I Could Never Forget (JongKey)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 apr. 2013
  • Opdateret: 8 feb. 2014
  • Status: Færdig
Følg Key gennem hans teenageliv med mobning, usikkerhed, venskab og kærlighed.

Key har aldrig været en af de populærere. Lige siden han var helt lille, har han været en af dem med få venner. De andre drenge begynder at mobbe ham, fordi han er mere feminin end de fleste andre. Som han bliver ældre, begynder han selv at blive forvirret omkring sin seksualitet.

Udover den næsten daglige mobbning, går hans nuværende bedste ven, Taemin, gennem en hård tid, så Key bliver nødt til at være der for ham.

Sidst, men ikke mindst, er der savnet af den barndomsven, som han aldrig har glemt. Spørgsmålet er bare, om han kan klare presset, der bliver lagt på hans skuldre.

43Likes
692Kommentarer
13220Visninger
AA

39. 37. kapitel

Key stod op klokken 10 den næste morgen. Som det første så han ud ad vinduet for at se, om vejret var godt, som Taemin havde sagt, det ville blive. En bleg sol skinnede fra himlen, der næsten var skyfri, så det kunne ikke være helt galt.

Så gik han over til sit skab for at finde det helt rigtige tøj. Noget afslappet? Han startede med at trække et par lyseblå cowboybukser med huller ud, men rystede hurtigt på hovedet. Så fandt han endnu et par, denne gang hvide og lidt løse i det. Han rystede igen på hovedet. Hvis de skulle i parken, ville hvidt ikke være godt.

Han var en del bukser igennem, før han fandt noget, han var tilfreds med. Det endte med at blive et par stramme cowboybukser i sort. Dertil valgte han en hvid T-shirt og en lyserød jakke med opsmøgede ærmer. Han var ikke helt sikker på, om det ville være varmt nok, men han ville give det en chance.

Han fandt undertøj og strømper og gik så i bad. Han var faktisk lidt nervøs for daten, men det varme vand beroligede ham. Han blev længere derinde, end han normalt ville have gjort. Efter han var færdig, havde tørret sig og taget tøj på, så han på sig selv i spejlet.

Kunne han gøre noget ved sit hår? Ikke rigtig. Skulle han skifte sine øreringe? Nej, han kunne meget godt lide dem, han allerede havde på. Hvad med at lægge lidt eyeliner? For piget, det kunne han ikke. Han sukkede frustreret over sig selv. Hvorfor kunne han ikke bare have været en pige? Så havde alt været nemmere.

Han endte med bare at tage et par armbånd på for at pifte det hele lidt op. Der var ikke rigtig andet, han kunne gøre, og det var da heller ikke, fordi han så dårlig ud eller noget.

Da han igen kastede et blik på klokken, var den allerede blevet lidt i halv et. Det betød, at han havde omkring halvanden time tilbage, før Jonghyun hentede ham.

Først gik han ned og tog noget morgenmad, da det pludselig gik op for ham, at han ikke havde spist. Hans mor sad allerede i køkkenet, da han kom derud.

”Du har gjort noget ud af dig selv, Kibummie,” sagde hun, og han nikkede, mens han fandt mælk, morgenmad, skål og en ske frem. Efter at have hældt det op, satte han sig ved bordet med sin mor. 

”Jeg ved ikke helt, hvad vi skal i dag, så jeg var ikke sikker på, hvad jeg skulle tage på. Ved du, hvor varmt det er udenfor?” spurgte han.

”Det er lunt i forhold til årstiden, men du burde nok tage en jakke med. Har du nogen ide om, hvornår I kommer hjem?” svarede hun med et lille smil.

”Nej, jeg ved som sagt ikke helt, hvad vi skal, så jeg har heller ikke nogen ide om, hvornår vi kommer hjem. Hvis det bliver alt for sent, behøver du ikke at vente oppe,” svarede han, og hans mor nikkede stille som svar. Han vidste, at hun nok ikke var helt tryg ved det, men han kunne jo ikke være hendes lille dreng for altid.

Resten af tiden gik meget langsomt. Han brugte det meste af den på at snakke med sin mor – og senere far, da han kom til – og på at se på klokken hvert tredje minut. Da ringeklokken endelig lød gennem huset, sprang han nærmest op fra sin stol.

”Ser jeg godt nok ud?” spurgte han panikslagent og modtog et par hurtige nik, før han hurtigt gik ud til hoveddøren. Han tog en dyb indånding, før han åbnede den med et glad smil.

Jonghyun stod der på hans dørtrin og så fantastisk ud. Hans tøj mindede lidt om Keys eget, men den yngre dreng mente, at det klædte Jonghyun meget bedre. Han viste også et af de smil, der fik Keys hjerte til at banke hurtigere.

”Er du klar, Bummie?” spurgte han med sin dejlige stemme. Key stak i skoene, greb sin jakke og nikkede så. På vejen ud til bilen, kunne Key ikke holde mund længere.

”Du ser godt ud, hyung,” sagde han lavt og håbede næsten, at Jonghyun ikke kunne høre ham. Dog sendte den ældre dreng ham bare endnu et af de skønne smil.

”Ikke så godt som dig,” svarede han, og Key kunne mærke sig selv rødme. Han sukkede næsten over sig selv. Han var helt sikker på, at det i hvert fald ikke ville blive den sidste gang, han rødmede den dag, for det lod til, at han slet ikke kunne lade være i Jonghyuns nærvær.

Efter de havde sat sig ind i bilen og var begyndt at køre, blev Key endnu mere nysgerrig.

”Hvad er det, vi skal?” spurgte han, og Jonghyun sendte ham et drilsk smil.

”Jeg sagde jo, at det skulle være en overraskelse, Bummie. Du får det ikke at vide, før vi er der,” svarede han. Key pustede irriteret luften ud. Hvorfor skulle Jonghyun var så hemmelighedsfuld?

Men da  han ikke ville ødelægge stemningen, før turen overhovedet var gået i gang, startede han i stedet bare en anden samtale op. Ved at snakke på den måde, føltes turen meget kortere. Han elskede virkelig at være i Jonghyuns selskab.

Da de endelig var der, tog det ikke Key lang til at komme ud af bilen og se sig omkring. Han fik store øjne, da han så det kæmpe store skilt, hvor der stod ”Lotte World”.

”Wah, har du taget mig til en forlystelsespark?” sagde han glad og overvældet. Han havde kun været her en gang, og det var, da han var helt lille og ikke rigtig turde prøve mange af tingene. Desuden kunne han ikke huske så meget fra dengang. Der var et eller andet virkelig spændende over at tage sådan et sted hen med Jonghyun. Det var ikke lige frem romantisk, men han var ret sikker på, at det nok skulle blive en rigtig god dag alligevel.

”Var det et godt valg?” spurgte Jonghyun med et smil, og Key nikkede glædestrålende, mens han så på indgangen. Han hørte Jonghyun grine lavt over ham, men han var for spændt til at blive pinligt berørt over det.

”Kom, Bummie,” sagde Jonghyun, og de gik sammen mod indgangen. Der gik noget tid, før de kom ind, for der var ret mange mennesker, men det var heldigvis slet ikke så slemt, som det kunne være. Der var sikkert heller ikke så mange turister på denne årstid. De startede med at gå ud i den udendørs del af parken, da de jo ikke kunne være sikre på, at vejret holdt.

Key kunne ikke lade være med at beundre de flotte detaljer. Han følte sig lidt som et barn, men det gjorde ham ikke så meget lige nu.

”Hvad vil du først?” spurgte den ældre dreng, og Key trak på skuldrene. Han var ikke helt sikker på, hvor mange af forlystelserne han turde prøve, så han ville lade Jonghyun bestemme for nu.

”Fint, hvad med ’Atlantis’?” spurgte han og pegede på en rutsjebane, der så ret hurtig ud. Key tænkte sig kort om, men sagde så ja. Han ville ikke have Jonghyun til at tro, at han var en bangebuks. De måtte stå i kø i omkring 20 minutter, og Key var kun blevet mere nervøs, da de endelig nåede den. Jonghyun lagde tydeligvis mærke til det.

”Er du okay, Kibummie? Er du sikker på, at vi skal prøve den?” spurgte han, og Key nikkede hurtigt. De havde ventet så lang tid, så han kunne ikke bare bakke ud nu. De kom op i forlystelsen og blev spændt fast. Da de blev spændt fast, blev der også sagt, at de skulle holde fast, og at de ikke måtte læne sig fremad.

Så snart den gik i gang, fortrød Key at have taget med. Den var virkelig hurtig og alt for vild for ham. Han skreg, da den kørte ned ad en bakke, og kneb så øjnene sammen. Han var meget lettet, da vognen endelig standsede igen, efter hvad der føltes som evigheder.

Han var ikke lang tid om at komme ud af vognen. Han satte sig ned på en bænk, der meget belejligt stod ude foran.

”Er du okay? Skal jeg hente noget at drikke eller noget?” spurgte Jonghyun bekymret, og Key nikkede taknemmeligt. Han sad der lidt tid, før Jonghyun kom tilbage med en cola.

”Undskyld Kibum. Det her hjælper,” sagde han, og Key sendte ham et smil, før han tog en stor tår. Han fik det hurtigt bedre, og snart kunne de gå videre.

”Denne her gang lader jeg altså dig bestemme, hvad vi skal op i,” sagde Jonghyun, og Key så sig omkring. Han pegede på en lidt mere rolig forlystelse, som de med det samme stillede sig i kø til. Key kunne mærke sig selv rødme, da Jonghyun lagde armen om hans skuldre.

Køer plejede normalt at være irriterende, men for Key var det ikke så slemt. Han snakkede med Jonghyun og de havde det næsten lige så sjovt, som når de faktisk prøvede forlystelserne. Han kunne specielt godt lide, når den ældre dreng grinede på den der dejlige måde, eller når hans fingre kærtegnede Keys skulder.

Flere timer gik med at prøve ting. De holdt sig fra de helt vilde, men fik alligevel prøvet en del. De gik indenfor, da der ikke rigtig var mere interessant udenfor.

Som det første, trak Key Jonghyun med over til de små luftballoner. Da han havde været her som lille, ville han virkelig gerne have været oppe i en af dem, men de havde aldrig nået det, så derfor var det hans første valg denne gang.

De små balloner fløj op over alle forlystelserne og så rundt i den store bygning, så man kunne se det fantastiske syn oppefra. Key var sikker på, at det ville være smukt. De stillede sig bagerst i køen, og Jonghyun begyndte at fortælle om en gang, hvor Chanyeol havde haft så travlt med at lytte og smile, at han var gået ind i et træ.

Key kunne ikke lade være med at grine over historien. Det var ikke, fordi den var så sjov i sig selv, men den måde Jonghyun fortalte på, gjorde det meget nemt at forestille sig. De var begge flade af grin, da de pludselig hørte en stemme bag sig i køen.

”Jonghyun oppa!” sagde den glad, men tilføjede så noget, der blev sagt med irritation, eller måske endda had, ”.. og Kibum-shii.”

De vendte sig begge og så til Keys fortrydelse Sekyung og hendes to veninder. Han mente, de hed Jessica og Yuri. Han kendte ikke så meget til Jessica, og han vidste bare, at Yuri var en af Minho’s skøre – endnu mere forfærdelig end de andre hysteriske piger – fanpiger, så det var kun Sekyung, han havde noget personligt imod.

Hvorfor skulle de også lige løbe ind i hinanden her? Det var så utænkeligt, at det knap nok kunne være et sammentræf.

”Hvad laver du her med ham, oppa?” spurgte hun ”sødt” og sendte Key et surt blik. Key var bare ved at brække sig over hende, men da han så på Jonghyun, viste den ældre dreng bare sit normale smil til pigen. Det gjorde ham faktisk lidt jaloux. Han var ikke sikker på, om han havde ret til at være det, men han kunne ikke lade være.

Han følte sig usikker, når en pige som Sekyung flirtede så åbenlyst med Jonghyun, og når den ældre dreng så ikke virkede, som om han havde noget mod det. Han så på Jonghyun, mens de alle ventede på et svar.

”Jeg hænger ud med ham selvfølgelig,” svarede han med et charmerende smil, og Key fik det endnu dårligere. Både med sig selv og i det hele taget. Hvorfor sagde han sådan? Endnu engang kom han til at tænke over, hvad deres forhold egentlig var for Jonghyun. Hvad hvis Key bare havde overtolket det, og det i virkeligheden ikke betød så meget for dinoen, som det gjorde for ham?

Key blev heldigvis redet fra Sekyung, da kontrolløren kaldte dem op.

”Næste,” sagde han, og Jonghyun og han gik op i den. Key var glad for at slippe væk, men lidt af glæden ved at komme op i ballonen var forsvundet. Det var bare ikke helt det samme, når Jonghyun lige havde smilet sådan til en pige.

”Er der noget galt, Bummie?” spurgte Jonghyun pludselig, og Key sukkede. Han skulle lige til at stille det spørgsmål, der havde fyldte hans hjerne, men ombestemte sig i sidste øjeblik, da Jonghyun tog hans hånd.  

”Nej, alt er fint,” svarede han derfor og sendte Jonghyun et smil. Den ældre dreng sendte intetanende et smil tilbage.

Da turen var færdig, gik de videre til nogle af de andre forlystelser. Key prøvede på at virke så normal som muligt, og snart havde de det lige så hyggeligt, som før Sekyung dukkede op. De var også inde i både spejlhuset og spøgelseshuset. Key havde prøvet at betale for sig selv, min Jonghyun havde insisteret på at betale for dem begge, så det var sådan, det var blevet.

Klokken var ved at blive mange, da Jonghyun trak ham med mod midten af den indendørs bygning.

”Vi bliver nødt til at skøjte, før vi tager hjem,” sagde han, og Key nikkede glad. Han var ikke ret god til at stå på skøjter, men han ville gerne prøve, hvis Jonghyun var der til at gribe ham, når han var ved at falde.

De kom hurtigt ud på banen, og Key følte sig ret usikker på benene. Jonghyun så dog ikke ud til at have så svært ved det.

”Skal jeg hjælpe dig, Bimmie~?” spurgte han med en glad stemme og Key nikkede. Normalt havde han den holdning, at han kunne gøre tingene selv, men lige nu ville det være lidt rart med noget støtte.. og den nærhed det ville skabe mellem dem.

Jonghyun vendte rundt, så han kørte baglæns og rakte så hænderne frem, så Key kunne tage dem. Han greb hurtigt de fremstrakte hænder i et fast greb. Så skøjtede han langsomt og usikkert fremad, mens Jonghyun skøjtede baglæns uden problemer.

Da det begyndte at gå lidt bedre, satte de farten op. Key synes næsten, at han var ved at blive god til det, da han pludselig fik overbalance og faldt mod Jonghyun. Den ældre dreng reagerede ikke hurtigt nok, og de gik begge ned med et brag.

Key slog sig ikke, for han endte ovenpå Jonghyun, men den ældre dreng havde lukkede øjne. Key blev pludselig bekymret.

”Yah, Dino, er du okay?” spurgte han en anelse uroligt. Jonghyun svarede ikke et stykke tid, så Key kunne mærke panikken rejse sig i ham. Dog ændrede alt sig, da den anden dreng begyndte at grine og slog øjnene op.

”Der fik jeg dig, Bummie!” sagde han drillende, og Key surmulede.

”Det var ikke sjovt, du gjorde mig faktisk bekymret,” sagde han og skød underlæben frem for at understrege sin pointe. Jonghyun skubbede blidt til hans skulder.

”Undskyld, Bummie, du skal ikke være bekymret,” sagde han med et lille smil og satte sig op. Key kunne ikke holde sin sure mine, så han prøvede i stedet bare at komme op at stå. Det gik ikke helt godt, før Jonghyun endnu engang kom ham til undsætning.

De havde det sjovt resten af tiden, og da parken lukkede klokken 22.00, var de begge klar til at falde i søvn på stedet. Jonghyuns chauffør var der heldigvis allerede, så de kunne bare sætte sig ind i bilen og blive kørt hjem til Keys hus.

Key kunne mærke sig selv ryge ind i drømmeverdenen, så snart han sad ned og mærkede varmen fra bilen.

~*~

Næste kapitel som lovet~

Jeg har på fornemmelsen, at det vil blive ret stressende på gymnasiet :/ Og kan I huske eks-kæresten jeg nævnte? Jah, han er stadig ret sød.

Nå, men til kapitlets billede; "Lotte World". Ser der ikke smukt ud? ^^


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...