I Could Never Forget (JongKey)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 apr. 2013
  • Opdateret: 8 feb. 2014
  • Status: Færdig
Følg Key gennem hans teenageliv med mobning, usikkerhed, venskab og kærlighed.

Key har aldrig været en af de populærere. Lige siden han var helt lille, har han været en af dem med få venner. De andre drenge begynder at mobbe ham, fordi han er mere feminin end de fleste andre. Som han bliver ældre, begynder han selv at blive forvirret omkring sin seksualitet.

Udover den næsten daglige mobbning, går hans nuværende bedste ven, Taemin, gennem en hård tid, så Key bliver nødt til at være der for ham.

Sidst, men ikke mindst, er der savnet af den barndomsven, som han aldrig har glemt. Spørgsmålet er bare, om han kan klare presset, der bliver lagt på hans skuldre.

43Likes
692Kommentarer
12886Visninger
AA

40. 38. kapitel

”Kibummie,” hørte han svagt en stemme sige, mens han blev rystet lidt. Han kom med en protesterende lyd. Han havde ikke lyst til at vågne nu, for han sov rigtig godt.

”Bummie, du skal vågne~” sagde stemmen med en syngende tone, som Key hurtigt genkendte. Hvorfor kunne Jonghyun ikke bare lade ham sove?

”Kibum-ah,” blev der sagt, og han blev rystet endnu mere. Han slog irriteret øjnene op og så på den ældre dreng.

”Hvorfor vækker du mig?” spurgte han og dækkede for sin mund, idet et gab krævede sin vej ud.

”Undskyld Tornerose, jeg ville have båret dig ind, men jeg har ikke nøglen til dit hus, og klokken er ret mange, så jeg ville ikke forstyrre dine forældre,” sagde han med et grin, og Key rødmede over kælenavnet.

Han svarede ikke, men åbnede bare bildøren og trådte ud. Først da gik det op for ham, at han var faldet i søvn på Jonghyuns skulder. Han rødmede bare endnu mere.

Jonghyun fulgte ham op til hoveddøren, og den store bil kørte. Key fandt sin nøgle frem og åbnede døren. Der var mørkt, så han gættede på, at hans forældre allerede var gået i seng. Han rynkede panden og så på sin mobil, da han ikke anede, hvad klokken var. Den var allerede blevet halv 12. Det overraskede ham egentlig lidt, at den var så blevet mange, men når han tænkte bedre efter, gav det mening.

De var taget fra parken lidt over ti, og det tog alligevel en del tid at komme hjem fra den. Han ledte Jonghyun op på sit værelse, hvor de redte op til ham på gulvet.

Den anden dreng kastede et blik på sin mobil og gik så i gang med af skrive. Key rynkede på panden. Hvem kunne Jonghyun skrive med så sent om aftenen?

Han skulle lige til at spørge, men Jonghyuns mobil ringede lige i det samme.

”Undskyld, Bummie. Jeg bliver nødt til at tage den,” sagde han og gik ud ad døren. Key så forvirret efter ham. Hvad var det, der lige pludselig var så vigtigt? En tanke om Sekyung slog ned i ham, og han bed sig i læben. Det ville Jonghyun vel ikke gøre mod ham, vel?

Da Jonghyun kom tilbage, sendte han Key et uskyldigt smil, der bare gjorde Key endnu mere i tvivl.

”Hvem var det, hyung?” spurgte han usikkert, og Jonghyun sendte ham endnu et forsikrende smil.

”Det var Minho. Idioten havde rodet sig ud i noget, så han besluttede sig for at spørge mig til råds,” svarede han, og Key så undrende på ham. Minho? Rodet sig ud i noget? Skulle han ikke være sammen med Taemin her til aften?

”Er der sket noget med Taemin?” spurgte han bekymret, og Jonghyun så overrasket på ham, som om han slet ikke havde forventet spørgsmålet.

”Nej.. Taemin har det fint, det lover jeg,” svarede han, og Key slappede lidt af igen. Så børstede de tænder, og snart lå de i deres respektive senge.

”Var det en god date, Bummie?” spurgte Jonghyun, efter lyset var blevet slukket. Key kunne ikke helt lade være med at smile. På trods af Sekyung og den underlige samtale med Minho, havde det været en rigtig god dag. Han havde elsket at have al den tid med Jonghyun.

”Ja, det var det,” svarede han. Da Jonghyun talte igen, kunne han høre smilet i hans stemme.

”Det er jeg glad for at høre. Godnat, Kibum-ah.”

”Godnat, hyung,” svarede Key. Efter det blev der ikke snakket mere. Key tænkte over situationen i lidt tid. Til sidst blev han enig med sig selv om, at han skulle vente og se, hvad der skete. Så faldt han endnu engang i søvn.

*

Saengil chukha hamnida~

Saengil chukha hamnida~

Sarang ha neun Kibummie~

Saengil chukha hamnida~

Key vågnede forvirret op til sang den næste morgen. Der var flere grunde til hans forvirring; 1: det var flere år siden, han var blevet sunget op på sin fødselsdag og 2: det her virkede meget velkendt og 3: det var ikke hans fødselsdag. Dog kom han hurtigt i tanke om Jonghyuns løfte om at holde en sen fødselsdag. Han havde bare ikke regnet med, at den ældre dreng mente det så bogstaveligt.

Så snart han havde sat sig op og åbnet øjnene, fik han en følelse a deja-vu. Præcis som den gang for mange år siden, var Jonghyun alt for tæt på. Denne gang rødmede han dog over det, og han prøvede ikke at få den ældre dreng væk.

”Sent tillykke med fødselsdagen,” sagde Jonghyun med et glimt i øjet, og Key kunne ikke helt lade være med at stamme, da han svarede.

”T-tak, Jjong.” En anden ting der også havde ændret sig fra dengang var, at Key var meget mere opmærksom på sig selv. Han måtte se forfærdelig ud, ikke? Og hvad med hans ånde?

”Jeg har en gave til dig, Bummie,” sagde Jonghyun uskyldigt, og Key kastede et blik på Jonghyuns hænder, der ganske rigtigt var gemt bag hans ryg.

”Du mente det virkelig, da du sagde, at du ville gøre ligesom dengang?” spurgte han med et smil. Jonghyun så på ham med de strålende øjne, der sendte Key tilbage gennem tiden til sidste gang, dette var sket. Jonghyun var virkelig stadig den samme.

”Luk øjnene,” sagde han bare i stedet for at svare på det, Key havde spurgt om. Key tøvede ikke med at lykke øjnene denne gang. Hvorfor skulle han? Han havde været i denne situation før, og han stolede på Jonghyun.

Han forventede næsten at få endnu et blødt tøjdyr i hånden, men det var noget helt andet, der skete. Der gik ikke lang tid, før han kunne mærke sengen bevæge sig lidt og varm ånde på sine læber og han vidste, hvad der skulle til at ske.

Han nåede ikke engang at tænke mere, før de bløde, varme læber mødte hans. Han havde drømt om dette øjeblik så mange gange, havde set på de læber utallige gange, og nu skete det endelig.

Han kyssede den ældre dreng tilbage og selvom han kun havde kysset Kris – mod sin egen vilje – gik det fint. Selvom han ikke havde prøvede det før, vidste han helt naturligt, hvad han skulle gøre.

Han kunne mærke Jonghyuns varme tungespids glide over hans underlæbe, og han var ikke ret lang tid om at åbne lidt op, så deres tunger kunne mødes. Det var meget bedre end alle de gange, han havde fantaseret om det.

Han var nu lidt usikker på, hvordan han skulle gøre, men han fulgte bare Jonghyun. Deres tunger dansede sammen, og Key kunne mærke sin vejrtrækning blive hurtigere. Han vidste ikke hvor hans selvtillid pludselig kom fra, men han nippede forsigtigt i den andens underlæbe, og han kunne mærke Jonghyun smile mod sig.

Den anden skubbede ham forsigtigt tilbage på sengen, så de begge lå ned, uden deres læber skiltes fra hinanden. Key kunne mærke den ældre dreng tage hans ene hånd og flette deres fingre sammen. Key kunne ikke have været meget lykkeligere, og dette var bestemt en af de bedste fødselsdagsgaver, han nogensinde havde fået.

Da den ældre dreng langsomt trak væk, vidste Key ikke, om han skulle være glad eller skuffet. På den ene side ønskede han bare at blive ved med at kysse Jonghyun i en evighed – endda at gøre mere end det – men på den anden side var han lidt usikker på at fortsætte fra der, og desuden var hans forældre lige nedenunder.

Alle tanker og bekymringer forlod ham, da han så op i Jonghyuns øjne. Et blidt smil var på hans læber, og Key åndende langsomt ud.

”Wow,” hviskede Jonghyun lavt, og Key nikkede som svar, da han ikke havde fået pusten helt tilbage endnu. Key havde lysten til at sige det ’Jeg elsker dig’, han havde holdt inde i så lang tid, men han besluttede sig for, at det ikke var det rigtige tidspunkt.

Jonghyun lå stadig halvt oven på ham, og de kunne ikke engang vende blikket væk fra hinanden. Han klemte forsigtigt Jonghyuns hånd og den ældre dreng bukkede sig ned for at få et kys mere.

Key var mere end villig til at give ham det. Dog nåede de ikke så langt denne gang, for idet samme gik døren op, og de sprang overrasket fra hinanden. Key kunne mærke sine kinder blive varme, idet han så sin mor stå i døren med et svagt overrasket ansigtsudtryk.

”Godmorgen. Jeg ville bare sige, at der snart er morgenmad,” sagde hun og lukkede så døren bag sig. De holdt vejret, til de kunne høre hende gå ned ad trappen. Så kom de til at få øjenkontakt, og begge brød i grin. Key var ikke helt sikker på, hvad der var så sjovt, men han kunne ikke lade være.

”Du tror ikke, at vi får problemer, vel Kibummie?” spurgte Jonghyun, da deres latter havde lagt sig. Key rystede på hovedet. Han kendte sin mor, så han vidste, at hun ikke ville skabe problemer for dem. Dog var han ret sikker på, at der ville komme en akavet samtale om sex meget snart. Han måtte bare håbe på, at hun i det mindste ventede, til Jonghyun var taget hjem.

De rejste sig begge fra sengen og gik nedenunder. De satte sig til bords med de voksne, og snart var de i gang med maden.

”Vil du have noget mere ris, Jonghyun?” spurgte Keys mor, som om der ikke var sket noget, hvilket Key var ret glad for. Han havde ikke lyst til at skabe en akavet stemning.

 ”Nej tak, jeg klarer mig,” svarede Jonghyun med et høfligt smil, og Keys mor nikkede. Så snart de havde spist færdig, fulgtes de to drenge til Key værelse, hvor de skiftedes til at skifte tøj på værelset og børste tænder på badeværelset. Efter det pakkede Jonghyun sine ting sammen og de pakkede også det sengetøj, dinoen havde brugt, sammen.

”Jeg må hellere tage hjem, så de ikke bliver bekymrede,” sagde han med et smil. Key indså med et suk at med ’de’, mente Jonghyun ikke sin familie, men de ansatte. Det måtte virkelig ikke være ret sjovt at have det på den måde.

”Vi ses i morgen,” svarede Key. Jonghyun smilede til ham og gav ham et kys på læberne.

”Jep, vi ses,” sagde han med glimtende øjne og gik så ud af døren. Key vinkede, før han lukkede døren efter den ældre dreng. Så skyndte han sig op på værelset og smed sig på sengen, hvor de havde ligget sammen for under en time siden.

”Wah, jeg kan næsten ikke tro det!” sagde han og samlede det grønne tøjdyr op fra sengen og knugede det lykkeligt ind til sig. Der gik ikke lang tid, før han hørte en banken på døren. Han satte sig op og lagde tøjdyret, før han sagde ’kom ind’.

Hans mor trådte ind af døren og lukkede den bag sig. Så kom hun hen til sengen og satte sig ved siden af ham, og Key så ned på sine hænder. Han vidste jo, hvad der ville komme.

”Du skal vide, at jeg ikke har noget imod det i morges. Jeg er ikke sur på dig, for det er en helt naturlig ting, og jeg ved, du er en fornuftig dreng, Kibum,” startede hun ud, og Key nikkede. Han havde gættet rigtigt; her kom det.

”Men jeg bliver nødt til at være sikker på, hvor du står,” sagde hun alvorligt, og Key så undrende på hende.

”Hvor jeg står? Hvad mener du?” spurgte han.

”Du skal ikke gøre noget, du ikke er klar til. Det er vigtigt, at du ikke bliver presset til noget,” sagde hun, og Key kunne mærke sine kinder blive lidt varme. Det var et naturligt emne, det vidste han godt, men det var stadig lidt underligt at snakke med sin mor om det.

”Mor, det er ikke noget, der sker foreløbig. Det var vores første kys, der kommer til at gå noget tid før vi..” han bed sig i læben og skændte på sig selv. Han ville ikke have sin mor til at tro, at han var for umoden til det, ”tager det næste skridt.”

”Bare sørg for, at du er klar, Bummie. Det kan ske meget pludseligt. Jonghyun er en god fyr, så han vil respektere dig og din beslutning,” sagde hun, og Key så endnu engang ned i gulvet.

”Umma, du får mig til at lyde som en forsvarsløs pige..” sagde han. Faktisk behøvede hans mor slet ikke at bekymre sig om det, for han var klar. Han havde været klar i lang tid.

”Nej, du ved godt, hvad jeg mener,” svarede hun og lod så emnet gå videre til noget andet. ”Ved du, hvordan du skal gøre?” Key kunne denne gang mærke sine kinder flamme op. Han kunne ikke snakke om dette her med hende.

”Ja, umma, det ved jeg godt. Jeg vil helst ikke snakke om dette her,” sagde han så pænt som muligt, mens han prøvede at skjule sit ubehag.

”Men er du sikk..” begyndte hun, men han afbrød hende hurtigt.

”Ja, jeg er sikker. Du behøver virkelig ikke at gøre dette her,” sagde han, og hans mor nikkede.

”Okay, men snak i det mindste med Jonghyun om det, før det sker,” svarede hun, og han nikkede. Lige nu ville han egentlig helst bare have hende ud af værelset, så han kunne glæde sig over, at han endelig havde fået sit første kys med Jonghyun.

Hun gik endelig ud, og han fik lov at være sig selv.

~*~

Så skete det endelig! Er I glade? ^^


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...