I Could Never Forget (JongKey)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 apr. 2013
  • Opdateret: 8 feb. 2014
  • Status: Færdig
Følg Key gennem hans teenageliv med mobning, usikkerhed, venskab og kærlighed.

Key har aldrig været en af de populærere. Lige siden han var helt lille, har han været en af dem med få venner. De andre drenge begynder at mobbe ham, fordi han er mere feminin end de fleste andre. Som han bliver ældre, begynder han selv at blive forvirret omkring sin seksualitet.

Udover den næsten daglige mobbning, går hans nuværende bedste ven, Taemin, gennem en hård tid, så Key bliver nødt til at være der for ham.

Sidst, men ikke mindst, er der savnet af den barndomsven, som han aldrig har glemt. Spørgsmålet er bare, om han kan klare presset, der bliver lagt på hans skuldre.

43Likes
692Kommentarer
12882Visninger
AA

30. 28. kapitel

Dagen efter var Key meget nervøs, da han trådte ind på skolens område. Ikke på den måde han havde været nervøs, da han havde mistet sin dagbog, men han havde en underlig uro i kroppen.

Det skulle ske i dag. Han havde lovet sig selv og sin mor, at han ville opsøge Jonghyun efter skole. Han kunne mærke sit hjerte gøre et hop og sætte farten op bare ved tanken.

Timerne gik alt for hurtigt efter hans mening, men det var nok bare ren indbildning. Da han nåede til spisefrikvarteret, var han allerede ved at fortryde sit løfte. Hvordan skulle han kunne gøre det?

Han lod sig dumpe ned overfor Taemin med underlæben skudt frem. Taemin kneb øjnene lidt sammen og så undrede på ham. Key vidste, at drengen gerne ville have grunden til hans opførsel at vide, så han gik bare i gang med at snakke, selvom Taemin ikke havde spurgt direkte.

”Jeg havde tænkt mig at snakke med Jonghyun efter skole, men nu ved jeg ikke helt, om jeg tør alligevel,” forklarede han med en bedende stemme, som om Taemin kunne rede hans problemer ud for ham.

Taemin lyste med det samme op, da Key nævnte sin plan, og snart sad Key med den velkendte mobil i hånden.

Gør det! Det vil være rigtig godt for dig, hyung!

Key så kort på beskeden, før han svarede.

”Men hvordan skal jeg kunne gøre det efter så mange år? Hvad hvis det ikke går godt? Hvad hvis han synes, at jeg er underlig og ulækker ligesom alle de andre? Hvad hvis h..” Key nåede ikke længere, før Taemin klappede ham på hånden for at få hans opmærksomhed og pegede på noget bag Key.

Key drejede rundt for at se, hvad det gik ud på. Han fik store øjne og hans hjerte gik amok, da han så Jonghyun nærme sig med faste skridt.

Key vendte sig panisk om igen og så på Taemin. Hvad skulle han dog gøre? Hvorfor kom Jonghyun over mod dem?

”Hvad skal jeg gøre?” mimede han, og han var ret sikker på, at hans ansigtsudtryk udstrålede hans nervøsitet og usikkerhed. Taemin gjorde et sigende nik med hovedet, der bare understregede, hvad han tidligere havde sagt.

Key kunne mærke en finger prikke sig på skulderen, så han tog en dyb indånding. Så drejede han tilbage rundt, og hans hjerte bankede endnu hårdere ved synet af Jonghyun så tæt på. Han kunne ikke engang trække vejret ordentligt. Han lagde mærke til, at Jonghyun bare så endnu bedre ud tæt på.

”Um.. K-Kibum.. jeg m-mener Key.. kan vi lige s-snakke sammen?” stammede den ældre dreng, og Key kunne ikke lade være med at tænke på, hvor nuttet han så ud. Så faldt en anden tanke ham ind; Hvorfor var han så nervøs?

”Selvfølgelig, s-sæt dig ned,” svarede han og kunne selv ikke helt lade være med at stamme. Hans hjerte bankede derudaf, og han kunne mærke sine håndflader blive svedige. Han prøvede diskret at tørre dem på sine bukser. Han lagde knap nok mærke til, at Taemin rejste sig og gik.

Så gik det op for ham, at han faktisk var alene med Jonghyun. For første gang i så mange år, var det kun dem og ingen andre. Situationen havde bare ændret sig så meget fra dengang. De var ikke små børn længere, og de var ikke bedste venner mere.

Jonghyun satte sig ned, og Key lagde med det samme mærke til, at han virkede mindst lige så nervøs. Han så ud, som om han desperat søgte efter noget at sige, og hans fingre legede nervøst med kæden om hans hals. Vent.. kæden?

Key så nærmere på den sølvkæde, Jonghyuns fingre pillede ved. Han regnede ikke med noget, men han kunne ikke lade være med at sikre sig. Var den ikke af samme tykkelse som den halskæde, Key havde givet ham som afskedsgave? Eller var det bare hans fantasi?

 ”Øh, altså, jeg ville ba..” sagde Jonghyun, men afbrød sig selv, da han i det samme havde lavet en bevægelse, der fik Keys ene spisepind, som havde ligget lidt for langt ude på bordet, til at falde ned.

”Det må du virkelig undskylde!” sagde han og bukkede sig ned for at samle den op igen. Problemet var bare, at Key havde gjort det samme af ren refleks, og deres fingre børstede over hinanden, da de nåede den samtidig.

De så op, og deres øjne mødtes kort. Key lagde pludselig ekstra mærke til den røde farve, der fyldte Jonghyuns kinder, de brune og venlige øjne og læberne, der så meget indbydende ud. Han rettede sig hurtigt op og rømmede sig for at klare stemmen. Jonghyun satte sig også ordentligt igen og lagde så spisepinden på bordet.

Keys blik gled igen ned på kæden, der nu var faldet ud af hans bluse, så den var helt synlig. Han gispede. Det var den! Det var virkelig den kæde, han havde givet sin hyung!

”D-du har den stadig?” udbrød han overrasket og slog så hånden for munden. Hvorfor skulle han lige sige det? Jonghyun så ned på kæden og rødmede så endnu mere. Der gik ikke lang tid, før den var sikkert gemt under blusen igen. Hans blik flakkede, da han talte igen.

”Selvfølgelig har jeg det. Jeg sagde jo, at jeg ville bære den, til vi mødtes igen, ikke?” spurgte han og rømmede sig nervøst. Key kunne ikke tro sine egne ører. Så Jonghyun kunne virkelig huske ham? Huske dem og deres venskab?

”K-kan du huske det?” spurgte han, bare for at være helt sikker. Det måtte være en drøm, eller han måtte have misforstået noget, for hvordan kunne det være andet? Jonghyuns blik fokuserede endelig på ham, og Key blev helt fanget af det.

”Ja, hvordan kunne jeg glemme dig, Key?” sagde han lavt, og Key følte alle mulige følelser bruse op i sig. Hvordan kunne dette virkelig ske? Han havde ikke engang styr på sig selv mere. Han fløj i armene på Jonghyun, og han kunne mærke tårer presse sig på. Han kunne nok ikke have været mere lykkelig end i det øjeblik.

”Jeg har heller ikke glemt dig, jeg har savnet dig så meget,” fik han sig selv til at sige, da han mærkede Jonghyuns arme lægge sig om ham i et varmt kram. Key kunne mærke varmen og trygheden i Jonghyuns favn, og han lagde også mærke til, hvor godt Jonghyun duftede.

Key plejede ikke at gøre ting, han ikke havde tænkt igennem først, men i denne situation havde han ikke kunnet stoppe sig selv, selv hvis han havde villet. En af hans største drømme var endelig gået i opfyldelse, så hvorfor skulle han spilde et eneste øjeblik? Han vidste, at han nok ville fortryde dette senere, men hans selvkontrol var forsvundet som dug for solen.

”Jeg har også savnet dig, Kibum. Mere end noget andet,” hviskede den ældre dreng. Key smilede lidt ved lyden af sit rigtige navn. Han ville ikke have alle dem, der mobbede ham, til at kalde ham ved hans rigtige navn, men med Jonghyun var det jo noget helt andet. Han havde ventet så mange år på at få Jonghyun tilbage, og hans hjerte satte bare farten op, da Jonghyun sagde hans navn.

”Mener du virkelig det?” spurgte Key, og Jonghyun nikkede uden tøven.

”Jeg vidste ikke, om du kunne huske mig, så jeg turde ikke rigtig opsøge dig. Jeg blev meget overrasket, da jeg så dig på skolen, for jeg vidste ikke engang, at du var kommet tilbage til Korea. Desuden vidste jeg ikke, om du gad mig,” svarede han lavt, og Key blev pludselig lidt irriteret på sig selv, fordi han ikke havde lyttet til Taemins råd og snakket med den ældre dreng noget før.

”Jeg turde heller ikke tale med dig. Jeg troede, at du havde glemt alt om mig, og desuden var du populær og havde en masse andre venner og en kæreste, så je..” Key nåede ikke længere, før Jonghyun stoppede ham med et forvirret udtryk.

”En kæreste? Hvem snakker du om?” spurgte han, og Key rynkede på panden. Havde Taemin også ret på det punkt?

”Sekyung. Shin Sekyung,” svarede han tøvende, og Jonghyun lyste op i et forstående smil.

”Nej, hun er ikke min kæreste. Hun er bare en ven. Hun kan godt lide mig, men jeg har afvist hende hver gang,” forklarede han, og Key nikkede langsomt. Der var noget, han ikke helt forstod.

”Hvorfor afviser du hende?” spurgte han, og Jonghyuns kinder blev endnu engang røde.

”Fordi jeg har følelser for en anden,” svarede han, og Keys hjerte sank. Selvfølgelig var Jonghyun forelsket i en anden. Hvem mon det kunne være? Sikkert en af de andre populære piger. Hvad var det, de hed? Yuri? Jessica? Faktisk havde han ikke det store behov for at finde ud af, hvem Jonghyun kunne lide, så han spurgte ikke videre ind til det.

”Ah, men så håber jeg da for dig, at følelserne er gengældt,” svarede han. Han prøvede at få sig selv til at lyde så optimistisk som muligt, men det var lidt svært, når det var dette, det handlede om. Dog skulle intet ødelægge hans glæde over, at Jonghyun faktisk sad her og snakkede med ham.

Det var først her, han rigtigt lagde mærke til, at Jonghyun aldrig havde fjernet sine hænder efter krammet, så de hvilede stadig om hans liv. Han rødmede, og grunden hertil så hurtigt ud til at gå op for Jonghyun, så han skyndte sig at trække sine hænder til sig. Det var lidt akavet nu, men det havde alligevel føltes rigtigt.

”Det håber jeg også,” sagde Jonghyun så som svar. Key nikkede. Der var stilhed lidt, før Key talte igen.

”Betyder det så, at vi kan blive venner igen?” Han blev bare nødt til at være helt sikker.

”Kun hvis du vil selvfølgelig,” svarede Jonghyun en anelse usikkert, og Key sendte ham et stort smil.

”Du aner ikke, hvor meget jeg har ønsket, at vi kunne blive venner,” eller mere, tænkte han hurtigt, før han talte videreigen,” svarede Key, og Jonghyun sendte ham et stort smil.

”Jeg har det på samme måde. Vi må helt sikkert være sammen efter skole en dag!” sagde han, og Key kunne mærke glæden boble op i sig. Jonghyun ville faktisk gerne tilbringe tid med ham? Han skyndte sig at nikke, nok lidt for ivrigt, men det kunne han ikke tage sig af. Han var bare så glad!

”Må jeg få dit nummer? Så kan vi aftale det,” sagde Key så. Det var vel okay at spørge om, ikke? Det ville ikke virke underligt, vel? Han slappede lidt mere af, da Jonghyun nikkede. Så rakte den ældre dreng sin mobil frem, så Key kunne skrive sit eget nummer ind. Key gjorde det samme, og snart havde de hinandens numre indtastet.

”Jeg må hellere gå nu, men vi ses, ikke?” spurgte han, og Key kunne ikke lade være med endnu engang at beundre hans udseende. Jonghyun lignede sig selv rigtig meget, ansigtet var bare blevet langt mere voksent og markeret.

”Jo, vi ses,” svarede Key med et smil og blev helt overrasket, da Jonghyun gav ham et hurtigt kram mere, før han gik. Key kunne ikke forhindre et kæmpe smil i at brede sig over hans læber. Det var lang tid siden, han sidst havde været så glad. Taemin kom igen og Key vendte sig mod ham.

”Jeg skulle have lyttet på dig, Minnie! Det gik så godt!” sagde han, og Taemins læber trak sig op i et lille smil. Selv uden Taemin sagde det, vidste Key, at den yngre dreng var rigtig glad på hans vegne.

Taemin strakte armene ud og Key krammede ham. Det var sjældent, hans ven gav et kram, så det viste bare, at Key havde ret i, at den yngre dreng var meget glad på hans vegne.

Key brugte resten af frikvarteret på at snakke om Jonghyun. Hans læber smilede helt af sig selv, og selvom han var ved at få ondt i kinderne, kunne han ikke lade være. Det havde godt nok været lidt akavet, men det havde alligevel gjort ham utroligt glad.

Selvom Taemin ikke svarede så meget, vidste Key, at han hørte efter. Taemin havde altid været meget lyttende, og han var kun blevet bedre til at lytte, efter han selv var stoppet med at tale.

Da klokken ringede, skiltes de som altid. Key havde det, som om hele hans krop var let, da han satte kurs mod sin næste time. Han trak mobilen op og tjekkede hurtigt sine kontakter igennem.

Han rynkede panden, da der ikke var kommet noget nyt under ’J’. Hans smil mistede lidt af sin styrke, idet han bladrede gennem hele kontaktlisten. Hans smil vendte dog fuldt tilbage, da han fandt, hvad han ledte efter.

Under ’D’ var der nu en kontakt, der hed Dino. Det gjorde bare Key endnu gladere, at Jonghyun stadig huskede kælenavnet og at han faktisk havde kaldt sig selv det. Resten af skoledagen gik let som en leg på grund af hans nyfundne glæde.

~*~

Så snakker de endelig sammen igen~!
For at være helt ærlig, elskede jeg både at skrive og rette dette kapitel. Det er så sødt ^^
Fortæl mig gerne jeres meninger!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...