I Could Never Forget (JongKey)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 apr. 2013
  • Opdateret: 8 feb. 2014
  • Status: Færdig
Følg Key gennem hans teenageliv med mobning, usikkerhed, venskab og kærlighed.

Key har aldrig været en af de populærere. Lige siden han var helt lille, har han været en af dem med få venner. De andre drenge begynder at mobbe ham, fordi han er mere feminin end de fleste andre. Som han bliver ældre, begynder han selv at blive forvirret omkring sin seksualitet.

Udover den næsten daglige mobbning, går hans nuværende bedste ven, Taemin, gennem en hård tid, så Key bliver nødt til at være der for ham.

Sidst, men ikke mindst, er der savnet af den barndomsven, som han aldrig har glemt. Spørgsmålet er bare, om han kan klare presset, der bliver lagt på hans skuldre.

43Likes
692Kommentarer
12919Visninger
AA

35. 33. kapitel

Key satte sig stift på sofaen i stuen. Han havde været gennem sit værelse et uendeligt antal gange for at sikre sig, at alt var på plads og i skønneste orden.

Det var første gang, Jonghyun skulle hjem til ham i mange, mange år, og desuden havde den ældre dreng slet ikke set det nye hus før, så han ville gerne give det bedste første indtryk, han kunne.

Der var ca. 10 minutter, til Jonghyun kom, men Key havde ikke kunnet klare at blive på sit værelse længere, for han havde ikke kunnet lade være med at rette på alt hele tiden. Hans værelse var altid pænt, men nu virkede det pludselig rodet og uorganiseret.

Han var ret sikker på, at Jonghyun ville være helt ligeglad, men det var Key ikke. For ham var det vigtigt, at alt var, som han ville have det. Han havde det lidt, som om han havde glemt noget vigtigt, men han kunne ikke komme i tanke om, hvad det skulle være. Det irriterede ham, men der var jo ikke rigtig noget at gøre.

”Du behøver ikke at være så nervøs. Det skal nok gå fint,” sagde hans mor pludselig bag ham, hvilket forskrækkede ham. Han sukkede.

”Jeg er bare bange for, at et eller andet går galt. Jeg har ikke lyst til at skræmme ham væk nu, hvor vi endelig taler sammen igen,” svarede han, og hans mor nikkede forstående. Hun skulle tydeligvis til at sige noget, da det ringede på døren. Key sank en klump.

”Som jeg sagde før, skal alt nok gå fint,” sagde hans mor, idet han rejste sig og skyndte sig ud til døren. Han tog en dyb vejrtrækning og åbnede så. Jonghyun havde et simpelt outfit på – en hvid T-shirt og et par stramme, men ikke for stramme, lyse cowboybukser. Hans hår var lidt mere rodet end normalt, men det klædte ham virkelig. Key var betaget et øjeblik, før han vågnede op.

Denne gang var han ret sikker på, at han formåede at bekæmpe rødmen. Han skulle lige til at fortælle Jonghyun, at han så godt ud, men nåede at stoppe sig selv i sidste øjeblik. De var ikke et par, og det blev han nødt til at acceptere.

 Han var lige ved at invitere Jonghyun indenfor, da han endelig kom i tanke om, hvad det var, han havde glemt. Bamsen stod stadig på hans seng. Hvordan kunne han have overset den? Det var slet ikke meningen, at Jonghyun skulle se, at han stadig havde den. Hvor mange drenge på hans alder havde et tøjdyr i sin seng? Ikke ret mange i hvert fald. Hvad skulle han gøre?

”Hej,” sagde den ældre dreng som det første, og Key indså, at han var faldet i staver over sine tanker om, hvordan han skulle få bamsen fjernet, uden Jonghyun lagde mærke til det. Han kunne selvfølgelig efterlade Jonghyun med hans mor, men det havde han ikke lyst til. Det var trods alt første gang, de skulle se hinanden igen.

”Hej, kom indenfor,” svarede han med et lille smil, der skulle skjule hans panik. Jonghyun sendte ham et øjensmil, mens Key åbnede døren lidt mere, så han kunne gå ind.

”Vil du hilse på mor først?” spurgte Key usikkert, og Jonghyun nikkede ivrigt. Han så lidt nervøs ud, men det var ingen ting i forhold til Keys tilstand. Han havde forventet, at han ville være nervøs, men han havde ikke regnet med, at det ville være så slemt.

Han viste vej ind til stuen, hvor hans mor havde taget plads på sofaen. Key betragtede Jonghyun, idet han satte et af de mest charmerende smil, Key nogensinde havde set, op og bevægede sig mod kvinden. Nu var det næsten umuligt at se nervøsiteten fra før.

”Dejligt at se dig igen, fru. Kim,” sagde han og bukkede høfligt. Keys mor grinede kort og rejste sig op.

”Det er også dejligt at se dig igen, Jonghyun, men har jeg ikke fortalt dig, at du bare skal kalde mig Mi Cha? ’Fru. Kim’ får mig til at føle mig gammel,” svarede hun med et smil og trak Jonghyun ind i et kram, som han glædeligt gengældte.

Sådan var hans mor bare. Hun havde altid været på kram med alle, og Jonghyun havde bestemt ikke været en undtagelse. Han var også en meget varm person, så det var ikke noget, der undrede Key, selvom de ikke havde set hinanden, siden Jonghyun var et lille barn.

Key satte sig på sofaen, og blev snart fulgt af Jonghyun. Hans mor satte sig overfor i lænestolen.

”Hvordan har du haft det i løbet af årene?” spurgte hun, og Jonghyun trak på skuldrene.

”Jeg har vel haft det okay. Men jeg savnede Kibum,” svarede han, og Key rødmede. Han blev lidt bekymret, da hans mor lyste op.

”Kibum har også savnet dig!” sagde hun. Key kunne ikke tro sine egne ører. Hans kinder blev endnu varmere, og han sendte hende et forlegent blik.

”Umma!” sagde han irriteret, men hans mor smilede bare videre. Key skød underlæben frem i en surmulen. Han turde ikke engang se på Jonghyun.

”Faktisk har han stadig den bams..” fortsatte hans mor, men Key afbrød hende hurtigt.

”Mor, vi går op på værelset nu. Vi ses,” sagde han og rejste sig hurtigt op. Hvorfor havde hun pludselig besluttet sig for at være så pinlig? Han trampede op ad trappen med Jonghyun bag sig. Den ældre dreng havde lige nået at sige farvel til Keys mor, før han blev trukket med.

”Hey, Bummie, det er okay. Jeg kan godt lide din mor,” sagde han med en lille latter, der bare gjorde Key mere forlegen. Hans mor plejede ikke at være sådan over for Taemin, så han forstod ikke, hvorfor hun var det nu. Jonghyun måtte jo ikke vide, at Key havde mere end venskabelige følelser for ham!

Han vidste ikke, hvad han skulle svare, så han førte bare Jonghyun ind på værelset og bad til, at han på mirakuløs vis ikke ville lægge mærke til den grønne bamse.

Den ældre dreng så rundt med et smil. Hans nysgerrige blik gled over alt, lige fra det store skab til det lyserøde sengetøj. Så stoppede hans blik ved tøjdyret, og Key kneb øjnene sammen. Hvordan ville han reagere? Da han åbnede øjnene igen, sad Jonghyun pludselig ovre på hans seng med den grønne dinosaur i hænderne og et stort, lykkeligt smil på læberne.

”Wah, har du stadig Dino?” spurgte han, og Key åndede lettet op over den glæde, han kunne høre i Jonghyuns stemme. Måske var det ikke helt så slemt, at han havde glemt at fjerne tøjdyret fra sin seng. Det var det værd, når han fik lov til at se det smil.

”Selvfølgelig. Den mindede mig om dig,” sagde han lavt og håbede næsten på, at Jonghyun ikke havde hørt det. Jonghyun lyste kun endnu mere op, hvis det overhovedet var muligt. Key satte sig over ved siden af ham. De sad lidt for tæt, men Key havde ikke lyst til at flytte sig længere væk. Jonghyun så heller ikke ud til at have noget imod tætheden.

Key så undrende til, da Jonghyun tog sin halskæde af. Han blev kun mere forvirret, da Jonghyun satte kæden om tøjdyrets tykke hals.

”Hvad laver du?” spurgte han, og Jonghyun så op på ham med sine brune øjne.

”Jeg sagde, at jeg ville bære halskæden, indtil jeg havde dig tilbage i mit liv. Nu er du her endelig. Selvom kæden betyder rigtig meget for mig, vil jeg meget hellere have dig lige her, sammen med mig. Jeg tror, at den vil passe bedre på dig nu,” svarede han og rakte bamsen til Key.

Den yngre dreng vidste ikke helt, hvad han skulle sige. Det, Jonghyun havde sagt, forvirrede ham lidt. Han huskede, hvad Jonghyun havde sagt dengang, men han havde da ikke regnet med at få smykket tilbage. Men ordene virkede sande og meningsfulde, så hvad betød det? Et svagt håb om, at Jonghyun gengældte hans følelser, tændtes i Key. Man sagde vel ikke bare sådan noget til alle og enhver, vel?

Jonghyun rakte ud og tog kæden igen. Key troede først, at han havde fortrudt, men blev hurtigt overrasket. Jonghyun åbnede låsen og rakte så frem mod Key. Med et intenst blik lod han det kolde smykke falde mod Keys bryst, og hans hænder gik om bag Keys nakke, så de kunne fæste kæden.

Keys vejrtrækning var stoppet. Han var alt for sensitiv og lagde mærke til alt, der skete. Jonghyuns fingre strejfede blidt hans nakke, han kunne mærke varmen fra den andens lår mod sit, og han lagde også mærke til den ældres ånde på hans læber.

Det var hurtigt overstået, men det havde føltes som en evighed. Key havde næsten været sikker på, at Jonghyun ville kysse ham, men så blev han nødt til at huske på, at Jonghyun nok var til piger. Han bed sig i læben og prøvede at få sit hjerte til at slappe af. Det betød sikkert ikke så meget for Jonghyun, som det betød for ham selv.

Key så væk et øjeblik for at samle sig og rømmede sig så kort. Han havde i et øjeblik glemt, hvad han skulle sige, men kom så i tanke om det.

”Er du sikker?” spurgte han for at sikre sig, at Jonghyun ikke ville fortryde. Da han nikkede, fortsatte Key med at tale.

”Tak, det betyder meget for mig,” sagde han. Det kunne i princippet hentyde til halskæden, men Key snakkede om, hvad Jonghyun havde fortalt ham. Det betød virkelig meget for ham, at den ældre dreng var så glad for at have Key tilbage i sit liv.

Jonghyun smilede til ham og lagde sig så ned på sengen, som om han ejede den. Sådan havde Jonghyun altid været, og selvom Key havde undret sig lidt over det i starten, kom det egentlig ikke bag på ham mere.

Han havde lyst til at lægge sig ned ved siden af sin hyung, som han plejede at gøre, da de var små, men sengen var ikke ret bred, og han var bange for, at det ville virke underligt.

Han nåede ikke at sige mere, før der blev banket på døren til hans værelse. Han sagde et tøvende ’kom ind’, og døren blev åbnet lidt.

”Jeg ville bare høre, om Jonghyun skal spise med,” sagde hans mor, og Key så over på ham for at få et svar. Jonghyun rettede sig op på sine albuer og sendte et smil.

”Hvis det ikke er til for meget besvær, vil jeg meget gerne,” svarede han, og Key foldede hænderne for ikke at give efter lysten til at række ud efter drengen. Han burde have lidt mere kontrol over sig selv.

”Selvfølgelig er det ikke til besvær,” svarede hans mor og sendte dem et smil, før hun lukkede døren.

”Du har ikke noget imod, at jeg bliver og spiser, vel Bummie?” spurgte han med en sød stemme, og Key kunne kun ryste på hovedet som svar. Han ville gerne bruge så meget tid med den ældre dreng som muligt.

Det var stilhed lidt. Jonghyun virkede ret afslappet, mens Key var lige det modsatte. Han vred nervøst fingrene mellem hinanden, og hans øjne så rundt i rummet, for at finde et godt emne at tale om. Hvorfor var det så svært?

”Hvorfor er du så nervøs, Kibummie? Det er bare mig,” sagde Jonghyun pludselig, og Key så på ham med store øjne. Han havde ikke troet, at Jonghyun ville lægge mærke til det.

”Det er bare.. det er så lang tid, siden vi var sammen sidst, og jeg vil gerne beholde dig i mit liv nu, så jeg vil ikke gøre noget forkert. Jeg er nervøs for, at alt vil gå galt,” mumlede han uden at se på den anden dreng. Han vidste ikke helt, hvorfor han faktisk fortalte sandheden, men han kunne ikke trække det tilbage nu.

”Du skal bare tage det roligt, Kibum. Jeg har ikke tænkt mig at gå nogen steder,” svarede Jonghyun, og et gys gik gennem Key ved drengens brug af hans rigtige navn.

Så mærkede han en hånd om sit håndled, der blidt trak ham ned ved siden af Jonghyun. Deres sider rørte hinanden, og der gik lidt tid, før Jonghyun slap hans lette greb. Der var stilhed, indtil Jonghyun brød den.

”Kan du huske de gange, vi gjorde dette her? For eksempel der, hvor du sov hjemme hos mig? Der hvor vi lå i min seng og så ud af vinduet, mens det tordnede og lynede?” spurgte han med et lille smil, og Key nikkede. Han kunne sagtens huske den aften.

Han havde været så bange for de høje drøn, men han havde nægtet at indrømme det over for Jonghyun. Selv dengang var han stædig. Dog havde han ikke kunnet skjule sin frygt helt. Han havde været bange for, at Jonghyun ville gøre nar ad ham, men i stedet havde han bare lagt sig tæt ind til ham, lagt armen om ham og fortalt ham, at han nok skulle beskytte ham.

Selvom Jonghyun kun var lidt ældre end ham, og de begge havde været små, så havde han alligevel følt sig beskyttet. Den ældre dreng havde holdt om ham hele nattet og havde endda givet ham et kys på panden. Den eneste, han havde mødt, der var mere bange for torden end ham, var Taemin. Det havde ikke altid været sådan, men siden Taemin var holdt op med at tale, var han også blevet bange for torden.

”Ja, jeg kan godt huske det. Jeg var glad for, at du passede på mig,” svarede han med et smil, og Jonghyun nikkede.

”Bliver du stadig bange, når det tordner?” spurgte han, og Key nikkede rødmende. Han havde ikke lyst til at virke svag eller barnlig, men han ville heller ikke lyve. Det lod til, at Jonghyun lagde mærke til hans røde kinder.

”Det er ikke noget at skamme sig over. Hvis du bliver bange fremover, så kan du bare ringe til mig,” sagde han, og Key rødmede endnu mere. Når Jonghyun var så sød, faldt han bare endnu mere for ham.

”Tak, Jjong,” svarede han uden at tænke over det.

”Jjong? Det er nyt. Jeg kan godt lide det,” sagde Jonghyun som svar. Key havde ikke tænkt sig at kalde ham det, for det var et nyt kælenavn, som han ikke havde tænkt sig at dele. Dog blev han glad over, at Jonghyun faktisk kunne lide det.

 ~*~

Deres forhold udvikler sig langsomt~ <3

Er jeg den eneste, der synes, at de er ekstremt søde? ^^


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...