I Could Never Forget (JongKey)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 apr. 2013
  • Opdateret: 8 feb. 2014
  • Status: Færdig
Følg Key gennem hans teenageliv med mobning, usikkerhed, venskab og kærlighed.

Key har aldrig været en af de populærere. Lige siden han var helt lille, har han været en af dem med få venner. De andre drenge begynder at mobbe ham, fordi han er mere feminin end de fleste andre. Som han bliver ældre, begynder han selv at blive forvirret omkring sin seksualitet.

Udover den næsten daglige mobbning, går hans nuværende bedste ven, Taemin, gennem en hård tid, så Key bliver nødt til at være der for ham.

Sidst, men ikke mindst, er der savnet af den barndomsven, som han aldrig har glemt. Spørgsmålet er bare, om han kan klare presset, der bliver lagt på hans skuldre.

43Likes
692Kommentarer
12862Visninger
AA

51. 49. kapitel

Det tog ham ikke lang tid at lokalisere de to drenge. Minho så lidt skræmt ud ved synet af ham, men han ignorerede det bare.

”Minho! Undskyld jeg behandlede dig sådan, Taemin har forklaret det hele,” sagde han i en glad tone, så den yngre dreng ville vide, at han ikke var sur.

”Jamen tak fordi du bare overser din kæreste fuldstændig,” sagde Jonghyun med et irriteret tonefald, som Key nemt kunne høre var for sjov, ”og hvordan kan Taemin overhovedet forklare noget, når han ikke taler?” Key sendte ham bare et drillende blik efter den sidste kommentar. Han elskede Jonghyun, men drengen kunne virkelig være en smule uvidende engang imellem.

”Papir. Der er jo nogen, der er kloge nok til at skrive, ikke baby?” spurgte han, og Jonghyun mumlede noget, der kunne minde om ”du skulle nødigt tale”. Key kunne dog også se, at den ældre dreng godt kunne lide kælenavnet, så han tog det ikke så tungt. Han vendte igen sin opmærksomhed mod Minho.

”Jeg har tænkt på noget. Nu, hvor du og Taemin rigtig er et par, hvad så med en dobbeltdate? Kunne det ikke være sjovt?” spurgte han og holdt nøje øje med hans reaktion på spørgsmålet. Drengen så ikke ret tilfreds ud ved forslaget, og han så hurtigt over på Jonghyun som for at hente hjælp. Key rullede med øjnene.

Snart vendte Minho blikket tilbage og åbnede munden for at svare. Key blev med det samme klar over, at svaret var nej, så han sendte hurtigt et truende blik. Minho skulle bare sige ja, for det var Keys eneste mulighed for at lære ham bedre at kende. Minho tav og reformulerede så det usagte svar.

”Jo, det kunne vel være fint nok,” svarede han i stedet hurtigt, og Key smilede tilfredst. Det var ikke meningen at gøre Minho bange, men han kunne ikke lade være med at fryde sig over, hvor godt et enkelt lille blik virkede. Derefter vendte han blikket mod Jonghyun.

”Hvad med dig? Hvad synes du?” spurgte han med en tone, så han var sikker på, at Jonghyun forstod, at det var vigtigt, at han gik med til det. Dinoen så kort over på Minho, før han vendte blikket tilbage til Key og sendte et lille smil.

”Ja, det lyder sjovt,” svarede han så, og Key var tæt på at omfavne ham. Han sendte ham et stort smil og klappede så glædestrålende hænderne sammen.

”Fint, jeg skal nok planlægge det! Jeg er sikker på, at Taemin også vil synes om det. Hvornår har I tid?” Minho og Jonghyun så på hinanden som for at aftale en tid gennem øjnene, og Key blev pænt nødt til at stå og vente.

”Vi kan ikke i dag på grund af træning, men vi kan måske gøre det i morgen? Vi skulle egentlig have øvet guitar, men at miste en enkelt time gør nok ikke den store forskel,” endte Minho med at svare, mens Jonghyun nikkede for at give ham ret.

Aftalen kom hurtigt på plads, og Key gik tilbage til Taemin for at fortælle, at det hele var klaret. Så var det bare at vente til i morgen.

*

Key stod sammen med Jonghyun efter deres sidste time og ventede på det andet par. Han havde lyst til at tage den ældre drengs hånd, men det kunne han jo ikke gøre her. Det gjorde ham lidt ked af det, at de ikke bare kunne være et ganske normalt par, fordi de begge var drenge.

Endelig kom Taemin og Minho gående.

”Hvad har du tænkt dig, at vi skal?” spurgte Minho, da de nåede helt hen til dem. Key skulle lige til at svare, da Jonghyun skyndte sig at gøre det i stedet.

”Først skal vi på restaurant, og så skal vi hjem til Key,” sagde han, og Taemin nikkede bekræftende. Key smilede lidt, idet Minho satte et surt udtryk op.

”Okay, så alle andre end jeg vidste, hvad vi skulle? Desuden kender jeg jo slet ikke Keys familie,” svarede han, mens han sendte Key et utilfredst blik.

”Mine forældre er søde. Jeg er helt sikker på, at du vil kunne lide dem,” svarede Key, og både Taemin og Jonghyun nikkede. Minho sukkede, og Key kunne ikke lade være med at smile endnu et lille smil. Det måtte være underligt at være den eneste, der ikke kendte noget til det sted, de skulle være. Han var ret sikker på, at sukket betød, at han følte sig en smule ensom.

”Hvordan kommer vi derhen?” spurgte den yngre dreng til sidst, og Key svarede hurtigt.

”Du ringer til din chauffør, så du kan bede ham om at køre os derhen.” Han lagde med det samme mærke til det skulende blik, Minho sendte ham, men han var ligeglad. Når nu Minho havde en chauffør, kunne han jo lige så godt køre for dem, ikke? Han kunne selvfølgelig have fået Jonghyuns chauffør til det, men han kunne godt tænke sig at se, hvordan Minho behandlede sine ansatte. Han kunne umuligt være lige så sød, som Jonghyun var overfor sine.

På trods af blikket, tog Minho alligevel sin mobil frem og ringede. Snart holdt bilen foran dem, og de satte sig ind. Den var en almindelig bil – dyr, ganske vidst – men almindelig, slet ikke som den limousine Jonghyun blev kørt rundt i.

Key kom til at sidde på det midterste sæde bagved med Jonghyun på sin ene side og Taemin på sin anden side, mens Minho satte sig på forsædet ved siden af chaufføren, som idolet tidligere havde kaldt Sebastian i telefonen. 

Jonghyun og Key snakkede stille og roligt på vejen til restauranten. Key skævede kort til Taemin, der fraværende stirrede ud ad vinduet. Mon der var noget galt? Det håbede han ikke.

Key kastede også et blik på forsædet, hvor Sebastian sad med et lille smil, og Minho sendte noget, der kunne ligne bekymrede blikke til Taemin gennem bakspejlet. Key bed sig kort i læben.

Da de nåede til deres bestemmelsessted, lagde Key mærke til, hvordan Minho pænt takkede Sebastian, og hvordan chaufføren sendte et smil tilbage. De så faktisk ud, som om Minho havde et tættere forhold til sin chauffør, end snobberne normalt havde. Lidt ligesom Jonghyun.

Da de havde fået deres bord, satte Key sig ned ved siden af den ældre dreng og tog i hemmelighed hans hånd under bordet. Der var en akavet stilhed over bordet, idet de ventede på at blive betjent, så han fandt hurtigt på noget at sige.

”Minho, hvordan går det egentlig med din karriere?” Det var noget, han havde tænkt ret meget over, for Minho kunne jo umuligt arbejde, når han også skulle passe skolen. Spørgsmålet var bare, hvordan han havde fået sit entertainment til at give ham lov til at sætte sin karriere på pause. Hvad lavede Minho overhovedet på deres skole i første omgang?

”Det går fint nok. Så længe jeg går på SM High, holder jeg pause, da der ikke rigtig er tid til at lave jobs og musik, når jeg er her,” svarede han, og Key nikkede. Det var præcis, hvad han selv lige havde tænkt, så det fik han ikke ret meget ud af. Minho så dog ud til at have det lidt dårligt med emnet, så Key lod det ligge.

Tjeneren kom, og de bestilte. Det var ikke en meget dyr og fin restaurant, for Key havde med vilje valgt en af dem, der ikke kostede en del, men i stedet var hyggelig. Han havde også præsteret at reservere et bord til dem, der lå lidt gemt i forhold til all de andre, så de slap for at blive afbrudt af Minhos skøre fans.

De snakkede alle sammen – med undtagelse af Taemin selvfølgelig – indtil deres mad kom. Key kunne kun konstatere, at dagen forløb bedre end forventet. Han havde ikke engang haft lyst til at flå hovedet at Minho endnu!

Key tog en bid med sine spisepinde og rakte det så til Jonghyun. Det var normalt for dem, for sådan gjorde de jo også til frokost. Jonghyun sendte ham et smil og tog bidden i munden.

Jonghyun gjorde det samme, så Key også fik noget at spise. Dog trak drengen sine spisepinde til sig meget hurtigt efter at have set over på Minho. Key så selv derover, lige i rette tid til at se Minhos dømmende blik, før idolet begyndte at tale.

 ”Jamen I behøver da ikke at stoppe, fordi vi sidder her,” sagde han ironisk. Key skulle lige til at snappe tilbage, men stoppede op, da han hørte Taemin fnise. Fnise. Som en lille skolepige. Han havde ikke engang hørt Taemin grine rigtigt i meget lang tid, så at høre ham fnise på den måde var meget overraskende.

Jonghyun spise videre, men Key og Minho så begge på den yngre dreng. Key gav sig til at observere de to drenge. Han lagde mærke til det smil, der dukkede op på Minhos ansigt og til de følelser, hans øjne viste.

 ”Du burde stoppe med at skjule dit dejlige smil, Tae,” sagde drengen med en lav, silkebrød stemme og skubbede blidt Taemins hånd væk. Lige siden Key havde lært den yngre dreng at kende, havde Taemin altid holdt hånden op for sin mund, når han smilede eller grinte.

Key kunne ikke holde et smil væk. Han synes, at det var sødt, at Minho sagde og gjorde sådan. Taemin fik store, overraskede øjne, så snart de to drenges hænder rørte hinanden, men det var slet ikke den bange reaktion, Key var vant til. Det var en genert reaktion, der farvede Taemins kinder røde og fik hans smil til at vokse lidt.

Øjeblikket blev brudt af Jonghyun, der lavede falske bræklyde ved siden af. Key vidste, at han gjorde det for at få hævn, efter det yngre par havde stoppet dem, men Key kunne alligevel ikke lade være med at være lidt irriteret på ham. Kunne han ikke se, at de havde haft et helt specielt øjeblik? Han albuede sin kæreste i siden for at vise sin utilfredshed og spiste så videre. 

Da de var blevet færdige på restauranten, ringende Minho efter Sebastian igen, så de kunne komme hjem til Key. Så snart de kom ind ad døren, var Keys mor der.

Hun krammede straks Key, Taemin og Jonghyun, som hun plejede at gøre. Så stoppede hun op ved Minho, og Key introducerede straks idolet.

”Umma, det her er Minho, Taemins kæreste,” sagde han og lagde straks mærke til Minhos forfærdede blik. Han smilede lidt over reaktionen. Hans mor ville selvfølgelig tage det helt fint, men det gjorde det ikke mindre sjovt at se panikken brede sig over Minhos ansigt på den måde.

Key frydede sig lidt ved det forvirrede blik, der kom frem, da hans mor bare bukkede med et smil. Minho gjorde tøvende det samme.

”Det er rart at møde dig, fru Kim,” sagde han så, og Key lagde mærke til sin mors smil.

Efter at have snakket lidt mere med hende, gik de op på Keys værelse. Key førte an, selvom det jo egentlig kun var Minho, der ikke kendte vejen.

Da de kom ind på værelset, satte Jonghyun sig på sengen, og Key satte sig på hans skød. Det var denne gang ikke for at provokere det andet par, men bare fordi han savnede at have Jonghyuns arme om sig. Han savnede den ældre drengs varme.

Minho satte sig på Keys kontorstol, og Taemin slog sig ned på gulvet ovre ved radiatoren, hvor der var varmt. Key vidste, at der var ret rart at sidde, efter det var begyndt at blive koldere udenfor.

”Du havde ret. Jeg kan rigtig godt lide din mor,” sagde Minho pludselig, og Key nikkede. Han kunne godt forstå idolet, for han elskede selv sin mor utroligt højt. Han kunne virkelig ikke have haft en bedre mor.

”Min mor har hele tiden været meget forstående. Da jeg fortalte hende, at jeg kunne lide drenge i stedet for piger, var hun hverken vred eller overrasket,” forklarede han og kunne mærke et lille smil trække i krogen af hans mund. Minho sukkede, og Key fik næsten helt ondt af ham.

”Du er heldig,” sagde den yngre dreng, og Key lagde mærke til, hvordan både Jonghyun og Taemin nikkede samtykkende. Key kunne ikke helt lade være med at tænke over, hvor hårdt de havde haft det på hver deres måde. Taemins mor havde aldrig vist ham kærlighed, hans far havde ændret sig så meget, at han ikke var genkendelig og hans halvstorebror var flyttet. Han var blevet svigtet så meget.

Jonghyun var også blevet svigtet, bare på en anden måde. Hans forældre havde aldrig været der i første omgang. Nok var de rigtig søde, når de faktisk var der, men de var jo altid væk. Den ældre dreng var vokset op med barnepiger.

Han kastede et blik på Minho. Mon han også havde en historie gemt bag facaden? Key ville elske at vide, hvad der skete bag scenerne i Choi Minhos liv.

”Hvad skal vi egentlig lave?” spurgte Minho så – nok for at bryde stemningen, der pludselig var blevet lidt presset og akavet, i hvert fald for Key.

”Jeg tænkte, at vi kunne spille et eller andet,” svarede han derfor hurtigt og modtog nogle nik fra de andre. Da det ikke så ud, som om de ville komme med nogle forslag, fortsatte Key selv:

”Hvad med Truth or Dare?”

Minho rystede meget hurtigt på hovedet, og Key stak underlæben frem. Hvorfor var han så hurtig til at dømme forslaget? Han kunne i det mindste give det en chance!

”Hvad er der galt med det?” spurgte han surt, og Minho sagde noget med, at han ikke ville udsættes for underlige ting, som han ikke havde lyst til at gøre.

”Fint, så find selv på noget,” svarede han derfor, og Minho så ud til at tænke lidt over det i noget tid. Dog nåede han ikke at sige noget, før Jonghyun kom med et forslag.

”Hvad med ’Jeg har aldrig’?” spurgte han, og Key tænkte kort over det. Det kunne faktisk være en ide, selv om Minho så ret skeptisk ud.

”Jonghyun, det er et drukspil. Vi drikker ikke,” svarede han, og Jonghyun så ud, som om han skulle til at svare, da Key igen sagde noget – denne gang for at forsvare Jonghyun.

”Det gør ikke noget. Vi kan bare fylde nogle flasker med vand og tegne 10 streger på dem. Så drikker vi til en streg, hver gang vi har gjort det, der bliver sagt, og så gælder det selvfølgelig om at være den sidste, der tømmer sin flaske,” forklarede han og så rundt på de andre, for at høre deres meninger. Det tog ikke ret meget overtagelse, før de blev enige om, den det var en bedre ide end Keys forslag.

”Godt så. Hvor mange skal være med?” spurgte han, idet han rejste sig op. Han ærgrede sig lidt over tabet af de varme arme, men han ville jo hurtigt komme tilbage. Minho og Jonghyun sagde med det samme, at de ville være med, men Taemin rystede på hovedet.

”Er du sikker, Minnie? Jeg tror, det bliver sjovt,” spurgte Key med rynket pande. Det var egentlig ikke, fordi det burde have undret ham, at Taemin ikke ville være med, men han synes alligevel, at det var lidt ærgerligt, at Taemin ikke deltog. Den yngre dreng rystede bare på hovedet igen med et lille smil. Key udstødte et næsten lydløst suk – han var glad for, at der i det mindste var et smil. Han trak på skuldrende og gik ud for at hente flaskerne.

~*~

Til alle JongKey-elskere: Har I set denne her video? Hvad synes I? Det er fra musicalen "Bonnie and Clyde", som Key spiller med i~

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...