I Could Never Forget (JongKey)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 apr. 2013
  • Opdateret: 8 feb. 2014
  • Status: Færdig
Følg Key gennem hans teenageliv med mobning, usikkerhed, venskab og kærlighed.

Key har aldrig været en af de populærere. Lige siden han var helt lille, har han været en af dem med få venner. De andre drenge begynder at mobbe ham, fordi han er mere feminin end de fleste andre. Som han bliver ældre, begynder han selv at blive forvirret omkring sin seksualitet.

Udover den næsten daglige mobbning, går hans nuværende bedste ven, Taemin, gennem en hård tid, så Key bliver nødt til at være der for ham.

Sidst, men ikke mindst, er der savnet af den barndomsven, som han aldrig har glemt. Spørgsmålet er bare, om han kan klare presset, der bliver lagt på hans skuldre.

43Likes
692Kommentarer
12932Visninger
AA

24. 22. kapitel

Der var allerede gået en hel uge siden hans bedstemors død. Han havde fået tilladelse af skolen til at blive hjemme, indtil begravelsen havde fundet sted. Det var sket om fredagen, så nu var det tid til skole igen.

Ugen og begravelsen havde gjort ham godt. Han var selvfølgelig stadig i sorg over tabet – det var hele hans familie – men han havde langsomt fået det bedre. Han savnede hende virkelig, men efter han havde læst hendes brev, havde han lovet sig selv ikke at være alt for ked af det. Hendes ønske var, at han var glad, så det var en af de ting, han i det mindste ville prøve at opfylde.

Han havde læst brevet mange, mange gange efterfølgende, og hver eneste gang havde det givet ham lidt mere håb. Han frygtede stadig dagen, men han var ikke så bange, som han havde været, lige efter hans dagbog var blevet taget.

Han havde spekuleret på, hvad der var sket med den. Han havde det dårligt over, at han ikke rigtig vidste, hvor den var endt henne. Havde Kris den stadig? Kunne den ældre dreng finde på at dele flere detaljer fra den?

Key havde haft lyst til at skrive igen, men han havde ikke turdet. Det var gået galt én gang, og selvom han havde lært af sin fejl, kunne han alligevel ikke lade være med at frygte, at det nemt kunne gå galt igen. Desuden var det slet ikke det samme, når han ikke havde sin velkendte dagbog at skrive i. Det føltes bare underligt og forkert at skrive i en anden bog.

Lige nu sad han i bussen på vej til skolen. Hans blik var rettet mod byen, der rullede forbi uden for vinduet.

Inden længe stoppede bussen, og han greb sin taske for at stige ud. Han behøvede ikke at mase sig frem i dag, for han havde taget den tidlige bus, så der var ikke ret mange andre.

Han gjorde sig selv psykisk klar til endnu en dag og gik så ind ad skolens dør. Ligesom i bussen var der ikke ret mange mennesker her, og dem, der var, var primært stræberne, som ankom tidligt for at læse op på sine ting. De holdt sig generelt for sig selv, så han var ikke bange for at blive generet af dem.

Timerne gik, som de plejede. Man skulle tro, at hans klassekammerater efterhånden havde lagt rygterne om hans seksualitet bag sig og kastet sig over noget nyt, men deres opførsel havde ikke ændret sig den mindste smule.

Han modtog stadig de onde blikke. Denne gang gjorde det ham faktisk lidt vred, for han kunne ikke forstå, at de slet ikke havde andet at tage sig til end at bruge deres tid på at være lede over for ham.

I frikvarteret var det ikke bare blikke, men også kommentarer, som blev rettet mod ham.

”Hvorfor har du ikke været i skole den sidste uge, Key?” råbte en dreng, som han ikke genkendte. Drengen havde udtalt hans navn med en hånlig vrængen, men Key stoppede ikke op. Han ignorerede bare drengen og fortsatte i samme tempo.

”Blev det for meget for dig? Kan du virkelig ikke klare mere? Er du så svag?” råbte den samme dreng, og Key bed tænderne sammen. Hvor vovede de at kalde ham svag? Det var ham, som var blevet mobbet hver eneste dag gennem hele sit liv. Det var ham, der havde klaret sig gennem nogle af de værste skoleår, man kunne forestille sig. Det var ham, der kun havde en eneste ven, som tilmed selv havde problemer. Det var ham, der havde været gennem alt dette, men alligevel kunne fortsatte med hævet hoved.

Han var ikke svag. Langt fra. Hvis der var nogle, der var svage, så var det dem, der gemte sig bag deres facader. Alle dem, som trampede på mennesker som ham, bare for ikke selv at komme under en andens sko. Alle de falske mennesker omkring ham.

Han havde ikke tænkt sig at svare dem. De var ikke det værd.

”Wow, føler du dig virkelig for fin til at svare mig? Dine forældre må være kede af at have en søn som dig,” fortsatte stemmen, og Key kunne mærke sin tålmodighed svinde endnu mere. Hvor vovede drengen at bringe hans forældre ind i dette? Key kunne mærke vreden boble op i sig. Han var lykkelig over, at han nu kunne se døren ind til det næste klasselokale, for han havde ikke lyst til at få sit temperament testet mere, end det allerede var blevet på nuværende tidspunkt.

”Hans forældre må skamme sig over at have en som ham,” sagde en anden dreng til den forrige og rettede så den næste sætning mod Key.

”Er du virkelig en klam piksutter, som alle siger, Kibum?”

Snap. Den sidste streng af tålmodighed sprang som en elastik, der var blevet spændt lidt for langt og derfor knækkede med et højt knald.

Han knyttede næverne i vrede og drejede rundt. Han så kort rundt på den grinende forsamling. Hans bedstemors ord trådte frem i hans hjerne. Én person, der virkelig elsker dig, er bedre end 20 personer, der ikke er ægte.

”Hvad hvis jeg er?”

Der blev med et stille. Latteren forstummede, og deres ansigter udtrykte forvirring.

”H-hvad?” spurgte den samme dreng, som havde stillet spørgsmålet. Key følte en underlig tilfredsstillelse over at have lukket munden på ham. Det var en fantastisk følelse at have stoppet deres latter og latterlige kommentarer.

”Jeg sagde; Hvad hvis jeg er? Hvad hvis jeg virkelig er bøsse? Hvad har du tænkt dig at gøre ved det?” spurgte han med en let hån. Han indså, hvor rart det føltes, bare at kunne sige det. Bare at være den, der for en gangs skyld fik lov at styre det hele.

Han kunne se forbløffelsen sprede sig over deres ansigter. Det så næsten helt komisk ud. Han vidste, at dette nok bare ville gøre dem endnu værre i længden, men det fjernede ikke glæden over endelig at kunne være sig selv. Det var meget bedre, end han havde forventet.

”Jamen.. ” han nåede ikke længere, før deres lærer brød gennem gruppen.

”Hvad sker der her?” spurgte læreren strengt, og eleverne kiggede rundt på hinanden, alle i tvivl om, hvem der skulle fortælle ham, hvad der foregik.

Drengen, der først havde generet Key, endte med at tale som den første.

”Der sker ikke noget, vi snakkede bare,” sagde han med øjnene vendt mod Key. Læreren så tvivlrådigt på ham, men lod det alligevel ligge i sidste ende.

”Timen starter lige om lidt, så se at komme ind i klassen og finde jeres pladser,” sagde hun, og eleverne begyndte med det samme at bevæge sig. I modsætning til alle de andre dage, var der denne gang stilhed udover stolene, som skrabede mod gulvet, når de blev rykket ud.

Key var godt klar over, at deres hvisken snart ville vende tilbage, men han synes, at det var behageligt bare at kunne være i fred et øjeblik.

Da alle havde fundet deres pladser, og undervisningen var gået i gang, tænkte Key for første gang virkelig over det, han lige havde gjort. Han vidste ikke, hvor han havde fået modet fra, og han var heller ikke helt klar over, hvad der ventede ham nu.

Selvom han havde chokeret sig selv, kunne han ikke rigtig få sig selv til at fortryde det. Det virkede på en måde dejligt, at han ikke behøvede at gemme sig bag en facade mere.

Da det blev frikvarter, fandt han hurtigt Taemin. Drengen så meget undrende ud, og Key nåede ikke engang at spørge om noget, før han stod med den anden drengs mobil i hånden.

Alle siger, at du indrømmede over for alle tidligere, at du er bøsse?

Key stirrede måbende på beskeden et øjeblik. Hvordan kunne det meste af skolen allerede vide det? Hvordan var det overhovedet muligt, når der havde været time lige bagefter?

”Ja, jeg blev træt af alle deres kommentarer. Det var ikke rigtig noget, jeg havde tænkt mig at gøre, det skete bare,” forklarede han, og Taemin så på ham med store øjne.

Er du ikke bange for, hvad der vil ske?

Key læste den næste tekst og sukkede. Jo, han var bange, men kunne det blive værre, end det allerede var? Det var jo alligevel tydeligt overfor alle, at det var sandheden, så hvorfor skulle han fortsætte med at lyve?

Han overvejede kort sit svar, før han begyndte at sige noget. Det var ikke, fordi han ikke vidste, hvad han følte, men han var lidt i tvivl om, hvordan han skulle forklare det til Taemin.

”Jeg er bange men.. jeg tror, at jeg har gjort det rigtige. Ved du, hvad min bedstemor sagde til mig, som det allersidste? At jeg skulle være mig selv. Jeg er ret sikker på, at hun har ret. Hvis jeg bare begynder at være mig selv, vil jeg nok blive gladere. På trods af alle de fornærmelser, de andre kaster i hovedet på mig, mener jeg, at dette her er den rigtige beslutning,” svarede han endelig og så over på den yngre dreng for at bedømme hans reaktion.

Taemin smilede bare til ham. Det var meget sjældent, hans ven smilede, så han blev altid glad for at modtage smilene, selv når de var små og svage.

Taemin skrev på mobilen igen, og Key ventede tålmodigt.

Hvad med Jonghyun?

Key tænkte igen lidt over spørgsmålet. Først var han blevet lidt overrasket over det, for det var så lang tid siden, han havde snakket med Taemin om Jonghyun, men han burde have vidst, at den yngre dreng umuligt ville have glemt det.

”Jeg ved ærlig talt ikke helt, hvad jeg skal gøre med Jonghyun,” han sænkede stemmen, da han sagde den ældre drengs navn, bare for at være sikker på, at der ikke var nogen, der hørte, hvad de snakkede, ”jeg tør ikke engang rigtig se på ham, fordi jeg er bange for hans reaktion. Hvad hvis han hader mig nu?”

Key vidste, at dette egentlig bare gjorde ham endnu mere urolig, men han kunne ikke lade være. Der gik dog ikke lang tid, før han sad med Taemins svar i hånden.

Hvis han virkelig hader dig på grund af det, så fortjener han dig slet ikke, hyung. Hvorfor er du egentlig stadig så bange for at tale med ham? Jeg ved godt, at I ikke har haft kontakt i mange år, men måske tænker han præcis det samme, som du gør? Tænk hvis han savner dig lige så meget, som du savner ham.

Key så overvejende på beskeden. Selvom hans første indskydelse var bare at fnyse og benægte, kunne en lille bitte del af ham ikke helt lade være med at tænke over det. Hvad hvis det nu virkelig hang sådan sammen? Hvad hvi..

Han rystede på hovedet for at klare sine tanker, før de røg alt for langt ind i deres drømmeverden. Det kunne ikke være en mulighed, så han burde ikke engang spilde tid på at ønsketænke.

”Sådan er det ikke, Taemin. Har du ikke set ham med hende den populære? Sekyung. Han er altid så sød overfor hende. De er sikkert sammen,” svarede han, og Taemin himlede med øjnene. Key følte sig med det samme fornærmet. Hvad gav den yngre dreng ret til at gøre det?

Han er sød mod alle, hyung. Har du ikke lagt mærke til det? Hvis hans opførsel over for hende skulle betyde, at de er sammen, så ville han være sammen med halvdelen af skolens elever. Jeg tror aldrig, jeg har set ham gøre noget, hvor han ikke var sød.

Key stirrede lidt på svaret. Taemin havde ret i, at Jonghyun for det meste var sød ved alle omkring sig, men han havde ikke set den ældre dreng være så sød over for nogle andre end Sekyung. Hvem kunne overhovedet behandle en så klistrende person så pænt, hvis man ikke engang var sammen med hende?

”Har du ikke set dem sammen, Minnie? Jeg har ikke en chance,” valgte han bare at sige i sidste ende, for det var virkelig sådan, det var. Hvordan skulle en dreng have en chance, når Jonghyun kunne få en pige, som lignede en model?

Taemin gik i gang med at taste igen, men Key stoppede ham, inden han nåede ret langt.

”Du behøver ikke at prøve at få mit håb op. Det ville bare såre mig i sidste ende,” sagde han, og Taemin skød surmulende underlæben frem, som om han var irriteret over, at Key ikke ville lytte til ham. Key havde dog ikke tænkt sig at ændre mening.

De nåede heller ikke mere, før klokken ringede. De rejste sig sammen og begyndte at gå mod deres timer.

”Vil du med hjem senere, Minnie? Så kunne jeg lære dig at lave en ny ret,” spurgte Key så, og Taemin sendte ham et smil og et nik.

~*~

Så mistede man lige et like :/

Nå, men her har I næste kapitel. Kan afsløre, at der ikke er så lang tid, til Jonghyun og Key begynder at snakke sammen ^^

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...