I Could Never Forget (JongKey)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 apr. 2013
  • Opdateret: 8 feb. 2014
  • Status: Færdig
Følg Key gennem hans teenageliv med mobning, usikkerhed, venskab og kærlighed.

Key har aldrig været en af de populærere. Lige siden han var helt lille, har han været en af dem med få venner. De andre drenge begynder at mobbe ham, fordi han er mere feminin end de fleste andre. Som han bliver ældre, begynder han selv at blive forvirret omkring sin seksualitet.

Udover den næsten daglige mobbning, går hans nuværende bedste ven, Taemin, gennem en hård tid, så Key bliver nødt til at være der for ham.

Sidst, men ikke mindst, er der savnet af den barndomsven, som han aldrig har glemt. Spørgsmålet er bare, om han kan klare presset, der bliver lagt på hans skuldre.

43Likes
692Kommentarer
12927Visninger
AA

6. 4. kapitel

Resten af weekenden var gået okay, situationen taget i betragtning. Taemin havde været meget stille og Onew havde prøvet at opmuntre ham, men uden held. Key havde vidst, at Onew også havde det forfærdeligt. Det havde været tydeligt at se på de mørke rande under hans øjne og de triste blikke.

Det var nu torsdag. Taemin havde ikke været der om mandagen, fordi han ville hjælpe Onew med at flytte, så han også kunne sige farvel en sidste gang. De efterfølgende dage var han røget længere og længere ned i sit sorte hul. Key prøvede virkelig at opmuntre ham, men der var stort set intet, der virkede.

”Hyung lovede at ringe. Han har ikke ringet,” sukkede Taemin og begravede hovedet i armene, som lå foldet på bordet.

”Jeg er sikker på, at han bare har haft lidt travlt efter flytningen,” svarede Key og spiste en bid. Det var spisefrikvarter, men Taemin havde ikke noget mad. Han plejede at have noget med eller købe fra kantinen, men de sidste dage havde Key ikke set ham spise ret meget, hvilket var meget bekymrende.

”Han har glemt mig. Han gad mig ikke mere,” mumlede Taemin videre, og Key himlede med øjnene. Han forstod godt Taemins reaktion, men han var alligevel træt af den sætning. Det var så tydeligt, at Taemin betød alt for Onew, så hvorfor skulle den ældre dreng droppe ham på den måde?

”Hvorfor prøver du så ikke at ringe til ham? Jeg er sikker på, at han har en god grund,” svarede han så, og Taemin rejste hovedet for at se på Key med trætte øjne.

”Tror du virkelig?” sagde han, og Key nikkede hurtigt. Der kom en smule mere liv i Taemin, idet han fik hånden ned i lommen for at finde sin mobil. Han rynkede panden og gik så i gang med at lede alle sine lommer og sin taske igennem. Så sukkede han.

”Den er her ikke. Jeg må have glemt den derhjemme,” sagde han skuffet.

”Så kan det være, han har ringet, når du kommer hjem. Bare slap af, Minnie, jeg er sikker på, at alt er helt fint,” sagde Key så og fik lidt mad op med sine pinde. Så holdt han det foran Taemin.

”Spis,” beordrende han, og Taemin så på ham med et lille smil.

”Ja, umma,” svarede han flabet og tog bidden. Key ignorerede det og skubbede resten af sin mad og pindene over til den yngre dreng.

”Du skal spise, Minnie. Det går ikke, at du sulter dig selv,” sagde han, og Taemin så irriteret på ham.

”Jeg sulter ikke mig selv, hyung. Jeg er bare ikke sulten,” svarede han, men tog alligevel pindende og gik i gang med resten af maden.

”Appa er blevet underlig,” mumlede han efter noget tid med stilhed. Key rynkede panden og spørgende på den yngre dreng.

”Hvad mener du med ’underlig’?” spurgte han, og Taemin trak lidt på skuldrende.

”Efter hyung flyttede, er det, som om han ikke ser mig mere. Det meste af tiden er det, som om jeg er luft. I går aftes så han på mig for første gang siden i mandags, men hans øjne var.. Jeg ved ikke engang, hvordan jeg skal forklare det,” sagde drengen tøvende, og Keys nakkehår rejste sig. Det lød, som Taemin selv havde sagt, underligt.

”Prøv alligevel, Taemin,” sagde han, og Taemin bed sig kort i læben.

”Nej, det er ligegyldigt. Det er nok ikke noget,” svarede han så. Key prøvede at fange hans blik, men det lykkedes ikke. 

”Hvorfor vil du ikke fortælle mig det?” spurgte Key, og Taemin så på ham med et hårdt og afvisende blik. Key krympede sig. Han havde aldrig nogensinde set sådan et blik i Taemins øjne, og det skræmte ham ærligt talt lidt.

”Jeg sagde, at det var lige meget, hyung,” svarede han, og Key nikkede tøvende. Det var tydeligvis ikke noget, den yngre dreng havde lyst til at tale om, så han valgte at lade emnet ligge. Det betød nok heller ikke noget, vel? Der var ikke nogen grund til bekymring.

Gennem resten af frikvarteret, var der tavshed. Key var næsten glad, da klokken ringede ind til de sidste timer, så han kunne slippe væk fra den akavede stilhed, men han ønskede stadig, at der var noget, han kunne gøre for Taemin.

Da timen var slut, var den yngre dreng hurtig til at pakke.

”Jeg prøver at ringe til Onew hyung, når jeg kommer hjem. Skal jeg ringe til dig bagefter?” spurgte Taemin uden at se ordentligt på Key. Den ældre dreng nikkede tavst, og Taemin gav ham et hurtigt kram.

”Undskyld,” nåede han lige at høre, før Taemin var ude af døren. Han stod måbende tilbage. Han vidste virkelig ikke, hvad han skulle tænke eller tro. Taemin plejede for det første ikke at blive vred på den måde, og når hen endelig skulle undskylde for noget, plejede der at være aegyo involveret. Dette var en helt anden side af Taemin, som Key aldrig havde set før. Det var værre end, han havde forventet.

Han gik langsomt i gang med at pakke sine ting og så først op, da han hørte døren til klasseværelset lukke med at smæk. Der var de igen. Den gruppe, han virkelig ikke ønskede at have noget med at gøre lige nu. Han så hurtigt rundt i lokalet, kun for at kunne konkludere, at alle andre allerede var gået. Havde han virkelig været så langt inde i sine egne tanker?

”Du gør det virkelig for nemt, Kibum,” sagde Eli, og Key skar tænder. I skolen var han bare kendt som Key. Det var kun hans nærmeste, som havde ret til at kalde ham ’Kibum’, og han hadede at høre sit rigtige navn komme fra den gruppe, som altid mobbede ham.

”Jeg aner ikke, hvad du snakker om,” svarede han tørt og tog sine noter for at lægge dem ned i tasken.

”Kig på alt, hvad du gør. Den måde du går på, snakker på, dit tøj, den måde du opfører dig med din lille ven. Så bøsset alt sammen. Apropos Taemin, så virker han lidt nedslået. Hvad har du nu gjort ved ham, hmm?” sagde han hånende, og Key kneb irriteret læberne sammen. 

”Hvorfor skal du altid bringe Taemin ind i dette her?” spurgte han med hadefuld stemme, og Eli rykkede lidt tættere på. Key skulle til at tage sit penalhus, men det blev snuppet lige for fingre af ham.

Han vendte blikket mod Eli, der stod med det i hånden. Key huggede hurtigt ud efter det, men Eli trak det tilbage i sidste øjeblik, og Key var ved at snuble. Flokken grinede ad ham.

”Giv mig det tilbage,” hvæsede han, men Eli sendte ham bare et hånligt smil.

”Gå ned på dine knæ og tig,” svarede han. Key sendte ham et rasende blik og greb efter det endnu engang. Dog var Eli igen hurtigere og kastede det videre til en af de andre. Key bed sig i læben. Han hadede dem. Han hadede sit liv.

”Giv mig det nu tilbage,” prøvede han igen, men til ingen nytte. Penalhuset blev kastet til Sehun, og Key vendte sig mod ham. Da de fik øjenkontakt, var Key forundret over at se det undskyldende blik. Dog forsvandt det hurtigt igen, og penalhuset blev kastet tilbage til Eli.

”Skal vi se, hvad du har i det?” spurgte han, og Keys hjerne gik straks i gang med at prøve at huske, hvad han helt præcist havde deri. Blyanter, viskelæder, lineal, blyantspiser.. En gammel tegning fra Jonghyun. Hans øjne blev store, idet Eli lynede op. Han prøvede at få fat i det, men blev holdt fast af en af de andre drenge.

Eli rodede det igennem og kom hurtigt til den konklusion, at der ikke var noget spændende i det store rum. Så lynede han den lille inderlomme op og trak det lille, nydeligt sammenfoldede stykke papir ud.

”Hvad er det? Et kærlighedsbrev?” spurgte han og foldede papiret ud. Han fnøs, så snart han så den barnlige tegning.

”En grim tegning? Er det seriøst sådan noget, du går rundt med? Er det Taemin, der har tegnet den?” sagde han, og Key formåede endelig at rive sig fri. Han kolliderede med Eli, og penalhuset røg på gulvet, så hans ting fløj ud og endte spredt ud over gulvet.

”Ups,” fnes Eli, og Key kunne ikke holde en tåre inde. Den begyndte at trille ned ad hans kind, og blev hurtigt bemærket af den blonde dreng.

”Nu tuder du også? Her er den lille tegning. Kom drenge, vi skrider. Så kan Bummie samle sit lort op,” sagde han, krøllede tegningen, smed den på gulvet og trampede en gang på den, før gruppen grinende gik ud ad døren.

Key sank ned på gulvet og samlede den lille tegning op. Med rystende fingre foldede han den forsigtigt ud. Han kunne knap se motivet gennem sine tårefyldte øjne. Han tørrede øjnene med bagsiden af hånden og gik så i gang med at glatte papiret. Den lille tegning kom til syne et kort øjneblik, før tårerne blokerede for hans syn en gang mere. Han kunne tydeligt huske den dag, hvor han havde modtaget tegningen.

”Ved du hvad, Bummie?” sagde Jonghyun en dag, da de sad hjemme hos Kibum. De havde sat sig i stuen for at se TV, og Jonghyun havde snakket næsten konstant. Kibum sukkede irriteret og vendte sit blik mod den ældre dreng.

”Hvad vil du nu, Dino?” sagde han, og Jonghyun skød surmulende underlæben frem.

”Fint, hvis du skal være sådan, så vil jeg ikke fortælle dig det!” svarede han fornærmet, og Kibum blev pludselig lidt nysgerrig. Det lød faktisk, som om Jonghyun havde haft noget rigtigt at sige denne gang.

”Jeg vil gerne høre det. Kom nu, sig det, hyung,” sagde han så, og Jonghyun rystede bestemt på hovedet.

”Nej, nu vil jeg slet ikke give dig det,” sagde han, og Kibum blev endnu mere interesseret. Give ham hvad? Nu blev han helt sikkert nødt til at vide, hvad det var.

”Vil du ikke nok, hyung?” spurgte han så og greb let fat i Jonghyuns arm. Da Jonghyun så på ham, brugte han med det samme den bedste aegyo han kunne, og Jonghyun blødte hurtigt op.

”Du ligner en pige, når du gør det der,” sagde han, og Kibum blev med det samme lidt fornærmet.

”Vel gør jeg ej! Jeg er en dreng,” svarede han, og Jonghyun lod, som om han ikke hørte det.

”Ville du vide, hvad jeg snakkede om eller ej?” spurgte han, og Kibum nikkede ivrigt. Jonghyun smilede og rejste sig for at gå ud ad stuen. Kibum så forundret efter ham, men lyste op i forståelse, da Jonghyun kom tilbage med sin taske.

Jonghyun rodede den igennem og trak så sit penalhus op. Kibum lagde spørgende hovedet på skrå. Jonghyun åbnede det og tog et stykke papir op. Så rakte han det videre til Kibum.

”Hvad er det?” spurgte han undrende.

”Bare kig på det, Kibummie,” sagde han og lavede en sigende bevægelse med hånden. Drengens øjne var nærmest hvalpeagtige, når han sad sådan. Kibum rakte frem og tog papiret. Så foldede han det ud og så lidt på den lille tegning.

Der stod to personer. De var ikke ret pæne, men Kibum kunne uden problemer se, hvad det forestillede. De to figurer holdt hinanden i hånden, og de havde begge et stort smil. Ovenover den ene stor der ’Bummie’ og over den anden stod der ’mig’. Nedenunder dem stor der ’bedste venner’. Det var alt sammen skrevet med kluntede tegn, og Kibum var helt sikker på, at Jonghyun selv havde skrevet det. Det var faktisk ret sødt.

”Er den til mig?” spurgte han med et smil, og Jonghyun nikkede ivrigt.

”Prøv at se, Bummie! Jeg tegnede to, så nu kan du have en i dit penalhus, og jeg kan have en i mit,” sagde han og hev endnu et billede frem. Det lignede det, Kibum havde i hånden, men der var ikke skrevet på det.

”Jeg vil have, at du skriver på det. Så kan vi love hinanden, at vi altid er venner!” sagde han, og Kibum tøvede lidt.

”Jeg er ikke så god til at stave,” mumlede han lavt, og Jonghyun trak på skuldrende.

”Det gør ikke noget! Bare prøv. Her,” sagde han, og rakte Kibum billedet og en blyant. Kibum så lidt på sin egen, og kopierede så ’mig’ over ham selv på den nye. Så tænkte han sig rigtig godt om, før han usikkert skrev ’Dino’ over Jonghyun. Til sidst kopierede han den underste tekst og rakte den tilbage til Jonghyun, der smilede et lykkeligt smil.

Det tog ham et godt stykke tid at få samlet sig selv nok til, at han kunne tænke klart igen. Han tog et par dybe indåndinger og tørrede endnu engang øjnene. Så foldede han forsigtigt papiret sammen igen. Han var bange for at rive det i stykker, for det var gammelt og havde efterhånden gået gennem en del. Så lagde han det ned i penalhuslommens sikkerhed igen og begyndte at samle alle de andre ting sammen. Han sukkede, da han så sine stakkels blyanter. De var sikkert knækket hele vejen op. 

~*~

Jeg kan se, at der ikke er så mange der følger med i denne her, som der var ved "Talk to me!" :/ Håber da, at der kommer lidt flere på~

Men her har I i hvert fald kapitel 4 :)

Kommentarer = hurtigere update ^^

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...