I Could Never Forget (JongKey)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 apr. 2013
  • Opdateret: 8 feb. 2014
  • Status: Færdig
Følg Key gennem hans teenageliv med mobning, usikkerhed, venskab og kærlighed.

Key har aldrig været en af de populærere. Lige siden han var helt lille, har han været en af dem med få venner. De andre drenge begynder at mobbe ham, fordi han er mere feminin end de fleste andre. Som han bliver ældre, begynder han selv at blive forvirret omkring sin seksualitet.

Udover den næsten daglige mobbning, går hans nuværende bedste ven, Taemin, gennem en hård tid, så Key bliver nødt til at være der for ham.

Sidst, men ikke mindst, er der savnet af den barndomsven, som han aldrig har glemt. Spørgsmålet er bare, om han kan klare presset, der bliver lagt på hans skuldre.

43Likes
692Kommentarer
12882Visninger
AA

5. 3. kapitel

Da de nåede til resortet, havde de først fået nøglen til den hytte, de havde lejet. Så havde de redt deres senge op – Key og Taemin i det ene værelse og Onew i den meget lille stue. Derefter havde de hjulpet hinanden med at lave maden. Det havde alt sammen været ret hyggeligt. Nu vaskede Onew op, mens de to yngre drenge var blevet sendt ind og pakke deres få ting ud.

”Du har den med, ikke?” spurgte Taemin, idet han trak sin pyjamas op ad tasken. Key så forvirret op og lagde mærke til, at Taemin ikke engang så på ham.

”Den? Hvad snakker du om?”

”Din bamse. Dino,”  svarede den yngre dreng, og Key kunne mærke sine kinder blive røde. Det var ikke meningen, at han skulle vide det!

”Jeg har ikke Dino med. Hvorfor skulle jeg have brug for et tøjdyr?” spurgte han, men kunne alligevel ikke se på Taemin, samtidig med han sagde det. Han vidste, at han havde tabt. Taemin kom over til ham, og Key hev beskyttende sin taske til sig, men Taemin var hurtigere og stod inden længe med bamsen i hånden.

”Se hvad jeg sagde! Hvorfor kunne du ikke bare fortælle mig det, Key? Det er ikke, som om jeg vil dømme dig på grund af det. Jeg ville ønske, at du stoppede med at være så hemmelighedsfuld,” sagde han, og Key så forundret op på drengen for at se, om han løj. Taemin så dog ud til at mene det, og Key følte sig endnu engang accepteret. Han smilede, og Taemin sendte et tænksomt smil tilbage.

”Du fortalte aldrig, hvem der gav dig den. Det ved du godt, ikke?” sagde han så, og Key så ned i jorden. Det var rigtigt. Han havde altid holdt alt om Jonghyun for sig selv, men måske var det på tide at fortælle Taemin om den anden dreng?

”Lover du, at du ikke vil synes, at jeg er underlig?” spurgte han så, og Taemin nikkede forsikrende. De satte sig sammen på sengen, og Key gik i gang med at fortælle.

”Før jeg flyttede til Amerika, boede jeg her i Korea, som du ved. Jeg er enebarn, så før jeg kom i skole, vidste jeg ikke rigtig, hvordan det var at være sammen med andre børn. Der var ikke så mange, der kunne lide mig, da jeg startede i skole, men der var en enkel person, som gerne ville være min ven. Han gik i klassen over mig. Han var irriterende og gjorde alle de ting, jeg hader, men alligevel blev vi rigtig gode venner. Bedste venner, faktisk,” sagde Key og så ned i gulvet. Det var første gang nogensinde, han skulle fortælle historien til nogen.

”Hvad hed han, hyung?” spurgte Taemin, og Key smilede lidt over hans nysgerrighed.

”Jonghyun. Han var hyper som en lille hundehvalp, og han var næsten altid glad. Hans udseende mindede på den anden side om en dinosaur, så det blev på en måde vores interne joke. Han gav mig Dino,” fortalte han og huskede tilbage på den dag, hvor han havde fået tøjdyret.

Saeng il chuk ha ham ni da~

Saeng il chuk ha ham ni da~

Sarang ha neun Kibummie~

Saeng il chuk ha ham ni da~

Jonghyun sluttede sangen med et stort smil. Det var Kibums 7-års fødselsdag, så Jonghyun havde insisteret på at sove hjemme hos ham, så han kunne være en af de første til at sige tillykke. Han havde vækket den anden dreng ved at springe op på Kibums seng og begynde at synge. Kibum, som altid havde sovet let, var vågnet med det samme. Normalt var han ikke så glad for bratte opvågninger, men dette var noget andet.

”Tillykke med fødselsdagen, Bummie!” udbrød den ældre dreng, og Kibum satte sig op og gned sig i øjnene. Da han åbnede dem igen, opdagede han, hvor tæt på de strålende øjne egentlig var og trak sig lidt væk.

”Tak, Dino. Vær sød at rykke dig lidt,” mumlede han træt, men Jonghyun rykkede sig ikke. Tværtimod rykkede han lidt tættere på.

”Ved du hvad, Bummie? Jeg har en gave til dig,” sagde drengen, og Kibum så undrende på ham. Så lagde han mærke til, at Jonghyun havde hænderne omme bag ryggen.

”Luk øjnene,” sagde han, og Kibum så mistænksomt på ham.

”Hvorfor?” spurgte han så og prøvede at se, hvad den anden havde i hænderne.

”Aish, Bummie, stoler du ikke på mig? Det skal være en overraskelse,” sagde han og så bedende på Kibum, der sukkede og lukkede sine øjne. Så mærkede han noget blødt i sine hænder og slog forbavset øjnene op.

Det var et tøjdyr. En grøn dinosaur med en fin rød sløjfe om halsen, for at være helt nøjagtig. Han tog bedre fast i den og lod sin hånd glide over den bløde pels. Han krammede den ind til sig et øjeblik, før han satte den ned på sengen, for derefter at kramme Jonghyun.

”Tak, tak, tak, du er den bedste ven i verden,” hvinede han lykkeligt. Da han trak væk igen, så Jonghyun på ham med store øjne og åben mund. Drengen blinkede et par gange og åbnede og lukkede så munden, som om han ikke vidste, hvad han skulle sige. Så lyste han op i et smil.

”Er jeg din bedste ven?” sagde han lykkeligt, som om det ikke helt var gået op for ham.

”Aish pabo, selvfølgelig er du det,” svarede den yngre dreng, og Jonghyun klappede i hænderne.

”Så kan vi være bedste venner for altid, Bummie! Dig og mig!”

”Det er faktisk sødt. Hvor er Jonghyun så nu?” sagde Taemin, og Key trak på skuldrende.

”Jeg ved det ikke. Nok et eller andet sted i Seoul. Men det er ligegyldigt, han kan nok alligevel ikke huske mig,” svarede Key og tabte sit smil.

”Det ved du ikke noget om. Måske krydses jeres veje på et tidspunkt, og så kan I blive venner igen,” svarede Taemin, og Key så mistroisk på ham.

”Som skæbnen? Tror du på den?” spurgte han, og Taemin trak på skuldrene.

”Man ved aldrig,” svarede han, og deres snak fortsatte lidt endnu. Der gik ikke ret lang tid, før de skulle i seng, så de kunne være friske til morgendagens fisketur.

 *

Det var ved at blive mørkt, idet de 3 drenge kom gående hen ad stien på vej til bålstedet tæt på hytterne.

”Jeg fangede flest,” jublede Taemin, og Key lagde armene over kors.

”Hmpf, det var bare fordi, du var heldig. Jeg kunne sagtens have vundet over dig!” svarede han, og Onew grinede af deres barnlige skænderi. Taemin rakte tunge af ham og dansede så hen ad vejen. Da de endelig nåede til bålstedet, var det næsten blevet helt mørkt. De blev hurtigt enige om, at Onew skulle starte bålet, mens Taemin hjalp Key med at tilberede fiskene og lave risene. Taemin havde aldrig rigtig lært at lave mad, men Key var vant til at hjælpe sin mor, så han vidste, hvad der skulle gøres.

Inden længe sad de sammen om bålet, mens deres aftensmad blev klar over flammerne.

”Jeg henter lige vores jakker, det er lidt køligt,” sagde Onew med et smil, som ikke virkede helt ægte. Taemin så ikke rigtig ud til at opdage det, så Key ignorerede det. Key kunne nu også mærke, at det var blevet lidt koldere, efter solen var forsvundet. Det var trods alt kun tidlig forår. Han mærkede Taemin tage sin hånd og flette deres fingre sammen. Det var en ret naturlig handling mellem dem, men det var ikke, fordi de var et par eller noget.

”Har det ikke været sjovt i dag, hyung?” spurgte den yngre dreng med et stort smil, og Key nikkede. Det havde virkelig været en perfekt dag. Han havde slet ikke tænkt på mobberene, skolen eller Jonghyun. De havde bare haft det sjovt i deres kamp om at fange flest fisk. Han gav hånden et klem.

”Jo, det har det, Minnie,” svarede han. Onew kom tilbage med deres jakker, som de trak om sig. Fiskene over ilden blev klar, og de gik i gang med at spise. De snakkede og grinede. Igen kunne Key fokusere på noget andet end sin hverdag, hvilket var en fantastisk følelse. Selvom luften var kølig, var aftenen alligevel behagelig med bålets varme. Den hvide måne, der næsten var fuld, lyste ned på dem.

”Kan vi ikke fortælle historier?” spurgte Taemin med et stort smil, efter han havde slugt den sidste bid. Key skulle til at sige noget, men Onew kom ham i forkøbet.

”Jeg har faktisk noget at fortælle,” sagde han, og de to yngre drenge kiggede på ham. Taemin virkede forventningsfuld, men Key kunne mærke en underlig uro komme frem i sig. Han brød sig bestemt ikke om tonen, og den måde Onew vred sine hænder på.

”Hvad vil du fortælle, hyung?” spurgte Taemin, der virkede, som om han slet havde opdaget den tunge stemning, der pludselig var faldet. Keys hjerte bankede hurtigere. Han vidste, at noget slemt ville ske.

”Der var en speciel grund til, at jeg tog dig med på denne her tur. Du ved at far – eller din far, må jeg hellere sige – og jeg har haft et.. anstrengt forhold,” svarede Onew uden at se op. Taemins skuldre faldt. Key behøvede ikke engang at høre mere, for at have en ide om, hvad det handlede om.

”Hvad er det, du prøver at sige, hyung?” spurgte Taemin. Al morskab i hans stemme var blevet erstattet af usikkerhed og vagtsomhed, og stemningen blev kun mørkere.

”Jeg.. Taemin-ah.. Du ved, jeg elsker dig,” svarede Onew undvigende og gemte hovedet i hænderne, som om han ikke havde den mindste ide om, hvordan han skulle sige det.

”Onew?” mumlede Taemin bekymret, og Key anede ikke, hvad han skulle gøre af sig selv. På den ene side ønskede han bare at tage den yngre dreng i sine arme og sørge for, at han var okay, men på den anden side følte han sig malplaceret. Han følte lidt, at det var noget mellem Onew og Taemin, som han slet ikke burde overvære.

”Det, jeg prøver at sige er.. at jeg har været ude og se på en lejlighed. Jeg har fundet en, som jeg allerede kan få fra næste mandag. Jeg har længe tænkt over, hvordan jeg skulle fortælle dig det, for du skulle være den første til at vide det. Jeg har ikke sagt noget til din far endnu,” sagde han lavt, og Taemin blev hvid i ansigtet. Key så forfærdet på den yngre dreng, der så ud, som om han var ved at gå ned.

”M-men.. d-du..” stammede Taemin uden at kunne fuldføre en enkelt sætning. Tårer vældede op i hans øjne, og Key debatterede med sig selv om, om han skulle træde til. Det var det, han helst ville.

”Minnie,” prøvede Onew, men Taemin hørte ikke mere. Der skete præcis, hvad Key havde regnet med. Han kunne mærke sine egne øjne blive fugtige. Han hadede virkelig at se Taemin sådan. Han skulle lige til at rejse sig for at tage sig ad den yngre dreng, da Onew kom ham i forkøbet.

Den ældre dreng knælede foran Taemin og tog den rystende skikkelse i sine arme.

”Shh, det skal nok gå Taemin. Det hele bliver meget bedre fra nu af. Jeg er der ikke mere, så der vil ikke være flere skænderier. Din far vil havde meget mere tid til dig,” hviskede han, og Taemin rystede på hovedet.

”Hvad skal jeg gøre uden dig, hyung? Du har været der for mig, siden umma gik. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre uden dig. Du svigter mig, ligesom hun gjorde,” mumlede Taemin tilbage gennem gråden, og Keys hjerte gik i stykker. Onew havde været mere forælder for Taemin, end drengens rigtige forældre nogensinde havde været. 

”Jeg svigter dig ikke, Minnie,” svarede han med en ødelagt stemme. Det gik op for Key, at det gjorde ligeså ondt på Onew at sige farvel på den måde. Han kunne på en måde godt følge, hvorfor Onew gjorde det. Det hele ville vel blive bedre uden de mange skænderier, ikke? Men hvad hvis der ikke blev nogen ændring i farens opførsel? Hvad skulle Taemin så gøre?

”Jo, du gør. Du gider mig ikke mere, ligesom umma,” svarede han igen. Det skulle nok have lydt hårdt, men i stedet lød det bare knust. Onew trak lidt væk og tørrede forsigtigt nogle af tårerne væk fra Taemins kinder. Key kunne se smerten i de brune øjne, som havde fanget Taemins.

”Du er min elskede lillebror, Taemin, jeg kunne aldrig svigte dig. Jeg lover at ringe rigtig tit, og jeg kan sagtens hente dig i nogle af weekenderne, så vi kan få noget tid sammen. Hvis der er den mindste ting, så ring. Jeg skal nok tage den,” sagde han, og Taemin holdt op med at ryste helt så meget. Tårerne trillede stadig, men han så i det mindste lidt mindre sårbar og knust ud.

”Lover du det, hyung? Lover du, at du stadig elsker mig, at du aldrig glemmer mig, og at du ikke bare er træt af at babysitte mig?” spurgte han, og Onew sukkede svagt.

”Selvfølgelig, Taemin-ah. Du er min yndlings dongsaeng, hvordan skulle jeg kunne glemme dig? Du er den person, der betyder mest for mig,” sagde han, og Taemin stoppede endelig med at græde. Han så stadig ked ud ved tanken om, at Onew skulle væk, men han virkede også beroliget over Onews løfter og ord.

Key beundrede deres tætte bånd. Han vidste ikke, hvad Taemin ville have gjort uden Onew, og han var stadig bekymret for, hvordan alt ville komme til at gå fromover. En ting vidste han dog med sikkerhed: Han ville være der for Taemin gennem tykt og tyndt. Han ville betale al den venlighed, han havde modtaget, tilbage. Han ville gøre alt, for at få Taemin til at smile og have det godt. 

~*~

Key har endelig fortalt om Dino. Måske er det meget godt, at han fik gjort det, så han ikke er helt alene med minderne om Jjong ^^

Hvordan mon Taemin kommer til at klare sig uden Onew?

Her er der kun to ugers tid til påskeferien~ Glæder I jer til de næste næste kapitler? ^^

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...