I Could Never Forget (JongKey)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 apr. 2013
  • Opdateret: 8 feb. 2014
  • Status: Færdig
Følg Key gennem hans teenageliv med mobning, usikkerhed, venskab og kærlighed.

Key har aldrig været en af de populærere. Lige siden han var helt lille, har han været en af dem med få venner. De andre drenge begynder at mobbe ham, fordi han er mere feminin end de fleste andre. Som han bliver ældre, begynder han selv at blive forvirret omkring sin seksualitet.

Udover den næsten daglige mobbning, går hans nuværende bedste ven, Taemin, gennem en hård tid, så Key bliver nødt til at være der for ham.

Sidst, men ikke mindst, er der savnet af den barndomsven, som han aldrig har glemt. Spørgsmålet er bare, om han kan klare presset, der bliver lagt på hans skuldre.

43Likes
692Kommentarer
12882Visninger
AA

44. 42. kapitel

Jonghyun talte sekunderne ned til frikvarteret, mens han sad i klasselokalet. Læreren havde allerede tysset på ham en gang, men han kunne ikke sidde stille. Han var mere nervøs, end han nogensinde havde været før, og han var alt for rastløs til at høre efter. Da der var 5 minutter tilbage af timen, rakte han hånden op.

Læreren nikkede til ham, da hun så hans hånd, før at høre, hvad han ville.

”Kan jeg få lov at gå på toilettet?” spurgte han, og læreren så bebrejdende på ham.

”Der er kun få minutter tilbage af timen,” svarede hun, og Jonghyun så på hende, så bedende han kunne. Han måtte ikke komme for sent, ligegyldigt hvad der skete.

”Men jeg skal virkelig!” svarede han, og læreren endte med at give ham lov med et suk. Han greb sin taske og skyndte sig ud af lokalet. Han modtog et par underlige blikke, men han var ligeglad.

Der gik ikke lang tid, før han nåede rummet, og han fandt også hurtigt den guitar i musiklokalet, han bedst kunne lide.

Han hørte klokken ringe ud og tog en dyb indånding. Han fandt notesblokken frem og slog op på den rigtige side. Han regnede egentlig ikke med at få brug for den, for han kunne teksten og akkorderne udenad, men det var bare for en sikkerheds skyld.

Døren åbnede og han snurrede hurtigt rundt med et forhåbningsfuldt blik. Dog blev han skuffet.

”Hvad laver du her, Sekyung?” spurgte han, og pigen så på ham med underlæben skudt frem.

”Jeg ville bare snakke med dig, oppa. Hvorfor er du så kold?” spurgte hun og kom tættere på uden at lukke døren bag sig. Han blev stående, men lænede sig lidt tilbage. Hvorfor skulle hun blande sig nu? Dette skulle være perfekt. Hvis Sekyung var her, ville det slet ikke se godt ud, når Key også ankom.

”Jeg har ikke tid lige nu,” svarede han, og Sekyung så endnu mere såret ud. Han kunne dog ikke rigtig få sig selv til at få skyldfølelse. Han havde altid behandlet alle, specielt piger, godt, men netop denne pige havde på en måde ødelagt hans forhold, så hvordan skulle han kunne være sød ved hende? Han havde bare lyst til at få hende til at gå.

Pigen kom tættere på, farligt tæt på, og han vendte hovedet væk.

”Hvorfor har du ikke tid til mig, oppa? Er det fordi du har en anden pige, som du venter på her? Jeg er bedre end alle de andre. Tro mig, drenge ville give deres højre arm for at få mig,” sagde hun, og Jonghyun kunne mærke hendes varme ånde på sin kind.

”Vær sød at gå, før jeg bliver nødt til at gøre noget drastisk,” svarede han og mærkede hendes hånd på sin arm. Han rørte ikke piger, men lige nu havde han virkelig lyst til at skubbe hende væk. Han kastede et blik på klokken.

”Er det på grund af ham? Ham bøssen, der prøver at ødelægge dig?” spurgte hun, og det blev for meget for Jonghyun.

”Flyt dig lige nu! Du skal ikke fornærme ham. Bare fordi han er til drenge, betyder det ikke, at han betyder mindre end dig. Faktisk er det lige det modsatte. Du kommer ingen vegne ved at opføre dig sådan mod andre mennesker. Han er en bedre person, end du er,” sagde han strengt og så hende ind i øjnene med et bestemt blik. Hun kneb øjnene lidt sammen.

”Det skulle du ikke have sagt, Jonghyun. Det vil du komme til at fortry..” hun nåede ikke længere, før en person rømmede sig ovre fra døren. De så begge derhen, og Jonghyun gøs. Der stod Key med armene over kors og havde aldrig set så kold ud.

”Han bad dig om at gå, så jeg foreslår, at du bare smutter nu,” sagde han med et blik, der fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på Jonghyun, selvom det ikke engang var rettet mod ham.

Sekyung så mere end vred og forarget ud, da hun gik ud af døren efter at have sendt et dræberblik i Keys retning. Så gik Key ind, lukkede døren bag sig og kom tættere på. Forskellen mellem ham og Sekyung var bare, at han lod sig synke ned på en stol.

Først nu lagde Jonghyun mærke til, hvor træt han så ud, og det bekymrede ham egentlig lidt.

”Hvad var det, du ville?” spurgte han, og Jonghyun tog en dyb indånding. Han gik tættere på Key og satte sig så ned over for ham. Han rakte ud og tog den yngre drengs hænder i sine. Key så i et kort øjeblik ud, som om han havde tænkt sig at trække væk, men han endte med at blive siddende.

”Jeg ville rette op på det, der skete,” svarede Jonghyun og fik fat i guitaren. Han var stadig nervøs, men det var blevet lidt bedre, efter Key havde sat sig ned i stedet for at løbe væk efter det med Sekyung.

Key fik store øjne, da han så instrumentet. Han åbnede munden, og Jonghyun var sikker på, at han ville have spurgt ind til det, men han stoppede ham i stedet fra at tale.

”Bare lyt,” svarede han til det usagte spørgsmål. Så gik han i gang med at spille. Sangen efterfulgte hurtigt. Jonghyuns hoved var fyldt af tanker – hans fingre og stemme gjorde arbejdet af sig selv, for det eneste han rigtig kunne fokusere på, var Keys reaktion.

Sangen begyndte med at fortælle om alle de minder, han havde tænkt på, før Key var startet, og hvor meget han havde savnet ham. Allerede her havde Key fået store øjne, og hånden var fløjet op for hans mund.

Det næste af sangen forklarede hans tanker ved at se den yngre dreng igen. Hvordan håbet havde vældet op i ham, selvom han ikke engang var klar over, om Key huskede ham.

Efter det gik den videre til den svære situation. Allerede dengang, hvor han havde skrevet denne sang, havde han vidst, at det aldrig ville blive let, hvis han nogensinde fik fat i Key. Men han sang også, at han ville gøre alt for at få deres forhold til at fungere, hvis han var så heldig at kunne kalde Key sin.

Jonghyun lagde mærke til, at Key havde fået tårer i øjnene. Han håbede virkelig på, at det var et godt tegn. Jonghyuns tanker i det øjeblik gik meget hurtigt, og han nåede knap nok at tænke den ene til enden, før den næste fløj ind i hans hjerne. Han havde aldrig forestillet sig at skulle synge denne her sang for nogen, for den udtrykte alle hans inderste følelser, men hvis det var det, der skulle til for at rede det hele ud, gjorde han det med glæde.

Til sidst rundede sangen af med at fortælle Key, hvor meget han elskede ham. At han var hans verden, og at alt ville blive okay, hvis det bare kunne være dem. Da han stoppede, var der stilhed et øjeblik, og det pinte ham. Han var igen nervøs for, hvilken reaktion han ville modtage.

Key virkede helt målløs, så Jonghyun indså hurtigt, at han blev nødt til at gøre et eller andet først.

”Jeg skrev den lidt tid efter, du startede her på skolen. Den fortæller om alle mine følelser for dig,” sagde han, og Key blinkede et par gange. Jonghyun skulle lige til at sige noget andet for at afbryde den akavede stilhed, men i det samme fløj Key ham i armene.

”Undskyld jeg blev sur på dig og skældte dig ud,” sagde den yngre dreng lavt ind i Jonghyuns tøj, og den ældre dreng kunne ikke lade være med at smile. Det havde virket! Key var ikke sur mere, så han kunne endelig holde op med at frygte for deres forhold.

Han lagde armene om Key og krammede ham ind til sig. Han lagde nu mærke til den lettelse, der fyldte ham.

”Det gør ikke noget, Bummie, jeg er bare glad for at have dig her. Du betyder så meget for mig, og jeg har virkelig ikke lyst til at miste dig. Jeg er ked af, at jeg ikke kan være så åben om vores forhold, som du – nej, vi begge to – har lyst til, men det er bare ikke rigtig en mulighed,” svarede han lavt, og han kunne mærke Key nikke mod sig som svar.

Han var lettet over, at Key forstod ham. Hvis det bare var op til ham, ville han gøre alt for at gøre Key glad, men det var ikke kun ham selv, han havde at tænke på. Han blev nødt til at tænke på sine forældres hårde arbejde og firmaet.

Som lille havde han lovet sig selv, at han aldrig ville blive som dem. Han havde besluttet sig for, at hvis han nogensinde fik børn, ville han ikke overlade dem til sig selv og ansatte. Han ville ikke lade dem vokse op uden at kende ret meget til sine forældre.

Men nu var han ikke en lille dreng mere, og han vidste, at virkeligheden var langt mere kompliceret, end hvad han ville og ikke ville. Han kunne ikke holde en tåre tilbage. Han var glad for, at deres problem var løst for nu, og at han sad med den sårbare dreng i armene, men desværre betød det ikke, at noget var sikkert.

De sad længe sådan, før Jonghyun trak lidt væk. Han så ind i Keys øjne, der stadig glinsede svagt af tårer. Han strøg de bløde kinder med sine tommelfingre og lagde så sine hænder mod dem, så han kunne tippe Keys ansigt lidt op.

Så mødtes deres læber i et sødt kys. I modsætning til de andre kys, de havde delt, var dette langsommere og dybere på en måde.

De var begge lidt stakåndede, da de trak væk fra hinanden igen.

”Du betyder også rigtig meget for mig,” svarede Key, og Jonghyun sendte ham et smil. Han kunne ikke engang stoppe det fra at komme frem på hans læber efter at have hørt det. Han havde lyst til at sige til Key, at han elskede ham, men han følte lidt, at det var for tidligt. Han havde godt nok nævnt det i sin sang, men det var anderledes at sige det til hinanden på denne måde.

Da klokken ringede ind til time, rejste de sig begge op. Jonghyun vendte sig mod Key og stillede ham et sidste spørgsmål før de gik til hver sin time.

”Er vi okay igen?”

Key nikkede med et lille smil, og de begyndte at gå. Jonghyuns hjerne var fyldt med uvelkomne tanker om hans forældre, Key og Sekyung. Hvad ville hun gøre efter det, der var sket i dag?

Det bekymrede ham. Hun var en af de populære ligesom ham selv, så han vidste, hvor meget magt hun havde. Hvis hun spredte rygter, ville det hurtigt sprede sig over hele skolen, og der ville ikke gå lang tid, før det også nåede pressen.

Han håbede på, at der ikke ville ske nogen slemt.

*

Klokken ringede ud for sidste gang, og Key rejste sig hurtigt. Han var stadig i en drømmeverden af Jonghyun og den fantastiske sang. Han kunne slet ikke forstå, at den ældre dreng havde undskyldt ved at skrive en sang – det var noget af det største, nogen nogensinde havde gjort for ham. Han havde ikke engang vidst, at Jonghyun kunne spille guitar eller synge, men han havde været så god!

Han var også lykkelig over, at Jonghyun havde afvist Sekyung på den måde. Han var glad for, at han ikke havde draget forhastede konklusioner, da han så dem så tæt sammen. Han havde set for mange dramaer til at være så dum. Det der glædede ham mest var dog, at de var et par igen, og at alt var okay.

Dette var helt sikkert noget, han ville dele med Taemin, så han fløj ud ad døren for at fange den yngre dreng, før han tog hjem.

Han fandt ham nemt udenfor og gik over mod ham med et stort smil. Taemin så undrende på ham, men han var for langt inde i sin glade verden til at lægge rigtig mærke til noget omkring sig.

”Taeminnie, jeg har noget stort at fortælle dig,” sagde han, da han nåede over til den yngre dreng. Han undrede sig kort over, hvorfor Taemin rødmede. Så skævede hans yngre ven til siden, og Key så derover. Han blev meget overrasket, da han så Minho stå der med et skævt grin. Key kunne ikke helt holde sin nysgerrighed inde.

”Hvad laver du her sammen med Minn..” før han kunne nå at snakke færdig, lagde Taemin hurtigt hånden over Keys mund, så det var umuligt for ham at fuldføre sætningen. Key sendte den yngre dreng et underligt blik, før sammenhængen gik op for ham. Taemin var genert, fordi han kaldte ham ’Minnie’ overfor Minho! Hvad lavede han overhovedet med Minho? Var de ikke blevet uvenner? Han følte sig egentlig ret udenfor, fordi Taemin ikke engang havde fortalt noget. Dog var der vigtigere ting at tage sig af. Han trak Taemins hånd væk fra sin mund.

”Har Minho gjort dig noget? Har han tvunget dig til at gøre noget, du ikke ville? Skal jeg skælde ham ud? Hvor længe har i datet? Og det vigtigste: Hvorfor vidste jeg ikke noget?” spurgte han strengt, for det måtte jo være sådan, det hang sammen, ikke? Da Taemin fik store øjne og febrilsk rystede på hovedet, gik det dog op for ham, at han havde lavet en fejl. 

”Du har udledt noget forkert, Key. Taemin og jeg er ikke sammen,” sagde Minho afslappet, og Taemin nikkede som for at sige ’han har ret, gør ikke noget, der gør mig til grin’. Key var dog lidt ligeglad.

”Det siger dine læber måske, men dine øjne siger noget helt andet. Jeg mente, hvad jeg sagde dengang. Hvis du tvinger ham til noget, er du færdig,” sagde han lavt. Han lagde godt mærke til det forvirrede blik Taemin sendte ham, for han kendte jo ikke noget til den gang, hvor Key først havde snakket med Minho, men Key svarede bare lydløst tilbage, at han ikke skulle bekymre sig om det.

 ”Det ville jeg aldrig gøre. Havde du ikke noget, du skulle fortælle Taemin?” sagde Minho, og Key huskede, hvad grunden i første omgang havde været til, at han kom derover. Han vendte sig hurtigt mod Taemin og sendte ham et spændt og lykkeligt smil.

”Der er lige sket den mest fantastiske ting! Jonghyun trak mig ind i musiklokalet, og ved du, hvad han gjorde? Han havde skrevet en sang til mig! Han spillede på guitar og sang den til mig, mens han smilede sit perfekte smil og så mig i øjnene. Det var bare så romantisk, og det var en helt fantastisk sang!” Det var godt nok ikke helt sandheden, men det havde været perfekt og romantisk, så på det punkt løj han ikke. Desuden var det en måde at udfordre Minho på, så han også kunne blive en god kæreste for Taemin. Key var 100% sikker på, at det snart ville ske.

Taemin smilede et sødt smil, og Key kunne ud ad øjenkrogen se, at Minho blev meget overrasket, hvilket på en eller anden måde føltes som en sejr for Key. Han smurte lidt ekstra på ved at fortsætte.

”Er det ikke bare sødt?” Taemin nikkede med det samme, og Key smilede lidt for sig selv. Dette ville sikkert blive en udfordring for Minho.

I det samme kom Minhos chauffør kørende, og de sagde hurtigt farvel til hinanden – eller Key sagde farvel, og Taemin gav et nik som svar. Da bilen kørte med de to drenge, vinkede Key efter dem. Dagen var helt sikkert blevet meget bedre.

~*~

JongKey er i orden igen~

Lørdag er mere eller mindre blevet min faste opdateringsdag. Måske lægger jeg et ekstra kapitel ud engang imellem, men ellers bliver det nok kun den ene gang om ugen ^^

I dag får I en JongKey video - den er kær, that's why xD
 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...