I Could Never Forget (JongKey)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 apr. 2013
  • Opdateret: 8 feb. 2014
  • Status: Færdig
Følg Key gennem hans teenageliv med mobning, usikkerhed, venskab og kærlighed.

Key har aldrig været en af de populærere. Lige siden han var helt lille, har han været en af dem med få venner. De andre drenge begynder at mobbe ham, fordi han er mere feminin end de fleste andre. Som han bliver ældre, begynder han selv at blive forvirret omkring sin seksualitet.

Udover den næsten daglige mobbning, går hans nuværende bedste ven, Taemin, gennem en hård tid, så Key bliver nødt til at være der for ham.

Sidst, men ikke mindst, er der savnet af den barndomsven, som han aldrig har glemt. Spørgsmålet er bare, om han kan klare presset, der bliver lagt på hans skuldre.

43Likes
692Kommentarer
13220Visninger
AA

42. 40. kapitel

Ugen gik langsomt, og der skete ikke rigtig noget med Jonghyun. De var sammen de fleste af dagene, men de havde knap nok kysset efter den morgen. Der havde godt nok været et par søde farvelkys, men mere var det ikke blevet til.

Key vidste ikke, om han skulle være skuffet eller taknemmelig. På denne måde behøvede han ikke at tage stilling til, om han var klar til noget mere eller ej, men på den anden side savnede han allerede følelsen af Jonghyuns læber mod sine.

Det var torsdag, og Jonghyun havde ikke mulighed for at være sammen. Der lå en stor fodboldkamp om fredagen, så skolen havde valgt at lægge et par frivillige ekstra træningstimer i dag, så deres spillere var klar.

Jonghyun skulle til dem, men så vidt Key vidste, kom Minho ikke. Han vidste ikke hvorfor, for Taemin havde slet ikke nævnt idolet, siden han havde erklæret, at han ikke ville snakke med ham om deres date, så dette kunne i hvert fald ikke være grunden til hans fravær. Key var dog lidt bange for, om Taemin virkelig mente, hvad han havde sagt.

Han var heller ikke helt sikker på Taemins humør, for han havde faktisk ikke set ham ret meget på det sidste. De gange, de havde mødt hinanden, havde den yngre dreng ikke virket helt død, men heller ikke så ”glad”, som han havde været før daten.

I det store frikvarter mødtes han med Jonghyun i musiklokalet, hvor de var flyttet ind, efter det var blevet lidt for koldt til at sidde udenfor. Da de sad sammen om Keys madpakke den dag, begyndte Key at snakke.

”Er du nervøs for i morgen?” spurgte han, og Jonghyun trak på skuldrende.

”Man er vel altid lidt nervøs, men det er ikke så slemt. Jeg har jo dig til at heppe på mig, ikke?” spurgte han med et smil, og Key rødmede.

”Selvfølgelig er jeg der til at heppe på dig,” svarede han med et sødt smil. Han var glad for, at Jonghyun var mindre nervøs, fordi han vidste, at Key ville være der. Det fik ham til at føle, at han virkelig var noget værd.

”Og hvis jeg vinder?” spurgte den ældre dreng med et drillende blik, og Key rødmede endnu mere på grund af de tanker, der fløj ind i hans hoved. Hvorfor tænkte han overhovedet så meget over det? Det var ikke, som om det var noget, der ville ske endnu..

”Så er jeg den første til at ønske dig tillykke og give dig et stort kram og et kys,” svarede han og opdagede hurtigt, hvordan Jonghyun så ned og ikke ville have øjenkontakt.

”Ja, det vil jeg glæde mig til,” svarede han, men det lød ikke særlig overbevisende.  Key kunne mærke en underlig skuffelse fylde sig. Var Jonghyun slet ikke glad for, at han ville være der til at juble med ham? Dog valgte han bare at lade det ligge, for han havde ikke rigtig lyst til at grave dybere i det. Der var stilhed i lidt tid, før Jonghyun snakkede videre.

”Vil du med hjem til mig efter kampen?” spurgte han, og Key nikkede. Han vidste ikke helt, om han havde lyst til det efter, hvad der lige var sket, men han ville ikke skabe problemer. Desuden var det nok blevet bedre i morgen.

Selvom han prøvede at tænke positivt, kunne han dog ikke lade være med at vende og dreje sig den aften, ude af stand til at falde i søvn på grund af de forvirrende tanker.

*

Key sad på tilskuerrækkerne den næste dag efter skole. Lige nu ventede alle spændt på, at holdene kom ud på banen, men Key var egentlig ikke rigtig interesseret i det, før Jonghyun kom der ud.

Taemin var ikke sammen med ham, for han havde skullet noget efter skole, så han var der ikke engang til at heppe for Minho, Jonghyun og skolen i det hele taget, hvilket ærgrede Key lidt. Dog var det ikke det, han fokuserede på, for selvom han havde prøvet at få de irriterende tanker ud ad hovedet, kunne han ikke rigtig.

I det samme kom spillerne ud, og Key spejdede efter Jonghyun. Den ældre dreng var snart ude på banen, og han så hurtigt op mod tilskuerpladserne og fandt Keys blik. Så sendte han et stort smil, som endelig fik Keys humør lidt op. Den yngre dreng præsterede endda at sende et smil tilbage til sin kæreste – eller hvad de nu var.

Key var stadig lidt i tvivl. De var tit sammen, de holdt i hånden, de skrev søde beskeder til hinanden og de havde kysset. De var, hvad Key ville kalde kærester.. Men så var der alt det med Sekyung. Key regnede ikke med, at Jonghyun kunne finde på at være sammen med Sekyung, men de så alligevel meget tætte ud, hvilket Key slet ikke brød sig om.

Kampen gik okay. Da de var nået halvejs, stod det 1-1. Det var en af dem, Key virkelig ikke brød sig om, der havde scoret deres mål, men han var alligevel glad for, at fyren havde fået dem op på siden af modstanderholdet.

Det var en tæt kamp. En fra holdet scorede igen, og Key jublede med de andre tilhængere, men der gik ikke lang tid, før det andet hold endnu engang fulgte op. Da der kun var fem minutter tilbage stod det stadig 2-2, og publikum var ved at blive nervøse. Det var tydeligt, at stemningen var helt oppe at køre og alle, inklusiv Key, heppede ivrigt på deres yndlingshold.

Tiden talte langsomt ned. Bolden blev sparket fra person til person, og den blev taget fra de andre. Da Jonghyun fik den, jublede Key endnu højere, som han havde lovet den ældre dreng.

Jonghyun nærmede sig målet og en af spillerne fra det modsatte hold prøvede at hugge bolden. Dog smøg Jonghyun sig elegant uden om ham. Publikum begyndte at tælle ned fra ti sekunder, og Key rejste sig spændt op fra stolen.

”Kom så Jonghyun! Du kan godt!” råbte han. Han var ikke sikker på, om den ældre dreng overhovedet kunne høre ham for alle de andre, men ikke desto mindre skød Jonghyun et perfekt skud, der fik bolden til at sejle direkte ind i målet. Publikum brød ud i jubel og lyden, der signalerede at kampen var slut, blev helt overdøvet.

Key satte med det samme kurs mod udgangen af tilskuerpladserne, men der var mange mennesker, og det gik ekstremt langsomt. Da han endelig nåede ud af mængden, var han ikke lang tid om at gå mod Jonghyun, men alt skete ikke lige som planlagt.

”Oppa, jeg er så stolt af dig!” sagde Sekyung og stjal al Jonghyuns opmærksomhed. Key stoppede lidt op.. Nu var det sket igen. Sekyung kom i første række. Sekyung var bedre. Sekyung var hurtigere.

Hvad der gjorde Key endnu mere jaloux var dog, da pigen krammede hans Jonghyun. Det blev kun værre, da den kønne piges øjne fandt Keys egne hen over Jonghyuns skulder, idet hun var i hans favn. Key kunne mærke nogle grimme følelser boble op i sig – følelser som vrede, jalousi og had.

Hvad der i sidste ende fik hans blod i kog var, at hun trak sig lidt væk og kyssede Jonghyuns kind uden at slippe deres øjekontakt. Hvorfor skubbede Jonghyun hende ikke væk? Det skulle have været ham, der ønskede ham tillykke. Det skulle være ham, der krammede og kyssede Jonghyun. Det skulle være dem, der fejrede sammen.

Key vidste ikke, om han skulle gå over og tage Jonghyun til sig selv, eller om han skulle løbe sin vej. Han havde løbet sin vej sidste gang, men var deres situation ikke anderledes denne gang?

Han besluttede sig hurtigt og gik med faste skridt over mod de to mennesker. Sekyung så bestemt ikke glad ud ved hans valg, men han var ligeglad. Faktisk så han bare trodsigt på hende, idet han tog fat i Jonghyuns albue.

”Jjong, du gjorde det bare så godt!” sagde han med et sødt smil, da han endelig havde fanget Jonghyuns øjenkontakt. Den ældre dreng rødmede lidt og så rundt på de andre.

”Tak, Kibum,” svarede han, og Key trak ham ind i et kram. Han sukkede, da han kunne gemme hovedet i Jonghyuns bluse et par sekunder. Han kunne virkelig ikke lide dette her, men han måtte ikke tabe ansigt til hende. Han måtte ikke lade hende se, at det gjorde ham ondt.

Jonghyun virkede bestemt ikke ret villig, men han skubbede i det mindste ikke Key væk. Det ville nok også have knust den yngre dreng.

Da de trak væk, prøvede de at sige farvel til de andre. Key glædede sig lidt til at have Jonghyun for sig selv, men Sekyung brød igen ind.

”Vil I ikke med til efterfesten? Det skal nok blive rigtig sjovt,” sagde hun, og Key kunne mærke hele sin krop spænde op. Han vidste godt, hvad der skete til de fester, og han havde aldrig nogensinde regnet med at tage til dem. Han havde ikke engang lyst til at tage til en af dem, og han havde endnu mindre lyst til at lade Jonghyun tage med alene.

Derfor vendte han hovedet og så på Jonghyun med et bedende blik. Jonghyun så tøvende ud et øjeblik, men vendte sig så mod Sekyung med et charmerende smil. Keys hjerte stoppede. Han havde vel ikke tænkt sig at sige ja, havde han? De skulle jo være sammen efter kampen.

”Ikke i dag, Sekyung. Måske næste gang, men jeg trænger virkelig til et bad og til at slappe lidt at,” svarede han, og Sekyung rynkede på næsten og sendte Key et hadefuldt blik.

”Fint,” svarede hun så og lod dem endelig være. De gik ud af salen og fandt Jonghyuns chauffør, der havde fået besked på at samle dem op.

”Hvordan gik kampen?” spurgte han, så snart de kom ind, og Jonghyun sendte ham et stort smil.

”Den gik rigtig godt. Vi vandt, og jeg scorede det sidste mål!” sagde han glædestrålende, og Jeremy sendte ham et stort smil gennem bakspejlet, før han begyndte at køre.

Det var stilhed i et godt stykke tid, før Key endelig tog sig sammen til at bryde den.

”Ville du virkelig gerne have været til den fest?” spurgte han med en lille stemme uden at se på den ældre dreng. Jonghyun sukkede, og Key lukkede øjnene i frygt for det svar, han ville modtage.

”Nej, det ville jeg egentlig ikke. Jeg vil hellere være sammen med dig, men jeg plejer at tage til festerne, for det er noget, der forventes,” svarede han, og Key nikkede svagt. Hvad der forventes? Key selv havde aldrig været ”hvad der forventes”, så hvorfor var Jonghyun så overhovedet med ham? Han var bøssen, som alle nedgjorde. Særlingen, som alle afskyede.

Han havde ikke lyst til at bringe emnet op, så han holdt bare mund resten af turen hjem til Jonghyun.

Da de endelig kom hjem til ham, gik de sammen op på Jonghyuns værelse.

”Hvad vil du lave?” spurgte Key, idet han satte sig på den store bløde seng. Han var faktisk lidt bange for, hvad Jonghyun forventede. Men han blev overrasket.

”Jeg mente faktisk lidt det med badet, som jeg sagde til Sekyung,” svarede den ældre dreng og kløede sig i nakken med et skævt smil. Key nikkede.

”Oh okay. Så venter jeg bare her imens..” svarede han, uden egentlig helt at gøre sin sætning færdig. Jonghyun nikkede, fandt noget rent tøj og forsvandt så ind på sit private badeværelse. Key lagde sig tilbage på sengen og lukkede øjnene for et øjeblik. Han havde egentlig slet ikke lyst til at tænke situationen igennem mere, men tankerne kom, selvom han ihærdigt prøvede at få dem væk.

Specielt ét spørgsmål blev ved med at vende tilbage til ham; Hvad betød Sekyung for Jonghyun?

Det var et spørgsmål, han meget gerne ville have svar på, for han havde virkelig ingen anelse. Han åbnede øjnene og så rundt i lokalet. Det havde ikke ændret sig meget siden dengang, måtte han endnu engang konstatere.

Hans blik landede på natbordet, hvor en notesbog lå. Han kiggede lidt på den og spekulerede på, hvad der stod i den. Mon det var en form for dagbog? Indeholdt den måske de svar, han ledte efter?

Han rakte ud efter den, men stoppede så sig selv og trak hånden til sig. Ligegyldigt hvor meget han havde lyst til at vide det, kunne han ikke bare snage i en anden persons private ting. Han kunne selv huske, hvor forfærdeligt han havde haft det, da Kris havde fået fat i hans dagbog.

Han sukkede og lagde sig tilbage mod sengen. I det samme hørte han døren til badeværelset gå op, og han blev glad for, at han ikke havde kigget i bogen. Jonghyun kom ud i et afslappet sæt tøj og med et håndklæde i hånden, som han gned sin våde hår med.

Han satte sig på sengen overfor Key og sendte ham et sødt smil.

”Hvad vil du så lave nu?” spurgte han, og Key trak på skuldrende. Han var pludselig blevet endnu mere nervøs, men han kunne alligevel ikke lade være med at lade blikket glide ned på de indbydende læber. Jonghyun lænede sig tættere på og fangede hans blik.

”Fortjener jeg ikke en lille præmie for at score et så perfekt mål?” hviskede han, og Key trak hurtigt vejret ind. Han havde lyst til det, men han havde stadig ikke fået tankerne ud af hovedet. Dog lænede han sig alligevel tættere på drengen, og de mødtes i et kys. Det føltes mindst lige så godt som sidste gang, men tankerne ødelagde det lidt.

Kysset udviklede sig lidt hurtigere denne gang, og Key fandt sig snart liggende på sengen igen, denne gang var Jonghyun bare oven på ham.

Det startede ud præcis som sidste gang, men denne gang var der ikke en mor til at stoppe dem. Key kunne mærke Jonghyuns ene hånd glide ned ad hans side, for derefter at finde kanten af hans bluse. Key trak skarpt vejret ind.

Hans hjerne fortalte ham, at han burde stoppe, men hans krop tiggede ham om at fortsætte.

Idet Jonghyuns hånd langsomt bevægede sig op ad hans flade mave, kom billedet af ham og Sekyung ind i Keys hoved og han frøs. Det gik hurtigt op for ham, at han ikke kunne gøre det.

”Jjong,” sagde han svagt og skubbede blidt til hånden, som den ældre dreng hurtigt trak til sig. Key ville ikke ødelægge noget mellem dem.

”Gjorde jeg noget forkert?” spurgte Jonghyun usikkert, og Key rystede lidt på hovedet.

”Nej. Jeg.. jeg er bare ikke klar,” svarede han uden at se den anden dreng i øjnene. Han kunne mærke Jonghyun rejse sig, og Key blev et kort øjeblik bange for, at han havde gjort ham sur.

”Det er okay, Bummie. Du skulle bare have sagt noget tidligere, så havde jeg ikke gjort det,” sagde han med noget, der mindede om skyld i stemmen. Key skyndte sig at ryste på hovedet.

”Det er okay, Jjong,” svarede han bare.

~*~

Jeg er ked af den lange ventetid - gymnasiet tager livet af mig.

Her er næste kapitel i hvert fald~ Håber I kan lide det!

Søde JongKey til jer. Key med det lyse hår og Jjong med det mørke. Bonus fact: Det Key holder har samme form som Jonghyuns ørering. Couple things ^^


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...