I Could Never Forget (JongKey)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 apr. 2013
  • Opdateret: 8 feb. 2014
  • Status: Færdig
Følg Key gennem hans teenageliv med mobning, usikkerhed, venskab og kærlighed.

Key har aldrig været en af de populærere. Lige siden han var helt lille, har han været en af dem med få venner. De andre drenge begynder at mobbe ham, fordi han er mere feminin end de fleste andre. Som han bliver ældre, begynder han selv at blive forvirret omkring sin seksualitet.

Udover den næsten daglige mobbning, går hans nuværende bedste ven, Taemin, gennem en hård tid, så Key bliver nødt til at være der for ham.

Sidst, men ikke mindst, er der savnet af den barndomsven, som han aldrig har glemt. Spørgsmålet er bare, om han kan klare presset, der bliver lagt på hans skuldre.

43Likes
692Kommentarer
12885Visninger
AA

34. 32. kapitel

Den næste dag kunne Key slet ikke vente på at fortælle Taemin, hvordan det var gået. Derfor blev han skuffet, da han kom udenfor i det første frikvarter. Hvorfor var Taemin her ikke?

Han satte sig til at vente på den bænk, de altid mødtes på, men Taemin dukkede ikke op. Han rynkede panden og kastede et blik på sin mobil. Frikvarteret var startet for 5 minutter siden, så hvorfor var den yngre dreng her ikke endnu? Var han syg?

Key kom pludselig til at tænke på, at Taemin var sammen med Minho dagen før. Der kunne ikke være sket noget, kunne der? Han blev pludselig lidt nervøs. Han havde jo besluttet sig for ikke at bryde for meget ind i Taemins forhold til Minho, men hvad hvis han havde haft ret i sine bekymringer?

Han ventede et kort øjeblik mere, før han tøvende trak mobilen frem. Burde han ringe, eller ville Taemin ikke bryde sig om det?

Key overvejede de forskellige mulige grunde til, at Taemin ikke var her nu. Den yngre dreng kunne være sammen med Minho i øjeblikket, men så ville han vel i det mindste lige have informeret Key, ikke? Derfor måtte det være, fordi han var syg, eller fordi der var sket noget med Minho i går.

Key bed sig i underlæben, før han tastede Taemins nummer og pressede mobilen mod sit øre. Han ventede utålmodigt, men den blev ikke taget. Han vidste, at der nok ikke var nogen grund til at være bekymret, men han kunne ikke lade være alligevel.

Han så endnu engang på klokken, kun for at kunne konstatere, at der var tre minutter til timen startede. Han oprettede en ny besked.

Er du okay, Minnie? Vær sød at skrive til mig.

Han sendte den, og begyndte så at gå mod sit klasseværelse. Han aftalte med sig selv, at hvis Taemin ikke havde svaret inden den næste time, ville han snakke med Minho om, hvordan det var gået i går.

Timen sneglede sig af sted, og Key havde svært ved at fokusere på, hvad læreren fortalte. Hans mobil gav endelig lyd fra sig, da timen var ved at slutte. Key trak den diskret op ad lommen og låste skærmen op. Han blev glad, da Taemins navn stod der.

Han åbnede beskeden og gav sig til at læse.

Jeg er okay, hyung. Du behøver ikke at bekymre dig, det er bare en forkølelse.

Key åndende lettet op, men trak forskrækket blikket væk fra mobilen, da en person rømmede sig foran hans bord. Han blev lidt nervøs, da han så, at det var hans lærer, der så ned på ham med et skuffet blik.

”Er der noget, du gerne vil dele med resten af klassen, Kibum?” spurgte han, og Key sank en klump, der pludselig havde sat sig fast i hans hals.

”U-undskuld, hr. Det vil ikke ske igen,” svarede han og bukkede hovedet. Læreren sukkede og rakte hånden ud.

”Du ved godt, at man ikke må have mobilen fremme i timerne. Giv mig den, og så kan du få den tilbage efter timen,” svarede han, og Key lagde telefonen i den fremstrakte hånd. Så fortsatte timen som normalt.

Efter den var slut, kunne han endelig få sin mobil tilbage. Han svarede på Taemins besked, mens han gik mod sin næste time.

Okay, Minnie. God bedring. Jeg håber din dag i går var okay.

Da han trådte ind i klasselokalet, lod han sin mobil glide ned i en af lommerne. Han havde lyst til at skrive med Taemin om, hvordan hans dag havde været, men han skulle ikke nyde noget af at få sin telefon taget endnu en gang, og desuden var Taemin syg, hvilket betød at drengen nok ville have bedst af at sove.

I det mindste behøvede han ikke at kontakte Minho, nu hvor Taemin havde svaret på hans besked.

Der var ikke ret mange mennesker, da han nåede klasselokalet, så han fik lov til at få lidt ro, før de andre elever begyndte at fylde lokalet. Denne gang ignorerede han helt Minhos tilstedeværelse og fokuserede i stedet kun på det, der blev gennemgået.

Da klokken ringende, tog han sig god tid med at pakke sammen. Der var alligevel ikke rigtig noget, han skulle nå, så der var ikke nogen grund til at skynde sig.

Han satte sig ud, som han plejede, for han havde ikke andre steder at gå hen. Når Taemin ikke var der, måtte han altid sidde alene, så han havde efterhånden vænnet sig til det.

Der var ret tomt, da han nåede derud, for de fleste af eleverne var allerede samlet i kantinen. Han satte sig ned og pakkede sin mad ud. Han sukkede svagt og bukkede sig ned for at finde en bog i tasken, som kunne få ham til at føle sig lidt mindre ensom.

”Er der en plads ledig?” spurgte en drillende stemme pludselig bag ham, og Key drejede forskrækket rundt. Han blev hurtigt mødt af Jonghyuns dejlige smil.

 Den ældre dreng ventede ikke, før han satte sig ned ved siden af Key med sin bakke. Key glemte alt om den bog, han ville have taget frem.

”Hvad laver du her? Burde du ikke sidde med de andre?” spurgte han overrasket.

”Du så lidt ensom ud, så jeg tænkte, at jeg ville holde dig med selskab, men hvis du ikke vil have det, kan jeg da sagtens gå igen,” svarede han og gjorde mine til at rejse sig op. Key panikkede kortvarigt og greb fat i den andens ærme.

”Det var ikke det, jeg mente!” skyndte han sig at sige, men blev hurtigt pinligt berørt, da Jonghyun begyndte at grine lidt.

”Jeg lavede bare sjov,” sagde han med et grin, og Key skød underlæben lidt frem.

”Pabo,” sagde han og gav Jonghyun et lille, halvhjertet slag på skulderen, mens han kunne mærke sine kinder blive varme. Han vendte sit blik mod sin madpakke og tog en bid.

”Det var bare for sjov, Bummie. Vil du tilgive mig?” spurgte den ældre dreng med en barnlig stemme og et glimt i øjet. Key himlede med øjnene, men kunne ikke længere lade som om han var sur.

”Fint, du er tilgivet, Dino,” svarede han, og de smilede til hinanden. Det føltes virkelig som den gang, hvor de var bedste venner.

Key tog en bid mere og lagde så mærke til, at Jonghyun betragtede ham. Han så op på den ældre dreng med et nysgerrigt blik.

”Din madpakke ser rigtig god ud. Er det din mor, der har lavet den?” spurgte han, og Key kastede et blik ned på maden foran sig. Jonghyun havde ret. Det var hans mor, der havde lavet hans madpakke i dag, og den var flot. Der var flere forskellige ting, som var flot anrettet. Key ville ikke engang vide, hvor lang tid hans mor havde brugt på den, men han satte pris på det, når hun gjorde sådan nogle ting for ham.

”Ja, det er umma, der lavede den til mig,” svarede han med et smil og så over på Jonghyuns egen mad fra kantinen. Key vidste, at Jonghyun sagtens kunne få sin kok til at give ham en langt flottere madpakke, men det var bare ikke det samme.

Key fik en ide, men han var ikke helt sikker på, om han turde gøre det. Han tog en dyb indånding og tog så en bid med sine spisepinde, hvor der både var kød og ris. Så rakte han den mod Jonghyun.

”Sig ’ah’” sagde han med et smil, og Jonghyun gjorde med det samme, som han blev bedt om.

”Mmm, det er virkelig godt,” sagde han nikkende og sendte et stort smil tilbage. Så tog han sine egne spisepinde og tog en bid fra Keys madpakke, som han rakte mod Key.

”Din tur, Kibummie~” sagde han med en syngende tone, og Key tog genert bidden i munden. Det var næsten, som om de var et par, når de gjorde sådan noget her.

Resten af Keys mad blev spist i fællesskab, mens Jonghyuns blev glemt. De grinede og drillede hinanden i sjov. Key følte sig mere afslappet, end han havde gjort i lang tid.

”Dette her er den sidste bid,” sagde Key, da han tog de sidste rester op på pinden. Han rakte det over mod Jonghyun, der lænede sig frem efter den. Dog trak Key den væk i sidste øjeblik og så på sin hyung med et drillende blik.

”Hvis du vil have det, må du selv få fat i det,” sagde han med en udfordrende stemme, og Jonghyun lænede sig hurtigt frem. Key fulgte hans bevægelser og lænene sig tilbage. Han grinede, da Jonghyun missede. Den ældre dreng forsøgte en gang mere, men Key lænede sig bare endnu mere tilbage, så han næsten lå ned på bænken.

”Nu har du ikke en chance, Bummie,” sagde Jonghyun triumferende og greb Keys hånd, så han kunne tage bidden fra pindene. Key var dog blevet ligeglad med maden. Det eneste han kunne fokusere på var, at hans hånd føltes helt varm ved Jonghyuns berøring, og at den ældre dreng næsten var kravlet ovenpå ham, for at holde ham nede i sit forsøg på at få maden. Han lagde også mærke til, hvor tæt deres ansigter var på hinanden.

De rødmede begge, før Jonghyun hurtigt trak sig væk. Men hans søde smil forsvandt ikke. Key satte sig også op, ude af stand til at få sit hjerte i ro. Der var stilhed lidt, før Jonghyun begyndte at tale om noget helt andet.

”Tror du, at jeg kunne komme over i weekenden? Jeg skal ikke noget, så hvis du har tid..?” spurgte han tøvende, og Key lyste op ved forslaget.

”Jeg skal ikke noget, så det kan vi godt,” sagde han, og Jonghyun nikkede glad.

”Så er det en aftale! Hvad tid skal jeg komme? Ville et-tiden i morgen være okay?” spurgte han, og Key nikkede. Han vidste, at hans forældre ikke ville have noget i mod at få Jonghyun på besøg, tværtimod, så han tøvede ikke med at sige ja. De delte et smil.

Key skulle lige til at sige noget, da de blev afbrudt af klokken. Key skød ubevidst underlæben frem. Jonghyun sendte ham dog et forsikrende smil, som med det samme gjorde ham lidt gladere.

”Du fik slet ikke spist din mad,” sagde han til den ældre dreng, idet han begyndte at pakke sin egen madkasse sammen. Jonghyun grinede lavt og et gys gik gennem Key. Han kunne virkelig ikke få nok af den latter.

”Det går vidst nok, jeg er ret mæt alligevel,” svarede han med et blink, der fik Key til at rødme. Hvordan kunne Jonghyun opføre sig så.. par-agtigt? Det føltes virkelig, som om de var sammen. Der var aldrig nogen, der havde behandlet Key på denne her måde før.

Dog var han ret sikker på, at det nok bare var Jonghyuns måde at fjolle rundt på. Noget der irriterede ham grænseløst var, at han rødmede over det, selvom det bare var ment i sjov.

Key fik hurtigt ryddet op, og Jonghyun smed kantinemaden i en skraldespand. De fulgtes ind og gik sammen ned ad gangen. Key rynkede panden, da han indså noget.

”Er din klasse ikke i den anden retning?” spurgte han, og Jonghyun, som meget livligt havde været i gang med at forklare noget, stoppede brat op. Han så lidt rundt, før han talte.

”Nårh ja. Ups,” svarede han, mens rød farve blussede op i hans kinder. Key var fanget mellem at tænke over, hvor sødt det så ud og juble over, at han ikke var den eneste, der kunne rødme over den anden.

”Um, vi ses i morgen, ikke Bummie?” spurgte han, og Key nikkede. Så skyndte Jonghyun sig i den anden retning, og Key fortsatte smilende mod sit klasseværelse. Hvordan kunne nogen modstå Jonghyun? Han forstod det ikke.

Han vidste, at han ville svæve rundt på en lyserød sky resten af dagen, men det gjorde ham ikke så meget. Hvis bare Jonghyun gengældte hans følelser, ville alt være perfekt.

Han glædede sig utroligt meget til dagen efter. Han måtte sørge for, at alt var helt klar, så der ikke ville være den mindste risiko for fejl.

~*~

Fluff, fluff, fluff~

Det gør mig så glad at skrive scener som denne ^^

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...