” svarede han derfor og betragtede med et smil, hvordan Jonghyun strålede. Key undrede sig nogle gange over, hvordan den ældre dreng stadig kunne elske sine forældre så dybt, når de havde svigtet ham så meget gennem tiden. Key var ikke sikker på, at han nogensinde ville lære at forstå det.

Det var noget andet med Taemin og Onew – Onew havde svigtet ham, men han havde jo været der utroligt meget for den yngre dreng tidligere. Jonghyuns forældre havde aldrig rigtig været der. Det var dog ikke et spørgsmål, Key turde stille, så han ville nok aldrig få svar på det.

~*~

Wow, allerede 50 kapitler.. Håber ikke I bliver trætte af den ^^

JongKey Halloween~!


Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...