I Could Never Forget (JongKey)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 apr. 2013
  • Opdateret: 8 feb. 2014
  • Status: Færdig
Følg Key gennem hans teenageliv med mobning, usikkerhed, venskab og kærlighed.

Key har aldrig været en af de populærere. Lige siden han var helt lille, har han været en af dem med få venner. De andre drenge begynder at mobbe ham, fordi han er mere feminin end de fleste andre. Som han bliver ældre, begynder han selv at blive forvirret omkring sin seksualitet.

Udover den næsten daglige mobbning, går hans nuværende bedste ven, Taemin, gennem en hård tid, så Key bliver nødt til at være der for ham.

Sidst, men ikke mindst, er der savnet af den barndomsven, som han aldrig har glemt. Spørgsmålet er bare, om han kan klare presset, der bliver lagt på hans skuldre.

43Likes
692Kommentarer
12881Visninger
AA

33. 31. kapitel

Da de nåede hjem til Jonghyun, havde køreturen føltes lang. Der havde været ret stille, og det var ved at drive Key til vanvid. Dog blev hans opmærksomhed taget væk fra Jonghyun, da de kørte gennem den store port.

Han havde selvfølgelig været her som lille, og han kunne også nemt huske det hele, da han så det, men alt føltes alligevel meget stort. Da bilen standsede, var Key stadig optaget af at se rundt på den flotte have. Sidste gang han havde været her, havde bedene været anderledes, og der var også kommet nogle rosenbuske i en fin formation.

Han mærkede en hånd på sin arm og så på ejermanden. Det var selvfølgelig Jonghyun, der ville i kontakt med ham.

”Skal vi gå ind, Key?” spurgte han med et varmt smil, der smeltede Key på stedet.

’Kald mig Kibum.’

”Selvfølgelig, undskyld jeg faldt i staver,” svarede han med et smil, der sikkert ikke levede op til Jonghyuns fantastiske et.

De gik ud af limousinen og fortsatte til de store døre. Hele vejen op til Jonghyuns værelse så Key sig omkring. Han kunne nemt kende det, for meget af det havde slet ikke ændret sig. Igen tænkte han over, at Jonghyun måtte føle sig meget alene i det store hus.

Da de nåede til Jonghyuns værelse, kunne han dog ikke holde et smil væk. Tegnene, der dannede Jonghyuns navn, hang stadig på døren. Farven var falmet ret meget i løbet af årene, men alligevel gav de en velkommende følelse.

Jonghyun åbnede døren og Key smilede endnu mere. Der var rodet, men ikke helt så meget som dengang. Den kæmpe seng stod samme sted som altid og det fik Key til at føle, at intet havde ændret sig. Som om de stadig var små børn, der besøgte hinanden og havde legeaftaler.

”Jeg prøvede at rydde lidt op, for jeg ved, at du hader rod,” sagde Jonghyun pludselig og Key så overrasket på ham. Huskede han virkelig ting som det? Da Key så lidt nærmere på den ældre dreng, var han næsten sikker på, at hans kinder var en anelse røde.

Det mindede Key om, at de ikke var børn mere, og at der var sket så meget siden dengang. Dog ændrede det ikke på stemningen. Det var pludselig meget mindre akavet, og Key følte sig langt mere sikker, end han havde gjort tidligere.

”Tak, men det behøvede du altså ikke,” svarede han med et smil, som Jonghyun hurtigt gengældte. Key blev lidt nervøs, da han så Jonghyuns blik hvile på sengen. De plejede tit at sidde på Jonghyuns seng, når de altså ikke løb rundt og legede, men det var noget andet nu. Det ville føles anderledes.

Han blev lidt lettet, da Jonghyun i stedet førte Key mod sofaen, der stod i den anden ende af rummet. De satte sig ned, og Jonghyun tog hurtigt ordet.

”Det er rart at have dig her igen, Key. Jeg har savnet fornemmelsen af det,” sagde han, og Key kunne mærke sine kinder blive varme.  

”Vær sød at kalde mig Kibum,” sagde han højt, uden det helt gik op for ham. Han kunne med det samme mærke sine kinder blusse endnu mere op. Hvorfor havde han lige sagt det højt? Hvad var der galt med ham? Jonghyun så overrasket ud et kort øjeblik, men lyste så op i et smil.

”Virkelig? Må jeg godt det? Jeg troede ikke, at du ville have dem fra skolen til at kalde dig det,” sagde han med en glad stemme.

”Du er noget andet. Du er ikke bare en tilfældig person fra skolen,” forklarede han, hvilket fik et sødt glimt frem i Jonghyuns dejlige brune øjne.

”Det er jeg glad for at høre, Kibum,” svarede han og lænede sig lidt længere frem, som hvis det havde været en af de hemmeligheder, de delte som små. Keys vejrtrækning blev fanget i hans hals, og han kunne ikke ånde ordentligt igen, før Jonghyun igen havde lænet sig tilbage med et ubekymret smil.

Betød alt lige så meget for Jonghyun, som det gjorde for Key? Eller var de virkelig bare venner – bekendte – for Jonghyun, der var ved at samle op på fortiden? Lagde Key for meget i handlingerne?

”Så fortæl mig, hvordan du fik kælenavnet ’Key’. Er det ikke et meget godt sted at starte?” spurgte den ældre dreng, og Key nikkede. Det var et sikkert sted.

”Jeg fik det i USA. Efter vi flyttede herfra, følte jeg mig meget ensom. Jeg ville ikke væk fra dig, og da vi kom derover, ville jeg ikke slippe Dino,” startede han ud. Han fangede sin ældre ven i at smile, da han nævnte tøjdyret. Key var helt sikker på, at hvis Jonghyun havde haft en hale, ville han have svunget den fra side til side i en ivrig logren. Som en overglad lille hundehvalp.

”Da jeg skulle starte i skole, sagde mine forældre, at jeg skulle prøve at få nogle nye venner. Jeg havde ikke lyst, og jeg fortalte dem, at du var min ven, og at jeg ikke ville have andre. Da jeg startede i skolen, var det svært, for jeg forstod ikke ret meget engelsk. Det gjorde det kun sværere at finde venner, men det lykkedes alligevel,” forklarede han og lagde mærke til, hvor interesseret Jonghyun virkelig virkede.

”Jeg var 9 år, da jeg første gang blev kaldt det.”

”Hvad var det nu du hed?” spurgte den 9-årige pige nysgerrigt, og Kibum så irriteret ned i jorden. Hvorfor skulle alt være så svært her? Han var efterhånden ved at få styr på sproget, for hans forældre snakkede mest engelsk med ham, selvom han bad dem om at tale koreansk. Det ændrede dog ikke på, at han var træt af at være her. Træt af de andre børn, der gik i hans klasse.

Specielt denne pige. Amber, hed hun. Hun havde af en eller anden grund fundet ud af, at hun gerne ville være venner med ham.

”Kim Kibum,” svarede Kibum en anelse tvært. Hvordan kunne det være så svært at huske et navn? Pigen så lidt forvirret ud.

”Hedder du så Kibum til efternavn?” spurgte hun, og Kibum sukkede.

”Nej, jeg hedder Kibum. Kim er mit efternavn. I Korea siger vi det anderledes end her,” prøvede han at forklare, og pigen nikkede. Kibum kunne se på hende, at hun synes, at det var noget underligt noget, men i det mindste sagde hun ikke mere om det nu.

”Så jeg skal kalde dig Kibum? Må jeg ikke give dig et kælenavn?” spurgte hun, og Key bed sig i læben. Mange koreanske børn fik tildelt et engelsk navn, men hvis hun gerne ville give ham et kælenavn, så måtte hun vel godt det, ikke? Bare hun ikke tog Jonghyuns kælenavne til ham. Han nikkede til hende, og hun lyste op.

”Okay.. Kibum.. Ki.. bum. Det er ligesom Key! Jeg vil kalde dig Key,” besluttede hun sig hurtigt for, og Kibum nikkede anerkendende. Key lød sejt, så det ville han gerne blive kaldt.

Key afsluttede sin lille historie med et smil. På trods af alle de negative tanker, havde han fået et ret godt venskab med Amber. Han så op på Jonghyun, som nikkede til det, Key havde sagt.

”Så det har bare hængt ved siden der?” spurgte han nysgerrigt, og Key nikkede. Hans øjne gled ned til Jonghyuns hals, hvor halskæden hang. Han var så lykkelig over, at den ældre dreng stadig gik med den.

”Hvornår vidste du egentlig, at det var mig?” spurgte Key pludselig. Jonghyun lagde hovedet på skrå og så på ham med et kært blik.

”Lige fra starten af. Jeg kunne allerede kende dig, da jeg så dig på skolen første gang,” svarede han, og Key sendte ham et overrasket blik.

”Så længe? Hvorfor har vi så ikke talt sammen før?” spurgte han, og Jonghyun trak på skuldrene. Han bed sig kort i den fyldige underlæbe, før han begyndte at tale.

”Jeg var bange for, at du havde glemt mig, og desuden havde du jo Taemin nu, så jeg regnede ikke med, at der også var plads til mig,” forklarede han, og Key kunne ikke holde sit smil væk. Han kunne godt lide, at Jonghyun var så ærlig. Det havde han altid været, og det lod til, at han i hvert fald ikke havde ændret sig på det område.

”Så du troede ikke, at jeg havde tid til dig, fordi jeg er venner med Taemin?” spurgte han, og Jonghyun nikkede som svar. Key fnøs. Så havde de virkelig bare gået rundt om hinanden i en cirkel, selvom de begge havde haft lyst til at tage kontakt.

Han var lige ved at fortælle om sine følelser, men han kom hurtigt på bedre tanker. Han havde lige fået Jonghyun tilbage som ven, så han havde ikke lyst til at ødelægge det.

”Hvordan har du haft det på skolen? Det er ikke så tit, jeg ser noget til dig,” spurgte Jonghyun, og Key blev pludselig usikker. Hvor meget kunne han fortælle? Hvor meget turde han fortælle til en dreng, som han først lige var begyndt at tale med igen?

”Jeg har haft det.. okay, vel,” svarede han tøvende.

”Du lyver. Jeg ved, at det har været langt fra okay, specielt på det sidste,” konstaterede Jonghyun uden at tøve. Key rynkede panden.

”Hvorfor spurgte du, når du allerede kender svaret?” spurgte han så. Han burde egentlig have tænkt sig lidt om, for selvfølgelig havde Jonghyun også set, hvad der var sket med ham sidste skoleår.

”Fordi jeg gerne ville vide, hvor slemt det var. Jeg hørte alle rygterne, og jeg kan se, hvor meget du har ændret dig. Jeg så også det med maden, der blev hældt ud over dig,” svarede den ældre dreng, og Key så ned i gulvet. Han kunne mærke en synkende fornemmelse. Han burde ikke være kommet her.

”Bare lav sjov med det og grin ligesom alle de andre,” mumlede han lavt. Han havde ikke set op på Jonghyun, men behøvede han det? Den anden dreng ville sikkert gøre ham til grin ligesom alle de andre. Dog blev han overrasket, da Jonghyun hurtigt fortsatte.

”Det var ikke det, jeg ville, Kibum! Det lover jeg! Jeg er bare bekymret for dig,” sagde han, og Key frøs i sin stilling. Han så overrasket op gennem sine øjenvipper og lagde med det samme mærke til den ægte bekymring i de brune øjne.

”Mener du virkelig det?” spurgte han med en lille stemme, og Jonghyun nikkede hurtigt, ivrig efter at få Key til at tro på ham.

”Selvfølgelig. Du betyder stadig rigtig meget for mig, og jeg hader at se dig såret,” sagde han, og Key kunne mærke tårerne i sine øjne. Denne gang var det bare af glæde. Jonghyun så dog ud til at misforstå dem og så derfor lidt desperat ud.

Han overraskede Key ved pludselig at trække ham ind i et af sine beskyttende kram.

”Du må ikke græde, Bummie. Jeg kan ikke lide, når du græder,” sagde han stille lige ind i Keys øre. Den yngre dreng kunne ikke stoppe sit smil. Han havde ventet så længe på at høre Jonghyun kalde ham et af de søde kælenavne igen. Det, kombineret med de søde ord, fik Key til at forelske sig endnu mere i drengen, der holdt rundt om ham. Han fik også lyst til at fortælle ham om alt det, der var sket med ham, men han var ikke helt klar til at fortælle om det endnu.

”Jeg har ikke lyst til at snakke om det nu. Måske på et andet tidspunkt. Tak, Dino,” svarede han ind i Jonghyuns bluse. Han kunne ikke lade være med at trække vejret ind, så han kunne dufte Jonghyuns tiltrækkende duft. Hvordan kunne en person overhovedet dufte så godt?

Han lagde langsomt sine egne arme om Jonghyun. Han havde lyst til at gengælde krammet, men han var bange for, om han ville skræmme Jonghyun væk. Han vidste, at han var bøsse, så hvad hvis han fattede mistanke? Hvad hvis han ikke brød sig ret meget om bøsser? Men ville han så snakke med Key i første omgang? Key var forvirret og usikker, men han besluttede sig for bare at lade tingene ske for nu.

Der gik lang tid, før de trak væk fra hinanden. Keys tårer var stoppet, hvilket fik Jonghyun til at smile lidt.

”Det var bedre. Husk at du altid kan komme til mig,” sagde han, og Key nikkede med et genert smil. Han ledte efter noget, han kunne sige, men han kunne ikke rigtig finde på noget.

”Jeg kan godt lide din nye frisure. Den er sej,” sagde Jonghyun efter en kort tavshed. Key kunne mærke sig selv rødme endnu engang. Kunne han ikke andet lige for tiden?

Tiden fløj af sted, og det var snart tid for Key at tage hjem. Det havde været ret akavet noget af tiden, men Key ville ikke bytte timerne for noget andet.

Da Jonghyun gik med ud til døren, stod de stille et øjeblik. Key havde det næsten, som om de havde været på en date, og de nu skulle finde ud af, hvordan de skulle sige farvel. Han måtte hurtig minde sig selv om, at det slet ikke var sådan, det hang sammen.

”Jeg.. jeg har haft det godt i dag,” sagde han tøvende, og Jonghyun sendte ham et smukt smil.

”Det har jeg også, Kibummie. Er du sikker på, at jeg ikke skal få min chauffør til at køre dig hjem?” spurgte han, og Key rystede smilende på hovedet.

”Det behøver du altså virkelig ikke, Dino, jeg skal nok komme hjem selv,” svarede han og tøvede et øjeblik, før han trak Jonghyun ind i et kort kram.

”Vi ses i morgen, ikke?” spurgte han og Jonghyun nikkede med et glad smil. Key skulle lige til at vende sig om, da den ældre dreng talte til ham igen.

”Kan vi snart være sammen igen? Hjemme hos dig, måske?” spurgte han, og Kibum nikkede rødmende med et lille smil. Jonghyuns øjne strålede og han vinkede sødt, da Key begyndte at gå. Han vinkede tilbage, og snart var Jonghyun og det store hus ude af syne.

Key kunne ikke stoppe sig selv fra at lave en lille dans af lykke. Han var ligeglad med de mennesker, der så på ham, som om han var underlig. Det eneste, der betød noget for ham i det øjeblik, var Jonghyun.

Da kan kom hjem, smilede han med det samme til sin mor. Hun lyste op i et smil.

”Jeg kan se, at det gik godt,” sagde hun, og han nikkede. Duften af mad var allerede i huset, men han skyndte sig i stedet op ad trappen og ind på sit værelse, hvor han greb tøjdyret.

”Wah, jeg er bare så glad, Dino! Endelig er der noget, som går den rigtige vej!” jublede han og krammede bamsen ind til sig med et lykkeligt smil.

~*~

Endelig tid til at opdatere igen! Lidt mere fluff~ Håber ikke I har noget imod det ^^

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...