I Could Never Forget (JongKey)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 apr. 2013
  • Opdateret: 8 feb. 2014
  • Status: Færdig
Følg Key gennem hans teenageliv med mobning, usikkerhed, venskab og kærlighed.

Key har aldrig været en af de populærere. Lige siden han var helt lille, har han været en af dem med få venner. De andre drenge begynder at mobbe ham, fordi han er mere feminin end de fleste andre. Som han bliver ældre, begynder han selv at blive forvirret omkring sin seksualitet.

Udover den næsten daglige mobbning, går hans nuværende bedste ven, Taemin, gennem en hård tid, så Key bliver nødt til at være der for ham.

Sidst, men ikke mindst, er der savnet af den barndomsven, som han aldrig har glemt. Spørgsmålet er bare, om han kan klare presset, der bliver lagt på hans skuldre.

43Likes
692Kommentarer
12895Visninger
AA

26. 24. kapitel

Det gik langsomt bedre og bedre for Key. Nogle foragtede ham stadig, men der var flere og flere, som blev mere støttende eller i det mindste mere ligeglade. Mange var efterhånden holdt op med at råbe fornærmelser efter ham.

Det var frikvarter, og Taemin var ikke kommet endnu. Han vidste, at de fleste var samlet i kantinen, så han gik roligt ned ad gangen. Selvom alt var blevet bedre, var det ikke helt godt endnu, for der var stadig de mest ondskabsfulde tilbage, og han anede ikke, hvad han kunne forvente af dem. Derfor var han stadig på vagt.

”Kibum,” hørte han en sige bag sig, og han frøs med det samme. Han kunne nemt kende den dybe stemme, men det overraskede Key, at han overhovedet kontaktede ham.

Key kunne mærke sine muskler spænde op, idet han drejede rundt for at se på den velkendte dreng. Der mødte ham dog en overraskelse. Det blonde hår, han var blevet så vant til, var nu blevet farvet om til en rødlig-sort farve, og det var blevet meget kortere. Den høje dreng så også træt ud.

”Kris,” konstaterede han med en vagtsom tone for at vise, at han hørte efter. Han vidste virkelig ikke, hvad han skulle forvente af den ældre dreng.

”Hvordan gør du det der, Key?” spurgte Kris med en bitter undertone. Key rynkede forvirret panden. Hvad var det, han gjorde?

”Hvad snakker du om?” spurgte han og så på den ældre dreng med et undrende blik.

”Hvordan kan du bare indrømme det over for alle? Hvordan kan du bare være så ligeglad med deres meninger? Hvordan kan du have det så nemt?”

Det sidste spørgsmål fik Key til at koge på et øjeblik. Nemt? Hvis der var noget, hans liv ikke havde været, så var det nemt. Han var ikke klar over, om han skulle grine eller græde over det latterlige spørgsmål. I stedet svarede han bare tilbage med al den vrede, som han ikke længere kunne holde inde.

”Nemt. Let,” han lod et fnys undslippe, før han fortsatte, ”hvordan kan du overhovedet sige det, Kris? Du, af alle mennesker burde vide, hvor svært det har været. Du har været der, hver gang I slog mig, som om jeg er meget mindre værd end jer. Du har set mine utallige blå mærker, skrammer og tårer. Du har læst min dagbog, hvor alle mine inderste følelser stod i. Får jeg den nogensinde tilbage? Du har ikke ret til at beholde den,” Key stoppede kort op, for at samle sig selv lidt. Han gav dog ikke Kris tid til at svare, før han fortsatte sin talestrøm.

”Du er så dobbeltmoralsk, du er! Du er selv til drenge, og alligevel har du tværet mig fuldstændig ud. Hvordan kunne du overhovedet få dig selv til at skrive det på mit skab, når du selv er bøsse? Burde vi ikke have hjulpet hinanden fra starten, i stedet for at du gjorde alt for at ødelægge mit liv? Er det, fordi du er jaloux, Kris? Er du i virkeligheden misundelig over, at jeg er stærkere end dig?”

Key stoppede endelig for at hive en stor vejrtrækning ind. Han vidste, at han ikke burde fornærme Kris på den måde, men han havde fået nok. Han kunne ikke klare at blive behandlet på den måde mere.

Kris’ ansigtsudtryk var hårdt, og Key havde svært ved at læse blikket i hans øjne. Han viste ikke, hvilken reaktion han kunne forvente at få tilbage.

”Tror du mit liv er en fucking dans på roser, huh? Din familie og ham Taemin forguder dig! Ved du, hvorfor jeg er her? Fordi mine forældre ikke gad have mig i Kina. I deres øjne findes der intet værre end mennesker som os. Da de fandt ud af, at jeg var sammen med en dreng, sagde de til mig, at jeg aldrig måtte se ham igen. At jeg skulle blive normal. Han var det, der betød mest, og nu er han ude af mit liv! Jeg er blevet opdraget til at hade bøsser. Da jeg nægtede at stoppe med at se ham, sendte de mig til Korea som udvekslingsstudent og tvang mig til at slippe al kontakt med ham,” fortalte Kris uden at se på Key.

Key kunne ikke forstå, hvad han lige havde hørt. Spørgsmål fyldte hans forvirrede hjerne. Hvordan kunne forældre bare gøre det? Elskede de ham ikke? Hvorfor fortalte Kris ham det overhovedet? De var jo ikke venner, tværtimod, og Kris slog ham ikke lige som den der ”jeg-fortæller-om-mine-følelser”-type. Hvem var drengen tilbage i Kina? Hvorfor havde Kris gjort alt det ved Key, når han var så forelsket i en anden?

Key vidste dog ikke helt, hvilke spørgsmål han kunne tillade sig at stille. For første gang nogensinde havde han faktisk lidt ondt af Kris, for han kunne levende forstille sig, hvor forfærdeligt han ville have det, hvis alle - selv hans egen familie - var i mod ham. Key tog mod til sig og spurgte alligevel om noget.

”Hvorfor er du sådan her, hvis du elsker ham?” Det var et ret åbent spørgsmål. Det kunne både hentyde til den måde, han var omkring de andre, med alle pigerne og den hårde facade, og til den måde han havde været over for Key. Key brændte virkelig efter at vide, hvad der foregik i den anden drengs hoved.

Kris så ud til at tøve lidt, og hans blik var stadig ikke rettet mod Key. Han så ud, som om hans tanker var langt væk. Key regnede ikke med, at den ældre dreng ville fortælle ham mere, for han havde allerede fået mere indblik i drengens liv, end han troede, nogen anden havde. Derfor overraskede det ham, da Kris faktisk åbnede munden.

”Han er væk for altid. Selv hvis jeg opsøgte ham, ville han sikkert ikke være sammen med mig igen, og jeg kan ikke se, hvad jeg skal gøre med mit liv uden ham. Pigerne er alle sammen ligegyldige, men de er gode til at få tankerne væk. Mine forældre sagde til mig, at de ikke ville have mig hjem, før jeg var blevet ”kureret for min sygdom”. Jeg kan ikke lade nogen vide, at jeg stadig tænker på ham. Og du..” Han stoppede kort op, før han snakkede videre med en monoton stemme.

”Ja, jeg var jaloux. Jeg ville også være sammen med min familie. Jeg ville også have en god ven. Jeg ville ødelægge det for dig, fordi jeg ikke selv kunne have, hvad du har. Jeg læste kun et par sider af din dagbog, og det var nok til at få indblik i dit liv. Det er måske langt fra perfekt, men du har ting, som jeg aldrig vil få,” han stoppede, og Key lod langsomt informationen sive ind.

Han havde ikke tænkt over alt, hvad Kris lige havde sagt. Han havde aldrig tænkt over, hvilken fortid den anden dreng havde. Det kom bag på ham, at Kris faktisk havde været gennem så meget ondt. Key lagde mærke til, at hans muskler havde løst sig op igen, for der var ikke noget at være bange for. Kris ville ikke gøre ham fortræd nu, det var han sikker på.

”Hvorfor fortæller du mig alt dette her? Du ved godt, at jeg kunne bruge det imod dig, ikke? Du er ikke min ven,” sagde han tøvende. Han vidste godt, at det ikke var det sødeste at smide i hovedet på ham nu, men Key kunne ikke holde sig selv tilbage.

”Det ville du aldrig gøre,” sagde Kris med samme toneleje og så endelig på Key, ”selv hvis du var led nok til at gøre det, så ville du ikke have nogen beviser. Jeg fortæller dig det, fordi jeg ville give dig et indblik i mit liv, efter jeg stjal et ind i dit. Jeg havde brug for at fortælle det, så det var en passende mulighed,” svarede han, og Key bed sig i underlæben. Kris havde ret. Han ville aldrig fortælle det videre, for det var ikke hans beslutning, om de andre skulle vide det.

Desuden var han hadet nok i forvejen, han havde ikke også brug for at få de andre på nakken, fordi han ”spredte rygter” om Kris.

”Hvorfor tror du ikke, at han vil tage dig tilbage?” spurgte Key så, og Kris fik et så trist blik i øjnene, at Key faktisk fik lidt medlidenhed med ham.

”Da jeg skulle væk fra Kina, slog jeg op med ham. Jeg sagde til ham, at jeg ikke elskede ham mere, for det ville blive meget nemmere for ham at komme over mig, hvis jeg havde været en idiot over for ham. Jeg fortalte ham ikke den rigtige grund, for jeg vidste, at han ville gøre alt, for at få vores forhold til at holde, og det kunne jeg ikke lade ske. Mine forældre ville gøre hans liv til et helvede, hvis de fandt ud af, at vi stadig var sammen, og jeg vil bare have ham til at være glad,” forklarede han, og Key lagde mærke til hans hænder, der var knyttet sammen.

”Der går ikke en dag, hvor jeg ikke fortryder, at jeg forlod ham. Jeg savner ham, og jeg ønsker bare at have ham her med mig. Men hvad kan jeg gøre? Jeg aner ikke, hvor han er nu, og han vil nok heller ikke have noget med mig at gøre, efter den måde jeg behandlede ham på,” fortsatte han så med et dybt suk.

Key vidste ikke helt hvorfor, men han havde lyst til at hjælpe. Selv efter alt, hvad Kris havde udsat ham for, havde han lyst til at gøre noget. Måske var det, fordi han selv ønskede at have Jonghyun, og han derfor forstod, hvor slemt Kris måtte have det. Måske var det fordi han kunne se, hvor oprigtig Kris var omkring det. Det var så tydeligt, at denne dreng måtte have været meget vigtig for ham.

”Kan du slet ikke få kontakt til ham igen? Er der ikke en eller anden måde?” spurgte han, og Kris så på ham med et overrasket blik.

”Prøver du at hjælpe mig?” spurgte han, og Key nikkede.

”Ja, så du har bare at samarbejde. Den dreng er ikke den eneste, du har været et røvhul over for,” svarede han, og Kris så pludselig lidt skyldig ud. Key havde aldrig forventet, at han ville se det udtryk i Kris’ ansigt.

”Jeg ved det ikke. Jeg kan måske finde ham på nettet eller noget. Hvorfor?” spurgte han, og Key himlede med øjnene. Var det ikke åbenlyst?

”Hvor meget holder du af ham og hvor meget savner du ham?” spurgte Key i stedet for at svare. Han kunne have svoret på, at Kris rødmede en smule.

”Som jeg sagde før, var han den vigtigste person i mit liv, og jeg tænker på ham hele tiden.” Key nikkede, før han begyndte at tale igen.

”Find ham. Du skal snakke med ham og fortælle ham sandheden. Undskylde for, hvad du har gjort,” sagde han, og Kris så lidt tøvende ud.

”Hvad hvis han ikke vil have noget med mig at gøre? Hvad hvis han har fundet en, der er bedre end mig?” spurgte han, og Key trak på skuldrende.

”Jeg kender ham ikke, så jeg kan ikke fortælle dig, om han elsker dig. En ting er dog sikkert; Hvis du ikke prøver, vil du aldrig få ham tilbage. Det kan jo være, at han savner dig lige så meget. Måske vil det tage mange undskyldninger, men hvis du virkelig vil have ham tilbage, må du vel også være klar til at kæmpe for det,” svarede Key, så indtrængende som han kunne. Kris nikkede bestemt.

”Du har ret, Key. Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan, mange tak for hjælpen,” sagde han, og Key sendte ham et lille smil. Det var en helt uventet samtale, men han havde det faktisk godt efter at have fået en forklaring på den ældre drengs opførsel. Han håbede faktisk for Kris, at han fik drengen tilbage.

”Kan jeg få at vide, hvad han hedder?” spurgte Key så som en eftertanke. Han var faktisk ret nysgerrig.

”Tao. Eller Zitao, men han bliver bare kaldt Tao,” svarede Kris med et smil, og Key blev endnu mere glad over, at han havde hjulpet. Hvis Taos følelser var lige så store som Kris’, ville han helt sikkert tage Kris tilbage.

”Held og lykke med Tao,” sagde Key og begyndte så at gå igen. Han burde få spist sin mad, før timen gik i gang. Han blev dog stoppet endnu en gang.

”Hey, Key. Det du lige sagde til mig.. Hvis du ikke prøver, så får du heller aldrig ham, du gerne vil have.”

Key stoppede op og vendte rundt. Han vidste, at Kris havde ret, men forskellen var, at Kris faktisk havde en chance med Tao, det havde han ikke selv med Jonghyun.  

”Jeg kan lige så godt opgive på forhånd. Han har aldrig været min, og det bliver han heller ikke,” svarede han trist. Kris så lidt skyldig ud igen, og Key vidste ikke helt hvorfor. Det fandt han dog hurtigt ud af.

”Hvis det var på grund af det, jeg skrev, så er jeg rigtig ked af det. Jeg mente det jo ikke, for jeg ved ikke engang, hvem han er. Du skrev, at du kunne have blevet med ham, hvis du ikke var taget af sted. Det må betyde, at vores situationer ligner hinanden,” svarede den høje dreng, og Key rystede lidt på hovedet.

”Vi var bare venner, da vi var små. Tætte venner, men vi var bare børn. Han er til piger, så jeg har ikke en chance,” svarede han, og Kris rynkede på panden.

”Hvem er det? Det er en her på skolen, ikke?” spurgte han, og Key bed sig i kinden.

”Det kan jeg ikke fortælle dig, men jo, han går her på skolen,” endte han op med at svare. Han kunne ikke risikere noget, ved at fortælle det til Kris.

”Okay, jeg forstår. Men prøv, Key. Jeg er sikker på, at han ikke er en idiot, for så ville du ikke kunne lide ham. I var venner, så måske savner han dig lige så meget. Tag dit eget råd. Undskyld for alt, jeg har udsat dig for. Jeg forventer ikke, at du tilgiver mig, men jeg er glad for, at vi har haft denne samtale. Jeg håber virkelig, at du vil få det godt, om det så bliver med eller uden ham.”

Med det var deres møde overstået, og de gik hver til sit. Key besluttede sig for, at han nok ville tænke over det, som Kris havde sagt. Måske havde han alligevel en fremtid sammen med Jonghyun?

~*~

Så kom Kris på banen igen, og vi har nu fået hans historie at vide. Havde I gættet på noget i den retning? Hader I ham lidt mindre?

Det er ikke okay hvad han har gjort over for Key, men nu har man nok lidt mere forståelse for hans handlinger ^^

Jeg blev selvfølgelig nødt til at smide et EXO-ship ind. Elsker Taoris, Hunhan og Baekyeol næsten lige så meget som JongKey og 2min (selvom 2min nok vinder over alt i min verden) xD

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...