I Could Never Forget (JongKey)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 apr. 2013
  • Opdateret: 8 feb. 2014
  • Status: Færdig
Følg Key gennem hans teenageliv med mobning, usikkerhed, venskab og kærlighed.

Key har aldrig været en af de populærere. Lige siden han var helt lille, har han været en af dem med få venner. De andre drenge begynder at mobbe ham, fordi han er mere feminin end de fleste andre. Som han bliver ældre, begynder han selv at blive forvirret omkring sin seksualitet.

Udover den næsten daglige mobbning, går hans nuværende bedste ven, Taemin, gennem en hård tid, så Key bliver nødt til at være der for ham.

Sidst, men ikke mindst, er der savnet af den barndomsven, som han aldrig har glemt. Spørgsmålet er bare, om han kan klare presset, der bliver lagt på hans skuldre.

43Likes
692Kommentarer
12919Visninger
AA

37. 35. kapitel

Der var næsten gået to uger siden den lørdag, hvor Jonghyun havde været hjemme hos ham. Der var ikke sket noget specielt siden næsten-kysset, men de havde været meget sammen på det seneste.

Key havde endelig tænkt sig at følge sin mors råd. Han ville ikke fortælle Jonghyun, at han kunne lide ham, men han ville prøve at hentyde det og så se, hvordan Jonghyun reagerede på det.

De havde fået samlet op på deres fortid i løbet af de to uger, men de løb alligevel aldrig tør for noget at snakke om. Nogle gange kunne deres samtaler handle om de mest underlige ting, men det generede dem ikke. Bare det, at kunne tilbringe tid med hinanden, var dejligt.

Key havde også mødt to af Jonghyuns venner. Chanyeol, som han allerede kendte, og den anden fyr, Baekhyun, som stort set altid holdt sig til Jonghyun eller Chanyeol. Det havde ikke undret Key, at han virkelig kunne lide Chanyeol, da han lærte ham bedre at kende, for han havde kun fået gode indtryk af ham siden allerførste møde. Stort set alle kunne komme godt ud af det med den høje dreng – der var trods alt en grund til, at han blev kaldt ”The Happy Virus”.

Baekhyun havde heller ikke været slem. Han havde været lidt mere stille og mindre åben end Chanyeol, men han havde ikke været uvenlig på noget tidspunkt. Key havde ikke lyst til at møde Jonghyuns andre venner, men lige disse to var søde.

Selvom han havde Jonghyun nu, havde han sørget for ikke at glemme Taemin. Den yngre dreng var virkelig blevet gladere, efter Minho var kommet ind i hans liv. Key vidste, at de to yngre drenge brugte de fleste af deres eftermiddage sammen, men Taemin havde sagt, at de bare arbejdede på projektet.

Key havde det stadig ikke helt godt med det, men hvad kunne der ske ved at arbejde på et projekt? Hvis det gjorde Taemin gladere, kunne han ikke længere se nogen grund til at stoppe det.

Dog var han lidt bekymret for, hvad der ville ske, når projektet var overstået. Ville Minho droppe Taemin? Det måtte ikke ske, for så ville Taemin synke lige så dybt, hvis ikke dybere, ned i det sorte hul, han lige var ved at kæmpe sig op ad. Desværre kunne Key jo ikke bestemme over Minhos handlinger.

Det var torsdag i dag, og Key havde lovet sig selv, at han ville prøve at udføre sin plan. Han skulle være sammen med Jonghyun efter skole, så der burde være en mulighed for det. Så måtte han bare håbe, at Taemin og hans mor havde ret med hensyn til Jonghyuns følelser for ham.

Han var i øjeblikket på vej over mod skolens indgang, hvor han vidste, Jonghyun ville vente på ham. Da han nåede derud, stod limousinen der ganske rigtigt, og Jonghyun sendte ham straks et stort smil.

”Hej,” sagde han og slyngede den ene arm om Keys skuldre. Key så først på ham med et smil og svarede så.

”Hej, Jjong.”

De satte sig ind i bilen, og snart var de hjemme i Jonghyuns store hus. En af stuepigerne tilbød at hente noget til dem fra køkkenet, men de takkede pænt nej.

Jonghyun førte vej op til sit værelse, selvom Key havde lært vejen at kende. De satte sig på sengen, hvilket var blevet ret normalt i løbet af de to uger, og begyndte at snakke.

”Jeg er ked af, at jeg ikke var der til at fejre din fødselsdag med dig,” sagde Jonghyun, og Key trak på skuldrene. Hans fødselsdag havde været den 23. september – lige omkring hvor Minho startede – så Jonghyun havde selvfølgelig ikke haft nogen mulighed for at være med. Key havde bare holdt den med sine forældre og Taemin. Der havde været lidt tomt uden hans bedstemor, men det havde været hyggeligt nok alligevel.

”Så må du jo være der til den næste,” svarede han drillende, og Jonghyun nikkede med et smil.

”Det har jeg også tænkt mig, Bummie,” svarede han, og Key kunne ikke holde smilet væk. Pludselig snakkede Jonghyun videre med en ivrig stemme.

”Jeg har en idé! Kan du huske den gang, jeg gav dig Dino? Vi kan gøre sådan igen! Jeg kan sove hjemme hos dig, og så kan vi holde din fødselsdag ved at gøre noget, du godt kan lide! Det er godt nok lidt forsinket, men på den måde kan jeg alligevel være en del af det,” sagde han, og Key så overrasket på ham.

”Vil du virkelig gøre det for mig?” spurgte han med et stort smil, og Jonghyun nikkede uden et sekunds tøven.

”Det betyder meget for mig, Jjong,” sagde han oprigtigt og gav den ældre dreng et stort kram. Dinoen krammede tilbage, og Key gik næsten glip af, hvad der blev hvisket.

”Alt for dig, Kibum.” Key var ikke engang sikker på, at han skulle have hørt det, så han valgte bare at lade være med at svare. Da de trak væk fra hinanden, sendte han endnu et sødt smil.

”Så må vi jo bare finde en dag, der passer for os begge,” sagde Jonghyun, og Key nikkede.

”Jeg bliver lige nødt til at spørge derhjemme, men jeg skal nok vende tilbage,” svarede han. Så skiftede emnet. Key fulgte med i samtalen, men hans tanker kredsede mest omkring, hvad han skulle gøre, for at vise sine følelser.

Ville der komme en ideel mulighed, eller blev han selv nødt til at opfinde den? Han vidste ikke, hvordan han skulle gøre det. Han var også meget nervøs for, hvad reaktionen ville være.

Key havde ikke lagt mærke til, at der var gået flere timer, før han fik set på klokken. Der var ikke så lang tid, til han blev nødt til at tage hjem, og han havde absolut ikke nået et eneste skridt videre i sin plan.

”Har du lyst til at gå en tur?” spurgte Jonghyun pludselig, og Key sagde hurtigt ja. Måske var dette her lige, hvad han havde brug for. Hvis de nu tog til parken eller et andet hyggeligt sted, kunne det være, at han kunne finde en god måde at udføre sin plan på.

De gik nedenunder, trak i tøjet og gik så ud ad hoveddøren. De havde ikke fulgt fortovet længe, før Key fortrød at have sagt ja. Det var ret koldt i dag, hvilket han ikke rigtig havde taget højde for med sin tynde jakke. Det var der dog ikke noget at gøre ved nu.

”Hvor går vi hen?” spurgte han nysgerrigt.

”Det ved jeg ikke. Er der da et specielt sted, du gerne vil hen?” spurgte Jonghyun, og Key nikkede.

”Jeg vil gerne til parken,” svarede han og fik hurtigt et nik og et smil til svar. Han jublede indvendigt. Så langt, så godt. Desuden ville der nok være lidt læ, hvis man søgte mod nogle af træklyngerne. Der var desværre et godt stykke vej, men han måtte bare bide tænderne sammen. Bogstaveligt talt, for ellers ville de klapre så højt, at Jonghyun ville lægge mærke til det.

”Hvordan går det me- fryser du, Bummie?” Jonghyun afbrød sig selv midt i sætningen, da han lagde mærke til et gys, der gik gennem den yngre dreng. Key rystede på hovedet, for han ville nok ikke kunne give et svar uden at afsløre sig selv. Jonghyun hoppede dog ikke på den.

”Aish, du skulle da have sagt noget, så kunne du have lånt en af mine tykkere jakker. Her,” sagde han og begyndte at lyne sin egen jakke op. Key tog fat i hans hænder for at stoppe ham, for han ville ikke have Jonghyun til at fryse, bare fordi han havde været dum nok til at tage for lidt tøj på.

”Seriøst, Bummie, dine hænder er iskolde. Bare tag den, jeg kommer ikke til at fryse. Vi kan ikke have, at du bliver syg,” sagde han og krængede jakken af.

Så lagde han den over Keys skuldre, som en dreng ville gøre med sin kæreste. Key havde indset, at det ikke ville lykkes at give den tilbage, så han tog den i stedet rigtigt på og puttede sig ind i den. Den var dejlig varm, og den duftede af Jonghyun. Dette her kunne han bestemt godt vænne sig til.

Da de nåede til parken, fulgte de stien, hvor træerne kransede op til kanten. Der var ganske rigtigt mere læ.

”Er du sikker på, at du ikke vil have din jakke tilbage?” spurgte han, men Jonghyun rystede hurtigt på hovedet.

”Nej, jeg har det fint, bare behold den,” svarede han med et smil, og Key nikkede tavst. Han så rundt på træerne et øjeblik og beundrede dem.

”Hvilken årstid kan du bedst lide?” spurgte han så, og Jonghyun så tænksom ud et lille stykke tid.

”Jeg er faktisk ikke helt sikker. Sommer, tror jeg. Hvad med dig?” svarede han, og Key trak på skuldrene.

”Jeg ved det ikke. Jeg kan sådan set godt lide alle årstider. Sommer er dejlig, fordi der er varmt og rart at være ude. Efterår er pænt på grund af de mange farver som nu. Vinter er dejligt, fordi man kan lege med sne og drikke varm kakao. Være sammen med familien. Forår er som en ny begyndelse. Den bringer nyt liv,” svarede han, og Jonghyun sendte ham et blidt smil.

”Du har ret, jeg har det på samme måde,” svarede han. Efter det gik der et stykke tid, hvor de ikke sagde noget. Det gjorde dog ikke noget, for der var en underlig ro ved bare at kunne lytte til grene, der svajede lidt i vinden, og de faldne blade, der knasede under deres sko.

Key så ned på Jonghyuns hånd, der stille svang frem og tilbage, når han gik. Han overvejede lidt, om han bare skulle prøve at tage den. Så ville det vel vise hans følelser, ikke?

Han kastede et kort blik op på Jonghyun, hvor et fredfyldt smil hvilede på hans læber. Så tog han mod til sig og strakte sin hånd frem. Han stoppede, da han var få centimeter fra for at se, om den ældre dreng havde lagt mærke til noget, men det så det ikke ud til.

Han tog en dyb indånding og rakte så det sidste stykke. Han lod hånden glide ind i den lidt større og holdt spændt vejret, til han fik en reaktion.

Jonghyun drejede hurtigt hovedet rundt og så på Key med et overrasket blik. Key fortrød med det samme sin handling og skulle lige til at trække sin hånd til sig, da Jonghyun tog et bedre tag i den. Key hev overrasket vejret ind og så ind i de brune øjne for at finde svar – og svar fik han.

Hånden i hans, der var lidt mere ru og meget varmere end hans egen, foldede sig om ham, så deres fingre var sammenflettet. Hans tommelfinger strøg blidt over hans.

Key kunne ikke forstå, at han kunne være så heldig, men han havde ikke tænkt sig at sætte spørgsmålstegn ved det nu. Han kunne mærke et smil bredde sig, idet han selv strammede hånden lidt om Jonghyuns. Han skulle tage sig gevaldigt sammen for ikke at juble.

Resten af turen gik, som om der ikke var sket noget specielt. Det eneste der viste en ændring, var deres sammenflettede fingre og de to store smil.

Key lagde ikke engang mærke til, hvad klokken var blevet, før det begyndte at blive lidt mørkere. Der var de næsten allerede hjemme ved Jonghyuns hus, og han kastede først et blik på klokken, da de var nået derhen.

Den var blevet tæt på 6, så det var på tide at komme hjem, for at det ikke blev alt for sent.

”Jeg bliver nødt til at tage hjem nu,” sagde han forsigtigt, og Jonghyun nikkede med et lille suk. Jonghyun kaldte efter nogen, og en mand, som Key genkendte som chaufføren, kom med det samme.

”Er du sød at gøre bilen klar til at køre Kibum hjem?” spurgte han, og manden gjorde et nik med hovedet, før han strøg ud af døren.

”Det behøver du da ikke!” skyndte Key sig at sige, men manden var allerede væk, og Jonghyun så ikke ud til at lytte efter.

”Jeg er rigtig glad for, at vi begyndte at snakke igen, Bummie. Det er rart at have dig her,” svarede han i stedet bare, og Key kunne mærke sine kinder blive varme. Han blev trukket ind i et kram, der varmede ham op indvendig, og han krammede hurtigt tilbage.

”I lige måde, Jjong,” sagde han lavt i den anden drengs øre. Så hørte han en dytten der signalerede, at chaufføren var klar. Key tog en hurtig beslutning og trak væk fra krammet. Så gav han Jonghyun et sødt kys på kinden og skyndte sig ud af døren, før den ældre dreng kunne nå at reagere.

Først da han sad i bilen, gik det op for ham, at han havde glemt at aflevere jakken. Den havde han stadig på. Han overvejede lidt at stoppe chaufføren, men han havde ikke lyst til at gå der ind nu. Desuden kunne han vel bare afleverer den til chaufføren og bede ham om at aflevere den tilbage.  

Han hadede stilheden, der var i bilen, men det ville være underligt at have en hel samtale med Jonghyuns chauffør. Han vidste, at den ældre dreng var meget tæt med sine ansatte, men Key kendte dem jo ikke ret godt.

Da han kom hjem, spurgte hans mor med det samme ind til, hvad der var sket. Ikke at Key havde forventet andet, når han kom hjem med et kæmpe smil.

~*~

Kan I huske dette fra "Talk to me!" hvor Jonghyun snakker om det? Det blev er dejlig scene ^^

Here comes the picture~


 

Vigtig note: Jeg starter snart på gymnasiet (på onsdag.. gaahh, jeg dør), så jeg ved ikke hvor meget tid jeg får til at skrive. Jeg håber virkelig på ikke at forsømme jer, men jeg ved ikke hvor hårdt bliver.. Jeg lover at opdatere så tit jeg overhovedet kan.

Nu hvor vi er i gang: Hvad skal I efter sommerferien? Er I allerede startet eller har I lidt ferie endnu? ^^

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...