I Could Never Forget (JongKey)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 apr. 2013
  • Opdateret: 8 feb. 2014
  • Status: Færdig
Følg Key gennem hans teenageliv med mobning, usikkerhed, venskab og kærlighed.

Key har aldrig været en af de populærere. Lige siden han var helt lille, har han været en af dem med få venner. De andre drenge begynder at mobbe ham, fordi han er mere feminin end de fleste andre. Som han bliver ældre, begynder han selv at blive forvirret omkring sin seksualitet.

Udover den næsten daglige mobbning, går hans nuværende bedste ven, Taemin, gennem en hård tid, så Key bliver nødt til at være der for ham.

Sidst, men ikke mindst, er der savnet af den barndomsven, som han aldrig har glemt. Spørgsmålet er bare, om han kan klare presset, der bliver lagt på hans skuldre.

43Likes
692Kommentarer
12877Visninger
AA

36. 34. kapitel

Der gik ikke så lang tid, før de blev kaldt ned til aftensmad, hvilket Key både var glad og irriteret over. Han havde det fint med, at han lige fik lidt tid, hvor han ikke var det eneste, Jonghyun fokuserede på, for han var næsten sikker på, at hans kinder efterhånden var ved at være permanent røde. Samtidig var han mindre glad for det, da det betød, at Jonghyun nok snart skulle hjem.

Den ældre dreng sad ved siden af Key, skråt over for Keys mor og overfor Keys far.

”Bare tag for dig,” sagde Keys mor venligt, og Jonghyun bukkede høfligt hovedet, før de alle begyndte at tage noget af maden.

Key tog noget ris og lagde det i sin skål. Han lagde mærke til, at hans mor måtte have anstrengt sig ekstra meget med maden, bare fordi Jonghyun var her. Han vidste, at hans mor og far altid havde prøvet at gøre det så godt for Jonghyun som muligt, fordi hans forældre var så rige. Det var ikke, fordi de ønskede hans penge, slet ikke, men de ville bare gerne leve op til den standart, Jonghyun var vant til.

Dog var Key også klar over, at Jonghyun meget hellere ville spise 10-minutters nudler end en kæmpe middag, hvis det betød, at han havde nogen at spise med, og at han hellere ville være i deres lille hjem i stedet for sit eget store og tomme hus. Det var en af de ting, Key godt kunne lide ved den ældre dreng – at han ikke var snobbet eller selvisk, selvom han havde højere status end Keys egen familie.

Han rakte frem efter et stykke kød, men et par spisepinde nåede det på samme tidspunkt. Han så op på Jonghyun, og de havde øjenkontakt et øjeblik. Så trak Key sine pinde til sig, og lod sin hyung tage kødet. Han kunne jo bare tage et af de andre stykker bagefter.

Han fik sig dog en overraskelse, da Jonghyun tog kødet og placerede det i Keys skål. Key så forundret op på ham, men den ældre dreng smilede bare og tog så et nyt stykke til sig selv.

Der var stilhed lidt efterfølgende. Key vidste ikke rigtig, hvad han skulle sige, efter hvad Jonghyun havde gjort, så det endte med, at den ældre dreng brød den.

”Jeg er glad for jeres gæstfrihed,” sagde han med et smil til Keys forældre.

”Det skal du slet ikke tænke på, du er altid velkommen her,” svarede hans far med et venligt smil, og hans mor nikkede samtykkende. Jonghyun så med det samme glad ud, hvilket også gjorde Key gladere, end han var i forvejen. Den blonde dreng ved siden af ham tog sin første bid. Efter at have tygget af munden, gik han med det samme i gang med at rose madlavningen.

”Jeg elsker virkelig din mad, Mi Cha,” proklamerede han, og Key kunne se, hvor stolt hans mor så ud. Han forstod hende egentlig godt, for Jonghyun var jo vant til rigtige kokke, så det var en ret stor kompliment at få. Key ville også være stolt, hvis det var ham, der fik den ros.

”Det er jeg glad for at høre, Jonghyun,” svarede moderen med et smil. I løbet af resten af måltidet, blev der snakket stille og roligt. Keys forældre spurgte ind til Jonghyuns liv, og Key fik lidt nemmere ved at finde på ting at sige.

Snart var de færdige og sagde tak for mad. Key prøvede desperat at finde en eller anden undskyldning for at få Jonghyun til at blive lidt længere, men heldigvis klarede den blonde dreng det helt selv.

”Du behøver ikke at tænke på opvasken. Den kan Kibum og jeg tage, ikke Bummie?” sagde han og Key nikkede tøvende. Det var ikke det, han helst ville bruge sin tid sammen med Jonghyun på, men det var bedre, end hvis han bare var taget hjem med det samme.

”Er I sikre?” spurgte hans mor, og Jonghyun nikkede med et smil. Inden længe stod de sammen ude i det lille køkken, mens Keys forældre havde sat sig foran fjernsynet i stuen.

”Hvad vil du helst, vaske op eller tørre af?” spurgte Jonghyun, og Key trak på skuldrene. Han var egentlig lidt ligeglad med, hvilket job han fik, så han lod bare Jonghyun bestemme.

”Okay, så vasker du op, jeg tørrer af, og vi hjælper hinanden med at sætte på plads,” sagde Jonghyun med et smil. Key nikkede og gjorde så tingene klar. Han viste Jonghyun, hvor han kunne finde et viskestykke, og så gik de i gang. Key tog sig mod til at stille et spørgsmål, som han længe havde tænkt over.

”Har du det okay med.. du ved, at jeg ikke er til piger?” spurgte han lavt og turde ikke engang se op. Der gik ikke ret lang tid, før Jonghyun svarede.

”Selvfølgelig. Det ændrer jo ikke noget, vel? Du er stadig den samme Kibum, så jeg kan ikke se, at det skulle gøre nogen forskel,” sagde han, og Key så på ham med hovedet på skrå. Han kunne ikke forstå, hvordan han kunne være så heldig, som han havde været med Jonghyun.

”Virkelig?” spurgte han usikkert, og den ældre dreng nikkede.

”Ja, jeg kan ikke se, hvorfor det skulle være et problem,” sagde han med et kært smil, som fik Keys ben til at føles som gele og hans hjerte til at hoppe et slag over.

Pludselig mærkede han en finger prikke ham i siden, hvor han tilfældigvis var meget kilden.

”Hvorfor gjorde du det?” udbrød han, og Jonghyun trak lidt på smilebåndet.

”Du var gået i stå, Bummie. Se tallerkenen – Den ligger bare der helt forladt og glemt i vaskebaljen,” sagde han, og Key så rødmende ned i baljen med vand, hvor tallerken ganske rigtigt lå glemt. Han skulle til at tage den op igen, da Jonghyun endnu engang prikkede til ham. Key flyttede sig hurtigt lidt væk fra den ældre dreng.

”Hvorfor gjorde du det så igen?” spurgte han, og Jonghyun brød ud i et drillende smil, der ikke tegnede godt. Selvom Key ønskede at være irriteret, kunne han ikke rigtig få sig selv til det. Han bakkede lidt væk, men det hjalp ikke meget.

”Fordi det er sjovt,” svarede den ældre dreng og prikkede ham endnu engang. Key fik en ide og rakte om bag sig. Han fik hånden ned i vandet og sprøjtede det så på Jonghyun.

Den ældre dreng blinkede et par gange, før han sendte Key et blik, der betød krig.

”Det skulle du ikke have gjort,” sagde han og gik så til angreb. Key hvinede, da drengens fingre begyndte at kilde hans følsomme sider. Han prøvede at vride sig fri, men det blev kun værre.

”A-ah, s-stop!” fik han presset ud mellem latteren, men Jonghyun viste ingen nåde. Tværtimod grinede han bare lidt og kildede endnu mere. Det her var også sket mange gange, da de var små. Jonghyun havde hurtigt fundet ud af, at Key var kilden, og det havde han allerede dengang brugt til sin fordel.

”Sig undskyld først, Bummie,” svarede han, og Key rystede på hovedet og prøvede igen at vride sig fri.

”A-ani.. D-du star-ah-artede,” gispede han og greb fat i Jonghyuns håndled for at prøve at tvinge dem væk.

”Men det var dig, der hældte vand ud over mig,” svarede han uden at rykke sig den mindste smule. Han var stærkere end Key, og det vidste de begge to udmærket.

”F-fint-ah.. Unds-skyld,” mumlede han endelig, da han ikke kunne klare det mere. Jonghyun sendte ham dog bare et drillende blik.

”Undskyld, Bummie. Det hørte jeg ikke helt. Hvad var det, du sagde?” spurgte han, og Key bandede inde i sit hoved. Han elskede Jonghyun, men lige nu gik han ham på nerverne.

”Undskyld, h-hyung,” sagde han så højt og sødt som muligt, og fingrene stoppede endelig med at bevæge sig. Key sukkede glad. Han havde sidestik af at grine, og hans vejrtrækning var hurtig.

Da han så op på Jonghyun, strålede drengens øjne. Key sendte ham et svagt smil, men fik det hurtigt væk.

”Pabo,” mumlede han og vendte rundt, for at fortsætte med vasken. Hans frøs op, da Jonghyuns hænder lagde sig på hans hofter.

”Er du sur på mig, Kibummie?” spurgte han, og Key blev nødt til at undertrykke et gys, da han mærkede den ældres ånde ned af sin hals. Han svarede ikke med det samme, så Jonghyun snakkede videre.

”Det var bare for sjov, du må ikke være sur på mig,” sagde han, og Key kneb øjnene sammen. Han var ikke vred på Jonghyun, for hvordan kan man overhovedet være vred på en, der mindede om en lille hundehvalp? Dog følte Key virkelig, at hans selvkontrol kom på en prøve, når Jonghyun var i nærheden.

”Jeg er ikke sur. Skal vi få opvasken gjort færdig?” spurgte han og stak hænderne i vandet, der var blevet lunkent i mellemtiden.

”Selvfølgelig,” svarede Jonghyun og tog imod den skål, Key snart rakte til ham. Derefter arbejdede de i stilhed. Key følte ikke noget behov for at bryde stilheden, for den var ikke akavet eller noget.

Da de var færdige, sendte Jonghyun ham et lille smil.

”Jeg må hellere tage hjem nu, klokken er ved at være mange,” sagde han, og Key nikkede som svar. Så ringede den ældre dreng efter sin chauffør, som lovede, at han ville være der om ti minutter.

”Jeg siger lige farvel til dine forældre,” sagde han, og de fulgtes ind i stuen. Keys forældre sad på sofaen, med Keys mors hoved hvilende på faderens skulder. Key skævede kort til Jonghyun og tænkte over, hvordan det mon ville føles, hvis de kunne sidde sådan med Jonghyuns arm om ham.

”Hr. Kim, Mi Cha, jeg skal hjem nu,” sagde Jonghyun. De rejste sig begge og gav drengen et kram.

”Kom godt hjem, Jonghyun. Husk at du altid er velkommen her,” sagde Keys mor, og Jonghyun nikkede med et smil. Så fulgte Key ham ud til hoveddøren.

”Jeg har haft det dejligt i dag,” sagde han med et smil, og Jonghyun sendte et stort smil tilbage.

”Det har jeg også. Jeg er glad for, at vi taler sammen igen. Der var så tomt uden dig,” svarede han, og Key følte sig selv blive varm indeni. Han kunne godt lide, når Jonghyun sagde sådan noget.

”Jeg har det på samme måde,” svarede han og blev så trukket ind i et kram. Det varede længere end deres andre goddag/farvel kram, så Key nød varmen fra det. Han var næsten sikker på, at han ikke kunne finde nogen steder, han hellere ville være, end i Jonghyuns arme. Han vidste, at dette nok bare fik hans håb til at blusse op, kun for at ødelægge det igen til sidst, men han kunne ikke få sig selv til at passe mere på.

Jonghyun trak langsomt væk, og Key blev nødt til at trække vejret lidt mere ind, da han lagde mærke til, hvor tætte de stadig var. Hvis bare en af dem rykkede lidt frem, ville de kunne kysse hinanden.

Key var ikke helt sikker, men han syntes, at han så Jonghyuns blik glide ned på hans læber. Dog trak den ældre dreng alt for hurtigt væk, da de hørte en bil dytte ude fra vejen. Det måtte være Jonghyuns chauffør. Key rømmede sig hurtigt, før han snakkede.

”Vi ses, Jjong,” sagde han, og Jonghyun gav et nik og et smil, før han gik ud af døren. Så snart den var lukket efter ham, lænede Key sig mod den. Havde det virkelig været tæt på, at de kyssede? Eller havde han misforstået situationen fuldstændig?

Hvorfor skulle Jonghyun overhovedet komme så tæt på, hvis han ikke havde intentioner om at kysse Key? Der var vel ikke rigtig andre muligheder, vel?

Key ville virkelig ønske, at chaufføren var kommet fem minutter senere, for så havde det, der skulle ske, nået at ske, inden Jonghyun gik.

Han lod sig glide ned, så han sad mod døren, og lod sit hoved ramme mod den en enkelt gang. Jonghyun forvirrede ham. Bare efter få dage, havde Jonghyun formået at vende endnu mere rundt på Keys hverdag.

Han vidste ikke, hvor længe han havde siddet der, før han gik ind til sine forældre. Der gik til gengæld ikke lang tid, før hans mor begyndte at tale.

”Jeg forstår slet ikke, hvorfor du er så usikker. Han er tydeligvis lige så forelsket i dig, som du er i ham,” sagde hun, og Key så mistroisk på hende.

”Hvorfor tror du det?” spurgte han, og hans mor sukkede, som om det var alt for åbenlyst.

”I er akavede omkring hinanden, og jeg har aldrig set to drenge rødme så meget i hele mit liv,” forklarede hun og som for at understrege hendes ord, blev Keys kinder med det samme varme.

”Selvfølgelig er det akavet. Vi har ikke talt med hinanden i årevis, så det er da ikke underligt, at det er lidt svært her i starten,” svarede han. Han vidste ikke helt, hvorfor han prøvede at modbevise sin mors argumenter, men han turde bare ikke håbe for meget.

”Jeg så jer også i køkkenet. Det er ikke normalt for venner, der lige har mødt hinanden igen og er akavede omkring hinanden, medmindre de kan lide hinanden,” forklarede hun videre, men Key rystede på hovedet.

”Jonghyun kan bare godt lide at drille. Mere er der sikkert ikke i det,” svarede han stædigt. Huns mor sukkede igen.

”Den måde han ser på dig på, er ikke til at tage fejl af, Kibum. Gør noget ved det. Der er ikke nogen grund til ikke at prøve,” sagde hun, og Key rystede på hovedet. Der var masser af grunde. Jonghyun kunne droppe ham igen. Han kunne ændre mening og synes, at det var ulækkert. Han kunne måske endda sprede rygter på skolen.

Key vidste inderst inde godt, at Jonghyun ikke kunne finde på at gøre det, men han kunne stadig ikke tage chancen.

”Tænk over det, Bummie,” nåede hans mor lige at sige, før han smuttede ud af stuen og op på sit værelse. Hvorfor skulle det hele være så besværligt?

~*~

Næste kapitel for alle jer dejlige mennesker~

Så jeg tænkte "hey, hvorfor ikke fortsætte de søde parbilleder til der sker noget mere i deres forhold?" Så, here you go~


Et stykke vild JongKey vandkamp (Det var godt nok Key det hældte vand over Jjong i historien, men whatever) - hvorfor ikke også tage et med søde 2min, nu vi er i gang?


Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...