I Could Never Forget (JongKey)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 apr. 2013
  • Opdateret: 8 feb. 2014
  • Status: Færdig
Følg Key gennem hans teenageliv med mobning, usikkerhed, venskab og kærlighed.

Key har aldrig været en af de populærere. Lige siden han var helt lille, har han været en af dem med få venner. De andre drenge begynder at mobbe ham, fordi han er mere feminin end de fleste andre. Som han bliver ældre, begynder han selv at blive forvirret omkring sin seksualitet.

Udover den næsten daglige mobbning, går hans nuværende bedste ven, Taemin, gennem en hård tid, så Key bliver nødt til at være der for ham.

Sidst, men ikke mindst, er der savnet af den barndomsven, som han aldrig har glemt. Spørgsmålet er bare, om han kan klare presset, der bliver lagt på hans skuldre.

43Likes
692Kommentarer
12911Visninger
AA

27. 25. kapitel

Tiden gik hurtigt efter det. De største problemer var forsvundet i hans liv. T.O.P havde debuteret og var langt væk, Eli og Seungho holdt sig mest for sig selv, Kris generede ham selvfølgelig ikke mere, og han behøvede ikke længere at skjule noget over for sine forældre eller skolen. Det var, som om alt langsomt var faldet på plads.

Et par af problemerne var dog ikke forsvundet endnu. Skolens elever var stadig ikke helt glade for hans seksualitet, og nogle spændte stadig ben for ham i timerne. Mange var dog mest neutrale nu, så det kunne han nogenlunde leve med.

Taemin virkede mere og mere fjern, som månederne gik. Han virkede, som om han var faldet ned i et dybt, sort hul, og det, der skræmte Key mest, var, at Taemin ikke engang så ud til at prøve at komme op mere. Den yngre dreng virkede mere og mere død, og Key følte sig magtesløs.

Psykologen havde givet op. Hun havde konstateret, at hun ikke kunne hjælpe Taemin, når han ikke ville hjælpes, og havde derefter sagt, at han ikke behøvede at komme tilbage mere. Key havde været vred over, at hun bare opgav en dreng på den måde, men han kunne jo ikke rigtig gøre noget ved det, selvom han virkelig ønskede, at han kunne.

Udover det var der stadig Jonghyun. Key havde virkelig tænkt over sit eget råd til Kris og deres samtale i det hele taget, men han var ikke rigtig kommet et skridt videre i sin afgørelse af, hvad han skulle gøre.

Jonghyun forvirrede ham. Drengen så glad ud, og der var næsten aldrig et øjeblik, hvor den ældre dreng ikke viste den strålende personlighed, som Key elskede. Key havde set ham sammen med Sekyung mange gange, men det forvirrede ham bare endnu mere. Han havde aldrig set dem kysse, holde i hånd eller nogle andre ting som par normalt gjorde. Key anede ikke, om de var venner eller kærester.

Der havde selvfølgelig gået rygter om dem, men rygter var jo aldrig til at stole på.

Der var også tidspunkter, hvor han var sikker på, at Jonghyuns blik var på ham. Han vidste ikke, om det var ønsketænkning eller virkelighed, men han synes bare, at han havde lagt mærke til det. Det var specielt til fodboldkampene. Når Jonghyun scorede, så han altid ud mod publikum. Det kunne lige så godt være Sekyung eller en hvilken som helt anden, han så efter, men Key synes, at det virkede, som om drengens blik altid stoppede ved ham i et kort øjeblik.

Nogle dage var Key fuld af selvtillid og var næsten lige ved at gå over til Jonghyun, men han skiftede altid mening i sidste øjeblik. Desuden var det tydeligt, at de mennesker, Jonghyun normalt var sammen med, ikke brød sig ret meget om Key. Chanyeol smilede altid til ham og en anden fyr, der generelt holdt sig tættest på Jonghyun og Chanyeol, virkede lidt ligeglad, men de andre skulede altid til ham.

Det fik ham ikke ligefrem til at få mere lyst til at gå derover. Tværtimod.

Der var ikke ret lang tid til sommerferien, og Key kunne ikke vente. Han glædede sig ikke helt så meget, som han gjorde sidste år, for hans skoleliv var trods alt bedre nu, men han trængte alligevel meget til ferie. Det ville blive dejligt bare at kunne gøre, hvad han ville.

Det var en ganske normal dag, så han havde ikke forventet, at der ville ske noget anderledes. Han havde næste glemt sin mistede dagbog, da han pludselig fandt den i sit skab. Han havde egentlig ikke rigtig forventet at få den tilbage, så det var virkelig en overraskelse. Desuden forstod han først ikke, hvordan Kris overhovedet havde fået den ind i hans låste skab. Så huskede han, at han havde skrevet koden til skabet forrest i bogen.

Da han tog den, faldt et papir på gulvet. Han rynkede panden og samlede med undren papiret op. Han foldede det ud og kunne hurtigt kende Kris’ skrift. Han gik i gang med at læse med det samme, da han var ret nysgerrig efter at vide, hvad Kris ville fortælle ham.

Key,

Jeg havde faktisk glemt denne her, indtil jeg stødte på den. Undskyld jeg ikke har afleveret den tidligere. Jeg vil også undskylde endnu en gang over de ting, jeg gjorde ved dig. Tro det eller ej, men jeg fortryder det virkelig.

Jeg ved ikke om dette her interesserer dig – det gør det nok ikke – men nu skriver jeg det alligevel. Jeg fandt Tao og skrev til ham, som du sagde, jeg skulle. Jeg undskyldte over for ham, og han tilgav mig hurtigere, end jeg havde forventet. Han har altid været så forstående. Det er ikke, fordi han er svag eller noget, men jeg tror altid, at han har haft et blødt punkt over for mig.

Nå, men vi har fundet sammen igen. Han er stadig den samme fantastiske person, og han elsker mig stadig lige så meget, som da jeg flyttede fra Kina. Jeg tror endda, vores forhold er stærkere nu, end det nogensinde har været før.

Jeg har fået overtalt mine forældre til at tage mig hjem igen efter dette skoleår. De ved ikke noget. De tror, at jeg er blevet ”rask” igen. Jeg hader dem virkelig. Men jeg kan i det mindste komme tilbage til Kina nu. Så kan jeg se Tao, uden de ved det.

Der går ikke så lang tid, før jeg er gammel nok til at flytte hjemmefra. Så kan jeg få et job, og forlade dem helt. Så kan jeg frit være den, jeg vil. Jeg vil kunne være sammen med Tao.

Det er alt sammen på grund af dig. Hvis du ikke havde givet mig håbet tilbage, så havde jeg nok aldrig fået ham at se igen. Mange tak, Key, du har gjort mit liv værd at leve igen.

Du har ikke selv fulgt rådet, har du? Jeg mente, hvad jeg sagde, du burde virkelig gøre det. Hvis han ikke kan lide dig, så kan du i det mindste få tankerne om ham væk. Hvis han føler det samme, kan du blive lykkelig. Det fortjener du.

Jeg har faktisk en ide om, hvem du har følelser for. Du nævnte ”Dino” en del gange i det lidt, jeg læste. Det er Jonghyun, er det ikke? Jeg har set, hvordan du ser på ham. Bare rolig, jeg har ikke tænkt mig at fortælle nogen om det. Prøv at tale med ham. Han er nok en af de venligste personer, jeg har mødt her. Jeg ved ikke, hvad han tænker om dig, men jeg tror, at du kunne have en chance. Prøv!

For sidste gang; Undskyld for alt, hvad jeg har gjort. Du har behandlet mig meget bedre, end du burde, og jeg kan ikke takke dig nok.

Held og lykke.

  ~ K ~

Key kunne ikke lade være med at smile efter at have læst det hele. Han havde tænkt lidt over, hvad der var sket med Kris og Tao, og nu havde han fået svaret. Han kunne mærke en rar følelse blusse op. Godt nok havde han ikke selv fået den fyr, som han elskede, men han var rigtig glad på Kris’ vegne. Han var glad for, at de to havde fundet sammen igen, når de åbenbart havde savnet hinanden så meget.

Bare det, at Kris faktisk ville gå fra sine forældre for Taos skyld viste, at han virkelig mente det. På den ene side kunne Key ikke forstå, hvordan han kunne gå fra sin familie på den måde eller hade dem for den sags skyld, men på den anden side forstod han det alligevel, efter Kris havde fortalt ham, hvordan forældrene havde behandlet ham.

Key vidste, at der var mange, der stadig så homoseksualitet som et tabu, måske endda en sygdom, som Kris’ forældre, så han var bare endnu mere glad for, at hans forældre havde været så forstående. 

Han tænkte også lidt over, at Kris faktisk havde gættet rigtigt. Han havde ikke lagt mærke til, at Kris havde været i nærheden på noget tidspunkt, så det undrede ham lidt, at den ældre dreng havde haft mulighed for at opdage det. Han var ikke engang bange for, at Kris sagde det videre, for det var de kommet for tæt på hinanden til. Det var faktisk lidt sjovt, at deres forhold til hinanden havde ændret sig så meget.

Key havde overvejet, om han bare var let gennemskuelig, fordi der var flere, der havde gættet det med Jonghyun, men på den anden side var der også mange af dem, der ikke kendte ham ret godt, som ikke virkede til at have den mindste ide om det.

Key ønskede lidt, at han kunne komme til at snakke med Kris en gang mere, før den ældre dreng rejste tilbage til Kina, men han var ikke sikker på, om det kunne lade sig gøre. De havde ikke rigtig haft nogen kontakt siden deres samtale, så det ville nok blive lidt akavet, og desuden så de ikke ret meget til hinanden på grund af eksamenerne og alt det, der ellers foregik omkring dem nu.

Han tog brevet og sin dagbog og lagde det ned i sin taske. Så tog han de bøger, han var kommet efter i første omgang og satte kurs mod det klasselokale, han skulle være i. Der var ingen eksamener i dag, hvilket betød, at det bare var normal skoledag.

Den time han skulle til nu var matematik, og deres matematiklærer var kendt som en af de strengeste af lærerne, så det var vigtigt, at han var der til tiden.

Han havde allerede brugt dyrebar tid på at læse brevet, så han havde fået ret travlt. Han havde heldigvis været i god tid, så hvis han skyndte sig, kunne han lige nå det.

Gangene var allerede næsten tomme, så han satte farten op. Da han nåede klassen, var der kun få minutter, til klokken ringede, så de fleste elever var der allerede. Han så hurtigt rundt og lagde mærke til, at der kun var en plads tilbage omme bagerst i lokalet.

Han holdt godt øje med gulvet, da han bevægede sig ned mod den. Han var efterhånden så vant til, at der blev spændt ben for ham, så nu sørgede han for at passe på. Han var heldig i dag, så han nåede ned på pladsen uden problemer.

Han kastede et kort blik på den fyr, der sad ved siden af ham. Key genkendte ham fra skolens basketballhold, men han kunne ikke huske, hvad drengen hed. Så snart Key gled ind på stolen, rykkede den anden dreng sig så langt væk som muligt. Han prøvede ikke engang at være den mindste smule diskret omkring det. De andre grinede, og Key sukkede lydløst, men han var så vant til det, at han ikke engang blev ked af det mere.

 Kort tid efter kom læreren ind, og latteren forstummede. Lærerens blik landede på Key, og der var medlidenhed at spore i blikket. De fleste lærere vidste, hvad der foregik, men mange af dem vendte det blinde øje til. Selv dé brød sig generelt ikke om homoseksuelle, så da Key ikke selv havde fortalt om mobberiet, kunne de bare lade som ingenting.

Key kunne godt fortælle dem det, men han regnede ikke med, at det ville hjælpe det store, så den tanke havde han bare droppet. Han håbede lidt, at det ville blive bedre med tiden.

Læreren rømmede sig for at få alles opmærksomhed og gik så i gang med undervisningen. Key klarede sig okay i matematik, men han blev alligevel nødt til at høre godt efter for at kunne følge med. Det eneste fag, hvor han var langt foran alle de andre, var engelsk, og det var kun, fordi han havde boet i USA nogle år af sit liv.

I det mindste kunne han trøste sig selv lidt med, at han snart fik sommerferie. Så ville han hverken skulle bekymre sig om Jonghyun eller resten af skolen. Han ville stadig tænke på Dinoen, men han skulle i det mindste ikke se på ham hver eneste dag.

~*~

Here it is~

Så, til alle jer der har læst "Talk to me!": Minho kommer med i næste kapitel. Ved I hvad det betyder? ^^

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...