I Could Never Forget (JongKey)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 apr. 2013
  • Opdateret: 8 feb. 2014
  • Status: Færdig
Følg Key gennem hans teenageliv med mobning, usikkerhed, venskab og kærlighed.

Key har aldrig været en af de populærere. Lige siden han var helt lille, har han været en af dem med få venner. De andre drenge begynder at mobbe ham, fordi han er mere feminin end de fleste andre. Som han bliver ældre, begynder han selv at blive forvirret omkring sin seksualitet.

Udover den næsten daglige mobbning, går hans nuværende bedste ven, Taemin, gennem en hård tid, så Key bliver nødt til at være der for ham.

Sidst, men ikke mindst, er der savnet af den barndomsven, som han aldrig har glemt. Spørgsmålet er bare, om han kan klare presset, der bliver lagt på hans skuldre.

43Likes
692Kommentarer
12911Visninger
AA

23. 21. kapitel

Der var gået nogle dage efter episoden i kantinen, og det var slet ikke blevet bedre. Tværtimod blev alle de andre elever mere og mere nysgerrige og lede. De stillede ham alle mulige spørgsmål og sagde grimme ting om ham, når de var sikre på, at han kunne høre det.

Han havde valgt at gå over til skolen tidligt den dag, for hvis han allerede sad nede bag ved, når de andre dukkede op, så var der mindre risiko for, at de lagde mærke til ham.

Der var kun én god ting ved alt dette her; Han blev ikke slået mere. De blå mærker og skrammerne var allerede ved at forsvinde, og inden længe ville han kunne droppe make-uppen. Det var virkelig noget, han så frem til.

Key trak en bog op af tasken. Han havde allerede lavet de fleste af sine lektier dagen før, men han manglede lige at læse et par sider i engelsk til den næste dag. Han vidste, at det var noget af det nemmeste, han stødte på, så han havde ikke haft alt for travlt med at få det læst. Desuden havde han regnet ud, at der ville være lidt tid her om morgenen, hvor han alligevel bare skulle side i over en time.

Han havde bestemt sig for at besøge sin bedstemor efter skole. Det var også en grund til, at det var en god idé at få lektierne overstået nu.

Han havde nået omkring 2 sider, da døren hurtigt blev lukket op og smækket i bag den person, der var kommet ind. Key så hurtigt, at det var Taemin. Han lagde også mærke til, hvor oprevet den unge dreng så ud.

Taemin satte sig på en af stolene og gemte hovedet i hænderne. Han havde tydeligvis ikke set, at Key allerede var der. Key var lidt glad for, at det var ham, Taemin havde overset, i stedet for en eller anden, som bare ville gøre nar ad ham.

”Hvad er der sket, Taeminnie?” spurgte han, og Taemin sprang forskrækket op, men slappede hurtigt lidt af, da han så, at det bare var Key, som var på vej over mod ham.

Han rystede på hovedet og begravede det igen i sine arme. Key rynkede panden og lagde forsigtigt en hånd på drengens skulder.

”Er der nogen, der har gjort dig noget?” spurgte han usikkert og bed sig i læben. Han var lidt bange for, om det var nogle af de andre elever, der havde gjort noget, fordi Taemin havde hjulpet ham gennem de sværeste situationer. Hvad hvis de begyndte at behandle den yngre dreng på samme måde, som de behandlede ham selv?

Taemin rystede bare på hovedet endnu engang, og Key vidste ikke helt, hvad han så skulle spørge om. Han ville gerne vide, hvad der var galt.

”Kan du ikke fortælle mig, hvad du er ked af?” spurgte han, og Taemin trak tøvende sin mobil op og begyndte at skrive.

Mrs. Park har meldt mig til skolepsykologen. Hun prøvede at få mig til at snakke for hele klassen i går, men jeg ville ikke, så hun blev vred. Efter timen sagde hun til mig, at det ikke gik mere, og at jeg havde brug for hjælp. Jeg skal allerede til den første samtale i morgen efter skole.

 Key læste beskeden med store øjne. Det var egentlig ikke så underligt, for skolen måtte jo gøre noget på et eller andet tidspunkt, men det overraskede ham alligevel lidt. Key var ikke helt sikker på, om han skulle stille sit næste spørgsmål, men han gjorde det alligevel.

”Hvorfor er det så slemt, Minnie? Måske kan du få det bedre ved at snakke med en professionel om det. Det kan jo være, at det vil hjælpe dig,” sagde han forsigtigt, og Taemin så op på ham med et blik, der tydeligvis nægtede.

Jeg vil ikke til psykolog. Jeg vil ikke fortælle en eller anden fremmed person alt om mit liv. Jeg vil slet ikke snakke om det!

Key vidste, at han ikke skulle presse emnet mere. Desuden havde Taemin ikke brug for mere pres lige nu, men derimod en ven, der var der for ham og kunne lytte. Key sukkede. Han var på en måde glad for, at det endelig var ham, der kunne passe på Taemin igen. Han passede ikke ind i rollen som den svage. På denne måde ville han kunne få sine egne problemer lidt på afstand.

”Jeg forstår godt, hvad du mener, Minnie. Jeg ville heller ikke selv bryde mig om det,” sagde han forstående og lagde armen om sin yngre ven. Da Taemin så op på ham, kunne Key se tårerne og frygten i de brune øjne. Det knuste ham altid at se drengen sådan.

”Det skal nok gå. Alt skal nok blive okay,” hviskede han, og Taemin slog øjnene ned, så de lange øjenvipper sendte dråberne ned over de bløde kinder. Key rakte hånden op og tørrede tårerne væk. Taemin så på ham med glasagtige øjne, og Key kunne nemt læse blikket, der tavst spurgte, om han virkelig mente det.

”Jeg er sikker, Minnie. Alt skal nok blive okay. Ligegyldig hvad, så har du mig. Jeg er lige her,” forsikrede Key ham om med ærlige øjne. Taemin blinkede et par gange, for så til sidst at overgive sig og kramme Key tilbage.

Key gav drengen et lille kys på kinden. Det var ikke en unaturlig handling mellem dem – bare et tegn på deres tætte venskab. Der lå ikke mere i det for nogen af dem.

Taemin trak sig til sidst væk og tørrede sine øjne. Key kunne pludselig ikke forstå, hvordan han kunne have overset, hvor nedkørt Taemin var begyndt at se ud. Hvor længe havde Key været for fanget af sine egne problemer til at kunne se det? Han vidste det ikke, og det skræmte ham ærlig talt.

Der var også en anden ting, som han først lagde mærke til nu - eller når han tænkte over det, havde han nok set det før, men det var ikke noget, han virkelig havde bidt mærke i.

Taemins tøj havde forandret sig. Det var blevet mørkt og dækkede det meste af hans hud. Den lette og glade stil drengen havde haft, da Key lærte ham at kende, var helt forsvundet, og hvis Key ikke vidste med sikkerhed, at den havde været der engang, ville han ikke have gættet det.

 For en gangs skyld tænkte Key faktisk  ikke på sine egne problemer. Selvom skylden over at have overset Taemin og bekymringen over, hvad han ikke havde lagt mærke til, nu borede sig ind i ham, var han lidt glad for, at han bare kunne fokusere på noget helt andet end sig selv.

Key sørgede for at flytte sig, før eleverne begyndte at fylde lokalet. Han satte sig tilbage på sin plads og ignorerede dem alle sammen, som om han slet ikke hørte deres fornærmelser.

Resten af dagen gik meget som alle de andre. Den var ikke bedre end de andre, og Key glædede sig til at kunne tage hjem.

Han havde tænkt sig at gå hjem, sætte sine ting og så tage på hospitalet. Men hans planer blev brat ændret, da han kom ind ad døren og så sin mor sidde rødøjet på sofaen. Han glemte med det samme alt om tasken og skyndte sig i stedet hen til hende.

”Hvad er der sket, umma?” spurgte han bekymret og satte sig ned ved siden af hende. Han reflekterede kort over, at det var anden gang, han trøstede en person den dag.

”H-hun er v-væk,” svarede hans mor så lavt, at han knap opfangede, hvad hun sagde. Han rynkede kort panden.

”Væk?” spurgte han, og et hulk slap fra hans mor. Key lagde hurtigt armene om hende for i det mindste at kunne trøste hende lidt.

”Hun døde her til morgen, Bummie,” sagde hun, denne gang meget tydeligere, og Key frøs i sin stilling. Død? Her til morgen? Ville han aldrig komme til at se sin halmoni igen?

Hans verden faldt endnu mere sammen, end den allerede var i forvejen. Han havde det, som om han ikke kunne trække vejret. Han var i chok. Han havde jo vidst, at det var ved at være tid, men han kunne alligevel ikke forstå, at det var sket. Det var uvirkeligt.

”Me-men h-hun..” han kunne ikke engang færdiggøre sin sætning, for han var ikke klar over, hvad han gerne ville sige. En isnende kulde fyldte ham, og en forfærdelig smerte borede sig gennem hans hjerte. Hvordan kunne hun være væk? Bare sådan?

Det kunne ikke være rigtigt. Det kunne det bare ikke. Han rejste sig brat op, og hans mor så op med sine forgrædte øjne.

”Hvad skal du, Bummie?” spurgte hun forvirret.

”Jeg skal på hospitalet,” svarede han bare og løb ud af rummet. Han var ligeglad med, hvad hans mor råbte efter ham.

Inden længe var han ved den hvide dør, der ledte ind til det velkendte værelse. Tårerne havde frit løb, og smerten var kun taget til. Han kunne ikke tro på det. Han ville ikke tro på det.

Han lukkede døren hårdt op og styrede direkte mod sengen. Bedstemoderen var næsten blegere end lagnet, men det så bare ud, som om hun sov fredfyldt.

Han kunne ikke stoppe sig selv, da han greb fat i hende og rystede hende blidt. Hun kunne ikke være død, det kunne hun bare ikke.

”Vågn nu op! V-vil du i-ikke nok, halmoni? Please?” græd han, men hun forblev livløs. Hans hænder krøllede sammen om hendes tøj.

”Halmoni,” klynkede han og strøg hende over kinden. Den var kold som is. Alle minderne strømmede ind i hans hjerne, og et halvkvalt og såret hulk forlod ham. Han var ikke klar til at give slip på hende. Han kunne ikke undvære hende!

Døren blev åbnet, og han så over på sygeplejersken, der kom ind.

”Så gør dog noget!” råbte han med tårerne strømmende, ”gør noget,” sagde han igen, denne gang meget lavere og mere hjælpeløst.

Sygeplejersken sendte ham et medlidende blik, og Key vidste med det samme, at der ikke var noget at gøre. Flere hulk forlod ham, og han sank ned på knæ ved siden af sengen. Han kunne ikke trække vejret for gråd, og verden svimlede for ham. Hvordan kunne et af de mennesker, som betød allermest for ham, bare forlade ham på den måde?

”Hvordan kunne du, halmoni?” kunne han høre sig selv sige. Han havde ikke  styr på sig selv mere. Smerten var ulidelig. Den var værre end alt anden både psykisk og fysisk smerte, han før havde været igennem. Han kunne mærke, at han var på vej ind i et panikanfald.

Sygeplejersken satte sig ned ved siden af ham.

”Træk vejret, Key,” sagde hun og strøg ham over ryggen. Han rystede fortvivlet på hovedet, men fik alligevel hevet luft nok ned i lungerne til, at han ikke følte, at han var ved at blive kvalt.

Han lod sygeplejersken trække ham ind i et kram. De kendte hinanden på grund af, at Key havde tilbragt så meget tid på sygehuset på det sidste. Hun var en af dem, han havde talt mest med, så det føltes trygt at blive trøstet og passet på af en, der var ældre end ham.

 ”Jeg ved, hvor svært det er at miste en, der er så tæt på, men det skal nok gå, Bummie. Det vil være svært her i starten, men jeg ved, at du nok skal klare det. Du er en stærk dreng,” sagde hun. Hendes ord og kram hjalp lidt, men han kunne stadig ikke stoppe gråden.

Der gik lang tid, før han havde samlet sig selv nok til, at han kunne snakke igen.

”Tak, noona,” mumlende han hæst, og hun sendte ham et opmuntrende smil.

”Hun gav mig for resten dette her og sagde, at det var til dig. Hun bad mig også sige til dig, at du skulle huske at gøre, som du havde lovet hende,” sagde hun og rakte et brev frem.

Han bukkede for hende som tak. Så tog han en dyb indånding og satte sig op ved sin bedstemor igen.

”Vil du være okay?” spurgte sygeplejersken, og Key nikkede til hende. Så forlod hun rummet, så han kunne sige sit sidste farvel.

Han tog hendes kolde hånd i sin. Tårerne dryppede stadig, men de var langt mere kontrollerede.

”Jeg skal nok holde, hvad jeg har lovet. Det var dit sidste ønske, så det har jeg tænkt mig at opfylde,” sagde han lavt. Så åbnede han brevet og begyndte at læse.

Kibummie,

Når du læser dette, vil jeg ikke være her mere. Du vover lige på at være ked af det! Det er ikke, hvad jeg ønsker, Bummie. Nok er jeg der ikke mere, men du skal være stærk! Jeg har aldrig ønsket, at du skulle være ked af det. Jeg vil have dig til at være lykkelig.

Du husker sidste gang, du besøgte mig, ikke sandt? Jeg ved godt, hvad det hele handlede om. Jeg ved godt, at du er til drenge. Min kære dreng, det har jeg vidst længere, end du selv har.

Jeg vidste godt, at du ikke var klar til at snakke om det, da du var her, men der er ikke mere tid for mig, så jeg siger det nu.

Vær dig selv, Kibum. Det er det vigtigste af alt. Nogle vil kunne lide dig og andre vil ikke, men så længe du bare er dig selv, skal der nok være nogen, som elsker dig for lige den, du er. Én person, der virkelig elsker dig, er bedre end 20 personer, der ikke er ægte.

Spring ud når du er klar. Jeg ved, at du er stærk, og at du kan klare det! Husk at Taemin elsker dig, din mor elsker dig, din far elsker dig, jeg elsker dig. Selv Jonghyun har dig nok stadig gemt i hjertet. Vær ikke overrasket, jeg ved, hvor meget du savner ham! For mig har du altid været som en åben bog, Bummie.

Jeg er ked af, at vi ikke fik mere tid sammen, men alt sker for en grund. Det var min tur til at sige farvel, men det betyder ikke, at du ikke skal leve videre. Du skal være glad, selv hvis jeg ikke er der mere, og dette er mit sidste farvel.

Jeg elsker dig, Kibum.

Key kunne ikke stoppe tårerne fra at falde på papiret, men brevet havde hjulpet ham. Det havde givet ham en styrke, som han ikke havde haft før. Det gav ham mod til at fortsætte.

~*~

Okay, så her har I kapitel 21. Var selv ved at tude, da jeg skrev det T_T
Nå, sagen er den, at jeg ville have lagt kapitlet ud for mange timer siden, men der skete noget, som lige satte min skrive-tid på pause.

Jeg fandt ud af, at den eks-kæreste jeg ikke har set i ca. 2 år skal starte på gymnasiet samtidig med mig. Han gik normalt i klassen over mig og tog så tiende på en efterskole i år, så havde sådan set aldrig regnet med at skulle se ham igen. Sidst jeg så ham (da han kom på besøg på skolen, som jeg stadig gik på, men som han var flyttet fra), var jeg stadig ikke rigtig kommet over ham, selvom det var så lang tid siden, så det var lidt af en overraskelse at finde ud af, at vi nu skal gå sammen endnu. Og jeg aner ikke helt hvad jeg skal gøre.

Okay, ved ikke om I overhovedet gider læse om mit liv, så stopper bare her. Havde bare lige brug for at komme ud med det (og skulle bruge en undskyldning for mit meget sene update) ^^

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...