I Could Never Forget (JongKey)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 apr. 2013
  • Opdateret: 8 feb. 2014
  • Status: Færdig
Følg Key gennem hans teenageliv med mobning, usikkerhed, venskab og kærlighed.

Key har aldrig været en af de populærere. Lige siden han var helt lille, har han været en af dem med få venner. De andre drenge begynder at mobbe ham, fordi han er mere feminin end de fleste andre. Som han bliver ældre, begynder han selv at blive forvirret omkring sin seksualitet.

Udover den næsten daglige mobbning, går hans nuværende bedste ven, Taemin, gennem en hård tid, så Key bliver nødt til at være der for ham.

Sidst, men ikke mindst, er der savnet af den barndomsven, som han aldrig har glemt. Spørgsmålet er bare, om han kan klare presset, der bliver lagt på hans skuldre.

43Likes
692Kommentarer
12859Visninger
AA

25. 23. kapitel

Det var nu 4 dage siden, Key havde indrømmet sin seksualitet over for alle, og han kunne mærke, at hans selvtillid var på vej op. Som han havde forudset, var der rigtig mange, som var onde ved ham, men det var ikke nær så slemt, som de ting han tidligere havde været ude for.

Seungho og Eli havde ikke generet ham, siden T.O.P var taget af sted, så det var en lettelse i hans hverdag. Kris havde heller ikke vist sig ret meget, siden han sprang ud.

Key frygtede lidt, at Kris planlagde et eller andet. Efter alt, hvad der var sket, så kunne den ældre dreng ikke bare droppe alt, kunne han? Key kunne ikke få det til at stemme, og desuden havde Kris jo stadig hans dagbog, så han ventede bare på, at der ville ske noget nyt.

Det var dog også sket positive ting. Det første var allerede sket dagen efter hans indrømmelse.

Key gik ned ad gangen på vej til sit skab for at hente bøgerne til sin næste time. Han havde allerede sagt farvel til Taemin, så han gik alene. Han brød sig egentlig ikke ret meget om at gå alene mellem de andre elever, for man vidste aldrig, hvad de ville begynde at råbe efter ham, eller hvad de kunne finde på at gøre.

Men han havde ikke i sinde at vise sin frygt, så han løftede hovedet og gik målrettet mod skabene. Da han endelig nåede sit eget, lagde han med det samme mærke til noget, som ikke burde være der.

Der lå en sammenfoldet seddel, som med det samme satte de værste tanker i gang hos ham. Hvad hvis det var Kris? Hvad hvis han ville blive tæsket igen? Måske var det et trusselsbrev?

Med rystende hænder rakte Key frem efter sedlen. Han så sig kort om for at se, om der var nogen, der holdt øje med ham. Han kunne ikke få øje på nogen, så han vendte igen blikket mod sedlen og åbnede den forsigtigt.

Han turde næsten ikke læse, hvad der stod, men han tvang alligevel sig selv til det.

Kibum-ah

Du kender mig ikke, men jeg vil bare sige, at det, du har gjort, er rigtig sejt. Jeg er selv bøsse, og jeg ville virkelig ønske, at jeg var lige så modig som dig!

Jeg håber ikke, at det bliver alt for svært for dig. Jeg ønsker det bedste for dig. Fighting!

Key så på skriften med store øjne. Han havde slet ikke forventet at modtage sådan noget, så det var virkelig en overraskelse. Det måtte betyde, at han i det mindste ikke var helt alene om det. Der var i hvert fald en mere på skolen, præcis som ham.

Hvem kunne det være? Han så på sedlen igen, men den var ikke skrevet under. Det gjorde heller ikke så meget, for bare det at vide, at der var en anden på skolen, gjorde ham glad. Ikke fordi Key ønskede for drengen, at han skulle gennem det samme helvede, som Key selv havde været, men det var en opløftende tanke, at han ikke var den eneste.

Det havde ikke været den eneste seddel, han modtog. Der havde været anonyme beskeder fra mange, som ønskede ham held og lykke. Den første havde været den eneste, som tilstod, at han selv var bøsse, men de andre var lige så supporterende.

Der var ikke nogen, som havde stået op for ham, men sedlerne gjorde ham alligevel lidt glad. Skriften uden på hans skab gjorde ham også i bedre humør, hver gang han så det.

Taemin havde været der meget for ham som altid. Key havde aldrig været så glad for at have en så god og støttende ven.

En anden ting han havde tænkt over, var at springe ud over for sine forældre. Det var det eneste, han manglede nu, men det var også et meget stort skridt. Ville de kunne forstå? Eller ville de blive skuffede over ham?

Han havde bestemt sig for at gøre det efter skole. Han var ikke helt sikker på, hvordan han ville gøre det, men det var på tide, at det skete.

Han var på vej hjem nu, og han kunne allerede mærke nervøsiteten begynde at røre på sig. Han havde valgt at gå hjem i dag frem for at tage bussen. Det var begyndt at blive rigtig koldt, men han var kommet frem til, at gåturen hjem i det kolde vejr ville gøre ham godt.

På den måde ville han både have tid til at køle nerverne lidt ned og tid til at tænke over, hvordan han ville sige det.

Det var ikke, fordi han forventede, at hans forældre ville begynde at hade ham eller noget, men han var bare lidt usikker på, hvilken reaktion der ville møde ham. De havde aldrig snakket om homoseksualitet, så han vidste ikke rigtig, hvilken holdning de havde til det.

Forskellige scener havde spillet sig for hans indre blik, men han kunne virkelig ikke bestemme sig for, hvilken en der ville være den rigtige.

Da han kunne se sit eget hus, lagde han hurtigt mærke til, at bilerne ikke holdt der. Det måtte betyde, at hans forældre ikke var hjemme. Han åndede lettet ud. Så slap han for at skulle gøre noget lige nu.

Han gik op på sit værelse. I stedet for at tænke mere over det hele, gav han sig til at danse. Det beroligede ham nok til, at han ikke panikkede helt, da han hørte hoveddøren smække nedenunder. Han tog en dyb indånding og gik ned i køkkenet, hvor hans mor allerede var gået i gang med aftensmåden.

Hans far sad ved bordet med en kop kaffe, og de havde en samtale i gang om dagens arbejde. Da Key trådte gennem døren, så de begge op med et smil.

”Har du haft en god dag, Kibum?” spurgte hans far, og Key nikkede kort med et lille smil til gengæld.

”Den har været okay,” svarede han så og satte sig ved det lille bord. Kom så, Key, du kan godt! Han prøvede lydløst at overbevise sig selv om, at det nok skulle gå, men ordene ville ikke rigtig forlade hans læber.

”Ved I hvad?” spurgte han så for i det mindste at få startet samtalen i gang. Sådan, bare fortsæt!

Hans forældre vendte igen deres opmærksomhed mod ham, og han kunne mærke nervøsiteten komme frem endnu kraftigere end før.

”Nej, hvad er der sket, Bummie?” spurgte hans mor interesseret, og Key tog endnu en dyb indånding. Han kunne godt. Han skulle bare åbne munden.

”Jeg fik topkarakterer i min engelske stil i onsdags,” sagde han i stedet og bandede indvendigt over sig selv. Hvorfor kunne han ikke bare tage sig sammen? Hvor svært kunne det være?

”Ej, hvor godt!” sagde moderen glad, og hans far sendte ham endnu et smil. Key kunne knap nok holde et irriteret suk inde. Han havde ikke løjet, for han havde virkelig fået topkarakterer, men for det første var det ikke ret stort i engelsk, og for det andet var det jo slet ikke det, han gerne ville sige.

Der gik ikke lang tid, før de sad samlet om bordet med maden serveret. Key tog mod til sig igen, men han vidste stadig ikke, hvordan han skulle gøre.

”Mor, far, jeg har noget, jeg skal fortælle jer,” sagde han stille, og hans forældre så bekymret på ham. Hvad mon de forventede at høre?

Han stoppede endnu en gang op. Så kom han pludselig i tanke om noget.

”Lige et øjeblik,” sagde han og skyndte sig så til sit værelse. Han åbnede øverste skrivebordsskuffe, hvor han vidste, at det lå, og gik så ned til sine forældre igen.

”I skal læse dette her,” sagde han så og rakte brevet fra hans bedstemor frem. På den måde ville han kunne fortælle dem det, uden selv at skulle sige ordene, og de ville samtidig kunne se, at hans halmoni havde haft det helt fint med det. Så kunne det måske være, at de også selv løste lidt op omkring det. 

Hans far tog brevet, og de lænede sig sammen for at læse det. Key holdt øje med deres reaktioner, og blev med det samme lidt urolig, da han så tårer komme frem i sin mors øjne. Hvad skulle det betyde?

Da de endelig var færdige, hang der en tung stemning i luften. Key vendte blikket mod sin tallerken, ude af stand til at finde på noget at sige.

”Kibum-ah, hvorfor skulle vi læse dette her?” spurgte hans mor så, og han så overrasket op. Var det virkelig det eneste, hun havde at sige?

”U-umma og appa, j-jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle fortælle jer det, m-men jeg er i-ikke til piger,” sagde han uden at kunne holde sin stemme i ro. Han vidste, at det ikke var så normalt for ham at stamme, og da slet ikke over for sine forældre, men han kunne ikke holde nervøsiteten væk.

Han iagttog deres ansigtsudtryk, som langsomt ændrede sig fra forvirring til forståelse.

”Det ved vi allerede, skat. Men vi er glade for, at du fortæller os det,” sagde hans mor, og Key tabte underkæben.

”H-hvad?” spurgte han forbløffet, og hans far sendte ham et forsikrende smil.

”Vi har vidst det i lang tid. Vi ventede bare på, at du selv ville komme til os med det,” besvarede han spørgsmålet. Key kunne slet ikke forstå, hvad han hørte. Havde alle bare vidst det før ham? Det virkede lidt sådan. 

”Og I har det fint med det?” spurgte han tøvende og modtog endnu et par forstående smil.

”Selvfølgelig. Vi vil elske dig, lige meget hvad du er. Vi ønsker bare, at du bliver lykkelig,” svarede hans mor for dem begge, og Key kunne mærke tårerne komme frem i sine øjne. Denne gang var det dog af glæde. Det var lang tid siden, han havde følt sig så elsket og accepteret, og det var en fantastisk følelse.

Han rejste sig med det samme og gik hen for at kramme dem begge. Det betød så meget for ham, at hans familie støttede op om hans valg. Deres meninger havde altid betydet utroligt meget for ham, så han kunne ikke være meget gladere, end han var i det øjeblik.

Der var stilhed lidt tid, før han igen sagde noget.

”Hvornår fandt I ud af det? Halmoni vidste det jo også,” spurgte han undrende, og hans forældre så kort på hinanden, før de svarede.

”Jeg tror egentlig altid, vi har vidst det. Selv før dengang med Nicole, hun bekræftede bare vores mistanke.”

Key kunne ikke lade være med at være en anelse overrasket. Nicole havde været det tætteste, han nogensinde havde været på en kæreste. De havde været gode venner, men det var flere år siden efterhånden. Hun havde kunnet lide ham, men han var egentlig bare blevet lidt skræmt, da hun pludselig sagde til ham, at hun havde følelser for ham.

Han smilede lidt ved mindet. Dengang havde han ikke forstået, hvorfor han selv havde været så meget mod tanken om at være sammen med hende, for hun var jo en sød og køn pige, men tanken havde bare frastødt ham. Nu gav det mening.

”Hvad med halmoni? Hvor længe havde hun vidst det?” spurgte han. Hans mor trak på skuldrende.

”Det ved vi ikke, vi har aldrig snakket med hende om det, men hun havde det jo tydeligvis fint med det,” svarede hun, og Key nikkede med et lille smil.

”Hvad fik dig til at indse det?” spurgte hans far, og Key kunne mærke sine kinder blive en anelse varme. Hans forældre så på ham med vidende blikke.

”Hvem er han?” spurgte hans mor, og Key kløede sig akavet i nakken. Af en eller anden grund havde han ikke helt lyst til at fortælle dem om Jonghyun endnu. De vidste stadig ikke, at han havde mødt ham igen, og da han først lige havde fortalt dem, at han var til drenge, føltes det bare alt for tidligt.

”Det er bare en fra skolen. Vi er ikke tætte, og jeg tror ikke engang, at han er bøsse,” fortalte han, og hans mor trak ham ind i et komfortende kram.

”Det vil du møde hen ad vejen, men det skal nok gå,” sagde hun stille, og Key nikkede. Han havde ikke rigtig lyst til at snakke om det lige nu. Det måtte hans forældre kunne mærke, for hans mor begyndte hurtigt at tale om noget andet.

”Og jeg som troede, at du aldrig ville komme over Jonghyun,” sagde hun med en let stemme og en lille latter. Key var glad for, at han hverken havde mad eller vand i munden, for så havde han nok fået det galt i halsen.

Hvis de bare vidste..

~*~

Kapitel 23 er ude~

Mange tak for de fire likes siden sidste kapitel! Opdagede også lige, at "Talk to me!" var nået helt op på 50 likes! I gør mig så glad :3

Nu er folkeskolen officielt overstået for mit vedkommende, siden jeg var til min dimission i går~ Så er der bare en dejlig lang sommerferie ^^

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...