I Could Never Forget (JongKey)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 apr. 2013
  • Opdateret: 8 feb. 2014
  • Status: Færdig
Følg Key gennem hans teenageliv med mobning, usikkerhed, venskab og kærlighed.

Key har aldrig været en af de populærere. Lige siden han var helt lille, har han været en af dem med få venner. De andre drenge begynder at mobbe ham, fordi han er mere feminin end de fleste andre. Som han bliver ældre, begynder han selv at blive forvirret omkring sin seksualitet.

Udover den næsten daglige mobbning, går hans nuværende bedste ven, Taemin, gennem en hård tid, så Key bliver nødt til at være der for ham.

Sidst, men ikke mindst, er der savnet af den barndomsven, som han aldrig har glemt. Spørgsmålet er bare, om han kan klare presset, der bliver lagt på hans skuldre.

43Likes
692Kommentarer
12859Visninger
AA

48. 46. kapitel

Det var blevet mandag igen, og Key sad til timen med Minho. Da klokken endelig ringede, pakkede han hurtigt sine ting sammen. Han havde ikke rigtig lyst til at sidde der længere tid end allerhøjest nødvendigt. Han havde en dårlig fornemmelse, så han ville egentlig bare ud ad klassen og finde Taemin.

Desværre blev han blev stoppet af Minho, som tog fat i hans arm, før han overhovedet nåede at sætte en fod over mod døren.

”Key, der er noget, jeg gerne vil snakke om, så har du tid her i pausen?” spurgte den høje dreng, og Key så på ham et øjeblik. Han kastede også et diskret blik mod uret. Dog så Minho ud, som om det, han ville sige, var vigtigt, så han endte med at gå med til det.

”Fint, men jeg har altså lovet Jonghyun at møde ham om 5 minutter, så skynd dig lidt,” svarede han. Det var jo egentlig løgn, for han havde ikke lovet Jonghyun noget som helst i dag, og desuden havde han i sinde at finde Taemin, men han havde ikke lyst til at skulle uddybe noget overfor Minho. Han lagde mærke til, at drengen virkede lettet over hans svar.

”Det handler om Taemin, som du nok har gættet. Hvornår stoppede han med at snakke?” Minho havde selvfølgelig ret, for Key havde gættet, at det var om Taemin. Det undrede ham egentlig heller ikke, at Minho spurgte om dette, men han blev alligevel nødt til at tænke kort over det. Det var ikke, fordi han ikke kunne huske det, men han blev nødt til at overveje, hvor meget han skulle fortælle af Taemins historie.

”Da Taemin var 11, forlod hans mor familien. Hun skred bare uden at sige et ord, så Taemin stod tilbage med Jinki og sin far,” lagde han ud, men Minho afbrød ham hurtigt. Dette var en af de ting, der gjorde, at han virkelig ikke kunne udstå Minho. Hvorfor skulle han altid afbryde?

 ”Hvem er Jinki?” Key var stadig irriteret, men da det var en ret vigtig detalje i historien, forklarede han det alligevel så kort som muligt og fortsatte så med fortællingen.

”Jinki er Taemins halvbror. Han er 21 eller 22 nu. Da Taemins mor mødte Taemins far, havde hun allerede fået Jinki med en anden mand, som hun sikkert også var gået fra på samme måde. Men i hvert fald, Taemins mor gik, og familien gik på en måde i stykker. Taemin elskede virkelig sin halvbror, men Jinki havde aldrig brudt sig om Taemins far, så da han blev gammel nok, flyttede han hjemmefra,” sagde han, og Minho nikkede langsomt, som om det var svært at tage ind. Dette var endnu en ting, der fik Key til ikke at kunne lide Minho.

”Men det svarer stadig ikke på mit spørgsmål,” sagde idolet til sidst, og Key nikkede. Drengen havde ret, men det var jo nødvendigt at forklare baggrundshistorien, ikke? Forstod han ikke det? Så Key fortsatte bare med at tale, så han kunne give det svar, den yngre dreng ønskede.

”Taemin var ret ked af det, og vi snakkede tit om det. Jeg tror, der var gået omkring 2 uger, siden Jinki flyttede, da vi fik påskeferie. I den uge var jeg på ferie med min familie, og da jeg kom i skole mandagen efter, var Taemin der ikke. Jeg var bekymret, men jeg regnede med, at han bare var syg. Da han kom igen, ville han ikke tale.” Minder fra den tid strømmede tilbage til ham, men han prøvede at undertrykke dem. Dette var ikke tidspunktet til at blive følelsesladet.

”Jeg blev ved med at prøve at få ham til at sige noget, at fortælle mig, hvad der var sket, men han rystede bare på hovedet og løb sin vej. Jeg vidste slet ikke, hvad jeg skulle gøre. Han har ikke sagt et eneste ord siden. Jeg har altid ønsket, at jeg var blevet hjemme den uge, for så kunne jeg måske have gjort noget eller måske vide, hvad der var sket.

Jeg har altid hadet det blik, han fik i øjnene, og jeg savnede hans smil så meget. Men så kom du. I starten virkede du bare som et fjols, men du har fået livet og smilet tilbage. Du aner ikke, hvor godt det er at se efter så mange år. Jeg håbede virkelig, at du ville kunne få ham til at tale igen, men det er desværre ikke sket. Jeg håber stadig, men jeg ved ikke, om det nogensinde vil ske,” afsluttede han. Han havde alligevel ikke kunne holde en tåre inde, og han kunne mærke den varme dråbe glide ned ad sin kind.

Det var første gang, han rigtig havde talt om det, og det gjorde ondt. Han havde virkelig ikke lyst til at gennemleve det hele på denne måde, for det var en af de værste ting, han havde været i gennem. Det eneste, der havde været værre, var den hårde mobning, som han heller ikke kunne klare at tale om.

Minho så næsten ud, som om han stod midt mellem ikke at have nogen ide om, hvad han skulle gøre, og at være på vej til at trøste Key. Key håbede inderligt, at drengen bare lod ham være.

”Så du har aldrig fået at vide hvorfor?” spurgte han til sidst, og Key tørrede tåren væk. Han kunne ikke virke mere svag over for Minho, end han allerede havde gjort. Han var alt andet end svag, så han ville ikke have Minho til at tænke anderledes.

”Nej. Selv når jeg prøver at spørge ham nu, vil han ikke fortælle noget. Vores lærer sendte ham engang til psykolog, men det hjalp selvfølgelig intet,” svarede Key, og Minho nikkede igen på samme måde. Han så virkelig ud til at have problemer med at forstå det hele. Key skævede til klokken endnu engang.

”Tak for hjælpen, Key. Du må godt gå ud til Jjong nu,” svarede den yngre dreng endelig, og Key skyndte sig at sige farvel og smuttede ud ad døren. Hvor kunne Taemin være? Hvis der var sket noget, ligesom Key havde en underlig følelse af, ville han så være hos skolesygeplejersken? Eller overreagerede Key bare for meget?

Han valgte at gå direkte til sygeplejerskens rum på øverste etage, selvom han ikke var sikker på noget. Det var latterligt – det var han klar over – men han blev bare nødt til at sikre sig, at der ikke var noget galt.

Da han nåede der op, var døren lukket, hvilket betød, at der ikke måtte forstyrres. Key bed sig i læben og overvejede kort sine muligheder. Han endte med at banke på, og deres sygeplejerske åbnede efter lidt tid.

”Hvad vil du?” spurgte hun med en streng stemme, og Key prøvede at se ind bag hende.

”Hvem er det, der er derinde?” spurgte han i sidste ende, da hun skyggede helt for hans udsyn.

”Det kan jeg ikke fortælle dig, det er en fortrolig oplysning,” svarede hun og Key sukkede kort.

”Er det Taemin?” spurgte han så bekymret, og sygeplejersken så overrasket på ham.

”Hvordan vidste du det? Han er først kommet her for få minutter siden,” sagde hun, og Key trak hurtigt vejret ind. Så han havde altså haft ret. Hvad var der sket, og hvor slemt var det?

”Er han okay? Må jeg se ham?” spurgte Key, men hun rystede hurtigt på hovedet.

”Det er ikke tilladt at komme ind nu,” svarede hun, og Key så bedende på hende. Hun så dog ikke ud til at ændre mening, så han skiftede taktik.

”Kan du ikke i det mindste fortælle, hvad der er sket? Og om det er slemt?” spurgte han, og hun så endnu engang afvisende ud. Hvordan skulle han få hende til at fortælle ham, hvad der var sket med hans yngre ven?

”Jeg er hans bedste ven. Jeg vil gerne vide, om det er noget alvorligt,” prøvede han endnu engang, og denne gang så det faktisk ud, som om hun blødte lidt op.

”Hvis jeg fortæller dig lidt om det, lover du så at gå, så jeg kan udføre mit arbejde?” spurgte hun, og Key nikkede ivrigt.

”Drengen er kun i en mindre choktilstand, som han nok hurtigt skal komme sig over. Men har han brug for hvile nu, så han kan få det bedre. Der er ingen større skader,” sagde hun, og Key nikkede taknemmeligt. Så smækkede damen døren i hovedet på ham, og han begyndte langsomt at gå videre ned ad gangen. Det var ikke, fordi han havde lyst til at efterlade Taemin der alene, men der var ikke rigtig nogen mulighed for at komme ind. Gad vide hvad Minho ville gøre, når han fandt ud af det?

Han var ikke sikker på, at idolet ville tage sygeplejerskens nej for et svar. Hvis han virkelig holdt så meget af Taemin, ville han nok gøre alt for at se drengen for sine egne øjne for at sikre sig, at der virkelig ikke var noget galt.

Han besluttede sig for at prøve at finde Jonghyun, så han ikke skulle tænke for meget over Taemins tilstand. I det mindste var der ikke sket noget, der ville give Taemin varige mén eller noget. Dog ville han stadig godt vide, hvad der var sket og ikke mindst, hvem der havde været skyld i det. 

Han søgte som det første mod kantinen, for de havde jo netop ikke aftalt at være sammen i dag, så Key regnende med, at Jonghyun ville sidde sammen med Chanyeol, Beakhyun, Sekyung og de andre populære. Han var egentlig ikke helt sikker på, hvorfor han overhovedet opsøgte den ældre dreng, når han var sammen med de populære, men han havde på den anden side heller ikke lyst til at sidde alene.

Han nåede ind i kantinen og så ganske rigtigt sin kæreste sidde der. Han gik derhen, mens han prøvede at virke så selvsikker som muligt.

”Må jeg sidde her?” spurgte han fast, da han nåede derhen, og bordet blev meget stille. Han så på Jonghyun, der virkede tøvende, og Key vidste ikke, hvad han kunne forvente at få som svar.

”Selvfølgelig! Bare sæt dig,” blev der svaret, men det var ikke Jonghyun. Det var Sekyung. Key sendte hende et undrende blik, men satte sig forsigtigt ned alligevel. Han vidste, at der var et eller andet galt, når Sekyung virkede så gæstfri.

Key var ikke den eneste, der sendte hende forvirrede blikke. Stort set alle så på hende med forskellige ansigtsudtryk. Så begyndte hun hurtigt at tale, og det gik endelig op for Key, hvorfor hun opførte sig sådan.

”Hey, hørte I, hvad der skete tidligere i dag?” spurgte hun, og de andre trak uinteresserede på skuldrene. Rettelse; de andre, bortset fra Sekyungs irriterende, sladrende veninder. Det så ikke ud til at røre hende, for hun bare talte videre efter den dramatiske kunstpause.

”Ved I, hvem Taemin er? Den der dreng, der på en eller anden måde har fået Minho til at interessere sig for ham? Han fik noget i hovedet tidligere! Nogen siger, at han kom rigtig slemt til skade, og at nogen måtte ringe efter en ambulance,” sagde hun og sendte Key et giftigt blik.

Key var glad for, at han allerede havde tjekket op på Taemin og derfor vidste, at Sekyung ikke talte sandt. Han ville have været ude af sig selv, hvis han ikke allerede vidste, hvordan Taemin havde det. Sekyung så meget overrasket ud, da Key ikke så ud til at reagere.

”Er det sandt? Er han okay?” spurgte Jonghyun, der ellers ikke havde sagt et ord. Key undrede sig egentlig lidt over, at Jonghyun overhovedet talte nu, men han var glad for, at han i det mindste spurgte ind til noget så vigtigt, på trods af, at hans ”venner” sad der. Sekyung brød ind, før han nåede at svare.

”Nårh ja, Key, du er jo venner med ham, er du ikke? Ej, jeg håber virkelig, at han er okay!” udbrød hun med den mest falske stemme, Key nogensinde havde hørt.

”Taemin har det fint. Der skete ham ikke noget,” svarede han med et smil til Jonghyun, der viste, at Sekyung ikke betød noget for ham på nogen måde. Han så kort over på hende og lagde mærke til, hvor sur hun så ud, efter hendes plan var mislykkedes.

1-0 til Key.

~*~

Surprise update!

Jeg blev nødt til at opdatere i dag, da jeg ikke får tid til det i morgen. Grunden er, at det er min fødselsdag på mandag (yay for mig!), og at jeg derfor holder den i morgen. Jeg regner med også at få opdateret lidt her i løbet af ferien, så glæd jer~

Har I set SHINee's nye video og deres optræden by the way? Hvad synes I? ^^


 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...