I Could Never Forget (JongKey)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 apr. 2013
  • Opdateret: 8 feb. 2014
  • Status: Færdig
Følg Key gennem hans teenageliv med mobning, usikkerhed, venskab og kærlighed.

Key har aldrig været en af de populærere. Lige siden han var helt lille, har han været en af dem med få venner. De andre drenge begynder at mobbe ham, fordi han er mere feminin end de fleste andre. Som han bliver ældre, begynder han selv at blive forvirret omkring sin seksualitet.

Udover den næsten daglige mobbning, går hans nuværende bedste ven, Taemin, gennem en hård tid, så Key bliver nødt til at være der for ham.

Sidst, men ikke mindst, er der savnet af den barndomsven, som han aldrig har glemt. Spørgsmålet er bare, om han kan klare presset, der bliver lagt på hans skuldre.

43Likes
692Kommentarer
13054Visninger
AA

32. 30. kapitel

Den næste dag var Key nervøs. Han var bange for at gøre noget forkert og give et dårligt ”førstehåndindtryk”. Ikke at det var første gang, de mødte hinanden eller noget, men dette ville være deres første ordentlige samtale efter så lang tid, og det ville også være den første gang, de var helt alene sammen. Dog var han næsten lige så spændt, som han var nervøs, så det skulle nok gå.

I timen, som Key havde haft sammen med Minho, havde han ikke helt været sikker på, hvordan han skulle opføre sig over for den høje dreng. Han kunne stadig ikke lide ham, men han var på den anden side ret sikker på, at Minho havde haft en stor indflydelse på Jonghyun med hensyn til at tage kontakt til Key.

Key havde endt med at sige tak. Det havde ikke været noget stort eller noget, men det havde i det mindste vist, at han var glad for, hvad den yngre dreng havde fået til at ske denne gang. Han ville dog stadig ikke have ham i nærheden af Taemin.

I det første frikvarter havde Taemin virket lidt hemmelighedsfuld over noget, så Key havde glædet sig til spisefrikvarteret, for der regnede han med at få at vide, hvad der var sket i Taemins liv. Hvilket var det, der var i færd med at ske nu. Taemin havde skrevet i lang tid, så det måtte være en lang besked.

Da Key endelig fik mobilen i hånden, gik han ivrigt i gang med at læse.

Du ved godt, at jeg har den sidste time med Minho, ikke? I går fik vi en opgave udleveret, hvor vi skal være to og to. Mrs. Lee bestemte, at vi skulle være sammen med den, vi sidder ved siden af, så jeg er sammen med Minho. Det er en stor opgave, så vi skal bruge rigtig meget tid på den, og hun sagde, at teamwork var det vigtigste. Vi kommer til at bruge meget tid på den uden for skoletiden.

Minho og jeg aftalte, at vi allerede skulle være sammen i dag efter skole, så vi kan starte på den. Jeg kunne ikke tage ham med hjem på grund af far, så jeg skal hjem til ham. Jeg er nervøs, for det er jo ikke lige alle, der får lov til at komme hjem til en kendt. Jeg vil nok slet ikke passe ind! Og hvorfor lige mig? Hvorfor valgte han lige at sætte sig ved mig? Jeg forstår det ikke.

Key tabte underkæben, da han havde læst det hele. Han brød sig ikke om, at Taemin skulle hjem til Minho, men der var ikke rigtig noget, han kunne gøre, vel? Det var jo ikke hans beslutning. Han håbede bare, at Taemin ville passe på sig selv.

”Jeg ved ikke, hvorfor han valgte dig, Minnie. Du er en fantastisk person, men det ser de fleste desværre ikke, så jeg ved ikke, hvorfor en idiot som ham ville gå efter dig,” sagde han, men fortrød lidt sit ordvalg, da han så Taemins bebrejdende blik. Hvorfor var hans yngre ven overhovedet så glad for Minho?

”Du behøver ikke at være nervøs for at passe ind, for hvis han ikke mener, at du er god nok, så er det hans tab. Hvorfor planlagde I egentlig ikke bare at gøre det på biblioteket? Der er der mulighed for at få oplysninger, og du ville også slippe for at skulle tage med ham hjem,” sagde han så, og Taemin så kort ned. Så begyndte han at skrive igen. Denne gang læste Key med over hans skulder.

Du har nok ret, Bummie. Men.. Taemin holdt en kort pause, som om han ikke var helt sikker på, hvad han skulle skrive. Men så fortsatte han: Jeg vil gerne, Kibum. Han har sagt søde ting til mig, og jeg ved ikke, hvorfor du har så meget mod ham. Jeg tror, der er mere under overfladen.

Dette overraskede Key endnu mere end den forrige besked. Key brød sig ikke om det, det gjorde han virkelig ikke. Han syntes stadig ikke, at Minho lød sød, som Taemin ellers sagde. Om der var mere under overfladen? Det var der nok, men Key var bange for, at det ikke var noget godt.

Han skulle lige til at modsige Taemin, men så så han ind i drengens øjne. Han stoppede med det samme de ord, der var på vej.

Der var liv i de brune øjne, som så bedende på ham.  Den var lille og spinkel, men der var en flamme, som Key ikke havde set i meget, meget lang tid. En lille flamme, der udtrykte håb og en lille lyst til faktisk at leve videre.

Key var åndeløs i noget tid. Hvordan havde Choi Minho formået at tænde det lys, som Key havde været så bange for, var blevet slukket for evigt? Alle hans protester forsvandt som dug for solen. Han kunne ikke lide Minho, men hvis han havde den indvirkning på Taemin efter få dage, kunne Key ikke stoppe det.

Han ville se sin bedste ven være glad. Han ville have Taemins lyst til livet tilbage, og hvis det var dette, der skulle til, så måtte det være sådan. Han ville stadig beskytte den yngre dreng, men han ville ikke prøve at stoppe det. Så måtte han bare håbe, at Minho ikke gjorde Taemin noget.

Klokken ringede, og Key så mod skolens indgang. Han blev nødt til at være hurtig, hvis han skulle nå at fortælle Taemin, hvad han gerne ville.

”Jeg støtter op om din beslutning, hvis det gør dig glad, Minnie. Husk at jeg bare ønsker det bedste for dig. Jeg håber virkelig, at det kommer til at blive, som du gerne vil. Det lader til, at vi begge skal noget vigtigt efter skole i dag, så fighting,” sagde han og holdte sin knyttede hånd op. Taemin sendte ham et lille smil gjorde den samme gestus.

Resten af skoledagen gik alt for langsomt efter Keys mening. Han frøs midt i den sidste time, da han pludselig kunne mærke, at han modtog en SMS. Han så uroligt rundt, men det lod heldigvis ikke til, at nogen havde lagt mærke til det.

Han fiskede diskret mobilen op ad lommen. Han blev både glad, irriteret og overrasket over at se, at beskeden var fra Jonghyun. Han havde ikke forventet, at der pludselig ville komme en besked, så han var glad for, at han altid havde sin telefon på lydløs.

Vi mødes bare ude foran skolen, ikke? :)

Key himlede kort med øjnene. Var det virkelig så vigtigt, at han skulle skrive det midt i timen? Det var på en måde lidt sødt, men det var også en smule irriterende, for Key kunne meget vel være blevet opdaget, hvilket slet ikke havde været godt.

Han kastede et kort blik op på sin lærer for at sikre sig, at hun var optaget, og svarede så hurtigt beskeden.

Det er en aftale ^^

Så lagde han mobilen ned i lommen igen og håbede på, at Jonghyun ikke ville svare. Da klokken endelig ringede ud, pakkede Key sammen og var ude på rekordtid. Da han kom udenfor, var Jonghyun der ikke endnu, så han stillede sig til at vente.

Han spejdede efter den ældre dreng, og der gik ikke lang tid, før han kunne se ham komme gående. Han skulle lige til at smile, men det faldt igen, da han så personen, Jonghyun gik sammen med.

Sekyung med sit smukke hår og modellignende krop havde Jonghyuns fulde opmærksomhed, og Key kunne mærke glæden – der ellers ikke havde forladt ham siden i går – forsvinde langsomt.

Jonghyun så pludselig op og de to drenge fik øjenkontakt. Dinoen smilede stort og satte med det samme kurs mod Key, så Key prøvede at finde smilet frem igen, selvom det denne gang var mere tvungent.

”Hej,” sagde Jonghyun med sit store smil, da de nåede ham. Key sendte ham et smil, der var lidt mere ægte. Så kom han til at se på Sekyung, hvis blik gled over ham, som om han var noget af det mest ulækre og uværdige, hun nogensinde havde set.

”Oppa, hvorfor snakker du med ham? Kan vi ikke gå nu?” spurgte hun med en stemme, der irriterede Key grænseløst. Han så over på Jonghyun, der af en eller anden grund ikke virkede særlig påvirket af situationen.

”Glemte jeg at fortælle, at jeg skal være sammen med Key i dag?” spurgte han undrende, og Sekyung fik store øjne.

”Hvad?” spurgte hun med en mildt truende stemme. Key besluttede sig hurtigt for, at han skulle holde godt øje med hende, for ingen vidste, hvad piger som hende kunne finde på.

”Jeg sagde, at vi skal være sammen i dag, så jeg ka.. Vent, jeg tror min chauffør er her!” afbrød han sig selv, og Sekyung så mere end fornærmet ud. Det kunne Key egentlig godt forstå, men han havde alligevel ikke den mindste smule medfølelse med hende.

Den yngre dreng blev meget overrasket, da Jonghyun greb hans håndled og begyndte at trække ham med. Varme spredte sig fra det sted, hvor deres hud havde kontakt, og Key kunne mærke sit hjerte sætte farten op.

Han så tilbage på Sekyung, der så ud, som om hun kunne dræbe. Et gys gik gennem ham, både på grund af fingrene, der havde fat i ham og på grund af dræberblikket. Det var anderledes end den måde, hans gamle mobbere havde set på ham. T.O.P havde udstrålet foragt og had. Sekyung udstrålede had, jalousi og vrede kombineret i et blik.

Han så på Jonghyun for ikke at skulle have mere med Sekyung at gøre nu. Han kunne stadig mærke de usynlige dolke, men nu havde han i det mindste ryggen til.

Da de nåede til Jonghyuns bil, kunne Key ikke helt lade være med at måbe. Han havde før siddet i en af Jonghyuns families dyre biler, men de havde altid været meget mindre, og det havde som regel været hans barnepige, der hentede ham. Nogle gange havde han endda taget bussen for at ”være som alle de andre børn”. Key havde ikke helt kunnet forstå det dengang, for han havde syntes, at de flotte biler var meget sejere end bussen, men når han nu tænkte tilbage, forstod han godt, hvordan Jonghyun måtte have følt.

Denne bil var dog mere en limousine, og det var tydeligvis en rigtig chauffør.

”Hej, Jeremy,” sagde Jonghyun med et stort smil, og chaufføren nikkede og smilede tilbage. Key lagde hovedet på skrå. Det var lidt sødt, at Jonghyun behandlede de ansatte så pænt. Det var en af grundene til, at han godt kunne lide Jonghyun. Selvom han var rig, var han ikke et arrogant fjols.

”Hvornår blev bussen skiftet ud?” spurgte Key drillende, da de begyndte at køre, for at få en samtale i gang. Jonghyun sendte ham et tøvende blik, og Key fortrød pludselig at have spurgt. Det så virkelig ud, som om Jonghyun følte sig lidt utilpas ved emnet. Key skulle lige til at sige, at han ikke behøvede at svare, da den ældre dreng begyndte at tale.

”Jeg ved ikke, om du har hørt om det, men der var nogen, der prøvede at kidnappe mig kort tid efter du.. du ved, flyttede. Mine forældre har været meget forsigtige efter det. Jeg har fået en del regler at følge selv nu, hvor jeg sådan set er voksen,” svarede han, og Key nikkede usikkert. Hvorfor havde han lige spurgt om det? Seriøst, han burde virkelig have tænkt sig lidt om, før han snakkede.

”Undskyld jeg spurgte. Det var ikke ret pænt,” sagde han hurtigt, og Jonghyun sendte ham et lille smil.

”Det er okay, Key.”

’Kald mig Kibum,’ tænkte Key indvendigt, men sendte i stedet bare et smil. Han så væk og overvejede desperat, hvad han kunne sige for at få stemningen lidt op igen. Han måtte bare håbe på, at resten af deres dag ville blive mindre akavet, end den var nu.

~*~

Vigtig note: Jeg skal have besøg her de næste 5 dage, så jeg ved ikke hvor meget jeg får skrevet. Hvis der ikke kommer nogle opdateringer, er det ikke fordi jeg har glemt jer eller noget. Skal nok prøve at få skrevet så meget som muligt ^^

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...