I Could Never Forget (JongKey)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 apr. 2013
  • Opdateret: 8 feb. 2014
  • Status: Færdig
Følg Key gennem hans teenageliv med mobning, usikkerhed, venskab og kærlighed.

Key har aldrig været en af de populærere. Lige siden han var helt lille, har han været en af dem med få venner. De andre drenge begynder at mobbe ham, fordi han er mere feminin end de fleste andre. Som han bliver ældre, begynder han selv at blive forvirret omkring sin seksualitet.

Udover den næsten daglige mobbning, går hans nuværende bedste ven, Taemin, gennem en hård tid, så Key bliver nødt til at være der for ham.

Sidst, men ikke mindst, er der savnet af den barndomsven, som han aldrig har glemt. Spørgsmålet er bare, om han kan klare presset, der bliver lagt på hans skuldre.

43Likes
692Kommentarer
13423Visninger
AA

43. 41. kapitel

Mandagen, tirsdagen og onsdagen den næste uge gik ikke meget bedre. Sekyung gjorde en stor ting ud af at hænge op og ned af Jonghyun så snart det var muligt, og Jonghyun gjorde intet ved det. Det gjorde egentlig Key lidt ked af det og vred. Vred på Sekyung fordi hun tydeligvis vidste, hvad hun gjorde, og ked af det, fordi Jonghyun ikke gjorde noget for at stoppe det.

Det var nu torsdag, og han sad alene i musiklokalet, hvor Jonghyun burde være dukket op. Han sagde til sig selv, at der kunne være hundredvis af grunde, men alligevel kunne han ikke helt lade være med at få et billede af Jonghyun sammen med Sekyung ind i sit hoved.

Han trak sin madpakke frem og begyndte at spise den selv. Det var ellers blevet en usagt aftale, at de spiste sammen, men han gad bare ikke vente mere – og da slet ikke, hvis Jonghyun bare var sammen med hende.

Da døren endelig sprang op, kom den ældre dreng ind med et undskyldende smil.

”Undskyld jeg kommer så sent!” sagde han hurtigt og dumpede ned ved siden af Key, som knap nok så op på ham. Key vidste godt, at han ikke opførte sig ret pænt, men hvad kunne man forvente?

”Hey, er du sur på mig?” spurgte han tøvende, og Key rystede svagt på hovedet.

”Nej. Jeg undrede mig bare over, hvad der tog dig så lang tid,” svarede han, og Jonghyun lyste lidt op.

”Sekyung havde brug for min hjælp til at bære nogle ting ned i kælderen. Læreren havde sat hende til det, men det var alt for tungt, så hun spurgte, om jeg ikke kunne hjælpe hende. Jeg kunne jo ikke bare lade hende stå der alene,” svarede han, og Key sukkede. Big surprise!

”Nej, det kunne du jo selvfølgelig ikke,” svarede han og kunne ikke helt holde sarkasmen ude af sin stemme. Jonghyun surmulede.

”Du er jo sur!” sagde han, og Key kunne mærke forskellige følelser boble op i sig.

”Selvfølgelig er jeg sur! Du er jo sammen med hende hele tiden! Har du slet ikke lagt mærke til, at hun prøver at tage dig fra mig?” spurgte han med en vred stemme, og Jonghyun så lidt forundret ud.

”Hvad snakker du om? Hun er en sød pige,” svarede han forvirret, og Key blev bare endnu mere vred.

”Nej, det er hun ikke. Åben øjnene, Jonghyun! Kan du ikke se, hvad hun prøver på?” spurgte han, og Jonghyun irriterede ham ved bare at ligne en fortabt hundehvalp.

”Men hun ved jo ikke engang noget om os. Hvordan skulle hun det?” spurgte han, og Key var tæt på at himle med øjnene.

”Helt ærligt, er vi overhovedet sammen?” spurgte han, og Jonghyun tabte kæben.

”Selvfølgelig er vi det! Gjorde jeg det ikke klart nok?” spurgte han, og denne gang himlede Key faktisk med øjnene.

”Gjorde det klart nok? Nej, det gjorde du ikke, Jonghyun. Du vælger hele tiden hende over mig! Det er hende, der får lov at ønske dig tillykke, det er hende, der krammer dig og kysser dig på kinden, det er hende, du viser dig frem med. Mig vil du ikke engang ses med i offentligheden! Jeg hader det!” udbrød han, og Jonghyun fik et lidt trodsigt blik i øjnene.

”Undskyld, hvis jeg ikke har lyst til at smadre mit ry fuldstændigt! Er du klar over, hvad det ville betyde for mig, hvis det kom ud i offentligheden? Ved du det, Kibum?” spurgte han, og Key rejste sig op efter at have kastet sin madkasse i tasken.

”Ja, det ved jeg godt,” svarede han, nu med tårer i øjnene, som truede med at falde. Jonghyun så hurtigt ud, som om han fortrød sine ord lidt, men Key lod ham ikke tale.

”Jeg ved alt om, hvad der sker, hvis mennesker finder ud af, at man er bøsse. Man bliver tævet hver dag, man bliver nedgjort og trampet på, man bliver gjort til grin og hånet, man står sig selv nærmest, da man ikke kan stole på nogen andre. Man kommer hjem med blå mærker og det, der er meget værre, som man bliver nødt til at skjule, for at ingen skal lægge mærke til det. Så ja, Jonghyun, jeg ved godt, hvordan det er,” svarede han med en hård stemme. Jonghyun havde åben mund og store øjne. Key vidste, at han havde overrasket ham med sin indrømmelse, for der var ingen, der vidste noget om, hvad der havde foregået. Tårerne trillede nu frit, og den ældre dreng så ikke ud til at have nogen idé om, hvordan han skulle tackle situationen.

Key lod ham dog ikke svare. Han stormede bare ud af klasseværelset og tørrede hidsigt tårerne væk. Han burde ikke græde mere – han var blevet stærkere, han skulle være meget stærkere end dette. Men det havde været hårdere at fortælle om, end han havde forventet, det ville være.

Han vidste heller ikke mere, hvor han havde Jonghyun. Havde han nu ødelagt det hele? Han vidste det ikke, men han havde i hvert fald ikke lyst til at gå tilbage nu, og han mente egentlig ikke, at det var ham, der skulle sige undskyld. Måske havde han været meget hurtig til at fare op, men han havde jo grund til det. Bare se på hvordan Jonghyun opførte sig med Sekyung.

Senere ringede Jonghyun, men Key tog den ikke. Han havde ikke lyst til endnu en konfrontation. Den ringede flere gange senere, men Key tog den ikke nogen af gangene. Han overvejede lidt at slukke sin mobil, men det kunne han ikke helt få sig selv til. Han havde lyst til at vide, hvor ihærdig Jonghyun var. Lige inden han gik i seng, modtog han en SMS, som hans nysgerrighed ikke gav ham lov til at ignorere.

Vil du ikke nok mødes i musiklokalet til vores normale tid i morgen? Jeg lover dig, at du ikke vil fortryde det.. Vær sød at sige ja.

Key tænkte grundigt over det – skulle han eller skulle han ikke? Ville det overhovedet være en god ide? Hvad var det egentlig, Jonghyun ville? Undskylde? Slå rigtigt op med ham?

Key endte op med at beslutte sig for, at han ville komme. Han havde ikke lyst til at miste Jonghyun, og han fortrød allerede, hvad der var sket, så derfor sendte han et svar tilbage.

Okay, Jjong.

*

Jonghyun smed sig frustreret i sin seng og begravede hovedet i sin pude. Hvad var der lige sket? Hvordan kunne han komme op at skændes med Key så hurtigt og pludseligt?

Det havde ikke været en diskussion, han havde forventet. For at være helt ærlig, havde han godt vidst, at Sekyung kunne lide ham, men han havde jo aldrig kunnet lide hende tilbage, så hvad var problemet? Han kunne bare ikke lide at behandle piger dårligt, for det havde han altid fået at vide, at man ikke måtte.

Han havde savnet Key, lige siden de sagde farvel til hinanden dengang for mange år siden. Han havde tænkt så meget på ham. Han havde endda indrømmet over for sig selv, at han elskede ham på en måde, der ikke var tilladt mellem to drenge!

Da han så Key på skolen med Taemin, havde han ikke kunnet få sig selv til at snakke med ham, men det betød ikke, at han ikke betragtede ham fra afstand hver eneste dag. Han havde vidst, at Key gik gennem en svær periode, da han sprang ud, men han havde ikke vidst, at det var så slemt, som han lige havde fået at vide i dag.

Han havde endda hjulpet Key så meget han kunne – han havde fået Chanyeol til at hjælpe ham med at dække de grimme beskeder på hans skab for eksempel. Chanyeol var den eneste, der kendte til hans følelser for Key. I hvert fald indtil Minho var startet og havde regnet det hele ud på ingen tid.

Den tid han nu havde brugt med Key, havde føltes perfekt for ham. Han havde slet ikke vidst, at Key havde det på den måde. Hvordan kunne han ikke have gjort deres forhold tydeligt nok? Nej, han havde ikke sagt det direkte, men talte hans handlinger ikke tydeligt nok for sig?

Hvad forventede Key overhovedet? Han kunne ikke springe ud over for alle, som Key selv havde gjort. Ligegyldig hvor meget han elskede Key, kunne han ikke lade sine forældre eller pressen høre om en skandale som denne. Hvad ville mennesker ikke sige, hvis de fandt ud af, at arvingen til Kim-firmaet var til drenge?

Han var ikke sikker på, hvordan hans forældre ville reagere. Det var forventet af ham, at han fandt en kone, stiftede familie med hende og drev firmaet videre. Alle havde altid haft så høje forventninger til ham, og han havde altid hadet det. Han kunne ikke bestemme over sit eget liv. Han kunne ikke arbejde som noget, han gerne ville, og han kunne ikke være sammen med den person, han elskede mest af alle. Hvorfor skulle hans liv overhovedet være sådan?

Han trak notesblokken, der altid lå på hans natbord ved siden af hans seng, til sig og åbnede den. Han bladrede gennem de sange han havde skrevet, indtil han kom til den sidste, endnu ikke fuldendte, sang.

Den skulle have været en sang til Key, der fortalte om hans følelser, men nu var det for sent. Hvad skulle han gøre for at få rettet op på det hele igen?

Han bladrede endnu engang bogen i gennem og faldt over en speciel én. Han havde skrevet den, efter Key var startet på skolen, og de gamle følelser var kommet tilbage. Den beskrev alt om, hvordan han havde savnet Key, at han havde længtes efter ham, og at han var så forelsket i ham, som man kunne være.

Hans indre var virkelig faldet sammen dengang, lidt ligesom nu. Han havde ikke for alvor regnet med at se Key igen, og han havde næsten glemt ham. Dog var alt vendt tilbage med fuld styrke, så snart han havde set ham stå der.

Han fik pludselig en ide og tog blokken for at skynde sig ud af sit værelse. Han gik gennem de mange gange og ind i deres musikrum. Bortset fra hans værelse var dette det rum, han tilbragte mest tid i.

Han fandt sin elskede guitar frem og satte sig med den. Han placerede blokken foran sig og begyndte så at spille. Snart stemte han i med sin stemme. Han kunne stadig huske det hele, selvom det var så lang tid siden, han havde skrevet det.

Da han var færdig, nikkede han ad sig selv og begyndte endnu engang. Dette skulle lyde perfekt. Han var ikke engang klar over, hvor længe han havde siddet der, da døren pludselig gik op. Han så overrasket derhen, men slappede lidt af, da han så, hvem det var.

”Hvad laver du her, noona?” spurgte han, idet hans ældre søster lukkede døren bag sig.

”Jeg prøvede at ringe i går, men du tog ikke telefonen. Jeg ville have sagt, at jeg kom på besøg,” svarede hun, og Jonghyun nikkede, da forståelsen gik op for ham. Han havde godt set, at hun havde ringet, men han fik aldrig lige ringet tilbage til hende, som han ellers havde lovet sig selv at gøre.

”Hvad er der galt?” spurgte hun så, og Jonghyun så ned på guitaren. Hans søster var den person, han generelt stolede mest på, men kunne han fortælle hende om det? Han var meget i tvivl, men endte alligevel med at gøre det.

”Jeg hader mit liv, noona,” startede han ud med et suk. Efter det, væltede alt bare ud i en usammenhængende forklaring. Da han stoppede efter lang tid, trillede tårerne ned ad kinderne på ham, og hans søster rokkede ham frem og tilbage i sine arme. Alt kom tilbage til ham for fuld styrke.

”H-hvad skal jeg g-gøre? Jeg v-vil bare være med ham, jeg e-elsker ham,” snøftede han, og han lagde mærke til smerten i sin søsters øjne. Dengang de var yngre, havde de ikke været ret tætte, men de var blevet meget tættere, efter de ikke bare var små børn mere. De havde kun hinanden, når deres forældre pressede dem.

”Jeg ved det ikke, Jonghyun. Du ved, hvad mor og far sikkert vil sige. Du kan ikke bare lægge firmaet fra dig,” svarede hun, og Jonghyun så surt på hende.

”Det gjorde du jo,” svarede han og hentydede til, at hun havde opgivet firmaet for at blive gift med en mand, der ikke var hende værdig i deres forældres øjne.

”Men det var ikke svært. Det har altid mere eller mindre været meningen, at du var arvingen, da du er deres søn. Jeg ved ikke, hvordan du skal komme udenom det,” svarede hun, og Jonghyun hang med hovedet. Han vidste, at hun havde ret, men han havde ikke lyst til at se sandheden i øjnene. Han ville kæmpe – måske kunne han ikke få sin karrieredrøm opfyldt, men han ville kæmpe for kærligheden. Det var præcis det, han fortalte hende. Hun grinede kort sin ringlende latter.

”Du har altid været så stærk, Jonghyun. Jeg håber virkelig, at din plan om at få Kibum tilbage i morgen vil virke,” sagde hun, og Jonghyun nikkede. Det havde givet ham lidt mere mod at snakke med hende.

Resten af aftenen gik med at følge op på de ting, der var sket i det stykke tid, hvor de ikke havde set hinanden. Inden han gik i seng, sendte han en besked til Key.

Vil du ikke nok mødes i musiklokalet til vores normale tid i morgen? Jeg lover dig, at du ikke vil fortryde det.. Vær sød at sige ja.

Jonghyun håbede virkelig, at han ville sige ja. Hvis Key ikke svarede ja, vidste han ikke helt, hvad han skulle gøre.

Han ventede uroligt, mens hans hjerte bankede hurtigt derudaf. Han var allerede begyndt at forudse det værste, der kunne ske, da mobilen endelig gav lyd fra sig. Der gik ikke mange sekunder, før han havde åbnet beskeden. Da han så, hvad der stod, fik han mere håb, men han blev ikke mindre nervøs.

Okay, Jjong.

Han blev nødt til at gøre det rigtigt – dette skulle lykkes.

~*~

Kan I lide Jonghyuns synsvinkel? Jeg synes det var nødvendigt at lade ham "forklare" sine handlinger.

Jeg fandt denne her video i går og tænkte, at jeg bare blev nødt til at dele den med jer. Jeg ved ikke hvor mange af jer, der er EXO fans, men jeg kan rigtig godt lide den og følelserne i sangen passer ret godt til sangen, selvom teksten ikke er ideel~

Fra venstre til højre: Baekhyun, D.O., Chen og Luhan.

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...