I Could Never Forget (JongKey)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 apr. 2013
  • Opdateret: 8 feb. 2014
  • Status: Færdig
Følg Key gennem hans teenageliv med mobning, usikkerhed, venskab og kærlighed.

Key har aldrig været en af de populærere. Lige siden han var helt lille, har han været en af dem med få venner. De andre drenge begynder at mobbe ham, fordi han er mere feminin end de fleste andre. Som han bliver ældre, begynder han selv at blive forvirret omkring sin seksualitet.

Udover den næsten daglige mobbning, går hans nuværende bedste ven, Taemin, gennem en hård tid, så Key bliver nødt til at være der for ham.

Sidst, men ikke mindst, er der savnet af den barndomsven, som han aldrig har glemt. Spørgsmålet er bare, om han kan klare presset, der bliver lagt på hans skuldre.

43Likes
692Kommentarer
13012Visninger
AA

7. 5. kapitel

Senere den dag ringede Taemin, som han havde lovet, men Key havde slet ikke lyst til at snakke med nogen lige nu. Han var stort set lige kommet hjem, og hans mor, som desværre havde fået tidligere fri lige netop den dag, havde spurgt, hvorfor han kom så sent hjem. Han havde håbet på at kunne snige sig ubemærket op på værelset, men hans mor havde været meget bekymret, da hun så hans røde øjne.

Hun havde selvfølgelig spurgt ind til, hvad der var sket, men Key havde ikke ønsket at snakke om det. Han ville bare være alene.

Hun havde prøvet at få ham til at snakke, men han havde nægtet at fortælle om det. Hun havde sagt til ham, at hun altid var klar til at lytte, men han havde bare rystet på hovedet. Til sidst havde hun sukket, og Key var smuttet. Han havde knap lukket døren efter sig, før hans ringetone – en Brown Eyed Girls sang – lød fra mobilen.

Han trak den op ad lommen og tog den uden at kigge på displayet. Han var alligevel ikke i tvivl om, hvem det var.

Hyung?” lød det ind i hans øre, og Key var allerede klar over, at det var dårlige nyheder. Han kunne nemt høre det på stemmen.

”Ja, Minnie?” svarede han. Han havde virkelig ikke lyst til at tage sig af Taemins problemer lige nu, for han følte sig fuldstændig drænet, men på den anden side ville han heller ikke lægge på, når Taemin havde det på den måde.

Da jeg kom hjem, havde jeg ikke nogen missede opkald, så han har ikke ringet. Jeg har prøvet at ringe til ham, men den sagde, at nummeret ikke længere var i brug,”  forklarede Taemin, og Key rynkede forvirret panden. Ikke længere i brug? Der måtte være en eller anden form for forklaring på det.

Måske løj han for mig, hyung. Måske gider han mig virkelig ikke mere,” sagde Taemin med en tom stemme. Key tænkte lidt over det. Han var ikke helt sikker på, hvad han skulle svare den yngre dreng. Han tænkte tilbage til lørdag aften og måtte med det samme konkludere, at han ikke kunne få sig selv til at tro på, at Onew prøvede at undgå Taemin på den måde.

”Måske er hans mobil gået i stykker. Det er trods alt Onew, vi snakker om – jeg har aldrig mødt en mere klodset person,” sagde Key og var næsten sikker på, at det måtte være den eneste løsning.

Det er ikke sjovt, Key. Hvis det endelig var derfor, så forklarer det stadig ikke grunden til, at han ikke har prøvet at ringe fra en anden telefon. Jeg ved godt, at han lige er flyttet, og at han ikke har råd til en ny mobil lige nu, men hvis han virkelig ville snakke med mig, så havde han fundet på et eller andet. Han kunne sagtens have brugt en telefonboks eller noget,” sagde Taemin, og Key sukkede. Hans trætte hjerne var slet ikke klar til at finde på gode undskyldninger for Onew, som kunne muntre Taemin op.

”Hør, Tae. Jeg ved ikke, hvad der foregår, men jeg er sikker på, at Onew mente alt, hvad han sagde i lørdags,” svarede han træt. Det var ikke, fordi han ønskede at være uvenlig.. han orkede bare ikke mere.

Okay, hyung. Jeg bliver nødt til at gå nu, vi ses i morgen,” svarede Taemin og der blev lagt på.

Key smed sig på sengen og begravede hovedet i puden. Hvorfor skulle alt være så svært?

Den næsten uge var ikke meget anderledes. Taemin var nedtrykt konstant, og Key prøvede at være der for ham så meget som muligt. Eli og de andre gjorde stadig hans liv til et helvede. Nogle gange forstod han ikke, hvorfor de overhovedet gad spilde sin tid på at mobbe ham. Havde de virkelig ikke noget bedre at tage sig til?

Pludselig var det tid til påskeferien. Key skulle på ferie med sine forældre til Thailand. Han havde glædet sig, siden de fortalte ham det for næsten et halvt år siden, men nu hvor Taemin var så langt nede, havde han næsten ikke lyst til at tage af sted.

Han havde virkelig glædet sig til at komme væk fra hverdagen, men bare at efterlade Taemin på den måde var noget, han ikke havde lyst til. På trods af de tanker ville han ikke skuffe sine forældre eller misse turen, så om lørdagen havde han pakket sine ting og var på vej til lufthavnen.

*

Så snart han så det hotel, de skulle være på, tænkte han tilbage til det kæmpe store hus, Jonghyun havde boet i. Forskellen var bare indvendigt, hvor alle værelser her lignede de samme, mens Jonghyun havde haft et værelse, som bare skreg ’Jonghyun’. Det havde passet så godt til hans ubekymrede personlighed.

”Glæder du dig til at se mit værelse, Bummie?” spurgte Jonghyun ivrigt, og Kibum nikkede. Det var første gang han skulle hjem til Jonghyun, og han ville lyve, hvis han sagde, at han ikke var nysgerrig efter at se det ’store og fine’ hus.

Der gik ikke lang tid, før en bil trillede op foran dem, og Kibum betragtede den lidt. Den så meget dyr ud. Kibum havde måbet, første gang Jonghyun blev hentet i den, og han havde stadig ikke helt vænnet sig til det.

Jonghyun satte sig ind i bilen, og Kibum fulgte forsigtigt efter. Den ældre dreng snakkede livligt hele turen hjem, så det føltes ikke som så lang tid.

Da bilen stoppede, så Kibum nysgerrigt ud ad vinduet.

”Omo! Bor du virkelig her, Dino?” spurgte Kibum overvældet, da han så op på det kæmpe hus. Det lignede næsten et hotel. Jonghyun nikkede hurtigt og tog så Kibums hånd for at føre ham gennem den store forhave. Han trykkede på ringeklokken, og en ung kvinde lukkede op. Hun smilede varmt til dem begge.

”Bummie, det her er Mina,” sagde han og Kibum bukkede for barnepigen. Jonghyun snakkede tit om hende, men det var første gang, han mødte hende.

”Du må være Kibum, ikke? Jonghyun har snakket meget om dig,” sagde hun, og Kibum så over på den anden dreng.

”Selvfølgelig har jeg snakket om dig, du er min bedste ven,” forsvarede han sig selv, og Kibum smilede. Så greb Jonghyun hans hånd igen og trak ham med gennem huset, som virkede endnu større indvendigt. Kibum var sikker på, at hvis han skulle gå rundt alene, ville han fare vild.

Jonghyun nåede en dør, hvor hans navn, 김종현, var skrevet med farverige tegn. Døren blev åbnet, og Kibum så nysgerrigt rundt. Der var to ting, han specielt lagde mærke til; Det første var størrelsen af alt. Stort rum, stort TV, kæmpe seng – alt var enormt. Det andet han lagde mærke til var, hvor rodet, der var. Der lå ting strøet over gulvet, og skrivebordet var også dækket godt til.

”Hvordan kan du overhovedet bo sådan?” spurgte Kibum og rynkede på næsen. Jonghyun så lidt rundt.

”Hvad mener du?” spurgte han undrende og banede sig vej til sengen. Kibum pegede rundt i værelset.

”Der er rod overalt,” svarede han og trådte over noget tøj på gulvet for at følge den ældre dreng. Han satte sig forsigtigt på kanten af sengen, der var meget blød.

”Hvorfor skulle jeg ikke kunne bo her på grund af rod?” spurgte Jonghyun, tydeligvis meget uforstående over, at Kibum overhovedet lagde mærke til sådan noget.

Kibum så misbilligende på ham, før han valgte at lade emnet ligge. Jonghyun måtte selv bestemme, hvordan hans værelse så ud, så længe Kibum ikke blev tvunget til at sove på gulvet. 

Det var sjovt, hvordan så mange ting kunne bringe minder tilbage. Nogle gange ønskede Key, at han bare kunne slukke for sin hjerne, så han ikke huskede noget som helst. Bare at få et hvil fra alle tankerne.

De fandt sig hurtigt til rette på hotellet og gik så sammen til byen. De havde allerede bestemt sig for de seværdigheder, de skulle se. Det var ikke så tit, han fik tid med begge sine forældre på den måde, så han nød turen.

De næste dage gik meget godt, og Key havde næsten glemt alt om livet derhjemme. Men så var der en aften, hvor han fik det underligt. Som om noget ikke var rigtigt. Key vidste, at det ikke var noget at tage let på, for der skete næsten altid noget slemt, når han fik den følelse.

Da han gik i seng på hotelværelset, var følelsen stadig ikke forsvundet, og han begyndte at blive bekymret. Hvad skete der? Det kunne ikke være noget her, hvor han var, for han og hans forældre havde det fint, så det måtte være noget hjemme i Seoul. Taemin kom straks tilbage til hans hjerne, og han bed sig nervøst i læben. Kunne der være sket noget med hans yngre ven?

Han faldt til sidst i en let søvn, men han var alligevel ikke frisk, da han vågnede dagen efter. Han så på klokken og kunne konstatere, at den var lidt over 10. Så burde hans forældre gerne være stået op. Morgenmaden strakte sig fra halv 10 til 11, så måske var de nede og spise? Det var et forsøg værd.

Han tog elevatoren ned og søgte hurtigt efter sine forældre. Ganske rigtigt var de i gang med at spise, så han var ikke lang tid om at gå hen til dem.

”Godmorgen,” sagde han og nikkede hurtigt til dem begge. De smilede til ham og bød ham godmorgen.

”Jeg tænkte på noget.. kunne jeg få lov at ringe til Taemin? Jeg ved, at det er dyrt, men jeg vil bare lige høre, hvordan det går. Jeg skal nok gøre det kort,” sagde han, og hans forældre delte et blik. Han havde allerede fortalt dem, hvordan Taemin havde det for tiden, og de havde også været lidt bekymrede for drengen.

”Okay, men lov os, at det bliver meget kort,” svarede hans far, og Key smilede glad til ham.

”Tak far, jeg er straks tilbage,” sagde han og rejste sig, men blev stoppet før han kunne gå.

”Kan du ikke vente til efter maden, så vi kan spise sammen?” spurgte hans mor, og han bed sig irriteret i kinden. Han havde ikke lyst til at vente, men der var ikke rigtig noget at gøre, så han satte sig ned og tog noget af den gode mad, selv om han ikke rigtig var i stand til at nyde den.

Da de endelig var færdige, undskyldte han sig endnu en gang og trak sig tilbage til sit værelse, hvor der var ro. Så ringede han op og ventede utålmodigt på, at den blev taget. Hvilket den ikke gjorde. Til sidst stoppede den med at ringe, og Key blev lidt desperat. Han ringede op igen, endnu engang uden held.

Han lukkede kort øjnene og prøvede at overbevise sig selv om, at der kunne være en masse logiske grunde. Taemin kunne være gået ud og have glemt sin mobil hjemme. Måske havde Onew endelig ringet, så måske var de sammen? Eller også havde Kai fået ham med ud, så han kunne live lidt op. Der var så mange løsninger, der kunne betyde, at Taemin havde det helt fint, men alligevel kunne Key ikke lade være med at blive urolig.

Han lagde mobilen i lommen og gik igen ned til sine forældre.

”Hvordan har han det?” spurgte hans mor med det samme, og han var ikke lang tid om at svare.

”Han har det fint.” Han var ikke helt sikker på, hvorfor han løj over for dem. Måske var det, fordi han ikke ønskede at bekymre dem, måske fordi han ikke gad at gøre det hele større, end det var, eller måske var det en helt tredje ting.

 Resten af ferien gik langsomt af sted. Han kunne ikke helt nyde alt, når hans problemer var kommet tilbage til ham på den måde. Han kunne ikke længere bare lægge dem væk, ligegyldigt hvor meget han gerne ville. Han var ret sikker på, at hans mor lagde mærke til, hvor fraværende han pludselig virkede, men hun sagde ikke noget om det. Det var Key taknemmelig over, for han havde stadig ikke lyst til at snakke om det.

Da de nåede hjem om søndagen, ringede han en gang mere til Taemin, men den blev stadig ikke taget. Det frustrerede ham, at han ikke anede, hvad der foregik. Han havde lyst til at tage over til drengens hus, men hans forældre insisterede på, at han pakkede ud og hvilede sig lidt, så han var klar til den efterfølgende skoledag.

~*~

Så fik jeg endelig opdateret - Havde regnet med at gøre det lidt tidligere, men det var desværre ikke muligt ^^

Jeg er super glad for de nye læsere! Mine læsere giver mig virkelig lysten til at lægge mere ud, så tak til jer~ <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...