I Could Never Forget (JongKey)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 apr. 2013
  • Opdateret: 8 feb. 2014
  • Status: Færdig
Følg Key gennem hans teenageliv med mobning, usikkerhed, venskab og kærlighed.

Key har aldrig været en af de populærere. Lige siden han var helt lille, har han været en af dem med få venner. De andre drenge begynder at mobbe ham, fordi han er mere feminin end de fleste andre. Som han bliver ældre, begynder han selv at blive forvirret omkring sin seksualitet.

Udover den næsten daglige mobbning, går hans nuværende bedste ven, Taemin, gennem en hård tid, så Key bliver nødt til at være der for ham.

Sidst, men ikke mindst, er der savnet af den barndomsven, som han aldrig har glemt. Spørgsmålet er bare, om han kan klare presset, der bliver lagt på hans skuldre.

43Likes
692Kommentarer
13214Visninger
AA

29. 27. kapitel

Den næste dag var ikke meget anderledes. Han mødtes med Taemin i frikvarteret efter de 2 første timer. Alle eleverne var selvfølgelig ikke holdt op med at snakke om Minho, men det betød bare, at de i det mindste ikke snakkede om Key mere. Det var faktisk lidt af en lettelse.

Han og Taemin sad på nuværende tidspunkt sammen udenfor. Key havde lagt mærke til en lille ændring i Taemins opførsel. Hvis han ikke havde kendt den yngre dreng så godt, som han gjorde, ville han nok ikke have lagt mærke til, at drengens blik havde fået et lidt andet skær. Livet var ikke rigtig vendt tilbage, men der var helt sikkert en svag ændring, og han var ret sikker på, at det var positivt.

”Hvad er der sket, Minnie?” spurgte han med et lille smil. Den yngre dreng så op med et tøvende blik og gik så i gang med at skrive på mobilen. Key ventede spændt og tog den med det samme, da Taemin rakte den frem.

Minho satte sig ved siden af mig i går, hyung. Han gik lige forbi Yuri, selvom hun kaldte efter ham, og så satte han sig ved mig! Han snakkede til mig igen. Han sagde, at mit navn var pænt, så det passede godt til mig, og han spurgte mig, om jeg ville være sammen efter skole!

Key stirrede på beskeden i lang tid, og panikken begyndte at boble op i ham. Det lød altså ikke rigtigt, at Choi Minho skulle interessere sig så meget for en som Taemin.

”Hvad svarede du?” spurgte han og prøvede virkelig at holde spørgsmålet i en let tone. Han ville ikke have, at Taemin syntes, at han bestemte for meget over ham.

Taemin skrev igen, og Key kunne næsten ikke vente på at få svaret. Han sukkede lettet, da han læste det.

Jeg rystede bare på hovedet, for det ville ikke være så godt. Men han samlede mig op i morges. Lige pludselig stoppede en stor bil bare, og så råbte han til mig, om jeg ikke ville køre med. Jeg blev nødt til at sige ja, for jeg var sent på den. Fremover skal jeg nok holde mig fra ham, som du sagde, hyung.

Key havde det lidt dårligt over den sidste sætning, men han var glad for, at Taemin ikke havde tænkt sig at snakke med Minho, for lige meget hvor underlig andre ville mene han var, så kunne Key alligevel ikke bare overhøre advarselsklokkerne ringe inde i sit hoved.

”Det er godt, Minnie. Det er bedst, hvis du holder dig fra ham,” sagde han, og Taemin nikkede. Men Key nåede lige at se den svage skuffelse, der kort vistes i Taemins øjne.

De skiltes hurtigt efter det og gik mod deres respektive klasseværelser. Den tredje time gik hurtigt, og snart var Key på vej mod timen, som han skulle tilbringe ved siden af Minho. Han så bestemt ikke frem til endnu en time ved siden af det fjols, men han havde besluttet sig for, at han fra nu af bare ville ignorere den anden.

Han kunne ikke helt lade være med at tænke over Taemin og Minho, men han prøvede alligevel at fokusere på sine noter, for det var vigtigt, at han klarede sig godt i skolen. Selvom han havde lovet sig selv at ignorere Minho, kunne han ikke helt lade være med at lægge mærke til, at han ikke engang tog noter af, hvad der blev sagt. Det irriterede ham lidt, at den anden dreng bare kunne gøre det. Var han virkelig så ugidelig?

”Det var vidst alt for nu. I får lov at gå lidt tidligere i dag, så I må godt pakke sammen,” sagde deres lærer, og Key begyndte med det samme at pakke sammen, som der var blevet sagt. Jo hurtigere han kunne komme ud, jo bedre. Dog blev han stoppet i sidste øjeblik.

”Key! Jeg skal lige snakke med dig,” sagde den irriterende stemme bag ham. Hvorfor skulle Minho overhovedet snakke til ham? Det havde han ikke ret til!

”Hvad vil du? Jeg har ikke noget at tale med dig om,” svarede Key, uden at gøre det mindste for at skjule sin uvenlighed. På trods af, hvad han havde sagt, vendte han sig om og så på Minho.

”Jeg vil gerne vide, hvad du synes om Jonghyun,” sagde den anden, og Key kunne ikke helt holde overraskelsen fra sit ansigt. Hvorfor spurgte han om det? Hvor kendte han overhovedet Jonghyun fra, og hvorfor spurgte han Key om det? Var der begyndt at gå rygter om ham og Jonghyun? Han ændrede sit ansigtsudtryk til koldt igen. Han ville ikke lade Minho køre ham ned ligesom alle de andre.

”Det kommer ikke dig ved,” svarede han hårdt. Hvorfor kunne den højere dreng ikke bare lade ham være?

”Hvorfor vil du ikke fortælle mig det?” spurgte Minho dumt, og Key følte trang til at kvæle ham. Hvorfor skulle han blande sig? Hvornår ville han fatte, at Key ikke havde tænkt sig at fortælle ham om sig selv?

”Hvorfor? Nu skal jeg fortælle dig hvorfor! Idioter som dig gør alt for at finde grimme ting om mig, og så spreder de det ud over hele skolen. Men jeg er ikke dum nok til at falde i din fælde, så du kan lige så godt lade mig være i fred!” hvæsede han og drejede om på hælen for at flygte ud af lokalet. Han ville bare være i fred!

”Jonghyun har snakket om dig. Han husker dig,” råbte Minho efter ham, og Key stivnede. Hvordan kunne Minho vide noget om det? Det kunne han da ikke. Key ville ikke tro på det, for så ville han bare blive knust endnu en gang. Han nægtede at tro på en som Minho. Men på den anden side, hvordan skulle Minho kunne vide noget som helst om Jonghyun og deres fortid? Var det bare held, at han havde sagt det rigtige, for at få Keys opmærksomhed? Det måtte det være.

”Jeg tror ikke på dig. Lad mig være,” mumlede han og gik så ud af døren. Han kunne ikke forstå, hvad der lige var sket. På trods af, at han ikke ville tro på det, havde det vakt et lille håb, som han slet ikke burde have. Det var sikkert bare en ondskabsfuld plan ligesom alt det andet.

Det gjorde ham ked af det, at der ikke skulle mere til at vække håbet, for han havde endelig fået sig selv overtalt til, at han skulle prøve at glemme Jonghyun, og det ville helt sikkert ikke lykkes nu. Nu ville han bare tænke på Jonghyun endnu mere, end han tidligere havde gjort, og det ville blive umuligt at få ham ud af tankerne.

Der gik ikke lang tid, før han sad udenfor. Han vidste, at Taemin snart ville komme ud, for de mødtes jo altid der. Han tog sin medbragte mad op ad tasken og gik i gang med at spise. Han havde stadig ikke lyst til at bevæge sig ind i kantinen, så han blev nødt til at have noget med hjemmefra, hvis han ville have noget at spise.

Taemin kom snart og satte sig ved siden af ham. Der gik lidt tid, hvor det eneste, der kunne høres, var lyden af Keys spisepinde. Så trak Taemin sin mobil frem og begyndte at skrive. Key gad egentlig ikke rigtig at læse lige nu, for han havde fået en dundrende hovedpine efter samtalen med Minho, men da det var den eneste måde, han kunne kommunikere med Taemin på, blev han nødt til det.

Er der noget galt, Kibummie?

Key sukkede og overvejede kort, om han skulle fortælle Taemin, hvad der var sket. Måske ville han få det bedre, hvis han talte om det? Måske havde Taemin endda nogle råd til, hvad han skulle gøre?

”Minho snakkede til mig i dag. Han sagde, at Jonghyun har talt om mig,” sagde han lavmælt med blikket rettet mod sin mad. Da han endelig så op, lagde han mærke til Taemins forvirrede ansigtsudtryk. Key ventede på det skriftlige svar, som han vidste, ville komme.

Hvorfor er du så ked af det? Burde det ikke være godt?

”Hvordan skulle han vide noget om det? Han er sikkert bare i mod mig ligesom alle andre,” svarede han og så op på Taemin, der bed sig i læben. Så skrev den yngre dreng igen.

Hvordan kan du vide det, Bummie? Jeg så ham sammen med Jonghyun i går. Giv det en chance.

Key så måbende på ordene. Jonghyun og Minho? Hvordan var de blevet venner så hurtigt? Og hvad lavede Jonghyun overhovedet med en som Minho?

”Jeg stoler bare ikke på ham, Minnie. Jeg har aldrig brudt mig om ham, og mit indtryk af ham har ikke ligefrem ændret sig, bare fordi han nu er startet her på skolen,” sagde han, og Taemin sukkede lavt. Key vendte igen blikket mod sin mad. Han vidste godt, at han kunne være meget stædig og irriterende at snakke med. Han tog tøvende mobilen, da den igen blev rakt frem.

Men hvad hvis han virkelig har ret? Hvad hvis Jonghyun savner dig lige så meget, som du savner ham? Hvad hvis I begge to har kunnet lide hinanden i al den tid? Bummie, du har lige fået serveret det, du gerne ville have, du skal bare tage det. Snak med ham. Du fortjener at blive glad.

Han så på Taemin, der havde et bestemt blik i øjnene. Det var sjældent, Taemin virkede så bestemt, så Key vidste ikke helt, hvad han skulle gøre. Han havde ikke i sinde at tale med Jonghyun, så han ville ikke love den anden dreng det, men på den anden side ville han heller ikke gøre Taemin skuffet.

”Jeg ved ikke helt. Måske, Minnie, men jeg lover ikke noget,” endte han med at sige. Taemin virkede ikke helt tilfreds, men han borede ikke videre i emnet.

De skiltes snart for igen at gå til hver deres time. Resten af dagen gik hurtigt for Key, og han var glad, da han fik lov at pakke sammen og tage hjem. På vejen ud af skolens grund, fik han øje på grunden til hele hans indre diskussion.

Jonghyun stod lænet op ad muren ved skolens indgang, og Key lagde hurtigt mærke til, at han stod alene. Drengen havde blikket rettet mod sin mobil, men så op i samme øjeblik, og deres blikke mødtes. Keys hjerte satte farten op, idet han hurtigt vendte blikket væk. Han kunne mærke sine kinder blive lidt varme, fordi han var blevet opdaget i at stirre.

Han rystede svagt på hovedet og satte så målrettet kurs mod udgangen. Han tog en diskret indånding, da han passerede Jonghyun og derefter fortsatte ned ad gaden. Vejret var varmt nok til at gå hjem, så det var, hvad han havde tænkt sig.

Han pustede ud igen, da han var kommet et godt stykke hen ad vejen. Nogle gange undrede han sig over, at en dreng, han ikke havde haft kontakt med i så lang tid, havde så stor virkning på ham, men han kunne bare ikke stoppe sit hjerte fra at reagere eller hans hjerne fra at kredse om ham konstant.

Da han kom hjem, kunne han se, at hans mor allerede var hjemme. Han fik pludselig en ide. Måske kunne han spørge hende om hjælp? Hans mor havde altid støttet op om ham før, og hun havde flere livserfaringer end ham, så måske kunne hun hjælpe ham med at finde ud af, hvad han skulle gøre.

Selvom han var sikker på, at hun bare ville være glad for, at han kom til hende med sine problemer, kunne han ikke helt lade være med at være nervøs.

Da han kom ind, så han hende sidde inde i stuen med en kop kaffe og en bog. Han tog en dyb indånding og gik ind til hende. Da han satte sig på sofaen, så hun op med et varmt smil.

”Har det været en god dag i skolen?” spurgte hun og lagde sit bogmærke ind, hvor hun var nået til.

”Den har været okay,” svarede han og indså så, at det faktisk kunne lede videre til hans spørgsmål, så han snakkede hurtigt videre, ”mor, kan jeg spørge dig om noget?”

”Selvfølgelig kan du det, min skat,” svarede hun uden at tøve og så interesseret på ham. Han nikkede, og tog modet til sig, før han fortsatte.

”Der er.. den her fyr, jeg godt kan lide, men jeg ved ikke om han kan lide mig. Han.. han er rigtig sød, og jeg kan ikke tænke på andet end ham,” lagde han tøvende ud og så op på sin mor for at se hendes reaktion. Han vidste ikke helt hvorfor, men han havde ikke rigtig lyst til at sige, at det var Jonghyun. Hun nikkede, og han fortsatte.

”Jeg har kunnet lide ham i rigtig lang tid, men jeg tør ikke rigtig snakke til ham, fordi han er en af de populære. I går startede der en ny på skolen. Choi Minho, ham kender du godt, ikke? Han er åbenbart begyndt at hænge ud med ham, jeg kan lide, og han sagde, at drengen har snakket om mig. Jeg ved bare ikke, om jeg skal tro på ham, for han er nok ikke lige den mest troværdige og venlige person i verden,” forklarede han, og hans mor så på ham med overraskelse og forståelse.

”Hvad laver en kendt på jeres skole?” spurgte hun først, og Key trak bare på skuldrene. Han var egentlig lidt ligeglad med grunden til, at Minho var begyndt. Hans mor snakkede derfor hurtigt videre.

”Jeg ved ikke, hvordan drengen er, så jeg kan jo ikke fortælle dig, om Minho taler sandt. Du kender ham bedre end jeg gør, så du må prøve at se på hans personlighed og hans opførsel over for dig. Hvor godt kender I hinanden? Har der været noget tegn på, at han har snakket om dig?” spurgte hun, og Key bed sig i læben.

Der havde selvfølgelig været alle de gange, hvor han var sikker på, at Jonghyun havde set på ham. Alle de gange, hvor deres blikke havde mødtes. Men var det nok?

”Taemin sagde, at jeg skulle snakke med ham. Han er helt sikker på, at Minho taler sandt,” endte han op med at sige, og hans mor lyste op.

”Så er jeg også sikker på, at det nok skal lykkes. Taemin ville ikke sige det, hvis han ikke regnede med, at det var rigtigt,” svarede hun bestemt, præcis som Taemin havde gjort. Key nikkede langsomt. Måske havde de ret.

”Okay. Jeg snakker med ham i morgen,” svarede han og hans mor nikkede med et smil. Den aften havde Key problemer med at falde i søvn på grund af frygten for, hvad der ville ske.

~*~

Endelig fik jeg opdateret! Undskyld det er så sent T_T

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...