I Could Never Forget (JongKey)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 apr. 2013
  • Opdateret: 8 feb. 2014
  • Status: Færdig
Følg Key gennem hans teenageliv med mobning, usikkerhed, venskab og kærlighed.

Key har aldrig været en af de populærere. Lige siden han var helt lille, har han været en af dem med få venner. De andre drenge begynder at mobbe ham, fordi han er mere feminin end de fleste andre. Som han bliver ældre, begynder han selv at blive forvirret omkring sin seksualitet.

Udover den næsten daglige mobbning, går hans nuværende bedste ven, Taemin, gennem en hård tid, så Key bliver nødt til at være der for ham.

Sidst, men ikke mindst, er der savnet af den barndomsven, som han aldrig har glemt. Spørgsmålet er bare, om han kan klare presset, der bliver lagt på hans skuldre.

43Likes
692Kommentarer
12919Visninger
AA

41. 39. kapitel

Da Key skulle i skole om mandagen, var han igen blevet bekymret for Taemin. Efter han var kommet sig over kysset og Jonghyun i det hele taget, havde han tænkt mere over det, og samtalen virkede mere og mere underlig. Hvorfor skulle Minho ringe, når han burde være sammen med Taemin?

Den morgen var han ikke lang tid om at finde den yngre dreng, og da han gjorde, fik han en dårlig fornemmelse i maven. Han havde bare vidst, at der var noget galt.

Taemin sad stift på en bænk udenfor et stykke væk fra indgangen, så de andre elever ikke ville lægge mærke til ham. Han havde en stor hættetrøje på som sædvanligt, men denne gang var hætten trukket helt op. Key var ikke mange sekunder om at nå over til drengen.

”Taemin! Hvad er der galt?” spurgte han og satte sig ned ved siden af ham. Først var der ingen reaktion, og Key vidste, at den var rigtig gal. Det var lang tid siden, Taemin havde været på denne måde.

”Gør noget, Minnie,” klynkede han, og den yngre dreng så endelig op. Keys øjne blev store. Drengens læbe var flækket og han havde et grimt blåt øje. Key var mundlam i lidt tid, helt ude af stand til at forme en rigtig sætning.

”H-hvad skete der? Var det Minho?” spurgte han foruroliget. Var det det, Minho havde snakket med Jonghyun om? Taemin rystede vildt på hovedet, men tårerne der vældede op i hans øjne underbyggede ikke ligefrem benægtelsen.

Key blev endnu mere overrasket, da Taemin brød helt sammen. Han var ikke engang helt sikker på, hvordan han skulle behandle det pludselige sammenbrud. Nu var det hele jo lige begyndt at se lysere ud, var det ikke?

Han rakte armene frem og tog den yngre dreng ind til sig. Han virkede endda for svag til at stritte i mod, som Key havde forventet, han ville gøre. Der gik ikke lang tid, før skulderen på hans bluse var helt våd af tårer. Det gjorde ham virkelig ondt at se Taemin sådan her.

”Er du sikker på, at det ikke var Minho?” spurgte han, og Taemin nikkede endnu engang febrilsk. Key bed sig i læben. Han havde en anden idé. En idé han havde haft et stykke tid, men han var ikke helt sikker på, om han turde bringe det op.

”Har det noget med..” han holdt en kort pause. Hvad hvis han bare ville gøre det værre? Hvad skulle han gøre, hvis han faktisk havde ret i, at Taemins far var synderen? Hvad hvis Taemins far slog ham? Han tav. Han vidste, at det var fejt. Han vidste, at han burde gøre noget ved sin mistanke. Men han turde ikke.

Han kunne se, at flere elever begyndte at dukke op, og han blev klar over, at de ikke kunne blive siddende her.

”Kom, Taemin,” sagde han, og den yngre dreng rejste sig uden brok og fulgte Key. Han førte Taemin om bag ved skolen, hvor der sjældent kom nogen. Det bragte dårlige minder op om alle bank, han havde fået her, men det var hans mindste bekymring lige nu. 

Key satte ham ned og krøb selv sammen ved siden af den yngre dreng. Endnu en gang tog han ham i sine arme. Burde han fortælle det til nogen? Talte Taemin sandt, da han sagde, at det ikke var Minho? Kunne han virkelig stole på det?

Han var forvirret. I stedet for at tænke mere over det lige nu, vendte han i stedet sin fulde opmærksomhed mod Taemin, så han kunne prøve at trøste ham.

”Er du sikker på, at du ikke vil snakke om det?” spurgte han, og Taemin nikkede tøvende. Betød hans tøven, at Taemin overvejede at fortælle ham om det? Key spurgte ikke mere ind til det lige nu, for han ville først have Taemin til at holde op med at græde.

De sad der i lang tid, før den yngre dreng endelig slappede lidt af. Så spurgte Key forsigtigt om noget igen. Han var næsten bange for at få Taemin til at græde endnu engang, men han kunne ikke bare sidde og gøre ingenting.

”Er det én ting, du er ked af, eller er der flere?” spurgte han, og Taemin nikkede til det sidste. Key var i tvivl om, hvad han skulle gøre.

”Er der noget som helst af det, du gerne vil snakke om,” spurgte han så, og Taemin bed sig i læben, så det begyndte at bløde fra flængen. Den var tydeligvis ikke ret gammel. Da han så på Key, kunne den ældre dreng kende udtrykket i hans øjne, for det var det samme udtryk der havde vidst sig så mange gange på det sidste.

”Nej, Taemin, jeg bliver ikke sur på dig. Jeg er her for dig lige meget hvad,” svarede han til det indirekte spørgsmål, og Taemin nikkede. Så trak drengen blok og blyant op ad tasken. Key var sikker på, at det ville blive langt, for ellers ville han bare havde taget mobilen som sædvanlig. Da han endelig sad med blokken og begyndte at læse, kunne han ikke lade være med at måbe.

I lørdags tog jeg jo på den første date med Minho. Han var fantastisk, hyung. Han lod mig bestemme, hvilken film vi skulle se, så vi så en romantisk film. Han var bare så sød.

Efter det ville han vise mig et specielt sted, så jeg fulgte bare med. Key spændte i kæben efter den sætning, men han fortsatte alligevel. Hvis det røvhul havde skadet Taemin..

Han tog mig til parken og mod en klynge træer et stykke inde. Han sagde til mig, at jeg skulle gå ind, så det gjorde jeg, og.. Denne gang spændte Key endnu mere op. Hvad var der sket derinde?

.. det var det smukkeste sted jeg nogensinde har set, Bummie! Der var denne her lille sø, og der var en masse ildfluer. Det var så magisk. Vi satte os sammen i græsset, og han begyndte at snakke om, hvor specielt stedet var for ham, og at han aldrig havde vist det til nogen andre. Han sagde, at jeg var speciel for ham, og at han derfor havde taget mig dertil. Han fortalte, at det var hans lykkested.

Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Jeg tog hans hånd, og han blev overrasket. Men han blev også glad. Han tog min hånd rigtigt, og han spurgte, om det så betød, at jeg også kunne lide ham.

Det kan jeg, Bummie. Jeg kan virkelig godt lide ham, og jeg falder mere for ham hele tiden – for hver eneste dag, der går. Men jeg er ikke god nok til ham. Han burde ikke spilde sin tid på en som mig. Ingen burde spilde sin tid på mig. Jeg nikkede, men jeg græd også. Han gik i panik – det kunne jeg nemt se på ham.

Han tilbød at tage mig hjem, men det kunne jeg ikke.. Min far.. Vi tog hjem til ham, og jeg sov der. Han.. Nej.. Jeg flygtede, Bummie. Jeg kunne ikke klare det. Jeg flygtede, før han stod op. Jeg lagde en seddel, men jeg har ikke haft kontakt med ham siden.

Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Han gør mig glad, gladere end jeg har været i så lang tid. Han får mig til at rødme og sommerfugle til at flyve rundt i min mave.. men jeg kan ikke være sammen med ham. Jeg er ikke god nok til ham.

Key vidste ærlig talt ikke, hvad han skulle sige. Dette var ikke, hvad han havde forventet på nogen måde. Han havde ikke engang været helt klar over, at Taemin havde et så stort mindreværdskompleks med hensyn til Minho. Han tog en dyb indånding og begyndte så at snakke lige fra hjertet.

”Taemin, se på mig,” lagde han ud, og den yngre dreng så ham ind i øjnene med et blik, der knuste Key. Han fortsatte derfor hurtigt, ”du fortjener alt godt, der overhoved kan ske for dig. Minho kan tydeligvis lide dig, så hvis han gør dig glad, så lad vær med at kæmpe imod. Det er næsten ham, der ikke fortjener dig, ikke omvendt, okay?” Taemin så endnu engang tøvende ud, så Key lod ham ikke svare.

”Du er fantastisk, ved du godt det? Du er så stærk. Du har ikke fortalt mig, hvad du går igennem, men jeg er jo ikke dum, Taemin. Du fortjener det bedste. Du fortjener at blive glad. Du har været min bedste ven i flere år nu, og jeg kunne ikke have ønsket mig en bedre ven end dig. Jeg kan ikke lide Minho, det vil jeg ikke engang lyve om, Minnie, men hvis han virkelig gør dig glad, så vær sammen med ham,” sagde han, og Taemin krammede ham endnu engang med tårer i øjnene.

Key forstod Taemin, og Taemin forstod Key. Det var derfor, deres venskab fungerede så godt. Key vidste, at Taemin ikke ville have ham til at vide, hvad der virkelig foregik i hans liv, og det pinte ham, at han ikke kunne gøre noget, men han måtte respektere Taemins beslutning. Taemin vidste på den anden side også, at han altid kunne komme til Key. 

Key var ikke sikker på, hvor længe de havde siddet der, da de endelig stivbenet rejste sig op. Han havde i hvert fald hørt klokken ringe et par gange.

”Skal vi få dig hjem?” spurgte han, men Taemin rystede på hovedet. Den yngre dreng så meget træt og udmattet ud, og hans blå øje var blevet endnu tydeligere, så Key kunne ikke forstå, hvorfor han ville tilbage i klassen. Det fik han dog hurtigt svar på, da Taemin havde skrevet noget mere på blokken.

Jeg vil ikke have alt for meget fravær, og det burde du heller ikke for min skyld. Jeg har ikke lyst til at sidde ved siden af Minho lige nu, men der er ikke noget at gøre ved det. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal opføre mig over for ham. Hvad hvis han ikke gider mig, efter hvordan jeg var?

”Jeg er sikker på, at han stadig gider dig. Snak med ham,” svarede Key, men Taemin rystede på hovedet. Key sukkede. Han vidste, at det ikke var til diskussion.

”Så du har virkelig bare tænkt dig at droppe alle chancer, der kunne være?” spurgte han en sidste gang, og Taemin nikkede. Key var ikke helt sikker på, om han skulle være glad eller skuffet.

Da de kom indenfor, søgte Taemin mod det nærmeste badeværelse for at friske sig lidt op. Key kastede et blik på klokken og opdagede, at der kun var et kvarters tid til den sidste time. Hvordan havde de brugt så meget tid? Det havde slet ikke føltes sådan.

Den dag så han slet ikke Jonghyun. Det var helt underligt, nu hvor han havde vænnet sig til at være så meget sammen med ham, men det havde været lidt vigtigere at få Taemin ud af sin depressionstilstand.

Dog skrev de lidt sammen om aftenen. Key var allerede gået i seng, da der tikkede en SMS ind, men han var alligevel ikke lang tid om at tjekke den, for han kunne ikke faldet i søvn.

Skal du noget efter skole i morgen, Bummie? ^_^

Key kunne ikke lade være med at smile. Det måtte da betyde, at Jonghyun gerne ville tilbringe tid med ham, ikke? Hans hjerte bankede hurtigere bare af at skrive med den ældre dreng, og sommerfuglene var der også.

Nej, jeg skal ikke noget. Hvad har du i tankerne? ^^

Han klikkede send, og der gik ikke lang tid, før der kom et svar. Key åbnede den hurtigt og han blev lykkelig over den. Hans smil blev endnu større, og hans hjerte bankede endnu hurtigere.

Ikke noget specielt, jeg har bare lyst til at se dig. Jeg savner dig, Kibummie <3

Han trykkede svar og overvejede, hvad han skulle skrive. Skærmen nåede at blive sort, før han havde besluttet sig, men da han låste den op igen, var han sikker på, hvad han ville svare.

Okay, hos dig eller mig? Jeg savner også dig, hyung <3

Denne gang ventede han lidt tid, men til sidst kom der et svar. Han var faktisk spændt på at vide, hvad Jonghyun helst ville.

Ville det være okay, hvis det blev hos mig? ^_^

Key tænkte sig om et øjeblik. Hvis han tog hjem til Jonghyun, så ville de være alene, ville de ikke? Hvad ville der ske, hvis de var alene sammen? Hvordan ville deres kys have endt, hvis Keys mor ikke havde afbrudt dem? Hvad hvis.. Key rystede på hovedet, da han kunne mærke sine kinder blive varme. Han burde ikke tænke sådan. Hvem sagde overhovedet, at Jonghyun havde lyst til at tage skidtet videre endnu?

Det er helt i orden ^^

Det var, hvad han endte op med at svare. Han stirrede op i loftet, idet han ikke kunne lade være med at lade sine tanker vandre endnu engang. Hvis nu Jonghyun gjorde noget, var han så klar? Havde han selv lyst? ’Selvfølgelig har jeg det. Jeg har været klar i årevis’ var, hvad han tænkte, og det var ikke helt løgn.

Key havde været klar i flere år. Han havde drømt om det, bogstaveligt talt, i lang tid, og han var helt sikker på, at det var Jonghyun, han ville have til at tage sin første gang. Dog var der en lille ting, der fik ham til at tøve lidt. Han vidste ikke helt hvad, men der var et eller andet.

Der kom endnu en SMS.

Det lyder godt, Bummie. Jeg smutter i seng nu, godnat.. sov godt og drøm sødt <3

Key smilede lidt og skrev hurtigt tilbage.

I lige måde, Jjong <3

Så lagde han sig også til at sove.

~*~

Her er det næste kapitel.

Såå.. Jeg vil bruge denne her forfatternote til at takke mine fantastiske læsere. Det er langt fra alle der kommenterer, hvilket er ret trist, for jeg vil jo gerne høre alles mening, men jeg er stadig utroligt glad for jer.

Specielt jer der trofast kommentere. I aner ikke, hvor meget det betyder for mig!

Jeg elsker jer alle sammen~


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...