I Could Never Forget (JongKey)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 apr. 2013
  • Opdateret: 8 feb. 2014
  • Status: Færdig
Følg Key gennem hans teenageliv med mobning, usikkerhed, venskab og kærlighed.

Key har aldrig været en af de populærere. Lige siden han var helt lille, har han været en af dem med få venner. De andre drenge begynder at mobbe ham, fordi han er mere feminin end de fleste andre. Som han bliver ældre, begynder han selv at blive forvirret omkring sin seksualitet.

Udover den næsten daglige mobbning, går hans nuværende bedste ven, Taemin, gennem en hård tid, så Key bliver nødt til at være der for ham.

Sidst, men ikke mindst, er der savnet af den barndomsven, som han aldrig har glemt. Spørgsmålet er bare, om han kan klare presset, der bliver lagt på hans skuldre.

43Likes
692Kommentarer
12870Visninger
AA

31. 29. kapitel

Key gik frem og tilbage på sit værelse, ude af stand til at sidde stille ret lang tid af gangen. Han kastede endnu et blik på sin mobil. Klokken var blevet 19.38 – ca. tre minutter mere end sidst han kiggede – og der var stadig ikke kommet nogen sms’er. Han havde ventet på en ganske speciel en hele aftenen, men den var ikke kommet.

’Måske vil han have, at jeg skriver først’, tænkte Key, idet han kastede et blik rundt på de hvide vægge. De var blevet malet om i sommerferien, men det betød ikke, at det lyserøde helt var rykket ud af hans værelse. Nu var det tingene, der kørte i pink og hvid, mens væggene var blevet malet hvide, så det var mere neutralt.

’Sagde han noget om, at han ville skrive til mig?’ tænkte han så videre og drejede endnu en gang. Så besvarede hans tanker det forrige spørgsmål, ’nej, det gjorde han ikke. Han sagde ”vi ses”. Betyder det, at han ikke vil skrive nu? Men hvorfor skulle han så sige ja til at udveksle numre?’

Key sukkede og kastede sig ned på sin seng. Han tog fat i tøjdyret og så tænksomt på det. Så faldt der ham noget andet ind.

Hvad hvis han blev ked af det over, at jeg bare skrev Key, når han skrev Dino? Hvad hvis han tror, at jeg i virkeligheden ikke kan lide ham?’

Key tog igen sin mobil op, denne gang for at tage initiativ og skrive først. Klokken var blevet 19.45. Han ombestemte sig dog i sidste øjeblik og låste i stedet bare skærmen igen. Han sukkede og lod mobilen dumpe ned, så den lå på hans mave. Han stirrede lidt på loftet, mens hans tanker fortsatte.

’Hvad hvis det hele var en joke? Hvad hvis han i virkeligheden ikke har savnet mig, og alt det der skete bare var for sjov? Men han virkede jo ret ægte og troværdig, gjorde han ikke? Hans kram var så varmt og ha..’

Tanken blev brat afbrudt, da Key forskrækket fløj op, forbi mobilen pludselig vibrerede. Hans hjerte satte med det samme farten op, idet han rakte ud efter den. Hans hænder rystede svagt, da han fik fat i den og låste skærmen op.

Hans hjerte gjorde et hop, da han så ’Besked fra Dino’ lyse op. Hans bed sig i læben for ikke at juble højlydt. Han vidste, at han opførte sig som en forelsket teenagepige i stedet for dreng, men det kunne han ikke tage sig af nu. Han klikkede spændt på ’Åben’, og det føltes som evigheder, før beskeden endelig stod der.

Hej Key, jeg tænkte på, om vi kunne aftale noget en af de næste dage? Så kan vi også få samlet op på al den tid, vi ikke har haft kontakt ^_^

Key måtte endnu engang stoppe sig selv fra at juble som en fangirl. Der var dog en enkel lille ting, der irriterede ham lidt. Han ville ikke være ’Key’ over for Jonghyun. Han ville være Kibum eller Bummie eller Kibummie. Eller et hvilket som helt andet sødt kælenavn, Jonghyun kunne komme op med. Det kunne han dog ikke bare sige, så han gik i stedet i gang med at svare.

Selvfølgelig! Jeg har tid, når du vil ^_^

Han så lidt på beskeden, men slettede den så igen. Det virkede alt for desperat. Han måtte finde på noget andet, der ikke var helt så slemt.

Ja, det kunne vi nok godt :)

Igen slettede han sætningen. Det var for koldt. Det skulle være noget, som fortalte Jonghyun, at han rigtig gerne ville, men uden at virke alt for klistrende.

Det lyder godt, jeg har tid i morgen, hvis det er? ^^

Han vurderede det endnu engang og endte denne gang op med at godkende det. Han klikkede på send med rystende fingre og fjernede ikke sit blik fra skærmen, før beskeden var sendt.

Der gik overraskende kort tid, før der tikkede et svar ind. Key åbnede den hurtigt og læste hvad der stod.

Fedt! Vi kunne tage hjem til dig? :D

Key smilede over det meget positive svar, men så var der pludselig noget, der gik op for ham. Hans forældre anede stadig ikke noget om Jonghyun, så han kunne ikke bare bringe den ældre dreng med hjem. Men hvad hvis Jonghyun ikke ville andet, siden han lige var kommet med det forslag? Key bed sig i læben, idet han skrev sit svar.

Vi kunne også tage hjem til dig? Eller på en café, hvis du har lyst?

Key var ikke helt sikker på, hvilken smiley han skulle sætte efter. Han havde lyst til at skrive ’^^’, men den brugte han også i den sidste besked. Han kunne også skrive ’:D’ ligesom Jonghyun, men det passede ikke rigtig ind.

Han endte med at tilføje ’^_^’ og sendte så beskeden. Der gik lidt længere tid, før der kom svar denne gang. Key var ved at blive lidt nervøs, da hans mobil endelig gav lyd fra sig. Denne gang tog han den forsigtigt op og åbnede beskeden med en smule usikkerhed. Dog viste det sig, at der slet ikke havde været grund til at være urolig.

Det er i orden, så tager du bare med hjem efter skole. Glæder mig til at se dig ^_^

Key smilede stort, så snart han havde læst det. Jonghyun glædede sig til at være sammen med ham! Key glædede sig nok mindst lige så meget, hvis ikke mere. Hans hjerte bankede derudaf, da han skrev sit svar.

Glæder mig også til at se dig, kan slet ikke vente! ^^

Han var ikke helt sikker på, om det sidste var for meget, men han sendte det alligevel. Han så hurtigt på klokken, der var blevet 20.02. Så lagde han mobilen i lommen og gik ned ad trappen og ind i stuen, hvor hans forældre sad.

Da han satte sig ned, så de hen på ham.

”Hvad er der sket? Du ser meget glad ud,” sagde hans mor, og smilet på hans læber voksede endnu mere. Han vidste, at hans kinder var varme og nok også røde, så han var sikker på, at hun allerede havde gættet det. Før han nåede at svare, fortsatte hun.

”Ah, du snakkede med ham, gjorde du ikke? Og det gik godt? Hvornår kan vi møde ham?” spurgte hun glad, og Key følte sig pludselig lidt genert, hvilket han ellers næsten aldrig gjorde.

”Ja, jeg snakkede med ham, som jeg lovede, jeg ville. Det gik rigtig godt, vi snakkede det meste af frikvarteret. Jeg ved ikke, hvornår I kan møde ham, men jeg skal I hvert fald over til ham i morgen. Er der en bestemt tid, jeg skal være hjemme?” spurgte han og tænkte lidt over, hvordan han egentlig skulle fortælle sine forældre, at det var Jonghyun. Han lagde mærke til, at hans forældre vekslede blikke.

”Er det ikke meget tidligt, hvis I først fandt sammen nu?” spurgte hans mor, og han så undrende på hende.

”Tidligt? Fandt sa- oh.. oh!” han rødmede, da det gik op for ham, hvad hun mente. Hvordan kunne de tro det? Han skyndte sig at tale videre, så misforståelsen ikke blev ført videre, ”vi er ikke sammen eller noget! Vi talte sammen, men bare som venner!”

Hans forældre så ud til at slappe lidt af, og han fik lyst til at synke ned i et sort hul.

”Oh, okay.. Bare sørg for at være hjemme til spisetid,” svarede hans mor, også en anelse forlegen efter misforståelsen. Der var en akavet stilhed, før hans far brød den.

”Du har ikke fortalt så meget om ham. Hvad er han for en fyr?” spurgte han henkastet. Key vidste, at begge hans forældre var meget interesseret, selvom tonefaldet havde været ret normalt.

’Dette er din chance,’ tænkte han og bed sig kort i underlæben. Hvordan skulle han sige det? Ville de blive lige så overraskede, som han havde været, da han så Jonghyun første gang efter det lange stykke tid, hvor de ikke havde set hinanden?

”I kender ham faktisk godt. På en måde, i hvert fald,” startede han, og hans forældre så på ham med spørgende blikke.

”Vi har ellers ikke mødt ret mange af dine skolekammerater, har vi? Og hvorfor snakkede du ikke med ham, hvis du kender ham godt nok til, at vi også har mødt ham?” spurgte hans far, og Key så kort ned på sine hænder.

”Fordi vi ikke har set hinanden i meget lang tid. Jeg troede aldrig, at jeg skulle se ham igen,” svarede han lavt og så så op på de to voksne, der havde fået store øjne.

”Sig ikke, at det er..” spurgte hans mor tøvende, men afsluttede ikke sin sætning. Key nikkede som svar og uddybede hurtigt.

”Det er Jonghyun. Han gik allerede på SM high, da jeg startede der.” Hans mor gispede, og hans far lyste op i et smil.

”Hvorfor har du dog ikke fortalt os om det? Det er jo fantastisk! Så var du jo ikke kommet over ham, præcis som jeg tænkte,” sagde hans mor, da hun endelig kunne tale igen oven på overraskelsen. Key rømmede sig lidt forlegent, før han svarede.

”Vi har ikke talt sammen før nu. Jeg troede ikke, at han kunne huske mig, så jeg snakkede ikke til ham. Han er populær, og han kan få lige den pige, han gerne vil have. Jeg troede, at han kom sammen med en af de populære piger, men det gør han ikke. Han fortalte dog i går, at han var forelsket i en anden,” forklarede ham, og de tabte deres smil.

”Det er jeg ked af at høre, skat. Men nu hvor I er begyndt at tale sammen, kan det jo være, at han også får følelser for dig. Han var sød dengang, og I var uadskillelige. Jeg kan endda huske, at han proklamerede, at han ville giftes med dig, når I blev store,” sagde hans mor, og et lille smil vendte tilbage ved mindet. Key blev dog ikke rigtig beroliget af det.

”Vi var små børn, mor. Bare fordi han sagde sådan noget dengang, er det slet ikke sikkert, at det betyder noget. Vi vidste ikke rigtig, hvad kærlighed var. Det var en lille drengs ord, ikke en beslutning, der gælder,” svarede han, og hans mor så på ham med et tænksomt blik.

 ”Det kan godt være, at I var små, men jeg har aldrig mødt to børn, der var så tætte. Den måde I var omkring hinanden, fascinerede os altid,” sagde hun, og Key trak på skuldrene. Lige meget hvad hun sagde, ville det ikke kunne ændre hans mening.

Hvad så, hvis de havde været så tætte? Key vidste, at alt om Jonghyun havde betydet en hel del for ham, men det betød ikke nødvendigvis, at den ældre dreng havde det på samme måde. Bare fordi Key havde savnet sin barndomsven så meget og senere havde fået dybere følelser for ham, betød det ikke, at det var noget der skete tit og da slet ikke, når barndomsvennen var en af samme køn.

”Vent bare at se, Kibum. Måske bliver du overrasket,” sagde hans mor til sidst, og han nikkede kort som svar for at vise, at han havde hørt hende. Det betød dog ikke, at han var enig.

”Jeg går op på værelset nu. Jeg må godt tage hen til ham efter skole i morgen, ikke?” sagde han og stillede det sidste spørgsmål, så han var helt sikker.

”Selvfølgelig. Bare sørg for at være hjemme til spisetid. Næste gang er han velkommen her, det vil være hyggeligt at hilse på ham igen,” svarede hun, og hans far nikkede samtykkende.

”Nu ser vi lige, hvordan det går i morgen, og så taget vi det derfra. Godnat,” svarede Key, idet han rejste sig op.

”Godnat, jeg elsker dig,” svarede hans far, da Key gav ham et godnat kram. Så vendte han sig mod sin mor for også at give hende et kram.

”Lige meget hvad der sker, så skal det nok gå, skat. Jeg er her, hvis du får brug for at snakke,” sagde hun lavt, da hun trak ham ind i krammet. Han smilede taknemmeligt til hende, idet han trak væk igen.

Da han igen kom ind på værelset, tog han mobilen for endnu engang at tjekke tiden. Han blev lidt glad, da han så, at der var kommet en besked mere fra Jonghyun i mellemtiden.

Jeg kan heller ikke vente ^_^

Smilet overtog igen Keys læber. Han var sikker på, at det nok skulle blive en af de bedste dage i lang tid. Selv da han endelig lagde sig til at sove, havde smilet stadig ikke forladt ham.

~*~

Er super glade for jeres meget positive kommentarer efter sidste kapitel! Her får I det næste~ ^^

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...