I Could Never Forget (JongKey)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 apr. 2013
  • Opdateret: 8 feb. 2014
  • Status: Færdig
Følg Key gennem hans teenageliv med mobning, usikkerhed, venskab og kærlighed.

Key har aldrig været en af de populærere. Lige siden han var helt lille, har han været en af dem med få venner. De andre drenge begynder at mobbe ham, fordi han er mere feminin end de fleste andre. Som han bliver ældre, begynder han selv at blive forvirret omkring sin seksualitet.

Udover den næsten daglige mobbning, går hans nuværende bedste ven, Taemin, gennem en hård tid, så Key bliver nødt til at være der for ham.

Sidst, men ikke mindst, er der savnet af den barndomsven, som han aldrig har glemt. Spørgsmålet er bare, om han kan klare presset, der bliver lagt på hans skuldre.

43Likes
692Kommentarer
12912Visninger
AA

47. 45. kapitel

Det næste stykke tid gik uden ret mange spændende hændelser. Han havde været hjemme hos Jonghyun en del gange, men der var ikke sket mere mellem dem.

Hver gang de kyssede eller tog et skridt videre, endte Jonghyun med at stoppe det hele, før de nåede ret langt. Key vidste selvfølgelig godt, at han nok gjorde det, fordi Key havde fortalt ham, at han ikke var klar til at gå hele vejen, og at han sikkert bare prøvede at være en sød og forstående kæreste, men det var begyndt at irritere ham lidt.

Hver eneste gang de gjorde noget sammen, var Key næsten sikker på, at de ville fortsætte, men alligevel nåede de aldrig længere på grund af Jonghyun. Han havde ikke lyst til at vente mere – han var mere klar, end han nogensinde havde været før, og det pinte ham at stoppe hver gang.

Han havde overvejet at snakke med Jonghyun om det, for det var nok den eneste løsning på problemet, men han havde ikke rigtig fået taget sig sammen til det endnu. En ting var, at gøre tingene med Jonghyun, men det var noget helt andet, når det kom til at sidde og snakke om det.

Det var lørdag aften, og Key var på vej i seng. Han havde alligevel ikke rigtig noget at lave, så han kunne jo lige så godt få en masse søvn efter de travle uger i skolen, hvor han aldrig følte sig udhvilet.

Det tog ham ikke ret lang tid at falde i søvn, men til gengæld blev han vækket midt om nattet.

Han vågnede brat op fra sin søvn, da han hørte en lyd. Det første, han lagde mærke til var, at rummet var mørkt omkring ham, og at han ikke kunne se en hånd for sig. Det næste, han lagde mærke til, var lyden af regn, der slog hårdt mod ruden. Så blev hans rum lyst op af et blitzende lyn, som hurtigt blev efterfulgt af et højt brag – lyden, der før havde vækket ham.

Key klynkede og krøb ned under dynen. Han vidste ikke helt, hvorfor han var så bange for torden, men det havde han altid været. Endnu et drøn hørtes, og Key kunne mærke tårerne presse sig frem i hans øjne. Pludselig huskede han noget.

”Det er ikke noget at skamme sig over. Hvis du bliver bange fremover, så kan du bare ringe til mig.”

Det var det, Jonghyun havde sagt, da de snakkede om det for noget tid siden. Key rakte hånden ud fra dynen og trak mobilen ind til sig. Han tændte skærmen, og den lyste så kraftigt op, at han var blændet i nogle sekunder. Så så han på klokken. 03:47, stod der. Næsten 4 om natten. Ville det være okay at ringe nu?

Key kunne dog ikke stoppe sig selv fra at finde nummeret frem og ringe op, da endnu et brag lød, som om det var lige over huset. Den ringede 5 gange, før den blev taget.

”Det..” sætningen blev afbrudt af et gab, før den ældre dreng fortsatte, ”.. er Jonghyun. Er du klar over, hvad klokken er?” Key fik med det samme dårlig samvittighed.

”U-undskyld.. J-jeg skulle ikke ha-have ringet,” stammede han med en lille stemme.

”Bummie? Er det dig? Hvad er der galt? Græder du?” Jonghyun lød pludselig meget mere vågen og klar i stemmen, mens han stillede en masse spørgsmål. Key snøftede, før han svarede.

”Jeg.. Jeg var bange, og j-jeg vidste i-ikke, hvad jeg s-skulle gøre,” svarede han med en næsten hviskende stemme. Det rumlede over huset, og Key kom med en klynkende lyd. Jonghyun trak skarpt vejret ind.

”På grund af vejret?” spurgte han, og Key sagde et svagt ja. Jonghyun var stille et øjeblik.

”Er der noget jeg kan gøre for at gøre det bedre?” spurgte han forsigtigt, og Key snøftede endnu engang.

”Det ved jeg ikke. De-det var nok dumt at r-ringe.. Undskyld jeg fo-forstyrrede dig, hyung,” sagde han og tænkte lidt over, hvorfor han overhovedet havde været dum nok til at vække Jonghyun midt om natten.

”Du behøver ikke undskylde, Kibummie. Jeg sagde jo, at du bare kunne ringe. Desuden er det jo ikke, fordi jeg skal nå noget i morgen, så det er helt okay,” svarede den ældre dreng, men Key havde det stadig lidt dårligt med det.

”Jeg s-skal nok klare mig. Jeg l-lægger på nu, så d-du kan få din s-søvn,” svarede han, og Jonghyun holdt en lille pause, før han talte videre.

”Er du sikker på, at du vil være okay?” Key rystede, da det næste lyn lyste så meget op, at han tydeligt kunne se det gennem revnen mellem dynen og lagnet.

”Ja.. Godnat, hyung,” svarede han og prøvede at holde sin stemme så meget i ro som muligt.

”Godnat, Bummie,” svarede Jonghyun, og Key lagde på. Han krøb helt sammen under dynen endnu engang og kneb øjnene sammen. Han vidste, at han ikke ville komme til at sove, før det hele var overstået. Han kunne umuligt falde i søvn med alle bragene og de kraftige lyn.

Der gik omkring et kvarter, men vejret stilnede ikke rigtig af. Hvert eneste minut føltes pinefuldt langtrukkent. Key vidste ikke, hvorfor det virkede, som om det blev hængende over huset, men det var noget af det værste vejr, han nogensinde havde oplevet. Han sprang, da endnu en høj lyd ødelagde de små pauser mellem tordenen. Dog var det hans mobil denne gang.

Han fandt den undrende med en rystende hånd. Det var Jonghyun, der ringede, så han tog den hurtigt.

”Gå ned og åben din hoveddør,” blev der sagt som det første, og Key fik store øje. Kunne det være..? Nu hvor han lyttede efter, kunne han høre regnen gennem mobilen. Han fløj ud af sengen og gennem mørket. Han kunne virkelig ikke lide det, men hvis Jonghyun var der ude, ville han gøre alt for at få ham ind så hurtigt som muligt.

”Jeg er på vej,” sagde han, idet han tumlede ned ad trappen. Snart nåede han hoveddøren, som han låste op og åbnede, hurtigere end han troede var muligt.

Ganske rigtigt stod Jonghyun der under det lille overdækkede stykke foran døren, som slet ikke skærmede helt af fra regnen. Jonghyun var ikke lang tid om at komme indenfor og lukke døren bag sig. Key så bare måbende på ham, indtil den skrækindjagende lyd kom igen, og han derfor fløj ind i den ældre drengs arme.

”Hvad laver du her?” spurgte han lavt, og Jonghyun sukkede.

”Jeg kunne jo ikke bare lade dig være bange helt alene, vel? Lad os komme i seng. Jeg fryser,” svarede han, og Key nikkede, før han greb Jonghyuns hånd og trak ham med op ad trappen. Key kravlede ned under dynen, mens Jonghyun trak den våde T-shirt og bukserne af.

Hvis Key ikke havde været bange, ville han have rødmet over at se Jonghyun i så lidt tøj, og han ville have rødmet endnu mere, da den halvnøgne dreng krøb ind under dynen til ham og lagde sig tæt op ad ham, så de delte deres kropsvarme.

Jonghyun lagde armene om Key, og den yngre dreng kunne ikke lade være med at krybe endnu tættere på.

”Har du det bedre nu?” spurgte Jonghyun, og Key nikkede med et smil i mørket. Alt føltes meget mere sikkert, når han var i Jonghyuns favn. Det var præcis som dengang for mange, mange år siden, hvor de havde ligget på samme måde.

”Det var godt. Tror du, at du kan falde i søvn?” spurgte han, og Key nikkede. Han var ærlig talt ikke helt sikker på, om han faktisk ville kunne falde i søvn, men han ville ikke have Jonghyun til at holde sig vågen på grund af ham. Han havde allerede gjort mere, end Key nogensinde havde forventet af ham, og skyldfølelsen var der stadig.

Key vidste ikke helt, hvad han skulle gøre med sine egne hænder og arme. Han endte med at putte hovedet ind ved Jonghyuns hals og lægge hænderne mod brystkassen, der føltes varm under hans fingerspidser, selvom Jonghyun ellers havde frosset.

En ting Key hurtigt lagde mærke til var, at den ældre drengs hjerte slog hurtigere end normalt. Næsten lige så hurtigt som Keys eget. De lå der i et godt stykke tid uden at sige noget, og Key troede næsten, at Jonghyun var faldet i søvn. Så begyndte hans hyung pludselig at tale.

”Du ved godt, hvor meget du betyder for mig, ikke?” spurgte han sagte, og Key så overrasket op, selvom han vidste, at han umuligt kunne se de brune øjne gennem mørket.

”Ikke så meget som du betyder for mig, hyung,” svarede han lige så stille, og Jonghyun krammede ham lidt strammere ind til sig. Key kunne mærke den unikke duft af Jonghyun sive ind i sine næsebor, idet hans ansigt var tættere på Jonghyuns nøgne bryst end nogensinde før. Hans hjerte satte farten op.

”Det kan du ikke engang sige, Bummie,” sagde han og trak lidt væk for blidt at kysse den yngre drengs pande.

”Du betyder mere for mig, end nogen anden person,” fortsatte han, og placerede et lille kys på hver kind. Key forholdt sig tavs, da han vidste, at det ikke var tiden til at tale. Han kunne mærke Jonghyuns varme ånde på sine læber.

”Jeg elsker dig, Kibum,” sagde drengen og fangede Keys læber i et kys. Key kunne mærke glæden fylde sit hjerte og sin krop blive varm. Tordenen, der var stilnet en smule af nu, blev helt glemt, idet Key viklede armene om Jonghyun og kyssede ham tilbage med al den kærlighed, han ikke havde kunnet fortælle om før. Da de trak væk, var det Keys tur til at sige noget.

”Jeg elsker også dig, Jonghyun. Du aner ikke, hvor meget du betyder i mit liv.” Det var kort og simpelt, men det fortalte den ældre dreng, hvordan Key havde det.

”Jeg er så glad for, at vi endelig er sammen,” hviskede Jonghyun og gemte endnu engang sit hoved i Keys hår. Det føltes rigtig godt endelig at have sagt det. Key var heller ikke et sekund i tvivl om, om nogen af dem mente det, for han var selv helt sikker, og han kunne høre på Jonghyun, at drengen havde sagt ordene lige fra hjertet.

”Det er jeg også,” svarede Key. Efter det, gik der ikke lang tid, før de begge faldt i søvn, på trods af, at Key ikke havde troet, at han ville kunne falde i søvn igen. Tordenen var forsvundet helt, og de blev lullet i søvn af regnen, der stille trommede mod taget og ruden.

*

Den næste morgen vågnede Key først, hvilket han i dette tilfælde var lykkelig over. Han havde haft en drøm, der involverede ham og Jonghyun i situationer, som han slet ikke burde drømme om, specielt når Jonghyun lå lige ved siden af ham. Desværre kunne han ikke selv bestemme over sine drømme eller sin hormonfyldte krop, så han kunne ikke rigtig have stoppet det fra at ske, ligegyldigt hvor pinligt situationen var, nu hvor han var vågnet op.

Han prøvede først at få sit ”problem” til at gå væk ved at tænke på ting, han virkelig ikke brød sig om, men det virkede bare ikke, når han kunne mærke Jonghyuns ånde på sig, de stærke arme om sig og den nøgne overkrop mod sig.

Han kravlede langsomt ud af sengen og sørgede for at være ekstra forsigtig, så han ikke vækkede Jonghyun. Efter at have ordnet det på badeværelset, listede han tilbage ind i rummet. Han havde det dårligt over at gøre sådan noget til tanken om Jonghyun, men hellere det, end at Jonghyun vågnede op og opdagede det.

Key lagde sig ned på sengen så langt væk fra Jonghyun som muligt og gav sig så til at betragte den ældre dreng. Han så sød ud, når han lå og sov så fredeligt med let åben mund og strittende hår. Jonghyun havde nogle gange en vane med at sove med halvåbne øjne, men det gjorde han ikke lige nu. Han var krøbet lidt sammen, efter Keys varme havde forladt ham, så han mindede egentlig lidt om en sammenrullet hundehvalp. Han var kær.

Key tænkte lidt over det hele. Endnu engang kunne han ikke lade være med at tænke over, hvordan Jonghyun kunne tage det manglede fysiske forhold så godt, for han var da lige så meget teenagedreng, som Key var. Hvorfor var det kun ham, der vågnede med klistrede boxere efter drømme? Hvorfor var han den eneste, der tænkte over at lade deres forhold udvikle sig?

Selvfølgelig kunne han ikke være sikker på, at Jonghyun ikke tænkte som ham, men den ældre dreng var i hvert fald god til at skjule det, hvis det var tilfældet. Key var ikke engang klar over, hvordan hans hyung kunne stoppe sig selv, når de fortsatte fra det uskyldige kyssestadie.

 Jonghyun gav en lyd fra sig, og Key så overrasket over på ham. Han kunne hurtigt konstatere, at Jonghyun var vågnet, da han sløvt åbnede øjnene. Key så rødmende væk, da han ikke rigtig kunne få sig selv til at se direkte i Jonghyuns øjne lige nu. Det virkede bare lidt forkert.

”Har du sovet godt, Bummie?” spurgte han med en stemme, hvor man tydeligt kunne høre, at han først lige var vågnet.

”Jeg har sovet okay, hvad med dig, Jjong?” spurgte han med en blød stemme.

”Jeg har sovet rigtig godt. Jeg havde jo dig ved min side,” svarede den ældre dreng, og Key rødmede endnu mere. Han var sikker på, at han også ville komme til at rødme ret meget i løbet af dagen, hvis Jonghyun havde i sinde at blive der.

~*~

Fluff, fluff, fluff~ Jeg kunne ikke lade være~

Jeg gætter på, at de fleste har set den nye konkurrence, ikke? Jeg ville virkelig ønske, at jeg kunne deltage! Men der er bare ikke rigtig tiden til det :(

Jeg har en oneshot liggende, som jeg overvejer at deltage med.. Men hvor stor chance har en oneshot for at vinde? Hvad synes I? Skal jeg prøve?

Her er coveret til den:


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...